Kampagner

I år afsluttede jeg vores warhammerfortælling om tre usle eksistenser fra Nulns underverden, der endte med at blive store helte i Tilea. Det var planen med kampagnen at spille på den klassiske fortælling der er indbygget i career mekanikken, men det konkrete indhold blev i stor grad improviseret ud fra spillernes valg og tilfældighederne spil.

Efterfølgende har vi kastet os ud i Apocalypse World. Det er et interessant system som jeg stadig har svært ved at bruge til tider, men spillederrollen er lige til højrebenet for mig. Jeg er spændt på hvor fortællingen går hen ad i det nye år.

Jeg har også fået spillet en smule af mit elskede indie, vi har spillet to gange Inspectres og det må der meget gerne komme mere af i det nye år. Og så har jeg fået den dejlige julegave at få lov til at være spiller i Dogs in the Vineyard, det første indie spil jeg købte for mange år siden, det er sgu fedt at dele ud af ens retfærdige harme.

Kongresser

Jeg er ikke den store kongresnørd, men jeg elsker at arrangere ting. I år blev sidste år i infoen, jeg indså efter Fastaval hvor meget jeg er gået glip af ved at sidde og nørde computer hele vejen igennem. Så på Fastaval 2012 rykker jeg til frontlinjen, ind i caféen. Det var også min debut som spilleder, det gør jeg så nok igen, det gik næsten okay.

Knudepunkt var i Danmark og jeg hoppede ind med en talk omkring kreativ process. Det var en fin oplevelse, men jeg kunne godt mærke at jeg ikke kendte ret mange af de sære mennesker. Det bliver nok anderledes når jeg tager til Finland til foråret, forelæser med Havshøj om scenografi og kigger på Avar Aalto arkitektur.

Hyggecon er Eidolons sidste bastion og det var trist at se deltagerantallet falde yderligere i år, for det er sgu en god kongres. Jeg kan uden at prale erklære det for Danmarks mest luksuriøse kongres. Så tag med til næste efterårsferie!

Live

Indtil december 2010 havde jeg en længere pause fra liverollespillet af flere grunde, men Harlequins Fald var en rigtig god oplevelse, både som scenarie og med mig selv som rollespiller. Derfor startede jeg 2011 med rigelig lyst til rollespil.

I løbet af foråret spillede vi den første omgang minilives her i Århus, men desværre kom vi ikke igang igen efter Ida eksporterede sig selv og konceptet til hovedstaden.

Juli var jeg på mit fantastiske nordiske eventyr, hvor jeg kastede mig afsted til Norge og spillede Just A Little Lovin’. Scenariet var fantastisk, medspillerne endnu mere fantastiske, så meget at jeg blev nødt til at tage videre til Stockholm og bruge mere tid på dem.

Det var svært for mig at finde ud af om jeg skulle med til Kapo, det har aldrig tiltalt mig med fysisk/psykiske ekstremoplevelser, men det politiske indhold og settingen var spændende. Jeg er bagefter rigtig glad for at have taget med. Også selvom det blev en meget anderledes oplevelse end jeg forventede. For mig var det en helt fantastisk intens romantisk tragedie,

2011 blev det år hvor jeg opdagede det fede i vores store nordiske rollespilsfællesskab og hvorfor man smadrer sig selv med bleed og pathos til rollespil.

Desværre er der ikke så mange fede scenarier på tegnebrættet i 2012 som jeg kunne ønske mig. Jeg skal selvfølgelig med til Khypris 0 af nostalgiske grunde og City og Cities 2 lyder også ganske fint. Men jeg kunne godt bruge noget mere international action eller anden mulighed for at prøve nyt rollespil.

Mere og bedre rollespil i 2012!

Hvem er ham der Bleed?

For det første skal vi nok lige skille et par ord ad. Bleed kommer ofte i en pakkeløsning fra Jeepen der blot forvirrer begreberne. For det første har vi “close to home” der kommer af det 18. bud i The Jeepform Piece of the Cake: “Everyday drama is more interesting than epic drama.”

Det bliver ofte blandet ind i snakken om bleed som om de to er uadskillelige, men faktum er at close to home blot er en stilistisk præference som Jeeperne og andre vælger. Det er at sammenligne med lokal-litteratur versus alle de andre genrer, det er et indholdsvalg der gør det lettere for læseren (eller spilleren) at sætte sig ind i situationen.

Det andet er de såkaldt “papirstynde” roller. Her er der tale om et teknisk greb der igen gør oplevelsen nærmere for spilleren. Men det er kun et teknisk greb, ikke en nødvendighed for at lege med bleed.

I det hele taget er det vigtigt at skilne mellem alle de ting der bliver gjort for at fremme bleed-oplevelsen og selve princippet i bleed. Og nu hvor vi er nået hertil er det vel på tide at se på hvad bleed er og svare på spørgsmålet som nogengange bliver stillet, findes det overhovedet?

Jeepen siger: “Bleed is experienced by a player when her thoghts and feelings are influenced by those of her character, or vice versa. With increasing bleed, the border between player and character becomes more and more transparent.”

Det er jo ret ligetil, når der er påvirkninger af spilleren der også påvirker rollen eller påvirkninger af rollen der også påvirker spilleren har vi bleed. Det burde ikke være så kontroversielt som det nogengange bliver fremstillet. Når zombien springer ud af busken til et live og jeg bliver forskrækket er det bleed ind i rollen. Og når jeg er trist ned i min øl efter en tragedie er det bleed fra rollen til mig.

Jeg har selv oplevet masser af bleed når jeg spiller, både fra mig selv ind i rollen når jeg ser mine egne karaktertræk, reaktioner eller handlemønstre fylde rollen ud og når jeg er knust og kvæstet i følelserne efter en tragisk kærlighedsfortælling. Det gør oplevelsen stærkere og mere nærværende, men det er ikke altid udelukkende en god ting.

De dybere mekanismer er selvfølgelig langt mere komplicerede, men bleed er en utrolig praktisk måde at se på det i forhold til hvordan vi spiller rollespil. Faktum er at vi både er spiller og rolle når vi leger og der vil altid være interaktion og udveksling mellem de to. Er der nogen der vil påstå andet?

Bleed-krigen

Den store kontrovers opstår som altid i forbindelse med spilpræferencer. Nogen derude i rollespilsland er vildt glade for at spillet kommer ind under huden på dem selv som spillere. Fred være med det siger jeg, de skriver scenarier som de vil spille og det indebærer oftest en del genrevalg og teknikker for at mindske afstanden mellem spiloplevelse og spiller. Valg som at spille close to home og anvende tynde roller.

Det har dog ført til et minefelt hvor folk er begyndt at bruge de teknikker i scenarier for at komme med en pointe, man udsætter spillerne for en oplevelse de ikke forventede ville være så nærværende og det kan føles som et overgreb. Fat Man Down er et eksempel på denne her slags, der bevidst arbejder med flere teknikker for at skabe en overgrebssituation som spillerne ikke nødvendigvis er klar over at de har meldt sig til. Gang Rape er ikke, da det er tydeligt skrevet hvad der kommer til at foregå og antydet hvad for en slags bleedreaktioner spillerne vil risikere at komme ud for.

Det er blandt andet en af de ting der er bliver udtalt som kritik af bleed, men som egentlig er en snak om samtykke og forventningsafstemning. Hvad er det okay at udsætte spillerne for og hvor meget kan man sige ja til uden at vide detaljerne?

En anden kritik er de tynde roller. Hvis ikke vi har roller, hvordan er det så overhovedet rollespil? Hvor går grænsen mellem rolle og spiller egentlig? Det er en meget sød debat, men når alt kommer til alt er det bare en spilpræference, folk foretrækker foreskellige oplevelser. Og jeg synes ikke vi skal trække linjer i sandet for hvad der er “rigtigt rollespil”, det er spild af ord i min verden.

I samme tråd som de tynde roller er der en del opposition der mener at bleed-tunge scenarier mangler reelt indhold og fortælling. Det er igen en spilpræference, det er ikke et krav at vi alle skal spille alle scenarier så hvorfor klage over det andre laver?

Så er der hele snakken om “det farlige rollespil”. Ikke fra firsernes kristne ekstremister, men internt i rollespilsmiljøet. Det øgede fokus på hvor meget vi egentlig bliver påvirkede af det vi spiller har sat gang i to forskellige narrativer: Der er dem der synes det er noget stads at rode sig ud i uden sikkerheds-regler, protokol og etik. Og så er der dem der er helt vilde med at lege som om det er en ekstremsport, der får thrills af at danse på grænsen til sindssyge. Begge dele kan man sikkert får masser af kicks ud af, men jeg kan ikke personligt blive ophidset af det.

I det hele taget synes jeg at snakken om bleed er interessant, men på ingen måde fascinerende nok til at retfærdiggøre det nærmest religiøse hysteri debatten tit ender i. De fleste af debatterne er grundlæggende meningsløse gentagelser af personlige trospunkter, der ikke rigtig fører nogen vejne.

Bleed findes og jeg er meget opmærksom på det, specielt efter spil, da det har rigeligt med utilsigtede bieffekter. Det er stadigvæk awesome at opleve i de rigtige situationer, men jeg gider ikke opsøge det som mit primære fokus i spil. Det er et for fattigt agenda for mig som narrativist, og jeg får opfyldt mit behov for at udforske mig selv ude i den virkelige verden.

Jeg er æstetisk set træt af hele hysteriet omkring bleed og bleedscenarier, så træt at jeg med andre arbejder på kontra-scenarier baseret på at udforske modstillingen til bleed og få spillerne til at være bevidste om og reflektere over deres handlinger som rollerne. Sådan et slags konstruktivt “Fuck dig” til jeepudlejerne.

Kommentarer er velkomne, så længe de er civiliserede. Jeg vil gerne høre om jeg mangler noget i min beskrivelse af bleed eller kritik af kritikkerne. Hvis det har interesse kan vi grave dybere ned i det der ligger under hvad vi kalder bleed og jeg vil også gerne komme med mine personlige erfaringer hvis nogen synes den slags er spændende. Men det her burde være nok til at starte snakken om bleed og finde en fælles forståelse så vi ikke råber eller snakker forbi hinanden.

Et sted i den vestaustralske ørken, langt fra nogen som helst spor af civilisation har en familie deres farm. Stedet er lige netop frugtbart nok til at familien og deres gårdarbejdere kan overleve. Men med tørken kommer de begravede frustrationer og vreden frem. Det er ikke landskabet der er den største trussel længere.

Spillet handler om mennesker og overlevelse.

Scenariet foregår på baggrund af tørken der hele tiden bliver værre og presser spilpersonernes interne forhold indtil et eller andet giver efter. Centralt i spillet er en resursemekanik der tvinger spillerne til at tage svære valg om deres overlevelse og instruerer dem i hvordan deres spilpersoner bryder ned. Resten er deres egen fortælling.

Spilletid:  3-5 timer

Antal spillere:  6 spillere og en spilleder

Spillertype: Spillere der har mod på at leve sig ind i en hård situation og lade deres frustrationer gå ud over de andre om bordet. Spillerne forventes selv at finde på detaljerne i fortællingen og uddybe deres spilpersoner undervejs.

Spilledertype:  Spillederens rolle er at holde det eksterne pres på spillerne og få dem til at leve sig ind i situationen.

Kort om forfatterne: Tim og Oliver burde egentlig være fjender da den ene er tidligere Dirtbuster Commander og den anden dybt begravet i Infoen. Tim har skrevet scenarier siden det sidste årtusind og er manden bag det internationalt omtalte Påske – En tragedie. Oliver er fastaval-debutant, men synes utroligt meget om rollespil på sin blog.

Når det kommer til rollespil sker det som sagt mest i forbindelse med enkeltstående livescenarier, hvor jeg har tid til at dykke ned og skabe mig en kunnen og blive klogere på noget sært. Processen med at blive klogere og det specifikke fokus er altid unik til det enkelte scenarie, jeg har ikke en tried-and-true metode jeg gentager. Så her vil jeg bare beskrive min research til de scenarier jeg deltog i, i løbet af det sidste år og se om det gør mig meta-klogere.

Harlequins Fald

I decembers var jeg til det store vampyrscenarie i det dybe, mørke jylland. Her fik jeg ikke researchet noget særligt, da jeg valgte at se scenariet som en dramatisk øvelse og mit fokus derfor lå i at få en føling for rollen og settingen. Jeg kunne måske som andre have fundet på en baggrundshistorie eller faglighed at basere rollen på, men det virkede som en klodset tilgangsvinkel på et så dramatisk orienteret spil. Jeg brugte en del tid på at tænke på mit kropssprog og kostume ud fra en teatralsk tilgangsvinkel, at spille et revolutionært kontrarevolutionært væsen af ren ondskab kræver en del arbejde, men det blev ganske udemærket og synergien mellem kropssprog og kostume virkede super.

Marcellos Kjeller

Min research til det norske bidrag til A Week In Denmark, blev til at høre det Kaisers Orchestra album som spillet var baseret på. Det kom sig meget af at rollerne først blev fordelt på selve dagen, men jeg var glad for at have taget mig sammen til at læse teksterne og blive fortrolig med musikken og dens univers.

Just A Little Lovin’

Et historisk scenarie indebærer altid en stor mulighed for at nørde igennem og dette 1980′er scenarie var ingen undtagelse. Selvom temaet var HIV og AIDS, valgte jeg bevidst ikke at læse mere om det for at gøre min rolles uvidenhed mere ægte. I stedet dykkede jeg ned i tidens musik og produktionsteknikken af denne, da jeg skulle spille en musikproducer. Det kom aldrig direkte frem i selve spillet, men jeg var glad for at have den ballast af viden. Og så fandt jeg en masse musik der gør mig glad efterfølgende. Det var også en ren fornøjelse at nørde kostume, firserne havde en masse fantastiske stilarter at lege med og jeg endte da også med tre forskellige outfits, først New Wave med et det rødeste læderslips, dernæst en tur forbi Miami Vice og til sidst et slikket Wall Street look. At fremtræde så ikonisk firser var hele tiden med til at trække mig ind i rollen og virkelig være der.

Kapo

Til Kapo deltog jeg som 48-timers spiller, hvilket betød at rollerne var så institutionaliserede i lejrens liv at det var meningsløst at konstruere en baggrund uden for murene, så den del lod jeg være op til de af mine medspillere for hvem den slags var interessant. I stedet gik jeg i kødet på at læse om fangelejre, afhøringer og dehumanisering: Primo Levi, Maus, CIA rapporter og deslige. Spillet blev væsentligt mere dramatisk end jeg regnede med så mange af detaljerne jeg kunne have spillet på, smed jeg væk til fordel for at lege med følelser og drama. Det var dog en noget bittersød oplevelse at genkende situationer der spontant opstod i spillet, fra historier ud af Auschwitz, en oplevelse som virkelig fik gjort billedet meget realistisk for mig.

Det er altid et gamble at bruge tid på at researche inden et spil, der er ingen garanti for at du får brug for din tilegnede viden. Tilgengæld giver det for mig en ro at have den ballast, at vide at jeg ikke er ude og svømme. Det er en måde at underbygge de dele af spillet jeg ikke er helt tryg ved, at forberede sig på eksamen på en måde.

De scenarier der benytter sig af forudskrevne roller minder meget om at træde ind i klasselokalet på en kongres og få udstukket et karakterark, men det er en meget anderledes oplevelse når man har lang tid, tit flere uger, til at forberede sig og rollen oftest skal spilles i længere tid. Processen med at tilegne sig rollen bliver ihvertfald for mig en kompliceret affære med mange aspekter hvor jeg langsomt bliver fortrolig med at udtrykke spilpersonen. Her er processen at flytte mig selv ind i den vision jeg læser at arrangørerne vil have.

Workshopping af roller er på sin vis en mere dynamisk proces, den verbale udveksling mellem arrangører og spiller gør det til en sammensmeltning af de to udgangspunkter: Spillet og spillerne. Processen er væsentlig mere kompakt, de største fremskridt sker på selve workshoppen efterfulgt af en tilpasningsfase op til selve scenariet, hvor man laver små ændringer og gør sig klar mentalt.

Det er ofte i sandkassescenarier at spillerne selv står for at skabe deres roller, nogen gange også grupperingerne. Arrangørerne har måske en række grupper der skal fyldes og/eller enkelte roller der skal være tilstede og som de caster folk til. For det fleste deltagere er det dog meget op til dem selv at stå for at lave spilpersonerne. Der er tit en lille designudveksling mellem spillerne i de enkelte grupper, men processen er meget individuel. Din rolle, dit ansvar.

Jeg indrømmer blankt at jeg finder stor fornøjelse i at forberede mig til et spil og derfor måske bruger alt for meget energi og tid på at gøre mig klar, men det er en stor del af charmen ved live for mig.

Rolle

Det vigtigste er nok at få rollen til at fungere i spillet, det handler om at tilpasse hvad man selv kan og vil præstere, med det som spillet har brug for at man bidrager med. Jeg antager aldrig at jeg bare kan kaste mig ud i det, men ser i stedet på hvad jeg har brug for at gøre af forberedelser inden for at nå til et punkt hvor min plads i spillet er opfyldt og jeg selv har de bedste muligheder for at blive underholdt af det.

Kostume

I lives er kostumeringen en stor del af det sjove for mig, jeg kan godt lide at klæde mig ud og se at klæder skaber folk. Indsatsen varierer meget alt efter hvad ambitionsniveauet og settingen er sat til, men det handler altid om at gøre rollens karakter synlig ved et enkelt blik.

Setting

Det er for mig også vigtigt at blive kompetent ud i spillets setting, så jeg kan spille så troværdigt i den som muligt uden at komme i tvivl eller sige forkerte ting undervejs. Der er meget stor forskel på om spillet foregår i en reel eller abstrakt setting, enten er vi ude i god gammeldags research ellers er det en kreativ process med at tænke verdenens logikker igennem og gøre dem til en naturlig del af rollen.

Tematik

I samme tråd er det også vigtigt for mig at spejle spillets tematik i min rolle, at gøre den nærværende og deltage i at skabe stemningen for mine medspillere. Det er ikke så meget en process i sig selv, men et vigtigt værktøj i til at tage valg i de andre områder.

Dramatik

Det er noget nyt for mig at tænke på dramaturgi i selve spillet, men jeg finder at det gang på gang er værd at tænke et narrativ ind, som man kan holde fast i når spillet går løs. Det er ofte en bevægelse i rollen eller udforskningen af et valg det handler om, men uanset er det rart at have plottet ud hvor rollen kan komme til at bevæge sig hen og om det er et sted man stadig kan have meningsfyldt spil. Jeg har selv været ude for at blive spillet af sporet og tilbringe et scenarie med spil jeg ikke fandt interessant fordi jeg ikke have tænkt mig nok om.

I det hele taget synes jeg at vejen fra oplæg/rolle til det spillede spil er et meget interessant felt der ikke er blevet udforsket nok. Jeg har haft fornøjelsen af at snakke løbende med mine medspillere om hvor de er i processen og hvordan de kommer frem til rollen, men det er sjældent noget der kommer i tale når livere mødes, antagelsen er at alle jo sagtens kan finde ud af det eller gør det på deres egen måde.

Jeg kunne også godt tænke mig at se mere på hvad der sker i hovedet på spillerne på kongresser i de fem minutter fra rollen er udleveret til spillet bliver fløjtet igang.

I min bog er det overnaturlige alt det der falder uden for vores forklaringsmodel af verden, der hvor det handler om tro, håb og frygt uden basis i noget målbart eller kategorier. Så når der er konkrete observationer og konsekvens i opførsel er det ikke længere overnaturligt.

I rollespil opstiller vi en række regler for vores fiktive verdens sammenhæng og logik, der i stedet for fysik og kemi udgør grundskelettet i kosmologien. På sin vis betyder det at alt hvad reglerne omfatter er naturligt i verdenen. Så hvis der er regler for at kaste med trolddom eller drikke blod ophører troldmænd og vampyrer med at være overnaturlige.

Med regler mener mest de klassiske mekaniske regler, men også fiktion der beskriver og forklarer verdenen og dens beboere. Begge dele trækker streger og afgrænser verden i konkrete forhold man kan gå ud fra.

Igen er jeg nødt til at trække Vincent Baker frem af skabet med hans pointe omkring the fruitful void. Idéen er, at det som spillet reelt handler om ikke må være mekanisk udtrykt hvis det skal være interessant og meningsfyldt. Humanity i Vampire bliver aldrig rigtig spændende når det er en mekanisk stat man kan game. Når der er regler for noget bliver det trygt og kontrollerbart. Ja, det kan godt være skræmmende at stille op overfor en beholder med 11 Hit Dice, men når man har læst Monstrous Manual eller mødt en før, er det en risiko man kan beregne.

Men det ukendte i spil kræver særlig meget tillid, rollespil hvor en af deltagerne er modstander for de andre (det meste spillederstyrede spil) har brug for en grad af fairness der kan være svær at opretholde uden klare regler. Særligt når spillerne har adgang til overnaturlige evner er der brug for klare regler. Hvis ikke, ender man let med at sabotere spillet ved at give spillerne en sonic screwdriver der kan løse alle deres problemer uden dramatik eller spænding.

Interessant nok er det næsten modsat med spillederen, manglende regler fører ikke på samme måde til mistillid, det er forventet at spillederen til en hvis grad improviserer og har spillets balance i sinde hele tiden. Hvis der er for mange regler begrænser det også spillederens muligheder for at skabe fortællinger, særligt hvis spillerne kender til mekaniske konsekvenser, baggrundshistorier eller metaplot og forventer at spillederen holder sig inden for det.

Grundlæggende handler det om kyndighed ud i setting, det udefinerede er spændende, hvis det bliver defineret mister det sin mystik og bliver hverdag.  Men hvad gør man så med sådan noget rollespil hvis det skal være mystisk og stadig have mekanisk underbygning?

Selv jeg har fået sådan en, da min sambo indså at han fik mere sjov ud af sin egen våbensamling hvis jeg kunne skyde tilbage.

Liverollespil på kampagnebasis har næsten altid indeholdt kamp som et centralt element, i mange år har vi været nødt til at nøjes med papsværd eller symbolske skydevåben og råben bang. Det har gjort fantasy til den fremherskende genre inden for kamp og kage live, det er nemmest og mest realistisk på den måde.

Men nu har vi et alternativ der giver mulighed for at lege ting med skydevåben som den primære kampform, det er jo dejligt for alle de genrer der har måttet gemme sig i skyggerne.

Jeg tror det første var at nogen importerede det amerikanske spilkoncept Humans versus Zombies til landet, samt gav det et ekstra lag roller og kostumer. Det lød til at have været en festlig omgang i foråret, men desværre kun et enkelt arrangement.

I Aalborg har TRoA kastet sig ud i en post-apokalyptisk test-kampagne de kalder Krater. Det er klassisk kampagnelive med skills og papsværdog med nerfguns. Det kan vi godt lide.

Og så har nogen friske knægte ude i Silkeborg kastet sig ud i Factory 33, der ligner noget gritty cyberpunk-agtigt spil. Det er en kampagne med begrænset løbetid og en interessant kontrafaktisk baggrundhistorie. De har også opdelt spillet i to områder, en til rollespillet og en til at løbe rundt og slås på eventyr.

Pålidelige kilder siger også at Østerskov Efterskole er blevet ramt af den slags væbnede konflikter.

Jeg synes det er rart at se hvordan legetøj kan give mulighed for at vi ikke bare skal nøjes med vampire og fantasy i kampagnespillet. Hurra!

Efter at have rebootet franchisen og de (re)konstrueret spilpersonerne gik første scene med det nye medlems jobsamtale. Der er utroligt meget potentiale i at lege med reality tv formen, det er et ekstra lag af galskab som giver rigtig meget til spillet og indføjer nogen skæve scener der ikke lige lægger sig direkte op ad plottet.

Systemet er utroligt let at gå til når man lige har fanget det, de problemer jeg havde med pacing sidst har jeg fået øvet mig ud over via Apocalypse World. Så denne gang var det bare at læne sig tilbage og nyde spillernes gale input. Spillet kom til at handle om en elementarånd der huserede på et større arkitektfirma i et århusiansk vartegn. Efter megen efterforskning, kontorintriger og en svada om asymmetri fra en hipster-arkitekt fandt vores helte frem til problemets rod og satte sig for at løse det.

Spilpersonernes tidligere karrierer farver deres løsningsforslag utroligt meget, da spillerne selv forklarer hvad de finder frem til og hvordan de løser situationerne. Her i Østjydsk EctoRens hvor de ansatte tæller en tidligere bibliotekar, en vinduespudser og nu en bartender er det næsten intet der ikke kan løses med nok research, sæbevand og festlig stemning.

Den fjendtlige ånd blev excorseret ved hjælp af en boomblaster der spillede Army of Lovers inde i et faradaybur af wolfram-carbidstål mens ex-bartenderen breakdancede okkulte symboler og for at det ikke skulle ske igen måtte vores helte ud og begå lystmord på et lysthus og diverse træer der var blevet plantet så de udgjorde en summoning spell.

Med alt det kaos er det for mig sjovt at trække spillet i en mere realistisk retning. For at skabe kontrast til de meget wacky ting spillerne foretager sig, prøver jeg at smide så meget fra den virkelige verdens Århus ind. Da heltene ankommer er det selvfølgelig helt umuligt at finde parkeringspladser og da de tager sig en taktisk pause er det med franske hotdogs fra tankstationen i stueetagen. For ikke at tale om naboklager over lys og larm.

Som konsekvens af deres hårde arbejde havde spilpersonerne fået en del stress, to kunne nøjes med en forlænget weekend fri, men vinduespudseren måtte tage to uger ved vesterhavet for at pleje sine nerver. Det interessante bliver så næste gang om spilleren så er nødt til at spille vikar for sin egen rolle, hvilket er et sjovt twist på spilpersoner der er nødt til at være inaktive. I det hele taget er spillet ret nemt at køre med flere eller færre spillere end normalt. Man kan sagtens undvære en mand eller have en gæst med.

Efter spillet snakkede vi kort om at køre det spillederløst, da spillederrollen egentlig ikke er særligt aktiv. Man skal sådan set bare sørge for at holde retningen, rulle en klient til firmaet og så ellers bare fortælle hvordan de dårlige rul går galt og dele stress ud over aftenen. De negative konsekvenser er allerede noget som til dels foregår i fællesskab og pacingen kan alle følge via antallet af terninger man har optjent imod målet. Så er det sådan set bare en måde at uddele stressrul og fortælleret til hinanden der mangler for at spillet kan køres med en distribueret spillederfunktion.

Det tror jeg vi afprøver når vi mødes til spil næste gang, jeg kan huske at vi også snakkede om det i forbindelse med PTA. Jeg vil ihvertfald selv gerne prøve den model og få en chance for at lege spiller også, det ligner helt urimeligt meget sjov.

Jeg konsumerer utrolige mængder af podcasts når jeg arbejder på mine arkitekturprojekter, det hjælper mig til at koble de kritisk rationaliserende dele af min hjerne af når jeg skal lave ren output.

I dag kom jeg igennem to podcasts der krydsede spor i mit hoved. Det ene var Radiolab der kiggede på søvn, inklusive hvordan vores hjerne arbejder med drømme som værktøj, det andet var Sarah Bowman der blev interviewet om rollespil som terapi af Jankcast.

Grundtanken er at hvis vi ser på rollespil med de store bleedbriller på, så optræder der mønstre der minder om hvordan vores hjerner behandler indtryk via drømme.

Hjernen tager dagens oplevelser, udvælger dem med størst emotionel vægt og afspiller dem igen når vi falder i søvn, i løbet af natten sammenligner og remixer hjernen oplevelserne i forhold til det vi kender, indtil de passer ind i vores personlige verden, igennem surrealistiske scenarier. Vi tager altså vores udfordringer ind i en sikker ramme (vores underbevidsthed) og afprøver dem.

Det minder om den slags bleed hvor spilleren bløder ind i rollen, hvor vi afprøver ting der er vigtige for os, igennem rollespil. Enten bevidst eller som oftest ubevidst. Vi tager ting der er vigtige for os og remixer dem i en sikker ramme (rollespillet) og afprøver dem.

Det  var bare lige en metafor jeg gerne ville dele og se om der er nogen resonans blandt andre nørder.

På sidste Fastaval var der en epidemi af nedlagte hold, fra pålidelig kilde har jeg hørt tallet 37% og det er voldsomt.

Nedlæggelserne skyldes samtidig spiller og spilledermangel, men primært den første. Som også var langt mere synlig, da en manglende spilleder ikke er så synlig når vedkommende ikke har noget hold alligevel. Og der var flere spilledere der endte med at træde ind som spillere for at fylde op i halve hold.

Problematikken fik mig til at prøve at tænke lidt økonomisk over hvordan hele logistikken med at få spillerne ud i spillokalerne hænger sammen og hvordan det påvirker spillernes oplevelser.

Processen

Men lad os starte med hvordan vi overhovedet kommer til et hold der spiller rollespil på Fastaval.

Hvis vi starter fra bunden så er der en forfatter derude der har skrevet et scenarie og en foromtale, som så fører til spillere der har lyst til at spille scenariet. Der er næsten altid flere spillere end der er spilledere tilmeldt, så meget af arbejdet er at skaffe nok spilledere. Forfatteren er selv ude og overtale sine venner til at køre scenariet og den store telefonrunde af holdlæggere og scenarieansvarlige der ringer til de tilmeldte og lokker dem til at skifte fra spiller til spilleder.

For slet ikke at tale om puslespillet med at få fordel de forskellige scenarier på spilblokke og lokaler, målet er jo at der bliver spillet så meget rollespil som overhovedet muligt. Gennem et sindrigt karma-system får deltagerne deres prioriteter opfyldt på den mest retfærdige måde muligt, et dybt okkult system som kun de allermest nørdede kan forstå. Det er et af de mest intense arbejder op til Fastaval, Tim og Sigrid er sande helte for at have taget den tjans.

Når vi så når til selve kongressen har vi en mægtig database med spillere og spilledere, hold og lokaler der nøje instruerer infoen i hvem der skal være hvor og hvornår.

Inden spillet er der altid nogen betænksomme spillere der melder fra scenarier de kan se ikke har energi eller lyst til at spille alligevel, i stedet for bare at blive væk. I så fald bliver der sat et opslag op på væggen hvor de håbefulde kan komme og kapre de forkætrede pladser.

Det vil sige at når vi endelig kommer til spilstart og skolens gange fyldes af orange mennesker med walkie-talkier er der principielt tildelt den præcist rigtige mængde spillere og spilledere til hvert scenarie. I gamle dage blev hvert spillokale behandlet som en enkeltstående enhed, men vi har nu indført tombolaen hvor alle samtidige kørsler af et scenarie mødes først og fordeler sig på lokaler. Det giver mere fleksibilitet og tager det meste stress fra infonauten der skal koordinere det hele.

Desværre er der de obligatoriske fraværende, både spillere og spilledere kan mangle. Vi har den politik at det er for meget besvær at jagte manglende spillere og at hvis de ikke kommer til tiden vil de nok heller ikke bidrage konstruktivt til selve spiloplevelsen. Spilledere der ikke dukker op bliver derimod jagtet uden nåde indtil de har betalt deres 30 kroners rabat tilbage og undskyldt overfor Fastaval, de har påtaget sig en ansvar for andre og har fejlet, den slags tolerers ikke!

Når vi så har styr på hvad der mangler, bliver infonauten kaldt op af spilstarteren i infoen der her danner sig et overblik over hvilke scenarier der har brug for spillere og begynder at tage folk fra reservekøen og sender dem afsted til spillokalet hvor de skal spille.

Forhåbentlig fører det til at eventuelle halve hold bliver fyldt op. Hvis vi står i det tilfælde at vi mangler et helt hold spillere er princippet at lukket det, med mindre der er en usædvanligt stor efterspørgsel i reservekøen. Hvis ikke vi har nok spillere til et hold eller spilleder udebliver er vi nødt til at lukke holdet.

Det er træls, men okay, at sende en spilleder tilbage med udforettet sag, det er langt værre at skulle sende spillere der er tilmeldt scenariet tilbage. De får automatisk en prioriteret plads i den nuværende eller fremtidig reservekø som en lille kompensation.

Og alle de andre spiller rollespil så vildt som de kan!

 Hvad der gik galt i 2011

Der var en række faktorer der var anderledes til Fastavals 25års jubilæum som kan have en sammenhæng med det meget høje antal nedlagte hold. Primært kan nævnes skolen, utroligt godt vejr og en defekt placering af reservekøen.*

Der var en række ting ved Silkeborg Seminarium som lokation, der var problematiske, men i forhold til at sætte rollespil op har vi aldrig haft så mange spillokaler før. Kombineret med rekortstort antal deltagere betød det at der blev oprettet langt flere hold end sædvanligt. Folk fik altså opfyldt langt flere prioriteter end de plejer.

Den tidligere mangel på pladser har skabt en kultur hvor man tilmelder sig flere scenarier end man egentlig har energi og overskud til at spille. Når den begrænsning pludselig forsvinder står vi med spillere der er overmættede og derfor ikke deltager i alt de er tilmeldt.

Samtidig er der også færre spillere der ikke har fået nok rollespil og vil stille sig i reservekøen. Som i år i øvrigt var placeret alt for langt fra fællessalen. Det er en ret stor tidsinvestering for en deltager at stille sig i køen i en halv time hvor man kunne hænge med sine venner, særligt når man skal stå på en røvssyg gang og vente. Desuden er der tradition for at spilstarteren også kan rekrutere spillere fra fællesområdet som ikke er i selve køen, men bare sidder og tygger drøv på en toast, hvis det kniber med reservisterne. Den mulighed var der ikke i år på grund af den fejlagtige placering.

Fastaval lå sent på året og det førte til høj sol i stedet for det traditionelle snevejr, så spillerne opholdt sig i stor stil ude i solen med øl og godt selskab. Det er, forståeligt nok, langt sværere at få en spiller til at rejse sig fra den situation end fra en lummer fællessal. Også selv om man egentlig er tilmeldt et hold.

Disse faktorer førte til stort fravær af tilmeldte på holdene, som igen blev gjort værre af det værste resultat fra reservekøen i mange år. Markedet blev simpelthen oversvømmet med muligheder.

 Hvad vi kan gøre

Jeg mener ikke at der er meget at hente i at ændre på spillernes handlemåder, det er utopisk at forsøge med genopdragelse af så mange mennesker, uden at gå struktureret til det så deres nye handlemåde også er den optimale fra deres perspektiv.

Vi skal derimod kigge økonomisk på spilpladserne som varer og spillerne som købere, for nu at sætte det lidt firkantet op.** Og frem for at se målet som at få så mange til at spille rollespil som muligt skal vi i stedet se på at giver spillerne den bedste oplevelse af at være på connen.

Forventningerne til hvor mange prioriteter man får opfyldt fører relativt direkte til spillerens udgangspunkt i forhold til oplevelse og opførsel på kongressen. Hvis man får for få opfyldt er en negativ oplevelse, men at få for mange opfyldt fører til at de enkelte spilpladser devalueres.

Det er sund økonomisk fornuft at gøre varer eksklusive ved at begrænse oplaget, det giver dem større værdi for de kunder der får dem og motiverer de andre til at opsøge alternativerne. Altså skal vi nøje vægte hvor mange pladser der overhovedet skal oprettes, ikke for at være griske med pladserne, men for at give dem større værdi og dermed en bedre oplevelse for deltagerne.

Omkring selve spilstart er vi ude i forskellige mulige oplevelser for spilleren:

1. Man får en plads på sit scenarie, forhåbentlig er det en automatisk positiv oplevelse.

2. Man får ikke en plads. Det er en lille negativ oplevelse.

3. Man får ikke en plads, men kommer i reservekøen og får alligevel lov til at spille. Så er det vendt til en god oplevelse. 

4. Man får en plads, men holdet nedlægges. En absolut negativ oplevelse der kun i lille grad kan afhælpes af at spille noget andet.

Oplevelse 1 er målet, men ikke på bekostning af spillere der kommer ud for 4. I mine øjne er målet at fjerne de værste negative oplevelser før vi forsøger at øge mængden af de positive. Reservekøen er en udemærket buffer der kan optage de små negative oplevelser ved ikke at være tildelt et scenarie. Reservekøen kræver bare en kritisk masse for at fungere, hvis der ikke er nok personer i den ender mange af dem faktisk med at gå derfra med uforettet sag. Her er det igen et spørgsmål om at gøre spilpladserne attraktive ved at de er en begrænset resurse.

Med eksklusive pladser får du også deltagerne til at tænke mere over hvad de vælger og vælger fra, på den måde opnår man måske et mere kompetent spillergrundlag end hvis det hele bare er en åben buffet man kan hoppe ind i når man lyster.

De spillere der bliver væk har sandssynligvis gode grunde til at gøre det. Enten har de fundet noget de hellere vil lave end spille scenariet eller også er de for trætte og/eller tømmermandsramte til at deltage. I begge tilfælde vil de overvejende bidrage negativt til den samlede oplevelse for de andre deltagere, specielt i forhold til en entusiastisk reservist.

Det eneste problem er i den version at en reservist ikke er ordentligt informeret om scenariet og kommer ind med forkerte forventninger. Når reservepladserne fordeles under spilstart er spilstarteren oftest alt for optaget af selve logistikken med at fordele spillerne til at kunne sige andet end scenariets titel. Jeg mener at infoen kan gøre et bedre arbejde ved at sætte en ekstra infonaut på til kommunikation eller hænge foromtalerne op til den enkelte spilstart så de potentielle reservister kan læse op på scenarierne mens de venter.

Opsummering

Vi er nødt til at kigge på hvilke ønsker og prioriteter henholdsvis spillerne og vi som forfatter og arrangører har, hvordan de bedst bliver matchet op og tage nogen svære prioriteringer. Der er som enhver anden interaktion af denne her type, en begrænset mængde kontaktflader hvor vi kan forme mødet sådan at kulturen ændrer sig. Hvad vil vi have ud af de andre aktører i feltet og hvilke for kompromiser er tilladelige for os?

* Ja, jeg er arkitekt og i min verden kan alt skyldes rumlige faktorer, klima og kontekst.

** Nej, jeg gider ikke den principielle debat om købsmetaforen i kommentarerne, bliv sur eller læs videre på egen risiko. Jeg kommer nok med et post specifikt om det senere, så gem forudindtagelserne til det.