Jeg vil egentlig også gerne bruge denne her blog til at holde styr på mine oplevelser med bræt og kortspil, når jeg prøver nye spil vil jeg gerne have et sted hvor jeg kan gemme mine tanker om det til senere, uanset hvad for en slags spil det er.

Først vil jeg lige få de tre spil vi spillede hos Elias ud af mit hoved og så nok også lidt tanker om hvad det er for nogen spil jeg personligt foretrækker, sådan helt generelt og overordnet.
I går hos Elias fik vi prøvet Kingsburg, Cleopatra and the society of architects og Fit. De to første spil er mellemlange byggespil og det sidste er et gammelt kortspil fra 1904 så vidt jeg forstår.

Kingsburg
Vi var fire spillere (Elias, Ole, Sebastian og undertegnede) og vi lagde ud med at prøve Kingsburg da det var et Elias havde lånt nede i Games butikken.
Spillet kom hurtigt ud af æsken da de rare ejere af spillet havde sorteret alle brikkerne efter farve i små poser og der kun er tre resourser samt et par forskellige markører for hver spiller. Brættet er ganske fint og farverigt, med de atten medlemmer af hoffet i midten og alle andre relevante elementer rundt om dem, desuden får hver spiller et ark papir med de bygninger man kan konstruere i løbet af spillet og markører i sin farve.
Grafikken er okay, der er lagt en del arbejde i at tegne de forskellige rådgivere, selvom der ikke er noget tekst på brættet er det let nok at gætte hvem de skal forestille, specielt når man også læser ikonerne for deres funktion.
Det var meget smertefrit at komme igennem den ceremonielle oplæsning af reglerne, Elias havde spillet det før og kunne nøjes med genfortælling i stedet for oplæsning, desuden er ikonografien på turn order track ganske klar.
Spillet foregår over fem år hvor man nasser resourser og bygger i forår, sommer og efterår (dvs. 3 gange pr år) imellem årstiderne er der indlagt to gange trøstepræmie til den der er mest bagude og en lille bonus til den der er foran.
Actionen i spillet ligger mest i kapløbet om at plage hoffet om guld og byggematerialer, i hver årstid ruller man sine 3 terninger og så skiftes man til at placere dem på en af kongens venner. Det snedige er her at høje slag giver mere loot, men det kræver så selvfølgelig bedre slag og at man bruger alle sine terninger på det, mens de lave slag kan vælge først og måske kan få kapret flere felter. Desuden er det sjovt at blokere for de andre så de ikke får de byggematerialer de skal bruge.
Når terningerne er fordelt tager man de resourser og bonusser man fik stjålet fra hoffet og forhåbentlig har man nok til at bygge en bygning. Der er fem forskellige rækker af bygninger med fire i hver, de giver diverse specielle evner og victory points som det hører sig til.
Når man når til vinter bliver årets fjende afsløret og man håber så at man har nået at bygge sit forsvar stærkt nok til at holde dem ude, ellers spiser de en bygning og/eller ens resourser.

Fordi spillets regler er så lette at gå til og fordi der ikke er et dybere lag af metastrategisk forståelse under dem kommer man hurtigt igang med at plotte sin by mod storhed. Det meste af spilleriet går med at forsøge at få mest ud af sin tiggergang til hoffet, idet at man skal planlægge ud fra et terningslag bliver det mere en taktisk forteelse end en strategisk, man forsøger at få det bedste ud af situationen frem for at følge en plan slavisk. Terninger har altid en tendens til at skabe en hvis ubalance imellem spillerne, men designerne af Kingsburg har lagt en del forskellige catch-up mekanismer ind så man ikke ender med at et dårligt slag kostet sejren.

Jeg oplevede ikke så meget at spillets tema var en faktor, der var de forskellige hoffolk, men vi gav dem vores egne navne som absolut ikke var kanon, men samtidig var der heller ikke behov for meget tematik. Spillet føles som et klassisk bygge by spil, det er en kamp om at få de resourser der gør at man kan bygge det store skrummel der giver mange victory points, men samtidig er der en del handel med de små victory points undervejs.
Jeg synes længden er god, det er langt nok til at man føler at man rent faktisk har opbygget noget, men samtidig er det kort nok til at man har lyst til at spil mere bagefter. At det er terningdrevet er for mig en fordel for det giver en oplevelse af at man kan indhente de andre undervejs, da vi spillede blev det et relativt tæt løb til sidst, nr 1 og 2 stod på samme felt og der var ikke langt til nr 3 og 4.
Desværre var slutningen lidt flad, det var mere at vi løb tør for spil frem for et egentligt klimaks, selvom det var en god kamp.

Jeg vil lægge det midt imellem Caylus og Citadels i min skalering af spil, jeg synes at Caylus er lige lovlig tungt og strategisk og at citadels er for kort til at give en tilfredsstillende følelse af byggeri. Kingsburg er lige præcis den mellemstørrelse jeg foretrækker.
Fordi det er et let-tilgængeligt bygge by spil der tager under to timer selvom man skal lære reglerne, kommer Kingsburg direkte ind på min brætspilsønskeseddel.

Cleopatra and the society of architects
Efter Kingsburg var der god plads til endnu et mellemlangt spil, vi havde et par stykker at vælge imellem, men mellem min interesse i at bygge ting og at Elias ikke havde spillet det endnu faldt valget på Cleopatra og hendes arkitekter.
Da kassen blev åbnet var det en veritabl syndflod af dimser og counters, det var et større arbejde at gøre klar til spilstart, da der skulle sorteres en del i spillets dele og det at man rent faktisk skal konstruere et tredimensionelt trontempel til Faraoinden.
Selve spillets grundmekanik er ret let tilgængelig, man skal samle kort med byggematerialer og håndværkere, samt diverse special power folk og så bruge dem til at købe dele af templet som så giver ægypterdollars kaldet talenter. Måden man samler kort på er lidt sær, idet halvdelen af kortene er blandet i bunken med forsiden opad så man kan se hvad de er, og når man samler kort op tager men en af tre bunker i sin hånd. Det er lidt farligt at samle flere end ti kort men det kan betale sig fordi der er bonus hvis man bygger mange ting i samme tur. Problemet er at de seje resoursekort og alle snydekortne alle samme giver corruption crocodile counters som man gemmer i sin hemmelige pyramide. Når templet er bygget færdigt bliver den bygmester der er mest korrupt smidt for krokodillerne taber spillet, vinderen er så den af de andre der har tjent flest talenter. Så fordi at det oftest er de korrupte kort der giver flest talenter handler det altså om at være den næst mest korrupte ægypter.

Spillets ægyptiske tema er ganske sjovt og de mange plastic tempeldele er da stemningsfulde, men det havde været lige så sjovt hvis det var Donald Trump der ville have sig et højhus, så havde de prefabrikerede vægelementer givet mere mening.
Selve spiloplevelsen var mest at man prøver at nå at bygge de profitable bygningselementer før de andre og ukvalificerede valg mellem korruption og fattigdom, det bærer altså præg af at have en del underforstået spilbalance. Desuden er det at trække materialekortene lidt for tilfældigt for min smag, selvom man vælger bunke og kan se halvdelen af kortene. Jeg ville fortrække en eller anden handelsmekanik så man kan udligne sit held med snedighed. For mig er opstillingen og indlæringen af spillet lidt for lang i forhold til spillets tyngde og relativt store tilfældighedsfaktor, dog er det stadig et ganske fint bygge-ting-spil i den helt rigtige længde og tyngde for mig. Så spillet kommer på min ønskeseddel, men mere som noget jeg ville samle op på udsalg.

The Pit
Da vi havde en halv time til den sidste bus fik de andre lokket mig med til et djævelsk spil kaldet Fit som åbenbart er fra 1904 og skal forestille det hektiske leben på et dyrskue marked. Hver spiller forsøger at samle sig 9 ens kort af forskellige afgrøder ved at bytte på kryds og tvær. Spillet har ingen struktur ud over at alle deltagere samtidig råber hvor mange kort de vil bytte, og så bytter når nogen bider på. Når en spiller har samlet alle 9 af en slags griber han et objekt fra midten af bordet og råber “Corner!” så får han point alt efter hvad for en slags afgrøde det er han har hjørnet sig. Ud over de forskellige afgrødekort er der også to dyr med i spillet, en bjørn og en okse. Bjørnen er bare træls sorteper og giver minuspoint, oksen kan bruges som erstatning for det sidste kort man mangler for at have alle af en slags, men hvis ikke man er den der får hjørnet en afgrøde giver den de samme minuspoint som fatter bjørn.

Spillet er super stressende da alting foregår på samme tid, man råber en masse tal ad hinanden og forsøger at holde styr på hvor mange kort man har af den slags man nu samler på, mens man forsøger at undgå at bytte med den man lige har givet bjørnen til. Spillet var da ganske sjovt at prøve, men jeg bryder mig ikke om så meget stress lige før sengetid, det er ikke sundt for sjælen. Jeg tror at Fit bliver en tilskuer sport på min liste over spil.

Jeg har efterhånden fået spillet nok brætspil til at have en god idé om hvilke spil jeg foretrækker og hvilke jeg ikke får sjov ud af. For mig handler det meget om hvor meget arbejde jeg skal ligge i spillet for at vinde i forhold til hvor sjovt det er undervejs, cost-benefit på sjov. Jeg gider ikke spille bare for at være med, der skal være en chance for at jeg vinder ellers er det meningsløst for mig.
Jeg er arkitekt, så for mig er det altid et plus for et spil at man skal bygge ting, jeg kan godt lide at lede efter de mest konstruktive kombinationer og synergiske forbindelser. På den anden side har jeg bare ikke rigtig lyst til de helt lange byggespil hvor man skal følge en strategi fra første tur for at være med i opløbet, det bliver for meget arbejde at være med, for slet ikke at tale om at vinde. Derfor foretrækker jeg taktisk spil frem for strategisk, for mig er det meget sjovere at analysere situationer end at lægge store planer. Det hænger også sammen med at jeg ikke har noget imod at der er held i spillet, det skal bare være modereret af snedighed hvis spillet tager over en halv time, ellers bliver det bare træls.
Men det vigtigste ved et spil er altså at det er sjovt at spille med mine venner, gerne et par stykker af dem og altid med mulighed for at komme med dumme ordspil og jokes undervejs.

Advertisements