You are currently browsing the monthly archive for marts 2010.


– eller: Eliten er i inde i vores hoveder.

Disclaimer: Dette er et provokationsforsøg.
Ergo står det dig helt frit at afvise mig og mine ord. Det betyder også at jeg vil overdrive, forsimple og udelade nuancer, i det hele taget være dybt partisk og dum at høre på. Men det er den letteste måde at komme med mine pointer uden at skulle udvande dem undervejs og måske endda komme i et solidt skænderi bagefter. Enjoy the show.

I vores land har vi en helt unik dansk rollespilstradition, ingen andre steder i verden er de nær så gode til at lave dansk rollespil. Undtagen i Sverige, der er de lidt bedre. Jeg kunne godt skrive om sommerlives eller børnekampagner, men de er ikke nær så problematiske som mit emne:

Det Store Danske Conscenarie

Mit udgangspunkt er simpelt: I løbet af Vor Hobbys udvikling* er vi kommet til et punkt hvor vi har rafineret os frem til et universalt format for både selve en rollespilskongress** og for indholdet. Når man laver en ‘con’ så kalder man ud til land og rige for at indhente scenarier til at underholde de gæstende spillere. Forfatterne indsender så deres værker til mangfoldiggørelse og bedømmelse. På ‘connen’ vil en elskværdig spilleder så formidle værket til de ivrige spillere. På kongressens sidste aften vil en esoterisk gruppe af smagsdommere så erklære hvilke værker har sejret i de forskellige arenaer som de har fundet på. Derefter vil en aften med druk og overdreven rygklapperi følge.
Næste år vil kongressens arrangører så vælge dommerkommitéen ud i mellem de forfattere der ikke har lavet noget i år.

Denne tilstand har ført til en udvikling hvor rollespil kun bliver anerkendt hvis det er accepteret på de censurede udstillinger, og hvor dens meritter primært er baseret på hvor god den er at læse for dommerne. De har ganske rigtigt en masse ulæselige udtalelser fra spillere og spilledere som de kan vælge og vrage imellem for at efterrationalisere deres valg, men der er ingen krav om det.

Det fører til en model hvor et scenarie primært skal kommunikeres til andre scenarieforfattere, sekundært til spilledere og spillerne kan nøjes med en kryptisk foromtale og et spilpersonark. Det må nødvendigvis føre til en tradition hvor værkerne bliver mere indadvendte og selvreferende. Det er den selvsamme Merde de Artiste-udvikling*** som kunstverdenen kæmper desperat imod og grunden til at der ikke er nogen rigtige mennesker i gallerierne, men der er ingen der tør tænke det om Vor Hobby.

En af de grimmeste sider ved denne tradition er dens paralleler til den kapitalistiske model: Forfatteren er producenten af varen, spillederen tager som forhandler sin lille del af profitten og spilleren er kunden der betaler gildet. Heri ligger de samme problematikker som man ser i monopolistiske brancher, kunderne er bare noget der skal overståes sålænge pengene flyder opad, eller æren og hæderen i Vor Hobby. Jeg ved at mange rollespillere bare vil underholdes i et par timer mens de ruller terninger, men der er altså mere potentiale i rollespil end bare at efterligne de passive mediers distributionsmodeller.

Interaktivitet, nej tak!

Når jeg ser på rollespil så ser jeg det mest fantastiske interaktive medie nogensinde, hver gang jeg læser om udviklingerne i underholdningsbranchen så ser jeg tangenter til Vor Hobby. Rollespil er en gruppe mennesker der sætter sig ned eller stiller sig op og skaber noget sammen, her og nu. Det er et flygtigt produkt der kræver tilstedeværesle og deltagelse for at eksistere. Det er noget dybt personligt der kun findes mellem de deltagende spillere og spilledere.
Intet af dette er tilstede i et skrevent scenarie.
Det skrevne scenarie kan kun være en guide, et udkast til en interaktion hvis det rent faktisk skal ligge til grund for ægte rollespil. Alt for mange scenarier er et halvhjertet teaterstykke hvor spillerne gennemspiller forfatterens vision. Eller, når man vælger at præmiere det skrevne materiale er det som at dele Oscaren ud på basis af storyboards og rygter om den endelige film. Scenarierne har en utrolig høj produktionsværdi og kunstnerisk integritet, men de er stadigvæk kun storyboards. For at blive i metaforen: De kan være de fineste grafiske fortællinger, men det gør dem ikke til film.

Jeg synes det er på tide at se på de andre medskabere af rollespil: Spillederne og spillerne. Der er et utroligt kreativt potentiale der bliver ignoreret når vi deler hæder ud til forfatterne alene. Når der ingen hyldest er, er der ingen motivation til at gøre det bedre. Det er faktisk næsten strafbart at overlade kreativitet til dem der skal spille spillet: Så har man jo ikke skrevet scenariet ordentligt! Fy, ingen fugl til dig. Jeg synes det er synd at der kun er de fem andre i spillokalet der ved hvad du har bidraget med og der er ingen der gider høre på historier om andres rollespil alligevl.

På mange Amerikanske kongresser er det sådan at spillederne selv medbringer de scenarier de vil spille, oftest selvskrevne eller tilpassede fra det oprindelige. Her får man et produkt der er lavet til lige netop her og nu. Man har skaberen med ved bordet og kan tilpasse undervejs. Sådan er det da også med mange danske conscenarier, de kræver meget arbejde fra spillederen, men det er der ingen der gør noget ud af. Vi kan gøre det bedre end det.****

Ordets magt

Et artefakt af den specialisering der er foregået inden for scenarieskrivningen ligger i navnet, det er at den har fulgt en tangent imod det skrevne ord. Skaberne af rollespil er Forfattere, processen er at Skrive et Scenarie. Det der bliver bedømt er en (illustreret) tekst. Ud over at det er et meget snævert billede på hvad rollespil kan være, så har det også medført nogen ubehagelige effekter på indholdet: I Danmark er et rollespilsværk en præfabrikeret historie med klart formuleret scenografi og roller. De enkelte replikker er lagt ud til skuespillerne, undskyld; spillerne, men det er også hvad de har at gøre med.
Det skal ikke være hemmeligt at jeg er stor tilhænger af Story Now princippet, at fortællingen i rollespil skal opstå imellem spillerne, ikke før og ikke efter spillet. Jeg savner tit den følelse af at det er mig der skaber historien, som jeg er så forelsket i, når jeg leger på con.
Det eneste andet alternativ i Vor Hobby er rammescenariet, hvor man definerer alt andet end historien, men lige sørger for at spilpersonerne er skåret så hårdt at de ikke kan undgå at udspille den historie man alligevel har tænkt sig. Igen en form der fratager spilleren sit input, for hvis man omfortolker sin rolle og bryder med det planlagte så er det jo dårligt rollespil!

Jeg synes vi trænger til at hive vor hoveder ud af bøgerne og se på nogen andre mulige idoler. Der er utroligt mange andre grænsefelter vi kan kigge til for at finde nye tilgange til rollespillet. Bøger, teater, film og tv er den samme utilstrækkelige passive forbrugerkultur beskrevet ovenfor. Hele den postmoderne web2.0 deltagerskabte kultur er bevis på at vi kan finde andet der kan mere end bare tale til os, det kan tale med os. Inden for f.eks. sociologi, spilteori, neurobiologi og byplanlægning er der avancerede modeller for hvordan man kan styre folks interaktioner på endnu bedre og mere interessante måder end en d20+5 kan. I forretningslivet og i den kreative klasse er det almindeligt at dyrke alles kreative input, selv kantinedamens. Skal vi ikke holde op med at lykønske hinanden med vores fantastiske interaktive hobby og rent faktisk gøre den til det?

Personligt synes jeg ikke vi lærte nok da indie-rollespillene var på mode. Vi tog en masse praktiske elementer ud af genren, men sprang ideologien over. Alle scenarier har efterhånden conflict-resolution i stedet for skillchecks, men der er ikke mange der har turdet give los og lade spilgruppen selv bestemme spilpersoner og fortælling. Det er langt mere inspirerende at blive serveret en tasty setting og nogen regler der sammen med mit input kan skabe min egen fortælling end at blive fortalt hvem jeg er og hvad jeg skal gøre.
Også terminologien er meget sundere, her er der ingen rollespilsforfattere, kun spildesignere. Forskellen er stor, en designers fineste opgave er at skabe noget som andre kan bruge til deres egne ting, ikke at gennemtvinge handlinger. Den slags Microsoft Windows overstyring er ikke ønskbar, men desværre hvad vi har lige nu. Design er en subtil kunstform der også går ud på at kunne skære sit produkt ind til essensen og ikke bare skjule det under blomstret sprog.

Du skal være så høj for at være med

Det synlige resultat af den indspisthed som forfatterkulten avler og roman-idealet i indholdet gør at vi får en høj, og kontinuert voksende barriere for at deltage i skabelsen af rollespil. Hvis kravene er at man skal gøre som det allerede bliver gjort og at man skal skrive et komplet værk for overhovedet at få sine idéer spillet, så er der ingen der har noget sted at starte. Kun de som allerede er med i kliken eller efterligner dem vil have en chance og der er ingen pointe i at forsøge at være med. På trods af at rollespil er en hobby og vi alle er amatører er det utroligt at vi stadig kræver professionelt arbejde for at være nogen. Vi taber mange ildsjæle på vejen som har meget andet at byde på end den homogene klump som vi ikke må kalde Eliten.

Det er synd at det til tider er vigtigere hvilket navn der står på pakken end hvad for en oplevelse man får. Det er det samme i arkitekturen, her er der også en klar heltedyrkelse af de såkaldte Star’chitects. Hvis man hellere vil betale for navnet end for kvaliteten, ja så ender man med et K3nc2rthus til 300 milliarder millioner.*****
Specielt når vi forestiller os at vi er en kunstnerisk hobby, så er det for dumt at vi vælger at lade os mainstreame og nøjes med de store internationale brands og koncerner.

Jeg har sagt meget som sikkert er forkert og meget som du synes er dumt. Jeg vil bare gerne gøre op med den måde som vi er ved at male vores hobby ind i et hjørne. Det er ikke et angreb på de mennesker der rent faktisk er kreative og skabende inden for vores hobby, men derimod rettet imod dem der lukker af og sætter grænser. Mit mål er ikke at ramme nogen, men gøre opmærksom på den tanke-ensretning der langsomt kvæler kreativiteten. Der er brug for at vi tager os sammen og rent faktisk synes noget om det vi laver og lave noget i stedet for at give hinanden ret i ingenting. Jeg vil hellere have at du forklarer mig hvorfor det hele er anerledes end jeg lægger det ud her, end at du giver mig ret. Der er ingen grund til at følge vaner bare fordi man kan.
Ceterum censeo: Og i øvrigt synes jeg at Fastaval banketten burde ligge lørdag.******

– Oliver Nøglebæk, en mand der synes mere om rollespil end han ved

*) Rollespilshistorie kender alle vidst, ellers er der mange steder man kan læse både Gygax-evangelierne og skæggede gamle mænds memoirer fra nørrejylland i halvfjerdserne.

**) Jeg bruger Fastavalformatet som eksempel fordi den er den største og sætter standard og trends inden for Vor Hobby. Desuden er jeg snævertsynet og kender ikke ret mange andre kongresser.

***) Det er fransk og betyder at der er en kunstner der har lavet en bæ i en dåse. Det er kun folk med løse håndled og fra whiskeybæltet der forstår hvorfor. Sidste nye er at dåsen er rustet op så duften også kan indtage museet.

****) Rene rygter. Jeg har aldrig været i Amerikas Forenede Stater og regner med aldrig at komme dertil, jeg hader flyvebranchen for meget til det.

*****) Resten af Ørestaden er også tegnet af de store kendte arkitekter som alle kender og elsker… eller som politikerne synes alle kender og elsker. Anyways, det er også noget pap de har lavet.

******) Carthago delenda est. Der gik meget galt med festen sidste år, men det meste skyldes organisatorisk kaos. Der var faktisk flere fordele ved at holde fest lørdag og have en dag bagefter til at lande på, men det forsvandt i andre problemer, bla. med en helt ny skole.

Jeg fik mig players guide i Haitipakken, der indeholder alle de dele af reglerne som er relevante for spillerne. Men jeg er jo frygteligt meget spilleder så jeg har investeret i hele spillet.

ToC er baseret på GUMSHOE systemet til investigation rollespil og forfatterens utilfredshed med det gode gamle Call of Cthulhus svagheder. Man kan godt mærke at spillet er en gentænkning idet der ikke er lavet om på grundindholdet, men der er små forskelle der retter op på skævheder i det oprindelige.

Den store forskel er at finde i anvendelsen af GUMSHOE systemet i stedet for Basic, hvilket betyder at i stedet for tilfældige rul for at finde spor igennem plottet er de vigtigste spor automatisk givnet og man bruger skillpools til at købe mere viden hvis man ønsker det.
Det lyder lidt kedeligt, men man får tilgengæld lov til at rulle terninger der hvor det giver mening for at få en spændende historie: Når der er action eller kamp.

Det lækreste for spillederen er at forfatteren har valgt at gå væk fra CoCs meget konkrete billeder af mytossen, ved at præsentere de forskellige overnaturlige kreaturer og elementer på flere modstridende måder.

Men jeg er ikke her for at anmelde uspillede rollespil, det overlader jeg til andre. Derimod vil jeg tænke lidt højt om min idé til at få prøvet spillet:

Først og fremmest er jeg mest til at skrive det som et enkeltstående scenarie med halv-skrevne spilpersoner. Det er en playtest så jeg vil ikke lægge til længere spil og jeg vil gerne have mulighed for at skrive spilpersonerne så de automatisk tager fat på plottet og bliver grebet af det. Desuden vil jeg helst undvære byggespilpersonsfasen.

Grundlæggende setting for Cthulhu er de triste tredivere i Guds eget land, men jeg har svært ved at undgå klichéer i den sammenhæng da min referenceramme er for lille.

Derfor har jeg valgt at sætte spillet i samme tid, andet sted. Nemlig her i Danmark, for det er mere uhyggeligt med et sted man kender. Ligesom Lovecraft har sit Arkham der er baseret på New York har jeg valgt at lege i Aros. Der næsten, men ikke helt er Århus.

Hvis der er nogen historiekyndige eller andre der har input til hvordan en sådan by er, så skal de endelig komme med kommentarer.

Hvis jeg skal tage de highlights jeg kan finde fra Århus i 1930’erne får jeg:

Provinsbyen der er blevet Jyllands hovedstad. Der er stadig rigelig konkurrence med de andre købstæder, men Århus har allerede vundet. Industrialiseringen har fået byen til at vokse voldsomt og de mange nyere kvarterer omkranser den kaotiske middelalderkerne, der er fuld af gamle købmandgårde og industri i gårdene. Væksten fortsætter stadig.
Folk bor i historicistiske og modernistiske karréer eller i de voksende villakvarterer. Ringgaden bliver færdig i ’39, åen overdækket og Marselis Boulevard strækker sig ud fra havnen. Flere nye lejeboligområder dukker op rundt langs ringgaden. Altså er byen ved at gå fra landsby til storby.
Havnen er en livlig port til resten af landet og verden, her flyder masser af gods og mennesker igennem.

Altså har vi her noget der er langt fra den tone der ligger i det amerikanske tidsbillede. Der er selvfølgelig den internationale situation der kaster skygger ind over vort land: Depressionen. Nationalsocialismens fremmarch syd for grænsen. Den spanske borgerkrig. Stalins jernnæve i det røde Rusland. Hindenburg. Nanking. Masser af trusler!

Jeg kan godt lide at der er en parallel til nutiden som spillerne kan fange i situationen: Lokal velstand versus globale skygger.

Spilpersonerne skulle være fra Hovedstaden, så det er dem der er de udefrakommende. Det giver mere udfordring i efterforskningen og jeg kan få lov til at udsætte dem for lidt jantelov.

Den overordnede lokale setting har jeg på plads, men det er længe siden jeg har bygget et plot. I ToC er det overordnede plot en eller flere kæder af spor der fører spilpersonerne til afsløringen af grand mal. Lovecraft benytter selv samme flow i fortællingerne hvor hovedpersonen langsomt afslører flere og flere lag af unaturlige og foruroligende facts om situationen, altså en gradvis opbygning af den frygtelige sandhed.

Derfor bør man vel som forfatter sætte sig klart hvad situationen allerede er og hvor den er på vej hen og så bare lade spillerne om at afsløre og forsøge at forpurre den?

Et spor har en dobbeltfunktion idet den fungerer som en afsløring af sandheden og/eller som noget der fører videre i efterforskningen.

Altså er opskriften, lav en kult og en lørdagsdæmon inklusive dødsritualer, klip den ud til enkelte spor og events, ekstrapoler lokationer og bipersoner, læg det ud i et flowchart. Tilsæt spillere og rør rundt?

Jeg gider ikke lave voldsomt dybdegående prep (specielt til en playtest), men det skal sgu være en solid oplevelse. Som spilleder er jeg gladest for at arbejde ud fra stikord og diagrammer så det her ToC ligner noget jeg kan arbejde med.

Noget af det jeg er føler mig svag til er at sætte den rigtige stemning, jeg kunne godt bruge lidt råd på det felt.

Hvis der er nogen derude i blogosfæren der har erfaring med Toc eller Cthulhu spilleri generelt er jeg glad ved at modtage råd og vejledning, meninger og input også velkommen fra dem der ikke har erfaring.

Anmeldelse af det nye Warhammer

Sikken et mægtigt monstrum warhammer er blevet, det er helt utroligt hvor meget de har puttet ind i kassen. Uendelige mængder af små kort og papbrikker, ark og trackers.
Vi satte os for at prøvekøre det, nede i Elias’ kælder hvor rollespillet bor. Vi kom igennem spilperson skriverei, en kort kamp og lidt rollespil derefter, det var nok til at jeg kan komme med et førstehåndsindtryk som spiller.

Spilpersonerne bliver bygget ved at man trækker sig nogen careers og placerer point ud i forskellige puljer der giver forskellige slags kort. Det er ikke nogen let sag at bygge sin første spilperson, kortene er dybt kryptisk og spillet er ikke til at gennemskue uden at lege det, så giv op og byg en spilperson uden mening første gang, så kan du lære det.
Spilpersoner består af et spilpersonsark med egenskaber og evner på, egenskaberne er hvor mange terninger man ruller i sin terningpøl, evner er som de plejer.

Kampsystemet er fokus for spillet og er baseret på abstrakt taktisk kamp, med spillebrikker, men uden felter eller lineal. Det passer mig fint, der er nok til at man ikke bliver forvirret, men det bliver ikke dumt af det
Grundlæggende vælger man hele tiden mellem to indstillinger på et lille spor af brikker, det er konservativ eller uforsvarlig som så siger noget om hvad hver handling kan og gør, samt giver sejere terninger. Man vælger hver runde et kort med en handling der så lader en rulle terninger som man så fortolker ud fra det der står på handlingskortet. Man køber flere fancy actions for sine point ud over de basic. Desuden kan man købe sine talents som små kort med de sædvanlige regelfixfakserier.

Det interessante ved alle de mange kort er det kun er en enkelt spiller der kan have hvert kort, altså er man nødt til at deles om det og spillergruppen ender med en blanding af evner uden konkrete overlap. Man kan dog have to fælleskort som alle har adgang til og som er en del af gruppens fælles identitet der har sit eget kort.
Det er en detalje jeg godt kan lide, at gruppen har en sammenhæng. Dengang da vi spillede red box hack blev det meget sjovere af at vi havde en fælles faktor i at være musikanter, det er noget det er underudnyttet i party-baserede spil.

Mange handlinger og talenter har en stabel genopladningsmarkører der enten siger hvornår man kan bruge kortet igen, eller hvor længe effekten varer.
Man får også stress- og udmattelses-markører hvis man bliver tævet eller anstrenger sig for at bruge kort.
Hvis man tager rigtig skade får man skadeskort, der så kan flippes over hvis de er critical og så står der en gang voldsom tæv på bagsiden.

I stedet for de sædvanlige nummererede terninger bruger spillet en veritabel horde af fancy terninger i farvekoder med små piktogrammer: Hammer, pipfugl, sværd, skullz, timeglas, dråbe, komet og kaoshjul. Det lyder voldsomt, men det er faktisk let at læse. Hammer er en succes, sværd ophæver hamre. Pipfuglene er bonusser, de bliver ophævet af skullz, der er straf. Timeglas, dråbe, og kaoshjul er specielle straffe, men så er sigmars komet så en ekstra sej bonus. Resultatet er at man får et langt mere nuanceret udfaldsrum, der kan ske meget mere end bare succes +4, men samtidig er det tricky at læse odds og udregne sandsynligheder.

Der er rigtig, rigtig mange kort og brikker. Det ser voldsomt forvirrende ud og er meget underligt at bygge spilpersoner, men man fanger ret hurtigt sammenhængen når det hele ligger foran en. Man kommer hurtigt igennem udvælgelsen af kort hvis man starter med at fravælge alle dem der ikke passer på spilpersonen eller er brugbare. og den tilgang er meget lettere med fysiske kort end med en liste i en bog. Det gælder også når man skal vælge handling undervejs.

Spillet er ganske sjovt og det er utrolig let at holde øjn med sin taktiske status i kampen, man har meget bedre overblik end man plejer og man ser flere muligheder for synergi mellem evner og handlinger. Det er tydeligvis kampen der er central, alt det der rollespil er lidt sådan fyld mellem kampscenerne.
Trækket over mod bræt/kortspil er tydeligt, der er en masse gode elementer fra den verden der strømliner spillet, men på en måde låser det også mere end den rent verbale spilleform. Dog ikke værre end D&D med tin-mænd, den største begrænser for kreativiteten er at man sidder med sit karriere-kort hvorpå der er et billede af en person, som fortrænger ens egne forestillinger. Lille ting, men som visuelt menneske er det voldsomt distraherende.

Som Kierkegaard næsten sagde, spilpersoner skal bygges forlæns, men forståes baglæns. Det gælder for warhamster her, spillet er meget simpelt i action, men der er voldsomt meget at tage stilling til i starten og mange kort og ikoner at undres over, men de bliver simple at forstå når først man har rullet en kamp. Jeg er ikke sikker på at man kan rulle en kamp før man bygger spilpersoner, så jeg foreslår at man starter in media res med en kamp med de friskbagte spilpersoner og giver folk mulighed for at bygge lidt om efter kampen.

Spillet er top notch strømførende, men det er mere et taktisk kampfortællespil end det er klassisk rollespil, ligesom de nyere fangekældre og drager er, det er god spas og der er ved at danne sig et fint spektrum fra ameritrash brætspil til rollespil over titler som Descent, Runebound/war/hat, d&d og nu warhammer her.
Personligt har jeg ikke behov for at kaste penge efter kassen, men jeg vil godt prøve at køre det engang som en gang solid voldsutopi. Den tidligere udgave er dog stadig optimal til det klassiske kaos-efterforskning og snigerspil, den nye er lidt for specifikt kampbaseret til mit billede af warhammer-verdenen og -fortællingen.

Sjov og spas til alle og jeg er blevet inspireret til at udforske hvad der udgør taktik i rollespil som forlængelse af det her og min spilpersonudforskning.

Det tog en månedstid for mit liv at komme i overskud nok til at jeg kan sætte mig ned og lave ordentlig blogging igen, jeg håber jeg stadig har læsere for nu begynder jeg på mit studie af spilpersoner.
Dette er mere min egen udforskning og konsolidering af viden omkring spilpersoner, end det er undervisning så jeg tager måske nogen spring som giver mening for mig, men ikke for andre. Kom endelig med spørgsmål undervejs, jeg vil gerne uddybe og udforske emnerne mere hvis der er ønske derom.

I denne første lange post vil jeg se lidt ovenfra og udefra på spilpersoner og hvordan de egentlig eksisterer i rollespilshandlingen. Næste indlæg bliver et mere praktisk studie af spilpersonskonstruktion og den sidste del er indtil videre en rodebunke af spilpersonens interaktion med alt muligt.
Det bliver nok lidt rodet med en masse referencer til de næste posts, men det hele er meget forbundet og sammenblandet.

Definitioner og disclaimers

Jeg vil i denne serie benytte mig af den mest åbne spilpersonsdefinition jeg kan komme på:

En spilperson er enhver person der bliver spillet i rollespilshandlingen.

Det lyder banalt, men jeg gør det for at undgå de kunstige barrierer der ligger i ord som PC/NPC, spillerperson, biperson, spillederperson, etc. De grænser og identiteter tager jeg op senere.
Samtidig er det vigtigt at have for øje at det ikke gælder personer der blot bliver refereret til i spillet, der skal være en deltager (spiller eller spilleder) der fortolker personen for at den er en spilperson. I shadowrun vil f.eks. Dunkelzahn ikke være en spilperson selvom spillet fokuserer på hans eftermæle, men han bliver det hvis han dukker op fra de døde og spillederen tager rollen på sig.

Jeg vil også benytte mig af det neutrale ord Spiller for enhver deltager i rollespillet, hvis poster som Spilleder er vigtige bliver de nævnt, men som udgangspunkt er spiller og spilleder det samme dyr, den ene har bare en hat på. Overskægget er noget helt andet, der bliver vigtigt i 3. afsnit.

Spilpersonens funktion i rollespilshandlingen

Det første vi bør udforske og få på plads i forhold til en spilperson er at indplacere den i selve det at rollespille. Rollespillets grundsætning kan siges at være “Vi forestiller os…” og spilpersonen dukker op som fortsættelsen “… at jeg er … ” Spilpersonen bliver således spillerens repræsentant i fiktionen, den har en umiddelbar funktion som input/output device mellem spiller og fiktion. Når vi spiller spillet har vi en løbende og (u)bevidst fortolkning, hvor alt hvad vi oplever i fiktionen bliver relateret igennem spilpersonen.

Spilpersonen bliver således et prisme vi kan bryde sanseindtryk igennem (hvis vi spiller immersionistisk) eller spejle (hvis vi spiller narrativt).
Noget lignende gælder den anden vej, når vi skal handle ud fra de indtryk vi får, er vi nødt til at se hvilke muligheder vores spilperson har og hvordan den vil gribe situationen an.
En spilperson kan således siges at være det grundlæggende oplevelses- og handlingsværktøj for spillerne, deres aktører i fiktionen. Spilledere og andre med setting-rettigheder har også andre devices til at agere på fiktionen, men traditionelt er spillerne begrænset til deres spilpersoner.

Men hvorfor er der overhovedet brug for dette niveau af fortolkning? For mig at se handler det om at opnå et niveau af tryghed, ved at distancere sig fra en selv kan man handle uden at risikere noget personligt. Samtidig opnår man et større handlingsrum end man selv har og man kan handle mere idealiseret, altså man kan være en helt eller en skurk.
Når vi spiller rollespil er det for at gå i andre folks sko, enten for at udforske verden med de sko på, eller for at opfylde et behov man ikke har adgang til i sit hverdagsliv, men uanset hvad så giver rollespillet og dermed rollen / spilpersonen en frihedsgrad til at lade sig underholde af og lege med andre handlingsmønstre end dem man er fanget i til hverdag, altså god og sund eskapisme.
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på den slags, men det er bare vigtigt at have med, at rollespil ikke duer uden spilpersoner. Uanset hvor lidt man fjerner sig fra sit eget synspunkt er det vigtigste at man har valgt at gøre det og dermed åbner op for fiktionen og fortolkningen.

Grundlæggende anatomi

Det er meget let at sige spilperson og så får alle et indre billede, men hvad er sådan en størrelse egentlig? Som udgangspunkt er en spilperson et fiktivt individ der er styret af en spiller, men de væsentlige elementer af den person foretrækker jeg at dele op som en detektiv om en mistænkt: Motive, means and opportunity eller på dansk:, Mål, midler og muligheder. Jeg tager dem i omvendt rækkefølge:

Muligheder er hvor spilpersonen interagerer med fiktionen, det er hendes umiddelbare situation eller position, der hvor gummiet rammer asfalten, som Forge-metaforen lyder. Det er kontaktfeltet hvor spillet foregår og emnet for det tredie post i serien, så det gemmer jeg.

Midler er spilpersonens rækkevidde og handlingsrum, det er hvad hun har at arbejde med, som er udspændt mellem de mekaniske begrænsninger og settingens logik. Det er en del af det vi kommer ind på i post to, men her er det vigtigt at se på det som et potentiale og et afgrænset felt.

Mål er der hvor tingene bevæger sig, det er spilpersonens indbyggede drifter og prioriteringer. Her gemmer jeg alle de ting som man kan bruge til at kvalificere sine handlingsvalg.

Vigtigheden af klare mål kan tages fra fysikken hvor der er en klar forskel på fart og hastighed: Fart er en enkel beskrivelse af bevægelsen: “Jeg kører 110 km/t i min bil.” Hastighed er derimod fart + retning: ” Jeg kører 110 km/t i mod Horsens.” Hvis man nøjes med at bygge en spilperson med midler får man kun farten, det kan gå meget stærkt, men man kommer ingen vejne. Først når man tilføjer en retning sker der noget.
Samtidig er det også vigtigt at vælge et mål man ikke kan opnå umiddelbart eller direkte med sine midler, ellers bliver spillet for hurtigt overstået. De bedste mål kræver en omdannelse af af midlerne / forandring i spilpersonen før man kan nå sine mål.

Det er ikke helt sandt at en spilperson er nødt til at have et mål, man kan sagtens spille uden, men så skal man have et mål med det hele som spiller. (Ligesom min plasticmand i brætspillet ikke har et mål, men det har jeg.) Men i de spil som jeg nyder mest, de narrative frem for de taktiske eller indlevende er det essentielt at en spilperson har en indbygget personlig konflikt der driver frem og giver retning.


Og fysiologi

Rent spilteknisk er det bedste studie af spilpersoner det som The Forge har været ophav til og som min helt Vincent Baker har lavet en illustreret gennemgang af her.

For dem der ikke har læst Forge teori eller designer spil selv har jeg her en gennemgang:
En spilperson har tre kategorier af egenskaber, position, resurse og effektivitet.

Position er de definerede og regeltekniske steder spilpersonen er i fiktionen, altså de ting der er fiktivt definerede, men som har en mekanisk vægt.

“Jeg er korporal i byvagten.” “Jeg elsker min mand.” “Jeg er bange.”

Resurser er de ting som han kan bruge af, som han har begrænsede mængder af eller som kan opbruges.

14 Skjoldpoint, Berzerk en gang om dagen, 3 skæbnepoint, etc.

Effektivitet er de faste kvaliteter som ikke ændrer sig uden omskrivning, de mekaniske/numeriske potentialer.

Spyd der giver 5d6 i skade, Evne: Grave huller, Styrke 14, etc.

De tre kategorier er hvad der udgør en spilpersons mekaniske og taktiske virkefelt og sætter grænser for hendes handlinger. Baker fortsætter sin analyse med de tre kategoriers udvekslingsforhold, men det er mest henvendt til spildesignere og folk der virkelig nørder spilpersonskrivning.

En spilperson kan beskrives meget præcist ud fra det mekaniske, men det er kun til for at definere handlingsrækkevidden og fiktionens kausalitet.
Det er dog ofte her mange rollespil lægger vægten når det kommer til at bygge spilpersoner, den del der omhandler spilpersonens mål og position er oftest gemt bag et valg af race, fraktion, klasse eller klan der oftest blot opfattes som en mulighed for at opnå adgang til resurser og effektivitet. Motivationer og erfaringer tilføjes til sidst, som en eftertanke.

Nå, jeg er vidst kommet til at træde over i næste post der bliver et dyk ned i praksis og den process som vi skaber spilpersoner med, så jeg slutter her vi ses om snart!

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Blog Stats

  • 20,709 hits