Anmeldelse af det nye Warhammer

Sikken et mægtigt monstrum warhammer er blevet, det er helt utroligt hvor meget de har puttet ind i kassen. Uendelige mængder af små kort og papbrikker, ark og trackers.
Vi satte os for at prøvekøre det, nede i Elias’ kælder hvor rollespillet bor. Vi kom igennem spilperson skriverei, en kort kamp og lidt rollespil derefter, det var nok til at jeg kan komme med et førstehåndsindtryk som spiller.

Spilpersonerne bliver bygget ved at man trækker sig nogen careers og placerer point ud i forskellige puljer der giver forskellige slags kort. Det er ikke nogen let sag at bygge sin første spilperson, kortene er dybt kryptisk og spillet er ikke til at gennemskue uden at lege det, så giv op og byg en spilperson uden mening første gang, så kan du lære det.
Spilpersoner består af et spilpersonsark med egenskaber og evner på, egenskaberne er hvor mange terninger man ruller i sin terningpøl, evner er som de plejer.

Kampsystemet er fokus for spillet og er baseret på abstrakt taktisk kamp, med spillebrikker, men uden felter eller lineal. Det passer mig fint, der er nok til at man ikke bliver forvirret, men det bliver ikke dumt af det
Grundlæggende vælger man hele tiden mellem to indstillinger på et lille spor af brikker, det er konservativ eller uforsvarlig som så siger noget om hvad hver handling kan og gør, samt giver sejere terninger. Man vælger hver runde et kort med en handling der så lader en rulle terninger som man så fortolker ud fra det der står på handlingskortet. Man køber flere fancy actions for sine point ud over de basic. Desuden kan man købe sine talents som små kort med de sædvanlige regelfixfakserier.

Det interessante ved alle de mange kort er det kun er en enkelt spiller der kan have hvert kort, altså er man nødt til at deles om det og spillergruppen ender med en blanding af evner uden konkrete overlap. Man kan dog have to fælleskort som alle har adgang til og som er en del af gruppens fælles identitet der har sit eget kort.
Det er en detalje jeg godt kan lide, at gruppen har en sammenhæng. Dengang da vi spillede red box hack blev det meget sjovere af at vi havde en fælles faktor i at være musikanter, det er noget det er underudnyttet i party-baserede spil.

Mange handlinger og talenter har en stabel genopladningsmarkører der enten siger hvornår man kan bruge kortet igen, eller hvor længe effekten varer.
Man får også stress- og udmattelses-markører hvis man bliver tævet eller anstrenger sig for at bruge kort.
Hvis man tager rigtig skade får man skadeskort, der så kan flippes over hvis de er critical og så står der en gang voldsom tæv på bagsiden.

I stedet for de sædvanlige nummererede terninger bruger spillet en veritabel horde af fancy terninger i farvekoder med små piktogrammer: Hammer, pipfugl, sværd, skullz, timeglas, dråbe, komet og kaoshjul. Det lyder voldsomt, men det er faktisk let at læse. Hammer er en succes, sværd ophæver hamre. Pipfuglene er bonusser, de bliver ophævet af skullz, der er straf. Timeglas, dråbe, og kaoshjul er specielle straffe, men så er sigmars komet så en ekstra sej bonus. Resultatet er at man får et langt mere nuanceret udfaldsrum, der kan ske meget mere end bare succes +4, men samtidig er det tricky at læse odds og udregne sandsynligheder.

Der er rigtig, rigtig mange kort og brikker. Det ser voldsomt forvirrende ud og er meget underligt at bygge spilpersoner, men man fanger ret hurtigt sammenhængen når det hele ligger foran en. Man kommer hurtigt igennem udvælgelsen af kort hvis man starter med at fravælge alle dem der ikke passer på spilpersonen eller er brugbare. og den tilgang er meget lettere med fysiske kort end med en liste i en bog. Det gælder også når man skal vælge handling undervejs.

Spillet er ganske sjovt og det er utrolig let at holde øjn med sin taktiske status i kampen, man har meget bedre overblik end man plejer og man ser flere muligheder for synergi mellem evner og handlinger. Det er tydeligvis kampen der er central, alt det der rollespil er lidt sådan fyld mellem kampscenerne.
Trækket over mod bræt/kortspil er tydeligt, der er en masse gode elementer fra den verden der strømliner spillet, men på en måde låser det også mere end den rent verbale spilleform. Dog ikke værre end D&D med tin-mænd, den største begrænser for kreativiteten er at man sidder med sit karriere-kort hvorpå der er et billede af en person, som fortrænger ens egne forestillinger. Lille ting, men som visuelt menneske er det voldsomt distraherende.

Som Kierkegaard næsten sagde, spilpersoner skal bygges forlæns, men forståes baglæns. Det gælder for warhamster her, spillet er meget simpelt i action, men der er voldsomt meget at tage stilling til i starten og mange kort og ikoner at undres over, men de bliver simple at forstå når først man har rullet en kamp. Jeg er ikke sikker på at man kan rulle en kamp før man bygger spilpersoner, så jeg foreslår at man starter in media res med en kamp med de friskbagte spilpersoner og giver folk mulighed for at bygge lidt om efter kampen.

Spillet er top notch strømførende, men det er mere et taktisk kampfortællespil end det er klassisk rollespil, ligesom de nyere fangekældre og drager er, det er god spas og der er ved at danne sig et fint spektrum fra ameritrash brætspil til rollespil over titler som Descent, Runebound/war/hat, d&d og nu warhammer her.
Personligt har jeg ikke behov for at kaste penge efter kassen, men jeg vil godt prøve at køre det engang som en gang solid voldsutopi. Den tidligere udgave er dog stadig optimal til det klassiske kaos-efterforskning og snigerspil, den nye er lidt for specifikt kampbaseret til mit billede af warhammer-verdenen og -fortællingen.

Sjov og spas til alle og jeg er blevet inspireret til at udforske hvad der udgør taktik i rollespil som forlængelse af det her og min spilpersonudforskning.

Reklamer