Dette er  ikke en anmeldelse. Dette er en gennemgang af en kikset, men underholdende, afprøvning af Polaris.

Endnu en gang er det tilfældet at Elias har sin anglofone kæreste Cheresse på besøg (og lidt længere end planlagt, da nogen har slukket alle flyverne hjemad.) Det betød at vi kaprede en Anders så vi kunne få spillet lidt rollespil på kongens eget.

På grund af de mange rituelle fraser i spillet, valgte vi at udnytte denne sproglige situation til at prøve Polaris, det ikoniske storygame om ridderlige tragedier på toppen af verden.

For længe siden, var folket døende ved verdens ende.

Jeg ville gerne komme med en grundig gennemgang af spillet, men ærligt talt så var vores oplevelse noget haltende, det vil jeg ikke bedømme selve spillet på. Vi fik bygget nogen okay spilpersoner og det blev også til saftige setups til tragedie, men det var meget famlende og ikke alle var lige meget med.

Min største anke mod spillet er at der er alt, alt for meget tekst og ingen ordentlige, simple præsentationer af systemet. Det er utroligt svært at finde frem til regler i bogen, det trækker meget ned når man arbejder med et storygame med så centrale regler som her. Også i prosa delen er der alt for meget, vi fik læst myterne op, men selve settingen blev en halvhjertet opsummering da vi var trætte efter det massive infodump. Det var en fejl, det skulle have været omvendt, med en opsummeret myte og detaljeret setting. Det ændrer dog ikke på at det er skidesvært at præsentere settingen og/eller stemningen uden at ende i et Heisenbergsk dilemma.

Vores første scene var meget famlende, men blev faktisk grundlaget for nogen fine stærke konflikter i protagonisternes omkreds. Vi havde sørget for at krydsreferere vores kosmos (der hvor man putter sine relevanter npcer) så der var overlap i fortællingerne og færre personer at holde styr på. Det endte med et ganske fint sammenrod af sideløbende fortællinger. Jeg fik en masse gode erfaringer om den slags sammenbindinger til senere.

Også konflikt forhandlingssystemet var meget forvirrende, det blev ikke brugt rigtigt eller nok og det føltes lidt som om det var mere i vejen end til hjælp.

En af grundene er nok at vi gik til spillet som et fælles fortælleprojekt, men det er faktisk spiller-mod-spiller. Altså når nogen sætter min ridder op til en grum skæbne har jeg ikke lyst til at påkalde mig konflikteriet, men hepper derimod på skurken. Jeg tror man skal holde mere med spil spilperson end vi er vant til, mere af det de kalder “character advocacy” i Amerikaerne.

Valgmulighederne i konfliktsystemet virkede alt for mangfoldige, det var svært at se ud over “But only if…“, “And that is how it happened“og “It shall not come to pass!” Jeg tror at jeg til næste spil vil forsøge med en tutorial agtig introduktion, hvor man bygger op fra basis et skridt ad gangen inden spillet for alvor går i gang.

Jeg vil meget gerne prøve Polaris igen, det virker til at der er et ganske fint spil underneden, men det er bare meget dårligt formidlet i teksten. Det er ikke et spil jeg vil anbefale nogen at kaste sig ud i fra bogen alene, få fat i nogen der kender det ordentligt og få dem til at facilitere dit spil. Jeg læste bogen for et par uger siden og forsøgte at skimme den igen inden vi spillede, men det var stadig ikke nok til at få en følelse for flowet.

Anyways, så var det glimrende sjov da vi kom igang. Min egen fortælling var godt på vej til en grum tragedie for stakkel Na’ir Al Saif. Hans forlovelse var truet af at hans kommende svigerbror Merope var overbevist om at han var utro med hans ærkerival, den hårde, men smukke Bellatrix. En anklage der var usand, men skæbnen var godt på vej til at den skulle blive sand. Samtidig blev han skyld i at en af de andre heltes søn blev dødeligt såret, mens han burde have passet på ham. Alt dette så Na’ir ikke, for han var på vej imod hæder på slagmarken…

Men alt dette var længe siden, og der er ikke længere nogen der husker det.

Advertisements