Jeg havde egentlig lovet mig selv at vente lidt med at følge op på alle de grimme ord om forfattere og guldfugle, men jeg kan ikke lade være med at bide på den debat der har sneget sig ind i kommentarerne på Simon James’ blogpost om hans rolle på næste års fastaval.  

Grundlæggende er debatten at Martin Horn Pedersen er forarget over at Simon har tilladt sig til at ændre på indholdet i et scenarie fordi det ikke ville have passet til det igangværende spil. Simon derimod har den holdning at en spilleders ansvar er over for spillerne og at det derfor er legalt at lave om på det skrevne værk.  

Altså en praktisk diskussion der endnu en gang referer tilbage til skismet mellem den modernistiske og den post-moderne opfattelse af kunst. (Specifikt er det forskellen at i modernismen er værket et sluttet objekt der påvirker den eksterne beskuer, mens det postmoderne blandt andet benytter sig af at beskueren selv er en del af selve værket. )  

Jeg skal blankt melde ud at jeg er enig med Simon James og rygende po-mo, ærlig talt så ved jeg ikke hvorfra den sære tanke at man kan se på rollespil som et selvstændigt, færdigt produkt kommer. For mig har rollespil altid været et interaktivt samarbejde mellem alle de involverede, ikke en afsender-modtager situation.  (Rollespil opstår også først i den post-moderne periode, så hvorfor man vil vælge at forælde sin tilgang til det er uforståeligt.)  

To måder at se informationsflowet i rollespil

  

Den røde linje er den kommunikation som Martin sætter op, altså at forfatteren skaber et værk som spillederen så sætter op for spillerne. Moderne.   

De grønne linjer er hvad jeg oplever når jeg sidder og spiller rollespil. Spillederen er i centrum af en dobbelt feedback cyklusser, mellem hamselv og spillerne og  med oplægget til spillet. Post-moderne.  

Det er denne feedback cyklus der er selve rollespillet, det er her der fortællingen, spillet og rolleportræteringen findes. Denne unikke oplevelse hvor man i fællesskab skaber noget fedt. Forfatterens oplæg er utroligt vigtigt for at få sat cyklusserne i gang og holde dem kørende, måske endda sætte intensiteten op. Men det smukke er når motoren kører af sig selv, når der ikke er behov for konstant drivkraft. For mig at se er det vigtigste i rollespil at det kører afsted som en god oplevelse for de deltagende. Hvis det betyder at man må koble ud fra scenarieteksten så er det sådan det er. Spillederen sidder i en helt unik situation til at balancere og guide spillet, nogen som en rå tekst ikke kan. Det handler om ren og skær empati, den slags virker kun i øjeblikket. Forfatteren kan levere et godt, strømlinet værk der kan minimere spillederens arbejde, men det vil altid kun være et udgangspunkt, aldrig målet i sig selv.  

At forfatteren virkelig mener at hans forudskrevne planer er bedre til at læse situationen i spillokalet end en der rent faktisk er til stede er det rene gallimatias. Hvis det virkeligt er vigtigst at teksten står uændret, så skriv en roman, hold den slags stagnerende egoisme ude af min smukke, levende og interaktive hobby.  

Martin Horn Pedersen, du tager fejl.  

Viva la spilleder!  

.  

*Disclaimer: Jeg taler i teksten om spillederen som en person, det er en nytting forsimpling af den reelle situation: At spillederen er en social rolle som lige så vel kan deles mellem spillerne i et såkaldt spilleder-løst scenarie som være den almægtige enefortæller.

Advertisements