Dette er en lille strøtanke fra en mægtig debat, hvor der i mine opstod en klar indikation af at folk ikke altid spiller rollespil med de samme motiver når de sætter sig om bordet på en kongres. Jeg ved ikke hvor det her fører mig hen, men lad os se om der opstår noget interessant. Det her er ikke tænkt som stereotypisering af congængere, det er mere en opdeling af de indgange man kommer med. Jeg kan i større eller mindre grad genkende dem i mig selv, også i løbet af den samme kongres og det samme scenarie.

Jeg benytter mig af kreativ agenda fordi det er gængs terminologi, ikke fordi jeg vil overskrive trevejsmodellen. Det her er bare en anden linse at se det på, i et meget mindre perspektiv. Det handler om hvorfor/hvordan vi spiller scenarier på en con, ud over selve det at spille scenariet fordi det er fedt og de andre klassiske grunde.

.

Den første tilgang jeg kan se er forbrugeren. Det er ham der kommer og har betalt for at blive underholdt, han deltager så meget det er nødvendigt, men foretrækker egentlig at blive underholdt af spilleder og resten af gruppen. Her er det selve den personlige oplevelse der er i fokus.

En anden der også er med for at få den personlige oplevelse, er deltageren. Men her er det mere hans egne bidrag der er i fokus, den overordnede fortælling i langt mindre grad. In extremo er det her man finder alfa-hannen der kører afsted med spillet.

Tæt beslægtet er medskaberen, han er også med for at bidrage, men i højere grad er det for at skabe noget i fællesskab med de andre deltagere. Jeg mistænker at det er her man finder mange spilledere. Det er den overordnede fælles fiktion der er målet.

Analytikeren er med for at se spillet i funktion, for at se hvad det kan og hvordan det virker. Han holder hele tiden et vågent øje med hvordan spillet kører og hvad der fungerer eller ikke. Det er også ham der dukker op i os når vi sætter os og snakker med forfatteren bagefter og er færdig med vores warstories. Det er altså scenariet som værk der er i fokus.

Parallelt med analytikeren er der praktikeren, ham der er med for at studere nye tricks og metoder til sit eget rollespil. Det er fra selve scenariet, fra spillederen og de andre spillere han lærer. Her er det praktisk rollespilsteknik der er i fokus.

Der er vel også turisten, ham der er der for at have været der, det er ikke selve oplevelsen, men det at have oplevet det. “Jeg har også spillet Arken!” Jeg ved ikke hvor udbredt den indstilling er, jeg tvivler på at der er mange der vil indrømme at de har den.

Der er sikkert flere, men det var lige dem jeg kunne komme på, er der nogen jeg skal have med?

.

De forskellige indstillinger er blandet andet med til at definere hvor meget man er med til at ændre på oplægget og hvad man gør hvis det ikke virker, men det er blot et symptom på meget dybere forskelle i tilgangen.

Min pointe er her at man skal være opmærksom på hvorfor man sætter sig om bordet, og at de andre ikke nødvendigvis er der af samme grund. Det er vigtigt at være klar over sine egne motivationer og sørge for at give plads til de andres behov, ellers ender det i sure tæer.

Reklamer