Så kom vi til første episode af vores PTA serie, Sub Rosa. Jeg lagde ud med lige at få lagt et par ting på plads inden, som f.eks. at vi laver en drama-historisk HBO serie og med det har en R-rating, der bliver ikke lagt fingre imellem i portræteringen af vold og sex i fortiden. (For de mindre tv-savvy derude: HBO står bag ting som Band of Brothers, Deadwood, Rome, etc.) Der er ingen tvivl om at denne første episode var noget famlende, som pilot-afsnit let kan være, specielt fordi vi også lige skal spille hinanden an som gruppe. On with the show, det bliver en lang omgang:

.

Vi starter med at se en del af Hendes Majestæts flåde ligge i al sin magt og vælde i en bugt, underteksten afslører at det er Palermo anoo 1860. Uden for bugten ligger en mindre spansk flåde og må se til mens de italienske tropper under Garibaldi indtager byen i ly af de mægtige britiske krigsskibe. Kameraet zoomer yderligere tilbage og vi opdager at scenen bliver set gennem vinduet på en stor villa i bakkerne over byen. Her er Don Marciotti ved at pakke sine ejendele og familie sammen til flugten fra invasionen. Han kaster et sidste hadefuldt blik på the Red Ensign og trækker gardinet for.

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Vi vender tilbage til et stolt britisk krigsskib, der denne gang ligger til kaj i Dover, under de hvide klipper. Vi følger kaptajnen som han giver de sidste ordrer inden han forlader skibet og bevæger sig ned langs kajfronten. Da han er ud for en mørk gyde træder en mørkklædt herre frem og spørger med tyk siciliansk accent: “Er de Kaptajn Weatherby fra HMS Bellafonte?” Da kaptajnen mistroisk svarer bekræftende, bliver han stukket i brystet med en lang glimtende stiletto. Vi følger kaptajnens ansigt frosset en overrasket grimasse som han bliver trukket ind i gyden. Fade to black.

Episode 1: Den Sicilianske Forbindelse

For at få introduceret vores helte bad jeg lige drengene om at komme med en hurtig scene hvor de viser deres roller der laver noget typisk, først Anders, så Morten og til sidst Skovse:

Vi fader op på en mørk og røgfyldt pub hvor en gruppe mænd sidder og spiller kort. En af dem har tydeligvis overtaget og er ved at trække de sidste penge ud af sine pressede medspillere. Pludselig kommer en desperat udseende mand i arbejdstøj ind, han kaster sig for vinderens fødder og tigger om hans hjælp til at finde sin datter: “Please Signori Sommersfield, hjælp min stakkels datter, De er mit sidste håb…” Manden der hedder Summerfield kigger roligt på den stakkels fader og siger: “Bare rolig Claudio, jeg kender nogen…”

Næste klip er en ung distingveret infanteri-kaptajn der træder af toget på Victoria Station, der er masser af larm og damp overalt som han bevæger sig ud på gaden foran stationen. Da han træder ud i det spinkle sollys, bliver han næsten væltet af en ung lømmel i løb. En kvinde skriger “Stop tyven!” Officeren sætter straks i løb efter røveren. Det tager ikke længe at fange skurken i en blindgyde, hvor han trækker en kniv og siger “Over mit lig!” Kaptajenen svarer blot med: “Det kan arrangeres…” Klip tilbage til stationen hvor vor helt overrækker tasken til dens rette ejerinde. “Jeg fik aldrig deres navn?” spørger hun tøvende. “Kaptajn Haversham-March til deres tjeneste.”

Kameraet zoomer ind på et af togenes hjul i dampen og da det zoomer tilbage ud sidder hjulet på en spinning jenny i Blythe and Sons Weaveries i Manchester. Her tager en tydeligvis forvirret funktionær imod en skarpt klædt ung mand der følger ham ind i kontoret. Her forklarer funktionæren at han forventede at se faderen frem for den unge hr. Blythe. Det er ikke populært hos den unge mand, der straks går igang med problemerne. En tidligere ansat har forsøgt at organisere arbejderne. “Hvor mange børn har han? 6, godt. Køb karréen han bor i, sæt ham på gaden og hvis han stadig laver problemer må vi se på det igen.”

Og så starter selve afsnittets handling, rækkefølgen på scenerne herfra er: Mig, Anders, Morten, Skovse og rundt igen: Vi tracker ud og op til et blik over et Storbritannien der stadig er meget landligt, med små byer og store landbrugsområder, men et netværk af jernbanelinjer og store kulminefelter har spredt sig hvor det kan. Vi zoomer ind på den store by omkring Themsen, London er et mægtigt bæst af en by. En CGI tur hen over tagene i bedste Blade Runner stil ser vi diverse vartegn og ender med at dykke ned i Hyde Park, hen over smedejernshegnet og ind ad døren i en upscale gentlemens klub overfor parken. En flådeløjtnant er ved at blive eskorteret op ad trappen. Ovenfor trappen sidder de tre mænd fra de sidste klip og læser dagens avis, drikker en sjus, osv. En af klubbens tjenere introducerer løjtnanten: “Lord M… ønsker at i skal assistere denne herre fra flåden med deres problemer.” Flådeofficeren spørger ind til d’herrers viden om den britiske indblanden i invasionen af Sicilien, for snart 15 år siden, han fortsætter med at fortælle om Don Marciotti. Han har efter et længere ophold i Osmannerriget, taget det på sig at hævne sig på de kaptajner der var indblandet i overtagelsen af hans hjemland. Han har allerede dræbt 8 af de 12 der var tilstede. De sidste 4 er enten i skjul eller under beskyttelse. Men problemet er at den øverstkommanderende, den ærværdige Lord Admiral Winter-Smythe om en uge holder det store forårsbal, hvor flere medlemmer af den kongelige familie vil være til stede… Så det haster med at få stoppet vendettaen.

Næste scene er Sommersfield der har trængt ned i de smalle gader ved havnefronten hvor de fattige immigranter bor, her opsøger han italieneren Claudio, der bad om hjælp til at finde sin datter. Her presser han på for at finde ud af mere om sicilianerne, men Claudio siger ikke noget. Vi går til konflikt om Sommersfield finder ud af noget og trækker kort, jeg vinder både konflikt og fortælleret. Claudio siger ingenting, først da han bliver truet med sin egen Don her i byen kvækker han noget om at sicilianerne i byen har lukket sig om sig selv for tiden.

Imens har Haversham og Blythe været på gerningsstedet og er på vej gennem en mørk park hvor de bliver oppasset af en gruppe grove sicilianere der tror de er politiet og vil have dem til at opgive efterforskningen. Haversham trækker sin webley og udbryder “This is hardly cricket!” Som jo var hans preview scene fra sidst! Det kommer til håndgemæng, som vi tager med kortene, stakes er selvfølgelig ikke om de vinder, men om de får fanget en af banditterne. Vi afprøver tricket med at vende kortene ad tre omgange og højeste kort fortæller. Det bliver en fin omgang action med knasende næser og blodige spadserestokke, heltene vinder selvfølgelig og endda med lederen bevidstløs på jorden.

Andreas har næste scene og sætter den i direkte forlængelse. Tre bobby’er kommer løbende for at holde orden, de vil vide hvad der er sket. Konflikt: Kan Blythe komme ud af suppedasen uden at trække på sin fars status som parlamentsmedlem. Jeg vinder. Blythe forsøger at forklare at det var en skærmydsel mellem fulde venner, men politimændene finder pistolen og beslutter sig for at arrestere dem, da betjenten vender ryggen til skal Blythe lige til at slå ham ned med sin stok, men Haversham griber den i luften og ryster på hovedet. Blythe er nødt til at spille sin forhadte trumf for at gå fri…

Vi følger en flådekaptajn der bliver eskorteret i hurtigt løb gennem byen, han er på vej til et nyt gemmested. Han bliver vist ind i en lejlighed af sin eskorte, men inde i rummet er der ikke sikkerhed, kun Don Marciotti og hans stiletto. Eskorten lukker blot døren bag ham og går sin vej.

Sommersfield har taget sagen i egen hånd, han kommer stormende ind i en skummel taverna fuld af sydlandske typer og afkræver svar af den første og bedste sicilianer. Hans anstrengelser besvares af et knippelslag til baghovedet og vi fader til sort.

Imens har de to andre herrer fået deres nye ven til et uspecificeret kælderlokale et sted i byen. Han er bundet til en stol og har en sæk over hovedet. Blythe er ved at tage et par handsker med jernbeslag på. Haversham-March ser bekymret på. Det kommer til et skænderi mellem de to om hvordan afhøringen skal foregå. Som vi klarer med kort, er er det herligt at se deres traits spille ind, idealist imod ingen moralsk sans, det er saftigt drama. Haversham vinder og får sandheden ud af skurken inden Blythe kan more sig med ham. Blythe er svært skuffet og nægter at tage med Haversham ud for at checke informationerne.

I stedet tager Blythe ud for at efterforske den osmanniske forbindelse. Han har en forretningsforbindelse i de tyrkiske kredse: Vi finder ham i et mægtigt tyrkisk bad, hvor en fed mand i fez holder hof i dampen. Sporet viser sig at være koldt, men han får da en smule forretninger på plads. Jeg ville helst ikke brede fortællingen for meget ud på det her tidspunkt og valgte at slukke for tyrkeriet. Jeg ved ikke helt om det er meningen at jeg skal det som producer, men jeg følte at historien var ved at splitte op og trådte ind, desuden var det en karakterscene frem for en plotscene. Måske skulle det være taget med kort i stedet?

Tilbage til Haversham-March der ankommer til lejligheden vi så tidligere i selskab med Scotland Yard, her finder han liget af kaptajnen, med en stilleto i brystet der holder fast på en seddel: “I kom for sent, Scotland Yard. Og I kommer også for sent til Kontreadmiral St.Michael.” Haversham-March spilder ingen tid og kaster sig ind i en drosche.

Vi fader over til et stort mørkt rum, den eneste lyd er vand der sjasker mod bolværket nedenfor, alt imens kameraet finder Sommersfield hængende i armene fra spærene over vandet. En mørk skikkelse står på land ud for en planke der fører hen til den hængende mand. De to har tydeligvis en fortid, der er hårde ord imellem dem. Manden på kajen bliver vred over Sommersfields tydelige arrogance på trods af hans situation. Han træder vredt ud på planken og ind i lyset, det er Don Marciotti. Marciotti spiller sit trumfkort. “Du tror du er ovenpå fordi du intet har at tabe, men du har noget du ikke vidste du kunne miste…” Marciotti læner sig helt tæt på og hvisker i Sommersfields øre: “Claudia lever stadig.” Hans afsløring har ikke den ønskede effekt og han vender sig vredt om for at gå, men Sommersfield går på offensiven. Her går vi i konflikt, Anders har den fede stake: Hvis han vinder dør Marciotti og er tydeligevis ikke den rigtige skurk. Kortene falder ud til Anders’ fordel, men jeg vinder ordene: Sommersfield svinger sine ben om halsen på sicilianeren og vrider ham ned fra planken. Vægten af to kroppe er for meget for rebbet han hænger i og det knækker. Mens Marciotti falder i det fedtede sorte vand nedenfor, griber Sommersfield fat i planken og svinger sig op. Marciotti råber fra vandet: “Hvis du lader mig drukne finder du aldrig ud af hvor hun er nu!” Men Sommersfield går bare derfra uden at kigge tilbage. Vi ser Marciottis hånd synke under vandet…

Haversham-March ankommer til Kensington hvor Kontreadmiralens palæ ligger, og han er ude af droschen inden den stopper. Han løber op ad havegangen, hvor en forskræmt stuepige råber at de har admiralen og hans datter. Haversham styrter op til studiet for at redde dagen, men han bliver stoppet af en stemme fra rummet. Det er ikke en sicilianer, det er selve admiralen! Haversham træder ind og i stedet for at være gidsel, sidder kontreadmiralen tilbagelænet i en blød stol, mens hans sydlandske håndlangere holder hans datter tilbage. Haversham ser lamslået til mens Kontreadmiral St.Michael forklarer at det skam ikke er noget personligt, han er bare ved at rydde op i flådestaben så Storbritannien står stærkt til den næste krig. Specielt glæder han sig til at Lord Admiral Winter-Smythe bliver dræbt og han selv kan overtage flåden. “Og husk, det er dit ord imod mit…” St.Michael forlader lokalet med sin datter og sine håndlangere lige inden Scotland Yard entrer rummet.

Tilbage i deres klub sidder hvor tre hovedpersoner og grubler over dagens oplevelser. Blythe mener at det ikke længere er deres sag, da der tydeligvis ikke er nogen trussel imod selve imperiet. Haversham argumenterer at det ikke er sådan den engelske flåde fungerer og at det er skammeligt at trække sig nu. Det viser sig at der sidder en fjerde mand ved bordet, vi kan ikke se ham tydeligt i modlyset fra pejsen. Lord M læner sig frem, hans skygge kastes over bordet hvor Haversham-Marchs webley, Blythes kontrakter og Sommersfields beskidte hænder ligger. Konflikt! Skovse vil have at Lord M vælger at høre på Blythe og Morten vil have ham til at følge Haversham-March. Kortene falder ud til Skovses fordel. Han fortæller at det er en intern sag i flåden nu, ikke noget de skal blande sig i, men at St.Michaels nuværende plan er til fare for gæsterne til ballet, specielt dem fra kongefamilien. Derfor må de tre træde til og sikre at det sker sikkert, når St.Michael afskaffer den nuværende Lord Admiral.

Vores sidste scene er de tre hovedpersoner der modtager en flådechalup neden for et storslået landsted, Blythe rækker hånden ned og tager imod St.Michael: “Vi tager over for dem her, Sir. Tag tilbage til Deres familie i stedet.” Haversham-March er tydeligvis utilpas ved hele situationen. Kontreadmiralen sejler bort igen og vores helte vandrer op til landstedet, tværs over gårdspladsen hvor varene til ballet ankommer. Videre gennem den travle stueetage, ingen af de ansatte ænser deres ankomst, op til den dødstille overetage. Her finder de den stolte gamle Lord Admiral Winter-Smythe igang med at ordne de sidste detaljer i biblioteket. Han er vred over forstyrrelsen og endnu mere vred over at få at vide at: “Kronen ønsker at du træder tilbage.” Admiralen snerrer at hun jo kun er dronning. Rystet åbner Haversham en kasse der indeholder Winter-Smythes muligheder: Et uunderskrevet tilbagetrædelsesbrev, en pistol og en forsikring om at hvis ikke han selv valgte ville de tre gøre det for ham… Vi går til kortene for at afgøre hans valg: Jeg har en hel stabel budget tilbage som jeg havde gemt til finalen og står for at han valgte at ende det hele selv, Morten står for at han valgte at træde tilbage. Anders er der for at han ikke vælger nogen af delene og vores helte må gøre det beskidte arbejde.

Sidste scene i afsnittet er vor tre helte der går samlet ud af herrestedet, hvad mon Admiralen valgte?

.

Det var første afsnit, vi fik twistet historien godt og grundigt undervejs. De tre helte blev præsenteret, der var et plot og vi fik føling med hvordan spillet fungerer. Jeg fik ikke brugt mit budget ordentlig eller kaldt nok konflikter, men det kommer næste gang. På den anden side af mønten, så kunne spillerne være bedre til at kaste med fanmail, men det kommer nok også op i tempo. Dette afsnit endte meget i konflikt mellem Haversham-Marchs idealisme og Blythes kolde kynisme, vi skal lige være mere obs på hvordan hovedpersonernes forhold bliver belyst. Næste afsnit er Blythes spotlight så vi sluttede af med at høre Skovse hvad han gerne vil lave. Han vil gerne have et politisk drama der belyser hans issue om social accept. Det kommer til at foregå i forbindelse med the Corn Laws, et stort punkt i konflikten mellem britisk merkantilisme og liberalisme. Det kommer til at foregå meget i parlamentet, da Blythes far er en vigtig mand i underhuset. Derfor er konflikten i Blythe mellem familien og kronen, mellem hans egen vej og faderens. For lige at få en idé om konfliktens skala bad jeg om et best-case og et worst-case scenarie for hans store konflikt: Best case er at han selv træder frem og får forslaget om en protektionistisk importtarif på plads i mod hans fars bedste, worst case er at faderen fremstår svag og taber ansigt for hele familien… Jeg glæder mig til at se hvor vi lander på det spektrum.

Next time on Sub Rosa:

Den klassiske råben, skrigen og kasten med ting i underhuset…

Demonstranter i gaden, der kræver bedre forhold for arbejderne…

Soldater der tramper igennem Londons gader for at holde orden…

Blythe sidder foran en industrialmogul der dovent ytrer at: “…Jeg har jo ikke de store interesser i sagen…” Blythe smider et tykt bundt sedler på bordet og koldt erklærer at “det kan du jo få.”

Sommersfield står og ser på en tæt mængde af mennesker der demonstrerer i byen, lige op ad soldaternes barrikader. Han vender sig imod sin sidemand og siger “Robert, det her ender galt” netop som menneskemængden brøler og forsøger at bestige barrikaderne.

og jeg kan slet ikke læse mine stikord for Haversham-Marchs preview… tsk. Men. Næste afsnit bliver sendt torsdag i næste uge, det bliver en endnu mere hæsblæsende omgang!

Advertisements