Denne post om Sub Rosa er noget kortere og mere overfladisk end de tidligere, da jeg har haft travlt med indflytning og konstruktioner. Jeg var også svært træt i selve spilgangen så min hukommelse er også rimeligt spotty. Men on with the show, bagefter vil jeg opveje med lidt tanker om hvad fanmail er for en sær størrelse og hvad den gør for spillet.

Vi lagde igen ud med at opsummere hvor hver person er i spillet og så genopfriske Next Time On. Opsummeringen var for Haversham-March skyderiet i tyrkerklubben og Higgins opførsel. Blythes var exit fra Rashids telt og Sommersfield var Davies’ endeligt. NTO’erne kan du læse i forrige post.

Denne gang er det Haversham-March i spotlight, de to andre tuller rundt nede i en enkelt screen presence. Desuden er det næstsidste afsnit i sæsonen så vi bygger op til næste gang hvor det skal blæse løs. Hurra!

Introen er Haversham-March der kommer ud af klubben og tager en drosche hjem. Han går op til sin lejlighed, bemærker kort at portnersken er lidt nervøs. Inde i lejligheden… Kaptajn Montague træder i fokus: “Long time, no see. Remember Bopal, “Captain March?” Arrester den mand! Alle ved at den rigtige Kaptajn March døde i Indien.”

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Vi åbner på Haversham-March i en fængselcelle med Higgins, hvorfra vi flasher tilbage til den gang han blev introduceret til sin deling i Indien. (Vi bliver enige om at postproduktionen selvfølgelig har tonet billederne så Indien er varm orange og Old Blightey er en regnvåd blågrøn.) Vi kaster os ret hurtigt ud i en konflikt om hvorvidt han vinder deres respekt, da han er helt grøn og de er veteraner. 4 budget mod 3 screen presence, men Morten vinder alligevel og jeg fortæller hvordan Sgt. Higgins redder ham fra at sige noget dumt om fædrelandet.

Episode 4: Sense and Severity

For at få de to andre med i legen, tager vi en scene hvor de opdager at kaptajnen er fængslet. Det ender med en dobbeltkonflikt: Blythe vil vide om han hjælper H-M uden ordrer og Sommersfield vil vide om han stadig respekterer Blythe efter skænderiet. Det går værst og Blythe nægter at gøre noget uden ord og Sommersfield stormer rasende ud af klubben. Lige efter får Blythe selvfølgelig sine ordrer.

Herfra er det lidt af et rod af retsalsscener og flashbacks til Indien, specielt flashbacksne er kaotiske da vi havde gang i flere forskellige menneskers minder fra to forskellige slag og det løse. Retssalen er mere eller mindre bare en ramme for at fortælle om hvordan Haversham-March flere gange (med rette) træder over Kaptajn Montagues tæer og det voksende had mellem de to:

Deres første kontakt er i slaget ved Jaipur hvor Montague kommer ridende op til Haversham-March der holder linjen med sine infanterister, Montague er rasende over at fodtusserne ikke er hvor de burde være. Vi holder en konflikt og det viser sig at det er Montague der tager fejl, det stopper ham dog ikke fra at erklære at det er Kaptajn March der er skyld i hans kavaleristers død.

Vi ser også efter slaget hvor de døde ligger an til begravelse og det ender med at Haversham-March knalder Montague ned efter han er gået helt batshit crazy ud over vores helt.

Imens er de to andre igang med at undersøge baggrunden for sagen. Blythe går direkte til Lord Wellhaven, vores yndlings-pæderast, som han har taget som connection efter sin spotlight. Vi ser igen St. Pauls og kordrengene, men denne gang har Wellhaven fundet ud af hvem Blythe er og lægger ikke skjuler på sin overlegne status. Vi har en konflikt om informationen, det ender ihvertfald med at han afslører at der er en Winter-Davies konstellation bag Montague. Blythe slutter scenen med et innuendofyldt “nyd koret…”

Sommersfield er igen nede i slummen og har fundet frem en veteran fra enheden der leverer et endnu en flashback fortolkning, denne gang fra Bopal offensiven. Det er der hvor Higgins dør. Infanteristerne sidder på toppen af en bakke, kavaleristerne er nede i landsbyen i dalen for at jage oprørerne ud mod linjen. Der er stor forskel på hvem der fortæller historien. Når det er Montague er oprørerne lige ved at løbe infanteristerne over ende og kavaleriet redder dem, mens Haversham-March og veteranen er enige om at grunden til at den tynde røde linje knækker er fordi Montagues kavalerister ikke bakker dem op.

Fakta er at mange af Havershams mænd dør, deriblandt Higgins. Anklageren prøver at så tvivl om hans sidste ord, er det fordi han ved at det ikke er den rigtige Kaptajn March? Men vores helt afslører at det han rent faktisk sagder var: “Bring the colours home… and the men will follow you… always…”

Veteranen får også afsløret at der har været folk fra politiet forbi og spørge til ham.

Vi forsætter med at Haversham-March har endnu et flashback mens han venter på den videre retsag i sin celle: Aftenen efter slaget. Der er lyden af fest og fuldskab i kavaleristernes fjerne lejr, men stemningen i Marchs deling er noget mere sober. Han sidder og snakker med den nye sergeant da Montague kommer ind, fuld og ubehagelig og begynder at overfuse March og påstår at han er ansvarlig. Vi har en konflikt omkring hvorvidt mændene (personificeret i den nye sergeant) støtter March eller giver Montague ret. Alle spillerne smider fanmail på Haversham-Marchs side og mine tre kort får ikke et ben til jorden. Sergeanten rejser sig op og beder pænt rytterikaptajnen forlade lejren. Montague opdager at de overlevende fodsoldater i stilhed har rejst sig og er ved at samle sig om ham. Han flygter hals over hoved tilbage til sin egen lejr.

Så kommer scenen hvor de to andre finder noget i depecherne fra Indien på biblioteket. De opdager at Havershams og Montague har været lige ved at duellere over sagen og at Marchs klager er blevet afvist af den øverstbefalende, der også er kavalerist…. og i øvrigt er dommer i sagen! En genealogisk undersøgelse afslører endvidere at han er far til Davies og i familie med Winter-Smythe!

De to beslutter at opsøge ham i hans hjem om aftenen og lægge sagen klar for ham… Men han vil se Haversham-March hængt uanset hvad. Hellere dø end at lade hans søns mordere leve! Vi har en konflikt om han folder og jeg smider nok point til at få en hel håndfuld kort. Men Anders tømmer Sommersfields fanmail pose og kommer op på 6 kort på sin side. Jeg vinder dog og han fortæller hvordan Davies nægter at rokke sig, hvilken betyder at drengene er nødt til at trække sagen ud af skyggerne, ud i dagens lys for at løse den… Det ender med alt for meget dårlig omtale for hæren og ubehaglig synlighed for vores drenge i Sub Rosa.

Jeg er ikke helt tilfreds med spilgangen, plottet var ikke skarpt nok og jeg var for træt til at levere en varieret modstand og holde trådene samlet. Til gengæld gav det plads til en meget flydende struktur blandt spillerne, vi har rimeligt bløde grænser for ejerskab og bidrag. Vi går ikke så meget op i strukturen omkring scene framing, det går for stærkt og der er ingen spilteknisk vægt i bureaukratiet omkring det. Vi er i fuld fart med at sætte scener. Jeg synes også vi arbejder godt på meta-niveauet med at holde screen presence og episode forløb i tankerne mens vi spiller. Det med at simulere tropes og teknik fra en tv-serie er en supersjov leg, også selvom vi har mere spas ved at påpege hvordan vi bryder med stereotyper og klichéer.

Next time on Sub Rosa:

Sæsonfinalen bliver spændende! Vi har spotlight på Sommersfield og hans issue er hans loyalitet overfor kronen versus hans venner og kontakter i underverdenen. Selvfølgelig kommer vi til at se meget til den mystiske Claudia, hvis blotte navn får Sommersfield til at dræbe. Der er også snak om at plotte med anarkister… Arbejdstitlen er “Long Lost Love” men lad os se hvad det ender med. Og nu til scenerne:

Sommersfield træder ind i et luksuriøst lokale, døren til balkonen er åben og gardinerne blafrer i nattevinden. Ud fra en sidedør kommer Haversham-March: “You’re too late.”

Svagt oplyst værelse, Sommersfield sidder overfor en kvinde som vi kun kan se ryggen af: “Hvorfor fanden har du noget med de folk at gøre?” “Det er ligemeget nu, lad os starte et nyt liv sammen i Amerika…”

Kaptajn March og Blythe i Scotland Yards arkiver. De har fundet en tyk folder med Claudias navn på. March: “Jonah bør få det her at vide.” Blythe: “Bør han virkelig?”

Behind the Scenes: Fanmail

Fordi Morten er inde på fanmail i sin belønningspost og vi er kommet op i gear her i Sub Rosa, vil jeg lige gå lidt dybere med fanmail økonomien. Den fungerer ret simpelt, se medfølgende illustration:

Sådan kører hjulet rundt

Som udgangspunkt har produceren en pulje af budget som han bruger hen over episoden til at købe ekstra kort i konflikter. Når han bruger point sætter han dem ud midt på bordet.

Her ligger publikumspuljen hvorfra spillerne kan give hinanden fanmail. Hver spiller kan i hver scene give et point fanmail til en anden spiller der har bidraget med ekstra sejt til spillet.

Fra spillerens fanmail pulje er der to muligheder: Man kan spendere point på at tvinge sig ind i en scene eller på at blande sig en konflikt.

Hvis man vil med i en scene som man ikke er introduceret i fra start, kan man smide et point og dukke op. Fairly simple og ikke ret anvendt.

Når det kommer til konflikt har spillerne et begrænset antal kort, men kan købe flere ved at spendere fanmail. Det kan man også gøre selv om man ikke selv er direkte med i konflikten, og på begge sider.

Når man afslører sit kort købt med fanmail er det vigtigt om det er et rødt kort (der er en success) eller et sort kort. Hvis man får en succes ud af kortet ryger pointet tilbage til budgettet og produceren kan spendere det igen.

Imellem hver spilgang gemmer spillerne på deres fanmail, men produceren får et nyt læs på hver gang, ud fra hvor meget modstand han kan forvente. På den måde er det en kontinuert økonomi fra spilgang til spilgang for spillerne, mens produceren leger i et lukkket system hver gang. I vores spil giver det sig blandt andet udtryk i, at spillerne derfor gerne vil have at jeg smider meget budget ud i starten. Sådan at de har noget at tage af til fanmail.

Fanmail er en spøjs økonomi, som så mange andre er den egentlig kun interessant når den bliver brugt. Budgettet kan ikke så meget, jeg kan ikke planlægge mit forbrug fordi jeg ikke ved hvordan afsnittet forløber eller hvornår der er konflikt. I stedet kan jeg bare reagere og bruge point som jeg har lyst. Det er lidt utilfredsstillende at være så passiv, jeg forventede mere opbakning fra systemet. På grund af at jeg får point tilbage på røde kort er det faktisk heller ikke til at regne ud hvor stort mit budget er, da der løbende kommer sjatter ind.

På spillernes side er det helt op til dem selv hvor stærkt det går med fanmail, de står selv for at give point. Der er lidt et pres for at give flere chips, man glemmer tit at belønne hinanden. Nogen er bedre til at huske at give end andre, og nogen er bedre til at bidrage end andre. Det kunne give en skæv fordeling, men det ser ud til at balancere meget godt i vores tilfælde.

Systemet er balanceret i forhold til sig selv. Det kører rundt og rundt, men jo mere spillerne bruger det, jo vildere går det. Jeg kan ikke som producer påvirke hvordan systemet virker, det er helt op til spillerne hvor vildt det kører. I andre spil er det mere normalt at det er spillederen der har kontrollen med systemt, meget sær følelse når det er omvendt.

Jeg er i det hele taget fascineret af hvor lidt man har af opbakning som spilleder/producer ifht. systemet. Spillet gør produceren til en simpel setting og npc dispenser. Og når man har kreative spillere der ikke kan lade være med at fortælle alt er man ret overflødig.

Det var lidt tanker om fanmail legen. Jeg håber ikke det var for negativt, jeg prøver bare at vise systemets grænser. Det er stadig et system der motiverer spillerne til at fortælle seje ting og belønne hinanden. Der har været noget debat om hvorvidt spillerne føler sig tvunget af fanmail ræset, men jeg synes ikke at have set noget til det, tvært imod.

Advertisements