Følg med i den eksplosive sæsonfinale, hvor det selve imperiet der er i fare når London står i flammer og Summersfield må vælge mellem sin tabte kærlighed og sin pligt overfor sine venner i Sub Rosa!

Nøj, det var godt nok en helt fantastisk omgang. Story Now når det er bedst! Vi har fundet et fælles fodslag der fungerer helt perfekt, der kører en super synergi i det fælles ejerskab af fortælleretten til… well, alting. Vi har en pingpong om de bedste linjer til bipersonerne og eskalerer hinandens konflikter op til det skarpeste. Uden hensyn til hvem der egentlig burde være fortæller. Det er sådan set kun når det kommer til at indramme scener og efter en konflikt at vi giver plads, og det varer sjældent længe før det bliver fælleseje igen. Også spilpersonerne er vi efterhånden alle sammen blevet så bekendte med, at der ikke er problemer når vi lægger ord i munden på hinanden.

Nok om hvor seje vi er. Dette afsnit er vores sæsonfinale og det foreløbigt sidste afsnit i Sub Rosa, vi må se om netværket vil investere i en sæson mere på et senere tidspunkt. Som sæsonfinale er der lagt op til at vi skruer op til 11 og trækker en masse tråde ind fra resten af sæsonen. Skærmtiden er fordelt så Summersfield har sit spotlight opgør, mens Blythe og Haversham-March har 2 og 1, henholdsvis. (Det blev egentlig mere til at de begge to havde 1,5, men det er ikke vigtigt.) Vi startede uden andet udgangspunkt en den smule der står i bunden af sidste post og improviserede derfra. Aftenens temaer er sæsonens fortiden indhenter dig altid og Summerfields dilemma om hans loyalitet ligger i hans bagland i Londons underklasse eller hos hans nye kampfæller for kronen. Jeg kan love at de begge to får ild under i dette afsnit! Men igang med legen; først tager vi de tre spilpersoners statusopdatering:

Anders viser bedst Summersfield i den scene hvor han skyder den yngre Davies med March’s pistol, fordi han kalder Claudia en luder.

Morten genfortæller Haversham-March der sidder eftertænksomt i sin celle, med Sgt. Higgins ved sin side.

Andreas vælger den scene hvor hans Blythe kommer op at skændes med Summersfield om hvorvidt de overhovedet skal hjælpe Kaptajn March.

Og så fyldte jeg efter med Next Time On… der så også bliver vores udgangspunkt: Sommersfield træder ind i et luksuriøst lokale, døren til balkonen er åben og gardinerne blafrer i nattevinden. Ud fra en sidedør kommer Haversham-March: “You’re too late.”

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

De tre herrer er på vej ned ad trappen fra hotelværelset, i baggrunden er en gruppe bobbier ved at genne arrestanter ud. Haversham-March spørger Summersfield: “Hvad præcist er det du leder efter?”

Episode 5: Long Lost Love

Scenesætnings-rækkefølgen er officielt Anders, Andreas, Morten og undertegnede, men til sidst i forløbet sprang vi ret meget rundt for at få de bedste scener. Det gik uden problemer. Men nu lægger Anders ud med en plot karakterscene:

2 dage tidligere. Havnefronten. Jonah Summersfield sniger sig i skyggerne hen til et pakhus, men han bliver stoppet i døren af et par store, sammenbidte dokarbejdere, men Roger fra Newcastle kommer ud og trækker ham væk fra døren inden han får set hvad de er ved at pakke ud derinde. Konflikt: Brænder der broer mellem de to? Jeg tar 3 kort og får en fanmail fra Andreas, Anders har sine tre kort og trækker på sine forbindelser til et samlet 4. Morten vælger at købe sig ind i scenen for en fanmail. Anders vinder og de er stadig på god fod, men jeg får den ceremonielle fortælleret: Robert fortæller sin gamle ven at det her er for vigtig til at opgive, det kommer til at kræve ofre, ja. Men det er en kamp de må tage. Da de to mænd går fra hinanden, følger Haversham-March uset efter Robert…

Andreas tar en plotscene og øger presset: De tre helte sidder i klubben og bliver briefet af Lord M selv. (Vi ser kun hans fine kalveskindshandsker.) Der er optøjer i gaden neden for og en bygning ved vandet brænder i baggrunden. Agendaet er at få sat drengene i gang. Lord M fortæller at der er ankommet minearbejdere nordfra og havnearbejdere sydfra der agiterer og leder optøjerne. Men der er nogen med magt og penge der støtter kaosset, det er op til de tre at finde frem til hvem. Kaptajn March spørger hvem der dog kunne have interesse i det? Hvortil Lord M bare sætter globussen ved siden af sin stol til at snurre og siger: “Vælg selv…” Scene slutter med en brosten gennem ruden og larmen fra gaden overdøver al snak.

Morten hopper ned i gaden med sin scene, der er en plotscene: Vi er midt i optøjeret, Robert leder slaget fra toppen af en barrikade. Kaptajn March træder op bag ham og planter sin pistol i ryggen på Robert: “Mr. McMurdoch, we have things to discuss.” Fadeout til et mørkt kælderrum, March og Robert sidder alene overfor hinanden. Webleyen ligger på bordet foran March, der forklarer hvorfor han har inviteret Robert: “Der er ting jeg skal vide om Mr. Summersfield.” Flashback, til den lyse fortid i Londons bagside. En tydeligt yngre Summersfield sidder med Robert og en ung dame, Claudia som vi kun ser fra ryggen, over et gadekort. De to herrer skændes voldsomt over hvad de skal gøre med de italienere der er rykket ind på deres territorie og prøver at overbevise den unge dame til at tage deres synspunkt overfor sin far, der er den store mand i området. Konflikt: Summersfield vil gøre et hårdt eksempel ud af det (5 kort), mens Robert vil forhandle en løsning på plads (4 kort). Anders vinder, men igen får jeg fortælleretten: Jonah har understreget sin pointe ved at hamre en daggert i kortet. Den unge dame fjerner hans hånd fra kniven og melder ud: “Det er ikke drastisk nok.”

Plotscene: Pøblen har omringet Harrods stormagasin, kun en tynd linje af politi holder dem væk, men brostenene flyver og folket brøler. Summersfield og Blythe appelerer til politikaptajnen: Blythe forklarer at han er nødt til at skyde for at få ryddet gaden, mens Summersfield prøver at få ham til at se at det bare er ting og glimmer i bygningen. Blythe svarer at det er et symbol på alt det England har opnået, det er mere end bare ting. Til det svarer Summersfield at det er arbejdernes rygge der har bygget det… osv. Da vi ikke rigtig kan lave en direkte konflikt mellem to spilpersoner laver vi en dobbelt: Andreas vil have at pøblen er i sit værste humør og stormer linjen (4 kort), Anders vil have at politiet ikke skyder (5 kort) og jeg kommer med 4 kort. Begge vinder og Anders fortæller hvordan Summersfield går igennem politilinjen (What are you doing? It’s madness!!) og forsøger at appellere til de vrede arbejdere, uden held. Han når helt ind til midten og træder op til Robert, men arbejderlederen peger blot tilbage og siger “Det er for sent” Kameraet følger hans finger og vi ser stormagasinet blive smadret. Det er egentlig ikke vigtig for historien eller passende for måden som spilpersonerne normalt opfører sig, med denne her scene, men jeg ville gerne have lidt konflikt mellem spilpersoner og vise uprock i gaderne.

Her har vi så en fin lille snak om hvordan vi får gang i plottet med at finde manden bag oprøret, der er flere gange i løbet af afsnittet hvor vi stopper op og spørger hinanden om hvor vi skal gå hen herfra eller hvordan vi får noget med. Det er et break, men sundt for fortællingen. Ikke at der er konflikter mellem os som spillere, men det afstemmer lige forventninger og giver rum til at komme med halve idéer, der måske kan blive hele. Og så er det et godt temposkift fra den højintensive jamsession der foregår i scenerne. Jeg har tilføjet lidt overskrifter post-spil, for at strukturere teksten. Det er ikke noget der var del af spillet, det er bare for læsbarheden.

Chekovs geværer

Plotscene: Sommerfield sniger sig langs dokkerne, hen imod en mand der står med en lanterne og signalerer ud over det natmørke vand. Et lys svarer udefra og en chalup glider ind og losser en række karakteristiske aflange kasser, Sommersfield ser fra en tagryg at de indeholder rifler. Fortællingen her er lidt i hakket, fordi vi samtidig prøver at bestemme hvem der er bag det hele. Vi afprøver om våbnene afslører afsenderen, men bliver enige om at det er en flådechalup og at publikum selv får lov til at tænke sig til at det nok er Winter-Smythe der er tilbage.

Karakterscene, flashback: Sommersfield og Robert på vej gennem de skumle gader til at udføre deres udåd mod italienerne. Robert er stadig uvillig, men “…hvis vi ikke har hinanden , har vi ingenting.” Her får  Anders(?) en idé og retroaktivt får den voksne Robert et grimt ar på armen. De to kommer rundt om et hjørne, trækker deres lange knive og sætter i løb mod en gruppe italienere. Inden nogen når at opdage noget har de fundet deres mål, men resten af banden omringer dem. Slåskamp! Det er interessant hvor uinteressante slåskampe er når de ikke er underbygget af regler, vi reducerer dem bare til overskrifter. Ligesom man gør med ord i traditionelt kampfokuseret rollespil. Det vigtige klip er en bistert udseende kølle, den slags med et søm igennem, på vej imod Sommersfields hoved. Lige inden den rammer, tager Robert den med armen, der bliver knust. Blod over det hele.

Plotscene: Morten vil gerne fortsætte med et flashback mere, så jeg springer inde foran og fylder lige en scene på. Hvori pøblen har omringet en politistation, og bruger våbnene til at storme den. For at vise hvor langt det går i gaderne.

Mortens plotscene: Vi er tilbage i fortidens slørede lys. Et flot hotelværelse, som man måske kan genkende fra starten på afsnittet. Et ungt part kommer fnisende og kyssende ind. Det er Sommersfield og den unge dame fra tidligere, Claudia. (Stort drama, det her er første gang vi ser Claudias ansigt!) Sommersfield prøver at overtale Claudia til at tage til Amerika og starte et nyt liv. Men hun er bundet af sine forpligtelser overfor hendes far, her i London. Imens står Robert ude på balkonen, bag de blafrende gardiner og stirrer skuffet på de to elskende, mens han holder om sin kvæstede arm.

Magtskifte

Plot. Retur til nutiden: Robert står og taler til to af sine underordnede, skælder dem ud over det der skete med politistationen. Den ene er tydeligvis utilpas med hvad der skete, men den anden er trodsig og det ender med at han får en ordentlig kindhest af Robert. Hvortil han svarer at “Det er ikke længere op til dig!” Efter de to forlader Robert kommer Claudia glidende ud af skyggerne bag ham, de falder i armene på hinanden. Langsomt stikker hun en kniv i ryggen på ham.

Karakterscene eller plotscene, det hele er meget flydende når vi leger. Men det er et godt værktøj til begyndere eller til at fokusere indholdet: De tre herrer sidder i klubben, med den afviste stille (blev vi enige om) henchman fra før. Agendaet for scenen er at han vil bytte plotafsløringer for amnesti. Og sætte Sommersfield i gang. “Hun bruger ham, det er hende er kører det hele, hende Claudia!” Sommersfield bliver pissesur over ikke at have fået noget at vide fra sit netværk om at hun skulle være igang. Da han får at vide at hun er på Grand Western Hotel styrter han ud af døren for at konfrontere hende.

Plotscene: Med Sommersfield ude får de to andre mere at vide om situationen og deres ven, og de tager henchmannen ned i Scotland Yards arkiver for at få NTO-scenen på plads. De graver både Sommersfield og Claudias filer frem. Det viser sig at det var hende der vidnede imod Sommersfield den gang han blev fanget og dømt til deportation (Bonus karakteruddybning: Sommersfield stod til en enkeltbillet til Perth da Lord M gav ham tilbudet om at blive del af gruppen.) Som i previewet debatterer March og Blythe hvorvidt Sommersfield skal vide det, og hvem der tør fortælle ham det… Konflikt! Selv om det er en konflikt mellem to spillere, Andreas og Morten, så repræsenterer jeg Andreas’ karakter Blythe med mine kort overfor Haversham-March der vil have det hele afsløret. Morten vinder konflikten, fortælleretten og skænderiet så Blythe giver ham ret, men “…spørgsmålet er bare hvordan han fucker os.” Blythe viser papirerne om Jonah og Claudia til arkivbetjenten: “Du mangler sagsakter i dit arkiv.”

Plotscene. Der er snak om at Sommersfield er på vej til det forkerte hotel, men jeg har en bedre løsning: Sommersfield bliver stoppet af de strejkendes barrikader, den bistre henchman fra før er nu blevet top dog. Sommersfield prøver at dropppe Roberts navn, men det virker ikke længere. “Hvis du vil se Robert, så tag til Sct. Mary’s.”

Karakterscene: Sommersfield ankommer til Sct. Mary’s kloster, som oprørerne bruger til lazaret. En nonne viser ham ind i kirken, hvor Robert lægger på lit de parade blandt de sårede. Sommersfield tager hans hånd, kigger tænksomt på arret. “Robert, god damnit.” En gammel kampfælle genkender ham og kommer op til Jonah: “Det løb os af hænderne, det hele er for stort nu… Det var et inside job, Claudia var den eneste der var sammen med ham.” Stille vrede i Sommersfield. Han presser på for at få noget at vide om våbnene. “Hun havde kontakterne og satte det hele op” Her knækker vor helt: “FUCKING CHRIST ALMIGHTY!” Gispende nonner overalt.

Her kommer mit yndlingsindslag: Hverken Blythe eller March tør ikke være i nærheden af Sommersfield når han får dårlige nyheder om Claudia, så de har efterladt arkivsagerne i hans lejlighed med en seddel: “You should know this – H-M & B”

Fortiden brænder

Karakterscene: Intro redux. Sommersfield ankommer til hotelværelset, March og Blythe er der allerede. Osv. Denne gang ser vi London brænde uden for vinduerne. Efter det vi allerede har set: “Jeg er ked af at du skulle finde ud af det sådan her” Hvortil Sommersfield svarer: “Det vidste jeg sgu da allerede, vi aftalte at gøre det sådan. Hun stak af bagefter, til Tyrkiet… Jeg slår hende kraftedeme ihjel!” March protesterer, af praktiske grunde: “Det kan du ikke, der er for meget på spil, hun er kontakten.” Konflikt! Vi holder en ordentlig dobbelkonflikt her, mellem Sommersfield og Blythe (der også repræsenterer H-M her). Anders vil vide om Sommersfield går derfra med mord i øjnene, mens Anders og Morten vil have ham til at indset behovet for intel. Jeg synes selv at begge er fede retninger, specielt kombineret, så jeg nøjes med 3 kort, der ikke får et ben til jorden overfor to bunker á seks kort. Her slutter vi næsten scenen, men jeg når at stoppe op og tvinger mine medspillere til at rollespille resten af scenen. Der er en konstant fristelse til at fortælle frem for at spille, i de her storygames, jeg prøver at være opmærksom på det. Det bliver en ganske fed overtalelse, pligt, for kronen, ansvaret for de døde, etc. Sommersfield bliver overtalt, men pointerer for de andre: “Er i klar over hvor mange enker der kommer ud af det her?” Jeg slutter scenen med at fortælle hvordan de kommer ud til gaden, hvor soldater er igang med at rydde barrikader og lig til side. Tænk Les Miserables.

Vi er lige ved at have os et klimaks, trådene samles. Andreas tager fortællingen: Sommersfield i løb ned mod nærmeste barrikade, inden vagterne når at stoppe ham er han igennem: “Jeg skal tale med hende, NU.”

Jeg overtager scenen fordi jeg har en genial idé til scenografien: Det er aften, Sommersfield står på taget af en bygning, omgivet af bevæbnede mænd. London brænder neden for, der er lyde af reelle kampe og skudsalver. På en balkon over ham står Claudia, tydeligvis ældre og hårdere. “I knew you’d find me.” Hun træder ind i rummet bag gardinerne. Sommersfield klatrer op efter hende, indenfor står hun med ryggen til, han vender hende og kysser hende. Hun trækker sig fri og slår ham, blod på læben. Og kysser så tilbage. “Lad os tage væk sammen, starte et nyt liv i De Forenede Stater.” siger hun indtrængende: “Alt det her betyder ikke noget for os to.” Men Jonah er et nyt sted: “Jeg har alt for mange forpligtelser, alt for mange der stoler på mig.” Claudia bliver til en lille hjælpeløs pige i hans arme: “Kom med mig, jeg har et skib der venter på os.” Dat det ikke virker bliver hun igen hård og overlegen: “Nogen gange er du et lille barn, Jonah. Den eneste måde man slipper bort er at brænde alt bag sig. Alt der binder en.” Og lige så pludseligt er hun den lille uskyldige pige igen… Det var den fede sekvens at spille, Anders leverede en superpræstation som Jonah Sommersfield, mens vi andre tre kørte på som Claudia: Når en af os løb tør for snappy dialog tog en af de andre bare over, flydende og synergisk. Men nu kommer vi til aftenens højdepunkt, den store klimakskonflikt der ikke har været i nogen af de andre afsnit! Vi startede egentlig med stakes om hvorvidt Jonah tager til Amerika, men blev enige om at det er et non-issue og var klar til at droppe konflikten. Men vi tog den alligevel: Anders sætter ind på at Sommersfield tæver hende for at få informationerne, mens jeg mener at han er for blød. Og så går kortene amok: Jeg smider for første gang alle fem mulige budgetpoint for at få 6 kort. Anders tagger sin connection til Claudia og at han har følelserne uden på, til 5 kort. Og så kommer alt hvad der er af fanmail ud: Anders smider sine 3 på sig selv, Andreas giver et enkelt kort med. Men jeg får støtte af Mortens to sidste kort. Det står altså 9-8 til vold og tæv. Og da kortene bliver vendt er der ikke meget diskussion, 7-2 i røde kort og Anders fortæller: “Det er bare en drøm, det her er virkelighed. Du må fortælle mig hvor våbnene kommer fra.” “Kom med, så fortæller jeg alt.” Jonahs ansigt låser sig og han slår ud i koldt raseri. Claudia bliver ramt i ansigtet og flyver tilbage. Han følger efter, med flere slag. Hun græder og skifter mellem lillepigen og den overlegne rolle. Flere slag i roligt tempo. Til sidst. De står sammen, hendes knuste ansigt mod hans skulder, blodet løber fra det. “Det er admiralen der står bag, han fingerede sit eget selvmord.” Regibemærkning fra Morten: Her er soundtracket en strygerudgave af U2 – With or Without you. Næste klip er en blodig Sommerfield der går gennem de demoraliserede rækker af oprørere, ingen tør røre ham.

Tilbage i klubben sidder de tre herrer i deres vante pladser. “Er der nogen løse ender?” spørger Lord M. Sommersfield nøjes med et enkelt ord “Nej.”

Og så er det her at vi lader rulleteksterne køre. Efter dem kommer en kort scene til nørderne: Vi er til søs i en kommandørkahyt, Claudia kommer ind med halvt helet ansigt og skænker to glas sherry. Et til sig selv og et til Winter-Smythe: “Thank you darling.” Ex-Admiralen er ikke tilfreds: “Vi fejlede, sækken sidder stadig på tronen!” Han skyder Claudia og tager en tår af sin sherry, hvorefter han begynder at hoste og blive blå i hovedet. Vi prøvede med et gensidigt mord, men blev enige om at lade en skurk overleve (til senere?) det var lidt sjovt at overveje hvilken. Claudia kigger nedladende på den hastigt døende gamle mand: “There are bigger things at stake than your petty treason.”

Og sådan ender Sub Rosa.

Efterspilstanker

Først lidt om denne her spilgang og så lidt om selve PTA oplevelsen. Dette var klart den fedeste spilgang. Mens vi spillede var der ingen store hangups, flowet var komplet. Det gav sig udtryk i en hel masse småting: Der var tonsvis af reincorporation, altså det at bringe elementer tilbage fra tidligere. Specielt mellem flashbacks og ‘nutiden’ hvor Jonah og Claudia spejler hinanden. Og temaer der går igen, jeg sørgede for at have brændende bygninger i baggrunden hele tiden. Tv-metaforen gør det meget lettere at være eksplicit om den slags.

Jeg talte igen scener, denne gang var vi helt oppe på 17 +/- slutningen. Det er meget højere end de sidste par afsnit, men stadig med masser af indhold. Jeg tror det er fordi vi holdt skarpere scene-agendaer denne gang, det skal man sørge for, det gør spillet bedre. Det kan virke som et støttehjul for nye spillere, men er stadig en vigtig del af spillet.

Det var fedt at se hvor stærkt temaet med “fortiden indhenter dig altid” kom igennem i sæsonen. Det var tilstede i alle afsnit og som skygge i alle personerne. Det gjorde spillet meget mere intenst at vide hvor man kunne gå hen efter tyngde og hvad man kan lade ligge. Det samme gælder de individuelle spilpersoners temaer, der er altid et sted at hente inspiration til hvad der er dramatisk stærkt. For mig at se er det hvad story games kan som traditionelt rollespil bare har svært ved at hamle op med. At det handler om noget, men at man selv får lov at finde på hvordan det handler om det.

Denne åbenhed er også der hvor spillet er både stærkest og mest sårbart. For at spillet virker er alle deltagerne nødt til at være helt åbne overfor hinandens input og idéer, men samtidig aktive i at bidrage. Det kræver en høj grad af tillid og åbenhed (hvilket altid burde være tilstede i rollespil.) Det fede er så at spillet samtidig leverer en infrastruktur der gør bidrag til tilliden spilmekaniske, i form at fanmail. Jeg har ikke rigtig spillet med de tre andre før Sub Rosa, men lige nu har jeg følelsen af at kende dem meget bedre end folk jeg har spillet med i lang tid. Det er blandt andet at der er så meget forhandling om hvad der sker i spillet, alles visioner kommer ud og man lærer hvordan de ser verdenen. Det giver også en SIS (Shared Imaginary Space, den fiktive verden vi laver når vi spiller rollespil) som alle køber. Hvis der er en deltager der ikke spiller med, vil vedkommende træde tydeligt uden for. Det har jeg oplevet i andre storygames og med mig selv i starten. Det er mest hvis man falder uden for det spektrum af åbenhed overfor idéerne. Jeg fandt mantraet “Hold your ideas lightly” som perfekt beskriver det krævede. Hvis man holder for fast på sine idéer og visioner låser man spillet, men hvis man ikke bidrager eller ikke tør stopper det også. Men når man får gang i spil som Primetime Adventures bliver ens evne til at holde idéerne med det rette greb meget stærkere, både med de spillere man lærer at kende og med spillestilen.

En anden styrke som vi har opdaget i PTA er brugen af et dobbelt fiktionslag: Vi leger både en spændende fortælling om hemmelige agenter og en om en tv-serie. Vi kan til enhver tid vælge vores metaforer fra begge lag. Når vi forhandler indhold i fortællingen kan det stadig være ingame i tv-serie niveauet og det giver en undskyldning for at vælge det mest dramatiske uden at gå på kompromis med ‘realismen.’ I andre spil kan det være forstyrrende at træde ud og snakke om den historie man brygger, men ikke i PTA.

Hvis Sub Rosa havde været traditionelt rollespil ville det nok være en investigation kampagne, men når man leger story game bliver det noget helt andet. Klassisk investigation er meget spilleder-styret, han sidder med plottet fra start og spillerne følger det rundt. I PTA er den spillederrolle fordelt på hele gruppen og plottet opstår undervejs. På den måde har vi fire gange så meget kreativitet at tage af og alle bliver overraskede når vi finder løsningen. Der er også det at den måde vi arbejder med clues på, er meget tættere på den måde de bliver brugt i krimier: Her er det ikke om at opnå cluet, men hvordan man bliver påvirket af det. Hvilket vi i gruppen synes er det fede.

Her slutter så mit genfortællings-epos, det har været en lærerig rejse. Det startede blandt andet med Mortens posts om genfortælling af rollespil, og det ender nu med at jeg giver ham ret: Det er mest interessant at læse om de valg deltagerne tager og hvordan spillet interagerer. Jeg synes stadig det er vigtigt at sætte det i en sammenhængende fiktion der er god at læse, men det mest interessante fokus er på menneskene bag spillet. Det har været rart at optræne en genfortællingsform der lader mig genfortælle både fiktion og spilniveau med regi-bemærkninger. Jeg tror jeg vil bruge den fremover, hvis nogen har kommentarer eller kritik til den, så giv lyd. Jeg vil gerne gøre det interessant for andre at læse, selvom jeg gør det for mig selv først og fremmest. Der kommer et Behind the Scenes post om min notationsteknik og konfliktsystemet i PTA, hvor jeg blandet andet uddyber input delen af genfortællingen.

Hvad fremtiden bringer for Sub Rosa er ikke til at sige. Vi er alle fire friske på at lave en sæson mere, men jeg vil personligt gerne lige have lidt tid til at samle kræfter inden. Jeg har lært at kreativitet kræver pauser og Sub Rosa har været meget kreativt. Jeg vil også gerne prøve det fede samspil vi har på nogen andre storygames og deslige. Og så bad Morten mig om at skrive et oplæg så folk kan lave deres egen fanfic på Krikkitcon, jeg tænker at lave en light udgave af PTA og et oplæg, men lade indholdet være åbent. Det skal nok blive interessant, storygame krydset med mere traditionelt dansk kongress stil.

Advertisements