Johs viderebringer i sin julekalenderblogging en pointe fra John Stavropoulos’ blog omkring spejling af spilpersonerne, men det er ikke lige det jeg vil ind på her. Det jeg spejler fra Johs, er at der er en fin overvejelse af hans spillederstil i postet. Og så kom jeg i tanke om at jeg selv har gjort mig nogen tanker om hvordan jeg leder spil og at jeg egentlig var interesseret i at høre andre hvordan de gør. Der er masser af gode råd og tricks ude i nettelivet og i nørdebøgerne, men de har tit den bagside at de går ud fra at alle spilleder som forfatteren. Nogen tekster er bedre til at være bevidste om det end andre, men det hjælper heller ikke hvis man ikke selv som spilleder har overvejet hvordan man selv gør. Så det vil jeg interviewe mig selv om, jeg har fundet fem tråde som jeg vil fremhæve:

Billedfortælling

Jeg er et meget visuelt menneske, med sidefag  i rumlig. Det er sådan set min indgangsvinkel til alt det her rollespil, jeg kan li’ at forestille mig og formidle verdener. Det er nok derfor jeg hælder mest til at være spilleder, så kan jeg bedre skabe billederne. Eller også er det fordi jeg er barn af AD&D second edition og dets mangfoldige settings. En ting jeg er blevet bedre til på det sidste er at åbne op for andres input, det bliver bedre som collage. I stedet kan jeg få min kontrol ved scenesætning, det kan jeg godt li’.

Aben på min ryg: Fortælleren

Bagsiden af at have min visuelle styrke er at jeg let kommer til at tage styringen fordi jeg kan se det hele udspille sig, også når jeg burde overdrage fortællingen til en anden eller terningerne. Jeg vil gerne have at det folder sig ud som jeg ser, men det kan let blive et one-man show og det er ikke rollespil. Kunsten er at balancere det.

Regelkendskab

Sådan er min hjerne bare bygget, den samler regler og systemer op drønhurtigt. Det er meget rart, så skal jeg ikke tænke over det. Jeg kan ikke huske alle tabeller og undtagelser, men jeg kan genkalde mig grundreglerne uden at tænke alt for meget. Så kan jeg bruge mine kræfter på alt muligt andet mere spændende.

Min akilleshæl: Bipersoner

Det som jeg har ubestridt sværest ved er bipersoner, jeg er bare ikke god til at lave levende figurer. Ej heller er jeg særlig god til at bruge dem som værktøj i spillet. Det er min store udfordring, jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg skal starte med at blive bedre. Er der nogen der har en grundbog i bipersoner?

Naturlig modstand

Den stil jeg efterhånden foretrækker at lægge for dagen, er at lade spilpersonerne være udgangspunktet og så forme modstanden som det falder naturligt omkring dem. Jeg gør det meget på gefühl og uden planer, det får bare lov til at eskalere som det selv vil. Jeg ville gerne være bedre til at bruge bipersoner som aktivt element i formgivningen af omverden og fortælling, det passer godt i stilen. Og måske mere dramatisk struktur på, men jeg har altid hadet dansktimerne.

Og sådan er jeg som spilleder, tror jeg nok. Hvad med dig?

Advertisements