Jeg er faldet over et par links som måske vil interessere jer ude i blogosfæren, de er ihvertfald relevante og inspirerende for Vor Hobby. Lad os se om det er noget der interesserer. Giv en kommentar hvis det er noget jeg skal fortsætte med eller holde op med.

Lidt brænde til kønsdebatten

Jeg følger lystigt med i webcomic’en Manly Guys Doing Manly Things, der laver sjov med de testosteronpumpede actionhelte fra computerspil. Der dumper også diverse blogindlæg fra forfatteren ind på min feedreader, deriblandt en ganske interessant tekst om kønsroller. Pointen om at de mandige dyder er universelle, bliver kun skarpere når vi ser portræteringen af heltefigurer i fiktion (og dermed også i rollespil.) Dyderne overlapper næsten præcis med hvad vi gerne vil have i en aktiv rolle (uanset køn.) Jeg vil ikke sige mere her, selvom jeg synes en hel masse.

Warren Ellis’ FreakAngels

En  anden online tegneserie jeg er nødt til at reklamere for, er FreakAngels af den altid sexede Warren Ellis. Jeg fandt den via min gennemtrawling af mediografien bag i Apocalypse World og er blevet grundigt hooked. Ud over at den har et fokus på en af de ting jeg savner mest af i litteraturen, post-apokalyptisk genopbygning, er det den oplagte party struktur mellem de tolv FreakAngels: De har hver deres niche og specialiteter, selv om de har fået de samme superkræfter. Forholdende mellem dem er dramatiske og mangeartede, et super udgangspunkt for fortællinger, konflikter og samarbejder. Det slår mig som det perfekte eksempel på hvordan spilgruppen skal interagere i Apocalypse World, på samme tid sammen og i modsætning.

Interview med Mike Mignola

I min feedreader er der også en masse ævl om arkitektur, en af dem der altid overrasker med både det værste ævl og de skarpeste guldkorn er BLDG⎮BLOG. Den kan anbefales hvis man har den mindste interesse i storskala arkitektur og landskabstanker. Det nyeste post er et fantastisk interview med Mike Mignola, skaberen af Hellboy, om blandt andet setting, dyr og lovecraft. Det er for mig dejligt at se så meget kærlighed til steder, jeg håber stadig på en renæssance for AD&D og worldbuilding i danske rollespil, men jeg tvivler. Jeg ville gerne spille noget langsomt rollespil hvor der er tid til at beskrive steder og bygninger i levende detaljer, det bliver tit skubbet i baggrunden når vi leger.

Og et interview med Francis Ford Coppola

Om kunstnerisk integritet, process og samarbejde. Jeg kan bare godt lide hans tilgang. Og der er et par detaljer som jeg er vild med: Beskrivelsen af hvordan han satte besætningen på Godfather igang kan tages direkte ud til hvordan man kan opvarme og bygge gruppestruktur før et livescenarie. Og hans Balzac-vinkel på imitation og kopiering er en dejlig grund til mere åben kultur.

 

Advertisements