Jeg var til livescenariet Harlequins Fald i december. Et forsøg på at genoplive vampyrgenren, ved at fjerne V:tMs grimme smag og fokusere på kernen i at spille onde monstre. Det var en meget stor personlig oplevelse at være med og jeg vil gerne fortælle om den, men det har taget en del tid at komme ud af efterdønningerne og få et objektivt blik på det hele.

Noget af det der især var med til at skabe oplevelsen var rollen både den skrevne og den spillede, det var noget af en rutsjebanetur op til scenariet og det spil der kom ud af det hele var meget intenst.

Rollen

Men lad os starte med udgangspunktet: Et 16 siders monstrum af en rolle. Meget rodet opbygget, en blanding af fiktionstekster og meget kategoriske beskrivelser. Man har en introduktionstekst der sætter stemningen, en tilblivelsesfortælling, to arketyper som man repræsenterer, ti meget konkrete noter, 3 potentielle fortællinger at tage op i spillet og tre relationer der kunne være interessante for en at spille med. Og så er man placeret i en af de tre vampyrslægter, med dens tre tematikker og deres position i forhold til de andre slægter og det ritual der var scenariets omdrejningspunkt.

Så mere end rigeligt at få styr på. Min egen tilgang til roller har altid været at dekonstruere og ekstrapolere ud af det skrevne, at skrive mine egne stikord og formulere den for mig selv. Så jeg gik igennem rollen med min røde lærer kuglepen for at understrege og sætte cirkler med ord i margenen. Resultatet lignede et psykotisk handout til et cthulhu spil, men jeg begyndte at få styr på hvad der var vigtigst i rollen.

Sideløbende arbejder jeg med at bygge den fysiske rolle op, finde et kropssprog og kostume der udtrykker rollen. I det her tilfælde gik jeg efter et stoisk udtryk, stille styrke. Det kom til at sidde meget i armene og jeg brugte en del tid på at forme min holdning og den måde jeg havde mine hænder på. Det kom også til udtryk i kostumeringen, helt neutralt sort, gråt og hvidt tøj, klassisk herretøj med ubestemmeligt 20.århundrede datering. Men med ærmeholdere og manchetknapper som pynt og fokus. Monica hjalp meget med at få det på plads og kom med den oprindelige idé til kostumet.

En speciel kostumedel var den maske som min slægt var tvunget til at bære som straf og kendetegn. Det tog mig lang til at beslutte præcis hvordan masken skulle udformes, men til sidst hjalp Pixi mig med at lave en maske med betydninger for rollen.

I det hele taget var jeg godt på vej, de andre jeg snakkede med var langt mere i tvivl. Så blev det hele noget hejs. Det kom frem at en del af rollen ikke var personlig, men bare en fælles stemningstekst. Det var en del jeg havde haft svært ved at forlige med resten, men jeg havde fået en løsning på plads. Så jeg måtte fuldstændig gentænke rollen, et nyt print og en tur igennem med den røde kuglepen, denne gang var det dog kun halvhjertet arbejde. Desuden var jeg så langt henne i processen at jeg hellere ville efterlade det skrevne og arbejde videre med min egen konstruktion. Omskiftningen blev mest en reduktion, hvilket viste sig at være sundt. Jeg fik bedre greb om rollen.

En meget postitiv ting som arrangørerne bruger, er at ringe alle deltagerne op og tage en snak om rollen og det kommende spil, svare og stille spørgsmål. Jeg havde en lang og god snak med Bjørn, det hjalp at få bekræftelse på min fortolkning af rollen og få svar på de små tvivl. Det var ikke alle der var så heldige med deres telefonopkald, Monica måtte eksempelvis vente længe på sit og det blev en sur ting for hende.

Der var en workshop, men jeg kunne ikke deltage, nogen gav mig en tur til Schweiz og det siger man ikke nej til. Da jeg kom hjem fik jeg mange forskellige bud på hvad der var vigtigt fra workshoppen og jeg blev igen forvirret, denne gang om forventningerne til spillet. Kort før selve scenariet blev der på spillernes opfordring sendt en mail med den tekst de andre havde fået om ens rolle. Det var først her jeg rigtig fik selvtilliden med, nu kunne jeg jo se præcis hvad der var forventet af mig som medspiller og hvad jeg skulle udtrykke.

Jeg var også nervøs for at indgå i scenariet uden workshoppen, fordi jeg ikke havde opbygget de samme forbindelser med medspillerne. Det er tit svært at træde ind i en gruppe der er rystet sammen på den måde. Heldigvis fik jeg indhentet det tabte efter ankomsten til lokationen.

Spillet

Arrangørerne Bjørn og Ulf har en klar indstilling om at lade spillet køre sig selv når det går igang og blande sig så meget som muligt uden om. Jeg ved at de store plotrollers spillere konsulterede med dem undervejs, men vi andre var efterladt til vores egne veje. Det er en stil jeg godt kan lide, jeg har haft alt for mange dårlige oplevelser med styrende arrangører. Og jeg ved at jeg ikke kan komme på tværs med scenariet hvis jeg selv bestemmer hvad der sker i det.

Jeg vil ikke gennemgå hvad der skete i spillet, det er en alt for kaotisk og fortælling der er svær at sætte ord på. Jeg vil bare sige at jeg havde flere sideløbende plots som opstod undervejs, på basis af mine egne og direkte medspilleres initiativer. Det blev en melange af konflikter og passioner som jeg blev revet med i. Spillet blev meget intenst af at vi allesammen var offgame i dagtimerne, tid til at hvile og samle kræfter, men også til at få snakket med de andre spillere og finde ud af hvordan vi kunne gøre spillet endnu mere intenst. Denne løbende forhandling og tilpasning af rollerne virkede utroligt godt for mig.

I spillet opstod der for eksempel en uforudset konflikt med en af de andre spillere, og jeg kunne løbende give hende ting at presse mig med. Eskalerende i et tempo som vi begge var okay med. Og en konflikt fra den skrevne rolle der ikke viste sig at være interessant blev manet i jorden og et andet forhold opbygget i stedet. Det hjalp meget at det var en gruppe af virkelig gode spillere jeg befandt mig i, der var stor åbenhed og ærlighed om spillet undervejs.

Det er imponerende hvor mange aspekter af rollen jeg fik udspillet og udforsket i løbet af scenariet. Specielt fordi vi kun spillede ialt 24 over en hel weekend. Jeg fik på sin vis både bekræftet rollens identitet og vendt den om. I det hele taget en meget intens pakke med oplevelser. Og når jeg sidder her bagefter og læser rollen igen, kan jeg genkende rigtig meget af den i mine minder fra selve spillet, på trods af at jeg valgte at give slip på det skrevne oplæg. Det er lidt en sær følelse at stå med.

Tanker

Bliver min indsats bedre hvis jeg er tvunget til at arbejde hårdt med rollen? Det er et af de spørgsmål jeg sidder med nu, var de trælse benspænd i læsningen og forståelsen af rollen med til at gøre den klarere for mig? Hvis ja, kan man opnå det samme uden nær så meget frustration?

Samtidig er det interessant med et studie af rollers længde og mængden af tid man har til at komme ind i dem. På en kongress er det en fordel med korte og skarpe roller der ikke kræver så meget omtanke før spillet. På den anden side kan et regulært live benytte sig af længere tekster og kræve mere arbejde fra spillernes side, og dermed udtrykke mere komplekse personligheder, osv.

En rolle er hvordan man skal omstille sig til en ny måde at behandle indtryk og udtryk på. Jeg har brug for meget konkret at vide præcis hvad der er forventet at jeg skal levere af udtryk for at de andres spil fungerer, først derefter kan jeg begynde at bygge oven på for at lave min egen oplevelse.

Hvordan går andre til det at læse og bygge en rolle? Jeg vil gerne høre fra jer.

Reklamer