For at finde ud af hvad det lige er for et spil jeg har skrevet mig selv op til at køre på Fastavals indie-søndag, fik jeg samlet et par nørder så vi kunne spille Fiasco.

Spillet er designet til at lave tragiske komedier som i Coen brødrenes film. Historier om folk der kegler rundt under deres sidste chance for at score den store præmie. Det er et af de lettere storygames, det er meget simple regler, der alligevel formår at levere en klar oplevelse.

Det første man gør er at vælge hvilket playset man vil spille. Det er en række forskellige setups man tager elementer fra til sit spil. Der er tre i bogen og en hel del lagt gratis ud på nettet til download, der strækker sig fra forstadens idyl og skyggesider, til Shakespeares London eller et rockband på tour. Et playset består af en række lister med elementer man vælger imellem, der er lister for forhold mellem spilpersonerne, steder, ting og behov. Man ruller en bunke terninger ud midt på bordet og så skiftes man til at tage en terning og vælge et element i en af kategorierne, ud fra hvad der står på terningen. Man vælger først en overordnet kategori og dernæst en underkategori. Elementerne giver de forskellige forhold mellem spilpersonerne og en af de andre kategorier som forholdet så handler om. Efterhånden som man løber tør for terninger bliver der færre og færre muligheder at vælge imellem.

Vi valgte Manna Hotel playsettet, der er sat på et slidt gammelt motel i Kansas, det tager inspiration i film som The Big Lebowski og Twin Peaks. Ida og jeg havde et romantisk forhold der var på tynd is, med et behov for at få hævn ved at tage det der retmæssigt tilhører mig. Som vi så udviklede til at være et ægteskab der var ved at gå under, men vi var taget en weekend på motel som den sidste chance for at få det til at virke, men i virkeligheden handlede det også om hvem der fik huset i skilsmissen. Samtidig havde jeg et forhold med Peter om at vi i fuldskab havde stjålet en grævling fra en minizoo, en grævling der lige nu var inde i Peter’s rolles pickup truck. Peter og Martin havde forholdet at de var enæggede tvillinger, mens Martin og Ida var forbundet ved at de havde brændt Peter’s rolles hus ned for at få hans penge… Og nu var alle rollerne så lige pludselige på motellet samtidig.

Spillet har to akter hvor man sætter og spiller scener om ens spilperson på skift. I hver scene kan man vælge om man vil sætte udgangspunktet eller vælge hvordan det går ens rolle. Hvis man sætter scenen vælger de andre hvordan det går en og hvis man vælger at bestemme hvordan det går, sætter de andre spillere scenen. Om det går godt eller skidt bliver vist ved hvilken farve terning man får fra puljen (sort eller hvid.) De sorte terninger er uheldige for ens person og de hvide er gode. Det handler om at prøve at få samlet terninger af en farve og undgå den anden, hvis man vil have en lykkelig slutning for ens spilperson.

Vi gik rundt om bordet og satte scener op. Vi satte scenerne i tredie person og spillede ellers i første. Det virkede rigtig fint. Folk valgte mest at lade de andre sætte scenen for dem, desværre mest fordi det var svært at finde på gode udgangspunkter. Det blev til en fortælling der startede morgenen efter at Pete og Melinda i fuldskab havde stjålet en grævling (det blev aldrig forklaret hvorfor) og nu skulle finde ud af hvad fanden de skulle gøre med den. Melindas mand Jack var svært knotten over at hun havde været ude hele natten og havde selv travlt med at prøve at få de penge han ikke havde fået ud af sin indblanding i Matts brandattentat mod sin tvillingebror Petes hus. Det blev hurtigt til et stort kaos: Matt og Jack der prøver at finde de penge de tror Pete har. Melinda og Pete der må se nattens hændelser i øjenene, hvilket ender med at Pete prøver at slippe grævlingen fri, men kommer op at slås med den og dræber den. Melinda og Jacks ægteskabelige problemer der fører til gensidig afpresning. Melinda der tager fejl af de to tvillinger og kommer til at afsløre forbrydelsen for Matt. Spredt vold og til sidst et meget kikset brandattentat imod Pete, hans motelværelse og hans sidste ejendele. Selvfølgelig ender de allesammen bag tremmer da sheriffen dukker op.

Til sidst, når man har spillet alle terningerne op, ruller man dem og trækker de to farver fra hinanden. Det der er tilbage bestemmer ens skæbne. Det er ret svært at komme op og nå en lykkelig slutning, som det passer sig for genren. Man fortæller så personens endelige skæbne, en sætning for hver terning man har.

Min spilperson, Melinda, havde velfortjent samlet en god blanding terninger op, tre hvide og to sorte. De rullede hhv 8 og 5, så slutresultatet blev 3 hvide. Så det gik hende skidt. Hun blev arresteret og prøvede at købe sig fri ved at afsløre sin mands fusk med regnskaberne. Men det hjalp hende ikke og hun fik lov at sidde meget længe. Ida var heller ikke heldig med terningerne og Jack måtte også bide i det sure æble. Martin var mere heldig og fik rullet otte, så han kom ud af det hele klar på en ny plan. Peter var heldigst med fire hvide terninger der rullede 11, næsten nok til en happy ending, så han slap ud efter en kort tur i spjældet og kunne ufortrødent fortsætte sit liv.

Det var en ganske spas omgang, spillet leverede præcis det som det skulle. Reglerne var lette at gå til og førte til en fortælling taget ud af Coen biblioteket. Det var meget let at gå til og selve setup delen var rigtig sjov, efter vi kom over de mange lister (der er ialt 144 punkter at vælge fra, men måden de bliver fordelt på gør det overskueligt.) De begrænsede valgmuligheder til sidst gav nogen overraskende resultater, men ikke noget der brød billedet. Det var også sjovt at lave selve sin spilperson efter man stod i forhold til to af de andre.

Vi havde lidt rod i det med enten at sætte scenen eller vælge hvordan den gik, det blev meget i fællesskab i stedet. Men spillet klarede sig fint alligevel, selvom det blev besværligt med hvem der valgte terningen. Midt i spillet opstår der et tilt på fortællingen hvor to af spillerne vælger fra endnu en liste af ting der går galt for personerne. Vi fik ikke rigtig brugt de to vi valgte direkte i spillet, men det var mest fordi fortællingen allerede havde sit eget momentum på det tidspunkt. Det er altid dilemmaet i de her storygames, skal man lade fortællingen køre hen over spillet?

Jeg glæder mig til at tage spillet med på Fastaval, det er let at forklare og gå til og skaber hurtigt den helt rigtige storygame stemning, nu forstår jeg godt hvorfor spillet hurtigt blev populært i amerikaerne. Samtidig er det et af de storygames der er lettest at gå til med den typiske danske tilgang, om at skabe problemer for ens egen spilperson.

Reklamer