Monica Traxl gjorde mig opmærksom på noget trælst i det danske rollespilsmiljø, da hun harcelerede over det danske fremmøde til scenariet Mad About the Boy.

Scenariet handler kort om en fremtid hvor alle mænd er døde. Nogen af de tilbageværende kvinder mødes for at gennemgå et kunstigt befrugtningsprogram, men halvvejs igennem scenariet kommer den sidste mand på jorden væltende ind og så går det vilde spil på hvad der skal ske med ham.

Spillet blev kørt to gange, først kun med kvinder og dernæst også med mænd i kvinderoller. Der kom mænd fra alle de nordiske lande, undtagen Danmark. Monica fortæller at da hun foreslog forskellige mænd at deltage i scenariet førte det til to grundlæggende responser:

“Der er kun en rolle i det scenarie jeg vil spille, høhø.”

“Hvorfor tror du lige at jeg ville egne mig til at spille kvinde?!”

Begge er tydeligvis grundet i en eller anden usikkerhed eller oversikkerhed med sin egen seksualidentitet, som jeg ser det. Men det er et problem der dukker op flere steder: Da jeg sad og byggede spilperson til en actionkampagne gav det mening for mig at skrive rollen som kvinde. Da spillederen så det, kiggede han på mig som om jeg var pervers.*

Jeg synes selv at jeg ret ligeglad med den slags, men det sidder sgu også refleksivt i mig selv: Vi sad og byggede setup til et storygame hvor man først finder på sine relationer til de andre spillere før man laver selve spilpersonen. Jeg havde et ægteskabeligt forhold til Ida ved siden af mig og prøvede at tænke frem hvilken slags person det gjorde mig til. Ida stiller så det helt rigtige spørgsmål: “Hvem af de to i forholdet vil du helst spille?” Og så gik det op for mig at jeg slet ikke havde tænkt på at spille konen, selvom jeg havde et meget bedre billede af hvem hun ville være end manden.

Det er små udbrud af den slags jeg ser over det hele, gentagne eksempler på at det er forkert at hoppe i et andet køn, med mindre det er eksplicit indskrevet, som i kongress-scenarier.**

Jeg ser også en anden tendens der virker forbundet: Bevægelsen imod ekstremt og hardcore spil. Vi bedømmer hinanden på hvor langt ude vi har været i vores oplevelser, vi blærer os med at have spillet de syge spil, at have gjort de vildeste ting. Man er sej hvis man kan klare at spille om incest og voldtægt, hvis man får brudt sine grænser og fucker sig selv op. Det er et af de mange idealer vi har som rollespilskultur, at turde gå over smertegrænsen. Derud hvor der er farligt! Jeg har hørt rollespil beskrevet som “social ekstremsport,” hvilket ret godt opsummerer min pointe. Det er en typisk mandig dyd, at kunne spille med musklerne og være den vildeste.

For mig at se er det klart udtrykt i Jeepens Close to Home princip: Jo tættere på os selv vi spiller, jo vildere er det for os. Rollespillet handler ikke længere om fantasi og kreativitet, men mere om spillerens egne følelser. Bleed er det nye sort, når spillet kan gøre ondt er det bedst. Det er den sammen mentalitet som får off-piste skiløberen til at se ned på dem der bare glider ned ad skibakken i deres eget tempo, hvis ikke du gør det med livet som indsats gør du det ikke rigtigt.

Også Rock’n’Roll rollespillet og genoptagelsen af Oldschool lugter af machismo: Nu sparker vi røv og er crazy sammen. Men for mig virker det sundere end de andre udtryk for machokultur, det er ikke på samme måde funderet i tabu eller gruppepres.

Det er ikke sådan at rollespillet er unikt i denne her sammenhæng, jeg synes at kunne se det flere steder i det generelle samfund. Hele ligestillings-omvæltningen har presset mange mandlige træk ud i margenen, hvor de bliver samlet op og overdrevet. Ikke at jeg skal være reaktionær, det er væsentlig sundere samfund for det, men det har som alting skyggesider. Skyggesider som jeg godt kunne undvære i mit rollespil.

Det er besværligt at skulle bevæge sig rundt mellem tabuer og gruppepres, specielt når vi jo er så frie og åbne i rollespilsmiljøet. Jeg ved ikke om det er et problem for andre end mig selv og om det er noget vi skulle tage at kigge på, men jeg synes det er træls. Jeg er vidst bare en træt blød mand, der har det godt med sin seksualitet og ville ønske at flere andre også var det. Jeg er fantast, men for at udleve den trang bliver jeg gang på gang nødt til at gøre det i en kontekst jeg ikke bryder mig om. Da jeg købte mit første dungeons & dragons boxed set var det for at få lov til at skabe og fortælle, det har ikke ændret sig, men det miljø det foregår i, har. Og ikke kun til det bedre.

* Det er bliver langt mere acceptabelt at gøre i spil med selvskrevne spilpersoner, hvis man har en blandet spilgruppe. For selvfølgelig er det okay at kvinder vil spille mænd. Og hvis hun gør det, så kan jeg også tillade mig at lege kvinde som mandlig spiller.

** De fleste scenarier har kvinderoller med, først som en form for kønskvotiering. Men da man ikke altid er ligeligt fordel på holdene bliver man nødt til at genderbende, så det er blevet acceptabelt at spille en rolle af det andet køn.

Advertisements