Jeg har opdaget en problematik jeg lidt for ofte kommer ud for til liverollespil. Jeg plejer at kalde det en biperson, idet problemet kommer af at man i højere grad fungerer som tilbehør for en anden rolle, end som rolle i sig selv.

Det sker næsten altid i de intrige scenarier hvor arrangørerne har forfattet roller og forhold forud for spillet, at der opstår en rolle i en blindgyde. Her er et par af de symptomer jeg har set, ofte i flok:

1. Rollens primære eksistensberettigelse er som part i en personlig konflikt/intrige med en anden spiller.

2. Rollens forhold til andre spillere er alle baseret via en enkelt anden spiller. (Måske endda den samme som ovenfor.)

3. Rollen er skrevet som en introvert, der ikke aktivt opsøger andre.

4. Rollens motivation/plot kan ikke forløses uden den anden spiller, men det betyder ikke altid at den anden spiller ikke sagtens kan klare sit plot alene eller med andre.

Et klassisk eksempel kunne være doktorens kone. Hun er til scenariet primært som følge af at hendes man har en relativt vigtig position i bunkeren. Hendes plot er at hun er gravid, men ikke tør fortælle sin mand det. Imens har manden travlt med at løse plottet om den muterende virus i soldaterne. Hendes eneste relationer er via manden, hans sygeplejersker, hans kollegers koner.

Der er masser af dejlige roller der faktisk kun er rekvisitter for andre, lederen med sin trophy wife, action girl med hendes stakkels lillebror, sekretæren, væbneren, etc.

Hint: Hvis rollens koncept indeholder en anden rolle, er du nok ude for en biperson.

Det er desværre en meget almindeligt til lives. Mest fordi det ofte er sådan i virkeligheden, en stor procentdel af folk vil være vedhæng på andre. Og en lige så stor del vil være introverte. Så der bliver også skrevet den slags roller i realismens navn. Men det er ikke nødvendigvis godt spildesign, hvis man vil have drama og deltagelse.

Ud over den helt åbenlyse trælshed i at skulle spille andenviolin, er der en række spilødelæggende situationer man kan komme ud i.

For det første er det meget op til den person der spiller ens omdrejningspunkt, hvis de ikke gør det optimalt er det alt for let at blive koblet af. Det bliver tit forstærket af at man skriver bipersonerne som vedhæng til centrale karakterer, som kommer til at have meget travlt med resten af spillet omkring dem. Det er ikke alle spillere der er lige gode til at sende spil videre. Faktisk har jeg set alt for mange alfa-spillere der har negligeret deres bipersoner med egoistisk spil. De har ikke tid til at spille på forholdet til en, og hvis man skal forestille (eller selv er) introvert kan det være meget grænseoverskridende at tvinge konfrontationen eller følelsesspillet på plads.

De tomme blikke i bipersonernes øjne er også dræbende for andres rollespil, de sidder i sofaerne og trækker stemningen ned. Det fører hurtigt til bong eller upassende offgameri.

Derudover er det tit svært at gribe fat i andet spil der foregår omkring en, når man ikke har en oplagt indgangsvinkel eller klar position i forhold til det. Igen er den indadvendte side et handicap. Selvom man måske er skrevet som en virkelig spændende person, er det de færreste der aktivt opsøger andre spillere alene for at høre mere om dem.

Jeg kender massere af spillere der sagtens kan deltage i rollespil på de præmisser og få en god oplevelse, men det er bare sjældent man bliver spurgt inden man bliver dumpet ind i den slags. Arrangørerne har lavet en rigtig spændende person, der passer fint i settingen. Men bare ikke en god spilperson for alle.

Det bliver ofte værre af arrangører der typecaster spillerne, det er alt for let at give den slags roller til en person der er stille i forvejen. Man har ikke en chance for at vise at man kan andet hvis folk bliver ved. Folk skal kunne deltage så meget i spillet som de har lyst og evner til, det er diskriminerende og minder om de problemer der plager kvinderollen. Jeg har ofte set begge problemer i samme rolle.

Jeg kunne godt tænke mig at se arrangører der kigger mere kritisk på den enkelte rolles deltagelsesmuligheder og lige checker om det holder i retten. Hvis man skal have denne slags personer til stede, så sørg i det mindste for at de har alternative beskæftigelsesmuligheder undervejs og uafhængige plots. Man skal være ekstra påpasselig med introverte spilpersoner og sørge for at spillet kommer til dem.

Sørg for at der ikke er personlige plots der kun går den ene vej, de er altid farlige. Alle plots kan blive tabt på gulvet, prøv at være lidt proaktiv. Det værste jeg har set er når en spiller er nødt til at melde afbud og man så står som biperson uden kobling overhovedet. Enten får man læsset hovedpersonens alt for overvældende plot i hovedet eller også får man en halvhjertet ny kontakt der allerede har travlt.

Og hvad med at lave lidt omvendt typecasting? Jeg kunne forestille mig at en alfaspiller i en introvert rolle ville skabe mere balance i spillet, end hvis man sætter ham midt i rampelyset. Men så kan man selvfølgelig ikke få deres dyrebare respekt og rockstar-kærlighed.

Skriv bedre roller!

Advertisements