This is the first of three posts on the game, an external review in danish, next up is my internal review in english and finally the story of the game as I experienced it, again in english.

– Et live fra spejlverdenen kaldet Norge

Efter knudepunkt havde jeg besluttet at tage ud i verden for at spille rollespil. Monicas evindelige evangelisering af Mad About The Boy pegede imod Norge, selvom emnerne de leger med er tunge.

Oplægget, som man kan læse mere om på hjemmesiden er en fortælling om sex, kærlighed, venskab og dødsangst i skyggen af 80’ernes pludselige og grusomme AIDS-epidemi.

Vi spillede tre fortløbende 4th of July fester, 1982, ’83 og ’84 i to grupper af venner og elskere, henholdsvis Saratoga Pagten, en tæt kreds af canceroverlevere og deres partnere og Mr. T’s gæster, en udvalgt gruppe fra New Yorks bøssemiljø. Hver af de tre dage havde sin helt egen unikke stemning ud fra temaerne, der gav farve til de individuelle oplevelser og historier undervejs. Første år var den konsekvensløse fest og kærlighed fra den seksuelle frigørelse. Alle var glade og på jagt efter nogen at elske. Senere blev det mørkere, efter vi opdagede grusomhederne igennem spillets metateknikker.

Der var en hel del forskellig teknik undervejs, fra det meget uskyldige i at give fjer som invitation til sex- eller blackbox-scener, over den meget explicitte sex-simulation, til den fuldstændigt uretfærdige og sønderknusende udvælgelse af ofrene for sygdommen.

Spilpersonerne var korte og meget relationsbaserede, jeg indrømmer blankt at jeg var ræd for at have fået en rolle i en social blindgyde, men det blev sat fuldt og helt til skamme af alle mine medspillere. Venskaberne og kærligheden virkede ægte og troværdige, hver rolle var unik og genkendeligt portræteret.

Som sagt var første del meget fokuseret på kærligheden og den fri sex, hvem har knaldet med hvem og hvem er blevet såret af det. Drama der er lige til at gå ombord i. Samtidig var der en række fælles aktiviteter der virkelig satte tonen for de to selskaber og deres interne toner. Trommecirkel blandt de spirituelle mænd på en klippe over havet og massagecirkel i fællesrummet overfor gay-lympics og fabulous drag-show. Spillet fortsatte over natten og vi vågnede ingame til en fantastisk american breakfast fuld af ingame sladder og skamfulde ansigter.

Og så kom mørket.

De to arrangører delte sedler og kuglepenne ud, mens de udførte en dialog mellem to dødsengle og fortalte at vi skulle lægge mellem nul og fem sedler i hatten, alt efter hvor promiskuøse og seksuelt aktive vores spilpersoner havde været i året mellem denne og sidste 4. juli.
Det hele var lidt surrealistisk og i det sære mellemrum mellem at spille sin rolle og være gået offgame. Eirik, en af spillerne begyndte at trække navne op af hatten, hvorefter den nævnte rejste sig i stilheden.
Og han blev ved med at trække navne.
Hver eneste trækning var et grumsomt øjeblik hvor man håbede at det ikke var en af ens egne nære, lettelse ved at det var en af de andre, fulgt af indsigten at man lige havde ønsket en fremmeds død for at holde sine egne i live!

De elleve kaldte, rejste sig og gik ud, mens vi andre overlevende sad og tænkte over hvad der ville ske med karakteren over det næste år. Vi kom ud til en smuk begravelsesceremoni hvor to af de udvalgte blev båret ned, lagt under sort klæde og vi tog afsked med dem til ordene fra Star Spangled Banner.

Jeg var sønderknust, der var ikke nogen nære roller der var blevet kaldt ud eller dræbt. Men hele situationen var bare så fucked up tilfældig, grusom og værdig.

Efter en alt for kort pause til at komme os oven på chocket og tårerne gik vi igang med workshopindholdet, der handlede om at fremskrive rollerne et år til næste spilperiode. Hvordan havde spillet ændret retning? Hvad ville vi gerne se mere af? Hvilke konflikter var der til næste akt? Und so weiter. Det var hårdt og tætpakket.

Vi var vidst allesammen fysisk og følelsesmæssigt kvæstede da vi skulle igang med at spille akt to og gennemblødte af en pludselig, intens tordenbyge. Temaet var denne gang frygt og paranoia over den nye sygdom, hvordan smitter det? Hvem spreder den? Er vi sikre med alle de bøsser fra naboejendommen til vores barbeque?

Det hele eksploderede i drama, gråd og slåskampe i løbet af natten. Forhold gik i stykker til højre og venstre og alle råbte ad hinanden. Hhv. homo- og heterofobien fik frit løb og der blev en grim ‘os mod dem’ stemning.

Næste morgen havde et grimt lys, folk lukkede sig om deres borde og turde ikke se hinanden i øjnene. Men døden er uundgåelig og ligeglad med hvem man gemmer sig for. Tretten navne blev kaldt ud, inklusive mit og Beatrice min elskerinde. Det var nok det værste øjeblik nogensinde, ikke så meget at jeg selv blev kaldt op, men at en jeg elskede, og havde et uforløst forhold til, måske skulle dø.

Vi tretten udvalgte gik ud i stilheld og op imod blackboxen, der var spredt gråd og de der var så (u)heldige at have deres nære med sig knugede sig sammen. Vi fik at vide at inde i blackboxen var fem kister, hvis vores navn var skrevet på puden skulle vi lægge os ned i den ellers skulle vi gå ud. Det var grimt at se mit navn på puden, men jeg nåede slet ikke at tænke over det før jeg opdagede at Beatrice skulle lægge sig ved siden af. Det var noget af det klammeste, at ligge der i stilheden og vente. Vente på at arrangørerne kom med lågene der, hvis de blev lagt på ens kiste, betød døden. Jeg tror mit hjerte stoppede da de løftede låget over Beatrice, men det gik videre til en anden. Vi tre der ikke fik låg på, var i den situation at vi havde fået en hiv-positiv diagnose.

Vi bar de to døde ned til terassen i den stille sommermorgen, en efter en, dækkede dem med sort klæde og havde den smukke begravelsesceremoni igen. Jeg kan ikke huske så meget, for jeg var ret meget inde i mit eget hoved og havde ikke rigtig spillet med de to afdøde, men jeg havde rystet og grædt lige siden vores navne blev kaldt.

Denne gang var der lidt bedre debriefing og system på at få følelserne rettet tilbage imod spillet. Det var noget af en opgave at finde ud af det mellemliggende år og hvordan diagnosen ændrede tingene. Det var overraskende let at finde Sterlings retning, Beatrice var også ligetil, men stakkels Elin, der spillede min kone, havde rigtig svært ved at finde ud af hvor hun var på vej henad. Vi havde alle en grim følelse af at dagen før havde været spillets dramatiske klimaks, med konflikter og brud, hvad så nu? Hvad så nu hvor vi sidder med en langsom dødsdom?

Der var ikke rigtig tid nok til at snakke i de små og de store grupper. Spillet kom igang uden nogen rigtig vidste hvilken vej det ville tage. Det startede med en mindehøjtidelighed for de to der var døde i det mellemliggende år og et par ord fra forskellige grupper om sygdommen og en utroligt bevægende tale fra et desperat kongressmedlem. Med den sobre start gik spillet igang, der var mange små og store scener. Fordi situationen var så grusom, havde alle et behov for at være gode ved hinanden. Jeg har aldrig oplevet at kunne spille en hel dag uden konflikter eller drama, uden at kede mig. Det var en smuk og unik oplevelse. Meget intens, meget meningsfuld. Min egen historie fik en værdig afslutning, bittersød og fuld af symbolik med Elton Johns I’m Still Standing.

Den sidste morgens dødslotteri var hårdt og direkte, fem døde. Alle blev ramt af tragedien, det var grimt. Spillet sluttede der, vi havde en kort krammeleg og en alt for kort debriefing/deroleing. Derefter igang med oprydning og pakning inden vi kunne tage tilbage til Oslo. Det gik ret effektivt, Monica og jeg var med det første tog ind til byen, hvor vi sad i solen og snakkede indtil vores vært kom hjem. Erlend havde ikke været med til spillet og det var godt at fortælle om oplevelsen til en udeforstående.

Om aftenen var der efterfest på en swingerklub, det var en sær oplevelse at snakke sit eget sprog igen og høre folk tale andet end engelsk. Der var ikke rigtig tid til at snakke i dybden, men det var godt at få festet med medspillerne. Vi endte med efterfest hjemme hos Hanne, en af arrangørerne. Fester i Norge er spøjse, specielt når man har været sådan en tur igennem.

Det var en helt afsindigt intens oplevelse, jeg har været ramt af post-larp og fucked up længere end noget andet scenarie, selv om jeg er blevet meget bedre til at håndtere den slags. Det er klart en af mine top oplevelser, jeg har fået en fornyet respekt for hvad man kan kommunikere med rollespil og hvor stort et spektrum af følelser og handlinger man kan sætte fri. Scenariet var ikke perfekt sat op, men tæt på og de små ting der var, tog den yderst kompetente spillerskare sig af. Jeg har fået spillet med en masse fantastiske mennesker og set at rollespil sagtens kan lade sig gøre ud over grænser, fysiske og mentale.

Det var for mig et smukt eksempel på at køn er noget man kan lege med. Ud over det åbenlyse med at spille en anden seksuel orientering var der også gode eksempler på kvinder der spillede mænd og endda kvinder der spillede mænd der klædte sig ud i dametøj! Det var ikke på noget tidspunkt et problem at holde rede på rollernes køn.

Vi kan rigtig meget med denne her hobby, hvis vi tør tro på det. Dette scenarie var endnu er glimrende eksempel på mulighederne og hvor sindssygt intenst det kan være. Sørg for at få prøvet rollespil uden for vores lille danske miljø og få noget perspektiv på. De bedste og mest intense ting sker når vi tager ud af tryghedssfæren.

Reklamer