Jeg er igang med at lytte min backlog af P1 podcasts igennem og er nået til Agenda fra d. 10/10. Her snakker de om en tendens i tiden til at søge autenticiteten i kunst og samfund. Hvilket fik mig til at overveje rollespil i den kontekst, da jeg stadig har det svært med at se vores hobby som kunst.

Lidt baggrund om autencitet, der har de sidste mange hundrede år været en søgen tilbage imod det urtidige og oprindelige som en kvalitet i sig selv. Der kan både være tale om at søge imod fortidens tilstande, men også en parallel søgning ud i det kontemporære efter noget der eksisterer i harmoni på sine egne vilkår. Det mere ægte og naturlige gives højere værdi, men afbrudt af perioder hvor det nye, moderne og menneskeskabte lige pludselig igen tager føringen. Frem og tilbage. I arkitektur og kunst er det specielt tydeligt for mig. Det er interessant at se hvordan vi nærmest automatisk søger tilbage når det nyeste ikke længere er nyt, at det bedste middel imod det modernes onder automatisk bliver fortidens simplicitet. Men nok om det, vi er igen i en periode med ægthed og autenticitet i fokus. Det er tydeligt når man ser programmer som Bonderøven og ser hipsterne sidde på bodegaer og hører meningsdannernes mistro overfor spindoktorer og glittede politikere i valgkampen.

Men tilbage til rollespillet. Hvor ser vi denne tendens i det vi vælger at lave og deltage i? Der er et par interessante steder det dukker op på min radar:

For det første har vi Jeepen, med deres close to home imperativ: Vi skal spille det velkendte og hverdagsagtige, væk med det kunstige setup og eventyrlige. Den virkelige verden er mere autentisk end settings.

På samme måde er jagten på bleed måske også et udtryk for denne søgen, her er den blot efter autentiske oplevelser, følelser der er så reelle at der ikke længere er forskel på rolle og spiller. Der er flere scenarier som er skrevet til at blive spillet uden roller, hvor forfatteren anser det for mere rigtigt spil hvis spillerne blot er sig selv. Eller de workshop øvelser hvor man skal tage et personligt trauma fra ens baggrund og gøre det til del af rollen. Spilleren er mere autentisk end rollen.

Hjemme om middagsbordet, til de mange kampagner rundt omkring er der fra USA kommet en genoplivning af det helt oprindelige Dungeons & Dragons. Old school revival er en tilbagevenden til de dungeoncrawls vi foretog os som bumsede teenagere, det helt oprindelige uforfalskede rollespil. Dungeons er mere autentisk end drama.

Ude i liverollespillet prøver TRoA at genoplive deres serie af sommerscenarier i warhammer-byen Khypris, med en prequel til de fire scenarier der blev spillet i somrene 2002-05. Efter fiaskoen med det eksperimenterende sommerscenarie Udskud vender de imod det der har virket før.
Klassisk fantasy er mere autentisk end avantgarde.

Det er spøjst at kigge på, spørgsmålet er så om rollespil i sig selv er autentisk nok for os?

Reklamer