Det er altid interessant at se hvordan teknologisk udvikling påvirker medier, også vores elskede rollespilsmedie. Lige nu er det herligt at se hvordan der er sprunget en række arrangementer op som følge af innovationen inden for bevæbning. Jeg taler selvfølgelig om den bølge af Nerf-guns der er væltet ind over landet.

Selv jeg har fået sådan en, da min sambo indså at han fik mere sjov ud af sin egen våbensamling hvis jeg kunne skyde tilbage.

Liverollespil på kampagnebasis har næsten altid indeholdt kamp som et centralt element, i mange år har vi været nødt til at nøjes med papsværd eller symbolske skydevåben og råben bang. Det har gjort fantasy til den fremherskende genre inden for kamp og kage live, det er nemmest og mest realistisk på den måde.

Men nu har vi et alternativ der giver mulighed for at lege ting med skydevåben som den primære kampform, det er jo dejligt for alle de genrer der har måttet gemme sig i skyggerne.

Jeg tror det første var at nogen importerede det amerikanske spilkoncept Humans versus Zombies til landet, samt gav det et ekstra lag roller og kostumer. Det lød til at have været en festlig omgang i foråret, men desværre kun et enkelt arrangement.

I Aalborg har TRoA kastet sig ud i en post-apokalyptisk test-kampagne de kalder Krater. Det er klassisk kampagnelive med skills og papsværdog med nerfguns. Det kan vi godt lide.

Og så har nogen friske knægte ude i Silkeborg kastet sig ud i Factory 33, der ligner noget gritty cyberpunk-agtigt spil. Det er en kampagne med begrænset løbetid og en interessant kontrafaktisk baggrundhistorie. De har også opdelt spillet i to områder, en til rollespillet og en til at løbe rundt og slås på eventyr.

Pålidelige kilder siger også at Østerskov Efterskole er blevet ramt af den slags væbnede konflikter.

Jeg synes det er rart at se hvordan legetøj kan give mulighed for at vi ikke bare skal nøjes med vampire og fantasy i kampagnespillet. Hurra!

Advertisements