Så kom vi igang med at spille Don’t Rest Your Head. Det var en hyggelig opstart med kage og karakterbygning, samt en kvik start på spillet. Jeg havde tre af mine fire spillere, den sidste får lov til at støde til næste gang hvis han kan komme med dér. Men for at jeg kan huske det til næste gang, så skete det følgende:

Revisoren Britt er utroligt kedelig. Hun er så kedelig at hun har siddet oppe og set kattevideoer på youtube de sidste mange nætter og holdt søvnen bort med rigeligt cola.

Det er alt sammen ganske hyggeligt indtil katten i videoen “Funny Cat Stuck In Jar” begynder at tale til hende, først sarkastisk om hendes opførsel og tilstand, for til sidst at advare om at lygtemændene er på vej efter hende.

Hun når med nød og næppe at flygte ned ad bagtrappen da deres lys bryder ind i hendes lejlighed, men kommer til at løbe for langt ned og ender med at komme ud af en helt anden opgang et helt andet sted. Hun går ud på gaden for at finde ud af hvor hun er…

Maja har spilpersonen Britt, der er et ensomt menneske der håber på at finde en kæreste en gang, for hun har læst på internettet at så bliver man lykkelig. Hun er bange for at folk skal lære noget om hende og derved få magt over hende.

Til gengæld er hun så grå og kedelig at hun kan gå i et med tapetet næsten alle steder. Britt kan desuden noget med perspektiv og proportioner, når det går vildt for sig kan hun få hvad som helst til at vokse eller skrumpe.

Pædagogen Karen skulle have været en super-mor, hun har jo masser af erfaring med børn. Men det hele er blevet lidt for meget efter fødselen og hun ligger søvnløs hver nat for at høre efter om guldklumpen trækker vejret.

Efter et cafébesøg opdager hun at hun har fået den forkerte barnevogn med et forkerte barn med sig. Barnet trækker vejret utroligt tungt og snart er det overdøvende åndedræt alt hun kan høre.

Hun vender tilbage til caféen for at bytte tilbage, men der er ikke noget barn, kun en sort skikkelse der trykker hende på næsen og efterlader et sort mærke. Barnevognen hun er gået afsted med har heller ikke længere et barn i sig, kun sort pløre.

En hel flok af de sorte skikkelser dukker op og begynder at jage hende igennem gader og baggårde. Hun prøver at ringe til sin mand Søren, men telefonen forbinder kun til det tunge åndedræt. Hun smadrer telefonen i frustration og den viser sig at være fuld af de sorte klistrede stads. Hun forsøger at finde ud af mere om den sorte tjære, men det sortner for hende og hun ender med at rive et hul igennem til et helt, helt andet sted…

Anna spiller Karen, der er ret neurotisk og passiv-aggresiv omkring alting. Hun udstråler overskud og supermor men er i virkeligheden træt af at manden ikke også har problemer og besvær. Forhåbentlig lærer hun at være ærlig om sine følelser og udtrykke dem ordentligt.
Hun har et falkeblik af at holde øje med børnene på legepladsen og meget følsomme hænder der kan mærke hvordan alting har været brugt før, nogengange så kan de også bruge tingen som den har været brugt før. Eller endda som den burde være brugt.

Imens er Lean-konsulenten Jesper kommet til at sparke en rocker i S-Toget, med sit rastløse ben, der har holdt ham vågen i flere dage nu. Rockeren er ikke særlig medgørlig og opfører sig sært.

Jesper bliver jagtet igennem toget, men for distraheret den vrede biker længe nok til at slippe ud på en ukendt station. Han kan ikke se hvor han er, køreplanerne er sære og stationsuret har tretten timer.

Han forsøger at få hjælp fra føreren af et stoppende tog og en pendler, men ingen af dem giver nogen form for mening for ham,
så Jesper følger efter en pendler ombord på et andet tog, der fører ham til Pipkvarteret…

Tobias spille Jesper, der også er et overskudsmenneske, men utroligt bange for ting der ikke kan måles og dårlig til at forstå nuancer. Han trænger til at slippe kontrollen og lade sig flyde med strømmen.

Det han så kan, er at vinde enhver diskussion og han har en “To Do-liste” i lommen der er overnaturligt god til at lade ting stå til. Så snart han skriver noget på listen, så rører det sig ikke igen. Nogensinde.

 

Jeg vil så til næste gang bygge videre på med idéer til hvor de er på vej hen ad. Jeg har lidt løse idéer, men egentlig valgte jeg bare hvad der gav tematisk mening og skabte den bedste stemning for spillet. Det blev dejligt creepy og surrealistisk.

Mekanikken er nem at holde styr på, det er lige at finde ud af hvor ofte der skal rulles. Vores danske reflekser siger så sjældent som muligt, men det er jo et indie-spil, så en god del af rammen er i mekanikkens konsekvenser. Det må vi finde ud af.

Jeg ved ikke hvor mange spilgange vi kommer til at spille denne her historie, men det er dejligt at være igang igen. Indtil videre er Don’t Rest Your Head præcis som jeg håbede at det ville være. Nu er det bare spændende at se på den lange bane!

Advertisements