You are currently browsing the monthly archive for februar 2017.

 

Troels ærgrer sig over at han ikke føler så højlydt som de andre rollespillere og det har gjort ham nervøs og ked af det. Som mand opdraget i patriarkatets følelsesforstumpede maskulinitet har jeg også svært ved at åbne op for følelserne. Men rollespil er netop det rum hvor jeg har fået mulighed for at tilbagekæmpe mig retten til at have de store følelser og vi anerkender hinanden for at kunne udtrykke os emotionelt og sårbart.

 

Jeg vil tillade mig at regne mig som Nordic Larp veteran, jeg har følt de store følelser, tudet som pisket og været ødelagt i ugevis efter et scenarie. Jeg er et af de onde mennesker der taler om mine vilde oplevelser. Så jeg føler mig personligt ramt af Troels’ indlæg. Men jeg forstår også udmærket hvor det kommer fra. Her på mine gamle dage skal der meget til at få mig ud på overdrevet og det er ikke lige grænsejagten jeg spiller for. Så jeg ender også tit med at sidde med yngre eller mindre blaserte deltagere, der er helt i hegnet over noget jeg synes var relativt trivielt.

 

Men at ville ændre en kultur for at retfærdiggøre egen oplevelse uden for dens normer af den slår mig som en kamp imod vindmøller. Jeg kan ikke være  andet end enig med Troels’ endemål om større inklusivitet og bredere repræsentation af oplevelser, men at kræve at andre skal stå for det, virker på mig som pegesnakkeri. Min tilgang har altid været gør-det-selv-orienteret og hvis tingene skal forandres ud over mig selv, så sker det gennem at være et eksempel i ord og handling, frem for at kræve at andre ændre tingene.

 

Og i sidste ende ser jeg hellere en kultur hvor vi presser på for at gøre følsomhed og følelsesfuldhed normativt, end jeg arbejder på at legitimere knudemandstavshed. Jeg har selv fået uendeligt meget glæde af at få positiv feedback på at føle ting der absolut ikke er godsete i det store grimme patriarkale hegemoni og jeg synes rent feministisk-ideologisk at det er et vigtigt og unikt aspekt ved rollespillet at vi har skabt det rum. Men ikke alle rum er lige velkommende for alle, uanset hvad vi laver i dem og hvor meget i elsker dem. Derfor synes jeg at det er vigtigt at lære at deltage med ens egne værdier i centrum, måske uden om normen hvis man ikke ønsker eller evner at opfylde den.

 

En ting der gør at rollespil er en særlig god ramme for det er at rollespil ikke er kompetitivt. En stor andel af fritidsinteresser er centrerede omkring et konkurrencelement. Enten direkte imod andre udøvere eller bredere om at være mest talentfuld i en særlig evne. Rollespil hører til i en anden ende af fritidsinteresser, dem der handler om den individuelle oplevelse (uden at nævne ting som krigslive og særligt fesne vampire-kampagner). Hvad skulle vi konkurrer med hinanden på i rollespil, som ikke er sekundært til selve spillet? Det er derfor i mine øjn meningsløst at forsøge at måle sig op imod andre i rollespil.

 

Rollespil er sådan en vidunderlig postmoderne blanding af individuelt og kollektivt. Kollektivt fordi vi spiller med hinanden og den fælles forståelse er basis for hvor langt vi kan nå sammen. Og individuelt fordi jeg ikke kan læne mig op ad andet end mig selv og mine evner i spillet, det er hvad jeg kan tilbyde de andre og det der begrænser hvad jeg kan få ud af spillet. En af de første seriøse tanker om rollespil, tænkt indefra, er netop teorien om Creative Agenda. Altså hvad det er vi får ud af spillet. At det kan være mange forskellige ting der gør det godt for os og at man ikke kan målet på bare en enkelt faktor.

 

Det er svært at få fred med rollespil (og hvordan andre reagerer i og på det) før man er kommet over ens med ens egne ønsker og behov for spillet. Hvis man tror at det hele sker på en enkelt akse fra nul til hundrede procent bliver man skuffet. Det er bedre at grave sig ned i det der virker for en selv, finde frem til de elementer man holder af og undersøge hvordan man får mest ud af dem. De store postlarp følelser er måske det mest tydelige lige for tiden, i gamle dage var det warstories fra ens adventuring party, men ingen af dem er det eneste der kan være fedt ved spillet. Der er tusind andre ting der kan gøre en tilfreds og stolt, og som måske ikke kommer til udtryk på så påtrængende vis.

 

Så grib i egen barm og find det der gør dig glad ved spillet. Lad være med at se på hvad de andre lader til at reagere på eller hvad der fylder mest på facebook. I mit tilfælde er det f.eks. at se andre få glæde af at jeg udtrykker følelser der gør mig glad, mere end det at oplevele følelserne selv. Eller at mærke hvordan jeg aktivt styrer en historie i spillet uden at bryde følelsen af spontanitet og improvisation. Det bedste middel imod usikkerheden fra andres opførsel er at lægge fokus på det der er vigtigt for en selv. Og være stolt af de ting man gerne vil være stolt af, tale om dem selv og finde andre der er interesserede i at tale om de ting man selv får værdi ud af eller forsøger at blive bedre til, udforske dybere eller bare kan lide at gøre.

 

Jeg vil også  vildt gerne have at vi bliver bedre til at tale mere specifikt om de ting der var fede i rollespil, frem for bare at tale om hvor meget vi følte og / eller var i stykker bagefter. Men det er ikke noget vi skal sætte ind overfor ved at lave disclaimers på workshops. Det er noget vi individuelt er med til at bygge ind i kulturen ved at gøre det til samtaleemner og ting der kan diskuteres frit, uden frygt for at andre bliver kede af at vi fylder for meget. Så tal højt og stolt om det du fik ud af spillet og lad os andre rulle rundt på gulvet i pøle af følelser, det går kun ud over dig hvis du lader det.

Reklamer
This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Blog Stats

  • 20,780 hits