Jeg var et smut forbi Faraos Cigarer og samle et par pamfletter op fra rollespil jeg gerne vil finde ud af lidt mere om. Jeg samlede tre op, Kids on Bikes, The Witcher TRPG og Dungeon Crawl Classics. Det er sjovt at se hvor forskelligt de går til opgaven.

Kids On Bikes: The House on Poplar Court

Et pænt lille hæfte med et omslag der ligner en pulp tegneserie, men indeholder et langt scenarie / mini-kampagne, med nok genreklichéer til at fylde et par Dennis Jürgensen bøger. Desværre formår den både at være lagt på jernbaneskinner og for løst beskrevet til at jeg får greb om hvordan det skal foregå. Og slutningen er taget ud af de værste Fastaval scenariers surprise twist endings, så man ikke kan bruge det som springbræt til en kampagne i selve spillet, men i stedet lægger op til et kommende produkt. Selve reglerne skal man downloade separat fra deres hjemmeside, så jeg kan ikke sige så meget om hvordan spillet skal forløbe. Det var en lidt skuffende oplevelse i forhold til hvad jeg havde håbet.

The Witcher: Easy Mode

Her har vi et klassisk introhæfte. Der er introduktion af setting (massivt infodump af en verden bygget over en lang serie bøger og computerspil), indkogt regelsæt, pregen karakterer og et lille scenarie man kan prøve det hele af i. Det ser ud til at være et ret ordinært system, med et par krøller fra computerspillet ind over. Scenariet er næsten kun et par encounters, men er meget åbent, med beskrivelser alt efter spillernes tilgang til problemløsning. Det virker som om man har en fin chance for at prøve det hele af og have springbræt til en kampagne. Mit største spørgsmål er om spillet håndterer Witchers bedre end andre rollespil håndterer Jedis i et party.

Dungeon Crawl Classics: Quick Start Rules & Intro Adventure

En 48 siders moppedreng sprængfuld af regler, tabeller og særprægede illustrationer. I stedet for at have pregen karakterer, er reglerne for at lave 0-level karakterer inkluderet. Der er også reglerne til hvis nogen skulle overleve til 1. eller endda 2. level. Det minder så fint om de gamle rollespil som DCC gerne vil genoplive. Der er også et andet fint træk, der er at nogle af de mange spøjse tabeller ikke er komplette, de er skåret af der hvor man ikke kan komme til at rulle højere på de niveauer der er med i intro hæftet. Der er også to scenarier / dungeons man kan kaste sig ud i, begge to ganske underholdende eksempler på hvad spillet byder på.

Det har været sjovt at se hvor forskelligt forfatterne er gået til opgaven om at levere en gratis smagsprøve på deres spil. Kids On Bikes hæftet gav mig slet ikke lyst til at vide mere om spillet, når deres bedste idé til et scenarie er så… corny. The Witcher har lavet et helt ordinært introhæfte til et ordinært spil, det kan jeg sagtens se nogen komme igang med. Jeg er bare selv for gammel til den tyngde af spil. DCC er på en måde tungere, men også meget mere livligt. Hæftet er utroligt generøst, der er nok til at komme godt igang og spille et par aftener, før man løber tør for enten spilpersoner eller dungeons. Jeg er normalt ikke så meget for hele oldschool revival tingen, men DCC er så over the top at jeg får stor lyst til at se det folde sig ud.