Jeg har fået en del leverancer fra Kickstarter på det sidste, fordi jeg er en kæmpe nørd. En af dem samlede jeg op på vejen til rollespil. Det viste sig at være heldigt, for Troels afsluttede vores Shadowrun-Med-Blades-in-the-Dark-Regler-kampagne den aften og jeg smed mit nye spil på bordet som forslag til næste spil. 

Så nu har vi kastet os ud i Forbidden Lands, det skal nok blive godt. Jeg fik lidt travlt med at nå at læse regler og gøre klar til første spilgang på de 14 dage mellem vi spiller, men det er heldigvis et Year Zero Engine spil, så det er ikke en uoverkommelig opgave. 

Jeg byggede også en lille starter dungeon, for dem der er med i bøgerne føles lidt for meget som reklame for deres købekampagne og jeg ville hellere starte lidt simplere. Og fordi der er nogen virkelig hyggelige random table generators man kan bruge til at lave locations med. Og jeg knuselsker den leg.

En anden lille ting er at jeg generelt prøver at oversætte så meget som muligt af sproget vi taler om bordet til dansk. Spillet er lavet til både svensk og engelsk, så det er ret ligetil at finde på de danske navne på ting i fiktionen. 

Sidste gang byggede vi spilpersoner og tog de første skridt ind i dungeonen, det var meget stille og roligt, denne her gang færdiggjorde vi udforskningen og rejste en tur til den nærmeste landsby. Det fleste af oplevelserne har jeg rullet frem fra tabellerne og så bøjet til at passe ind i de temaer som spillerne har givet mig i deres spilpersoners baggrundshistorier og mørke hemmeligheder. Jeg har altid været mest kreativ når jeg skal passe ting sammen, frem for bare at finde på dem. 

Jeg havde rullet to random encounters på forhånd, spillederbogen indeholder nogen rigtig fede, ret specifikke random encounters på en stor tabel. Jeg havde rullet en til inde i skoven og en til det åbne land uden for den. I skoven var der en overlevende lomme af Blodtågen og ude på sletten ville en hest dukke op. Mødet med hesten passede rigtig fint da jeg forud havde besluttet at landsbyen var fuld af rytterfolk. Og da spillerne så valgte at forsøge at opspore dens ejer fulgte de sporet ind i skoven, hvor det jo så selvfølgelig var Blodtågen der havde spist ham. Og da de så ankom til landsbyen fik de en noget mere varm velkomst blandt rytterfolket end hvad jeg ellers havde tænkt, fordi de valgte at returnere hesten og fortælle hvad de havde set. 

Det er så dejligt når tingene inspirerer hinanden og fletter mening frem. Det er noget af det der giver mig mest glæde som spilleder, både før spillet når jeg bygger plots eller dungeons og undervejs, når spillerne giver mulighed for at skabe stærk sammenhæng. 

Nu vil jeg lave nogle flere dungeons som mine spillere kan vælge imellem og forsøge at flette detaljer ind som kilder de steder de har givet samtykke til at blive kildet. Efter næste gang har jeg nok også nogen tanker om systemet og det mekaniske, men umiddelbart er vi ret positivt indstillet til hvor simpelt, men taktisk det har været. 

Hvad er jeres bedste historie om tilfældigheder der førte til en meningsfuld fortælling?