You are currently browsing the tag archive for the ‘Dansk rollespil’ tag.

Jeg har gået og puslet med et koncept til en live-kampagne /slash/ scenarie-serie, som lige blev genoplivet af Rasmus’ blogindlæg om at pollinere kampagnespil med scenariehalløj.

I grove træk er det en norrønt-farvet urban fantasy leg. Det er spil baseret på relationer, intriger og socialt drama mellem rollerne, samt indlevelse i setting og stemninger.

Sådan setting mæssigt er inspirationerne klart Neverwhere (eller det meste andet) af Neil Gaiman, China Mievilles bøger, Dresden Files, Lovecraft, Changeling: The Dreaming. Ikke de store episke dele, men de beskidte steder hvor det overnaturlige møder vores virkelighed. Konflikterne mellem verdenerne i det små. Det smukke i Neverwhere hvor at når man træder over i det overnaturlige mister man forbindelse til hverdagens verden. Som i Dresden Files hvor mere overnaturlig magt altid betyder mindre frihed.

Det handler til dels om at bygge videre på de positive erfaringer fra vores Vampire kampagne i Århus, der formåede at undvære mange af de uden-oms-sociale problemer fra klasssik kompetitiv whampyre. Det ligger nok også op ad Rage Across Denmark på mange punkter, men forhåbentlig med mindre kult og retfærdiggørelse af dysfunktion.

Men for mig er hovedpointen at jeg vil lave et spil med overnaturlige elementer, uden at vi gentager kiksede amerikanske bordrollespilsmekanikker når fantasien skal strækkes. At vi i stedet benytter os af alt det fede vi selv har lavet igennem Fastaval semilive, Jeep, Blackbox og alt det der inter-nordic progressive larp.

Jeg snakker om metateknikker, abstraktion, scenesætning og aktiv spillederrolle. Jeg snakker om at have ansvar for sit eget spil og turde snakke med de andre om det der foregår i spillet. Det indebærer en setting der er tilpasset til det der er muligt i live og ikke bare er revet ud af siderne i en bog til terninger. Og det inklusive friheden til at fortælle med og finde på for den enkelte spiller. En mulighed for at lege med formen mens man spiller.

Men stadig med fundament i den kropslige indlevelse i tid og sted, som man ikke får andre steder end i liverollespil. Med et setup der fører til stærke interaktioner og udfordrende situationer for spillerne, netop det kaos af muligheder som kun live leverer.

Det bliver skidegodt!

Hvad er det bedste nyere rollespilskoncept du kan forestille dig taget over i et kampagnelive?

Reklamer

Jeg synes selv at jeg formåede at komme godt rundt om årets scenarieudvalg, men det krævede også en solid indsats at få spillet i så mange blokke. Jeg har også inkluderet de to spiltests jeg var med til, da de var ret sent i processen og var seje nok til at jeg ikke behøvede at prøve igen på selve vallen. Generelt var der mange scenarier jeg gerne ville spille i år og det var kun manglen på en tidsmaskine der holdt mig fra at spille mere. Men nok om det, lad mig begynde at ævle om scenarierne. Jeg vil ikke bruge så meget tid på at introducere dem, men i stedet gå til de ting jeg synes er vigtige at sige som kommentar til de dejlige forfattere og andre der synes noget om rollespilsscenarier:

Spiltest: Alice
Det var en stor fornøjelse at være med på en af de sidste af Ninas spiltests af Alice, som jeg forstår det, var det meste på plads ud over de præcise formuleringer i nogen af scenerne.

For mig var det bedste og mest interessante ved scenariet at i min optik er to af spillerne mere spilleder end spillederen selv. Drøm og Virkeligheds roller i scenariet er at sætte scener, beskrive setting og spille bipersoner, mens spillederen står for opvarmning, holder strukturen og spiller Filurkatten undervejs. Ikke for at undervurdere hvor vigtigt det er at spillederen kører en stærk stemning og procedure ind i opvarmningen, men mere at meget af det gefühl der skal til for at gøre spillet levende undervejs ligger i hænderne på to af spillerne. Et interessant og modigt valg. Jeg kan særlig godt lide det som tillidserklæring til spillerne på Fastaval.

Spiltest: Din medieluder
Jeg misunder ikke Marie at stå med et scenarie der både ville være alvorligt og komisk på samme tid, men jeg synes scenariet er stærkt på begge fløje. Det er ikke nemt at sige alvorlige pointer om noget de fleste helst vil lave komik ud af.

I vores spiltest var det en svær balancegang at lave og spille roller der både var komiske, men også havde reelle og ubehagelige problemer. Tror at det her er det tætteste jeg nogensinde kommer på at synes at “krumme tæer”-komik er sjovt. Min rolles slutscene var et af de mest ubehagelige steder jeg har forladt en rolle, men vi grinede også meget undervejs. Jeg glæder mig meget til at læse det endelige resultat.

Mass Effect 2157
Mit første scenarie på årets Fastaval var et konservativt valg, men for hulen det vidste sig at være solidt. Ud over længden (der trak endnu mere ud pga den ceremonielle brandalarm) var alle dele af scenariet gennemarbejdede og virkelig godt sat sammen.

Jeg var særlig glad for hvor meget scenariet lagde sig op af de samme centrale konflikter og etiske valg som det første og andet Mass Effect spil, uden at tabe følelsen af at være sin egen historie. Valget af tid og plot var i mine øjne perfekt til at skabe kontinuitet med det vi kender og stadig være langt nok væk til at man ikke følte sig railroadet.

Rollerne havde en fin blanding af arketypiske og skæve karaktertræk og muligheden for at vælge flere træk til efterhånden som man fik xp gjorde dem ekstra levende. Desuden giver jeg ekstra point for at 3 ud af 7 karakterer var (seje) kvinder, uden at det var noget særligt. Jeg kan også godt lide at den første omgang roller ikke havde en prædefineret holdning til scenariets centrale konflikt.

Jeg var virkelig imponeret over Lady Blackbird hacket som spilmekanik, det var så fedt at bruge. Man fik virkelig god forbindelse mellem karakterne og den måde de løste problemer på. Det var godt gammeldags powergaming spændende at samle og rulle terningerne. Det eneste var at der måske var lidt flere rul end nødvendigt for et Fastaval scenarie, antallet af slag var et af de steder det føltes som om tiden trak ud.

Slutningen var fantastisk actionpacked, med masser af mistillid, pvp shootouts og dramatiske erklæringer. Men bedst af alt, så føltes den helt som om handlingen tog form på spillernes eget  initiativ.

Og til sidst et shoutout til vores spilleder, Martin, der var omtrent lige så solid og skarp som scenariet. Dejligt at se godt gammeldags gm-håndværk ikke er forsvundet i alt det der jeep og close to home.

Manden med barnevognen
Jeg blev lokket med i en fæl gang nepotistisk spilgruppebygning over morgenmaden af kæresten, doktoren og dansk rollespils smukkeste mand. Det blev ikke bedre af at vi også fik kapret os en dødlækker spilleder i tombolaen. Jeg er ret sikker på at det skal være et virkelig dårligt scenarie for at vi fem ikke får spillet godt, men jeg vil tillade mig at antage at Alex også har styr på at skrive og give hende cred for scenariet.

Jeg er ret imponeret over hvor mørkt et sted vi nåede hen på tre timers spil i en dagslysblok. Det var en meget flydende og jam-session-agtig process. Det føltes ganske meget som en drøm, særligt i den måde alting bestod af hverdagsting sat unaturligt sammen og hvordan de to venner skiftede mellem at spille rollerne og Hviskerne. Mest af alt blev jeg slået af hvor få virkemidler scenariet egentlig benyttede sig af og hvor meget effekt de gav. Mit eneste disconnect i spillet var at det først var cirka en trediedel inde at jeg indså at jeg som Lars faktisk spillede en hovedrolle og at jeg gav mere til den samlede oplevelse ved at fokusere på min egen oplevelse frem for at dele spil ud til de to venner. På den anden side havde jeg nok ikke valgt at tage rollen hvis jeg havde vidst det før, så hurra for at give mig en ny og dejlig oplevelse.

Paninaro
Det er måske lidt klammo at anmelde sit eget scenarie, men siden Kristian har stået for mere end 95% af arbejdet er jeg okay med det.

Mest af alt vil jeg bare udtrykke min glæde for at have været med til at få fuldvoksne mænd til at rante om glæderne ved at klippeklistre påklædningsdukker og se nørder give den gas med stoffer, glitter og prætentiøse bortforklaringer af tvivlsomme designvalg. Og så havde jeg selv en utroligt fornøjelse af at spille min indre Tim Gunn ud som spilleder mens jeg kiggede spillerne over skulderen.

En ting som jeg synes det her scenarie har, som jeg ikke har set meget af på Fastavel, er den særlige slags rollespil man spiller imens man foretager sig noget praktisk. Det er mest noget jeg har oplevet i de lange livescenarier hvor man selv skal koge sit eget flæsk. For mig var det den spiltype der trak klippeklistre-delen fra gimmick til virkemiddel. Jeg kunne godt forestille mig at arbejde videre med det.

All For One (And Metal For Me)
Årets overraskelse var klart Klaus’ scenarie. Jeg havde egentlig besluttet mig for at springe den omgang plat macho over, men i stedet hoppede jeg på fra reservekøen for at hjælpe med at få det sidste hold i gang.

Best choice ever! Jeg fik mig en af de der magiske Fastaval spiloplevelser hvor alt det der burde gå galt blev awesome i stedet for: Vi havde et hold hvor kun en enkelt spiller ikke var direkte fra reservekøen, men alle var psyched på at give det en ordentlig skalle. To af spillerne var uerfarne, men viste sig at være den slags nye spillere der trækker os gamle sløve padder op af sumpen og skruer spillet op til 11. Samtidig var alle rigtig gode til at give plads til de andre og lade fokus falde hvor det skulle. Vi tog scenariet fuldt semi-live, det gav rigtig meget energi til spillet at have kropssproget og rock-fysikaliteten med. Og så havde vi en kickass spilleder der grådigt trak spillet ud med flere scener end designet, fordi hun ikke ville vælge nogen fra. Hun var også tydeligvis bandets største fan og hoppede ind og ud af biroller med stor entusiasme.

Jeg kunne fortælle masser af dumme warstories, men jeg prøver at lade være og bare nøjes med at sige at det var et fedt scenarie, med en klar idé i karaktererne og lige præcis nok absurd til at man kunne lave de (ufrivilligt) komiske scener der gjorde at vi grinede som spillere og ikke som spilpersoner.

Narzula City Noir
Det scenarie jeg skuffede mig selv mest med som spiller. Jeg var udspillet og morgenbloksramt, så på trods af at spillederen var Johannes himself og en af spillerne bagmand på Itras by, kom det til at være lidt lavt på energiniveauet.

Settingen er som sædvanligt fra Johs helt fabelagtig og den skæve brug af atypiske historiske referencer og mashup af tidsperioder, som stadig er supergenkendelig og let at fortælle videre på.  Spillet er derudover båret af det store udvalg af sære og unikke spilpersoner man kan trække ind, de. har masser af karakter og Johs fede tegninger sætter godt liv i dem. Den svageste del af scenariet er spilmekanikken med mønterne, den var en fin igangsætter, men mistede pusten undervejs og blev lidt en hæmsko for den frie fortælling til sidst. Jeg kunne måske også godt tænke mig at spilpersonerne havde en lidt skarpere motivation til at komme i vejen for hinanden. Uanset de små skævheder, så endte vi med en herligt sær og low key mytisk historie om næsten døde guder og slugte mønter. Og jeg fik genoplivet en idé til et storygame/fortællescenarie som jeg har haft i lommen et stykke tid.

I Love Ana
En af mine udfordringer til mig selv var at få spillet et Frederik Berg jeep scenarie. Sådan noget fælt close to home halløj.

Det var en langt mere nænsom og tryg oplevelse end forventet, på trods af en noget rodet spilstart. Morten Jaeger var en meget følsom spilleder og førte os igennem scenariets fine, klare process. Det var i det hele taget en god, lyrisk oplevelse at være med. Ikke den store rollespilsudfordring, men meget stemningsfuldt og fokuseret. Vi spillede med fuld disclosure af spillets hemmelige tema, hvilket gav en ret lækker dobbelthed i det hele, hvilket jeg synes var bedre end end den potentielle aha-oplevelse der var alternativet. Jeg synes også scenariet udtrykte temaet på en måde jeg kunne genkende fra min egen ungdom.

Påskefrokosten
Søndag eftermiddag var der det hemmelige livescenarie på vandrerhjemmet, som slet ikke er så elite som folk tror. Det er bare nogen gamle nørder der leger et par timer med god mad, øl, snaps og dårlige roller.

Jeg havde ikke lige overskud til at bygge en fancy rolle, så jeg indlevede mig i mine tømmermænd og spillede fuld idiot. Det var sjovt, men ikke særlig voksent at gå så hårdt til snapsen, men det skal man jo gøre en gang imellem. Det fede var egentlig at underholde de andre med fysisk komik i forhold til at spille ekstra træt og inkompetent udi at spise pænt og være anstændig. Min rolle havde nemlig kun en enkelt replik: “Hold nu kæft.” Det gode vejr trak dog de fleste spillere ud i offgame og sol undervejs, men det var okay. Fik mit bong-rollespil og det var fint.

Svømmelive
Svømmehaller er faktisk også ret sjove når man lige har drukket en masse snaps og bajere. Særligt når svenskere tvinger en til at spille meget avantgarde close to home kærlighedsscenarier med transformers i børnebassinet.

Fastaval 2014 Bonus: Monsterhearts goes to college
En af de ting jeg glædede mig mest til var at spille videre på vores spillederløse Monsterhearts kampagne fra Århus. Når nu vi alle tre var samlet ville det jo være spild ikke at tage fat på det.

Vi startede med at opdatere spillet, da det var længe siden vi havde været igang sidst og vi i øvrigt havde valgt at flytte vores karakterer til college. Det var fint lige at kunne trække spilpersonerne ud af de narrative blindgyder de var på vej i og finde noget nyt at spille på, samt rydde ud i og tilføje nye bipersoner. Og et nyt interessant plot at lege med. Ikke at vi kom så langt, en god del af spillet gik med at sætte liv i vores nye bipersoner og finde ud af vores spilpersoners situation. Men der er linet op til interessante situationer næste gang vi ses! Jeg er altså virkelig imponeret over hvor godt Monsterhearts fungerer uden spilleder, den spilmekaniske dynamik kunne også godt være noget jeg ville bruge til at lave scenarie over.

Fastaval 2014 Bonus Bonus: Microscope laver setting
Det første jeg lavede på Fastaval var at bruge Microscope til at snitte en setting for et spil med Terese og Nis som vi skal have i maj. Det er hård scifi af den gamle skole. Vi brugte ikke Microscope helt som designet, vi spillede ingen scener og holdt et mere overordnet fokus end normalt, men målet var som sagt ikke at spille Microscope så meget som at få startet en setting op til mere regulært rollespil  med Fate Core senere. Vi lavede en ganske fin ramme for menneskets kolonisering af galaksen og de efterfølgende problemer der følger. Nok til at jeg har en masse at bygge på som spilleder. Microscope leverer en fin kombination af skævt specifikke elementer med implicitte setting elementer og tematikker. Der er et rigtig fint interface til aspects i Fate Core. Jeg glæder mig så meget til vores spilweekend i maj.

Det var den smule rollespil jeg fik spillet på årets Fastaval. Jeg fik også brudt min treårige streak: Jeg spillede en rolle der var mand og ikke kvinde eller abstrakt begreb. Kan vi så i øvrigt ikke også få genopsat de scenarier jeg ikke fik spillet op snart? Fordømt ungdom, Mattanza, Hvepsene, Fredløs og sådan? Bare lidt? Nu?

I år havde jeg (igen) valgt at tage det hele lidt mere med ro. Det gik ikke særlig godt. Jeg var sluppet uden om alle arrangørforpligtelser, undtagen en ceremoniel forfatterrolle. I stedet var planen at introducere min dejlige kæreste til det jeg synes er den vigtigste højtid i nørdekalenderen.

 

Men så kom jeg til at spille rollespil i stedet for…

 

Det eskalerede sådan gradvist. Jeg havde pacet mig selv med kun tre forhåndstilmeldinger ud over de ro runs af Paninaro jeg skulle køre. Men så var det jo at der også var chancen for at fortsætte vores gamle Monsterhearts kampagne, når nu vi alle tre var samme sted. Og i øvrigt også en chance for at få spillet Microscope for at lave en setting til noget spil i næste måned…

 

Nå ja, og så var der også de der Fastaval-scenarier jo: Startede blødt med at spille Mass Effect 2157 og få rullet nogen terninger og kæmpet for menneskets plads i galaksens fremtid. Fredag morgen blev jeg lokket med i et nepotistisk run af Manden med barnevognen, en super tæt og ubehagelig start på dagen. At se Paninaro køre fuldstændig fabulous med et hold helt fra reservekøen gav mig pep til selv at trække et nummer til aftenblokken, hvilket gav mig en plads på All For One (And Metal For Me). Lørdag morgen havde jeg massive tømmermænd af al den fiktive Jack D og coke vi indtog undervejs, men det stoppede mig ikke fra at spille Narzula City Noir og være med til at lave en underlig, langsom mytisk fortælling om døende guder i beskidte baggyder. Paninaro kørte igen helt fantastisk godt og den sidste aftenblok fik jeg til at gå med Jeep i form af I Love Ana. Et kort og klart indblik i ekkokamre og hvor nemt det er at overbevise hinanden om hvor meget man elsker Ana. Og så var der også lige Påskefrokosten på vandrerhjemmet søndag eftermiddag. Et par timer med at være fuld og ubehagelig. Hold nu kæft.

 

Den gode nyhed er så at min kæreste fandt rigeligt at lave imens, med rollespil og ansigter hun kendte i forvejen og nye til at lokke hende i fordærv. Det er den der ganske særlige Fastaval indavl der får ens ekskærestes nye kæreste til at drikke ens kæreste fuld, når man selv er forsvundet ind i et scenarie. Hun syntes faktisk endda at banketten var hyggelig at være med til. Det er jo helt forrykt.

 

For mig var det enormt dejligt at opleve en friktionsløs Fastaval fra deltagersiden. Der var ikke nogen steder hvor noget var besværligt eller dramatisk, alting kørte bare afsted med kærlighed og effektivitet. Hvis der har været nogen ting der er gået galt er det gået helt hen over hovedet på mig, det her virker som en Fastaval som alle på arrangørholdet virkelig kan være stolte af at have været med til at lave.

Jeg er så heldig at have fornøjelsen af at tage på Fastaval med en helt frisk hjerne. Den bedre halvdel skal med for første gang og jeg har benyttet mig af den mulighed til at få nogen helt friske øjn på årets foromtaler, så vi alle sammen kan blive lidt klogere på hvad vi rent faktisk siger til deltagerne.

I forhold til bias så er hun sådan en af de der føle-liverollespillere, men har rullet et par terninger ved bordet og spillet et scenarie eller to, men har som sagt ikke leget Fastaval før.

Eksperimentet foregik ved at den unge dame læste årets foromtaler på hjemmesiden og jeg nedskrev de kommentarer der faldt ud af hendes mund undervejs og generelt prøvede ikke at blande mig før efter dommen var faldet over den enkelte foromtale.

Vi snakkede også lidt generelt om foromtalerne, der var et par tendenser hun var kritisk overfor. Meget af det var kvaliteten og længden der trak tænder ud. Hun forklarede at hvis ikke jeg havde tvunget hende til at læse foromtalerne, så havde hun nok nøjedes med at spille de scenarier hun var blevet anbefalet af sine venner:

“Hvorfor er der så meget tekst, og dårlig tekst?”

“Det er lidt trist ikke at det siger så meget, det kan jo sagtens være et rigtig godt scenarie. Men det afhænger af hvor gode forfatterne er til det (at formulere sig klart i foromtalen -red).”  

 

Generelt er summen af foromtaler forvirrende, fordi hver forfatter skriver ud fra sin egen forståelse og der ikke er nogen fælles definitioner af hvad ordene betyder og hvordan et “klassisk” Fastaval scenarie er, men alle er helt klare på hvordan de ikke er som normen.

“Der er meget få af dem der er præcise og hvor jeg ikke er i tvivl om at jeg har forstået dem rigtig. Og efter at have læst de andre er jeg usikker, for der er utroligt mange der er upræcise.”

“De er vidst ikke helt enige hvordan den ensrettede stil er og hvordan de afviger fra den.”

 

Korte stemningsbeskrivelser var et hit, men lange udredninger af setting uden noget om hvordan selve spillet foregår var det mest trælse. I det hele taget var den største mangelvare tryghed i forhold til hvad man som spiller kommer til at foretage sig. Hvad for en slags fortælling man laver.

“Mange beskriver bare baggrundshistorie og setting og så står man der og skal rulle nogen terninger. Der står ikke noget om hvad man skal lave.”

“Og så er der mange hvor man ikke forstår hvad forfatteren vil have at man skal, som spiller. Hvad oplevelsen er.”

 

Og så er der lige en opsang til homage-scenarierne. Det duer ikke at lade som om det også er sjovt for dem der ikke kender kilden når man ikke forklarer den.

“Når et scenarie er bygget over noget og man så siger “man behøves ikke at kende x” og der så ikke står noget om hvad det er. Det hjælper ikke.”

 

En del der fik en del flak var punktet om genre:

“Genren virker fuldstændigt overflødig. Enten har de skrevet det samme i teksten eller også er der ingen sammenhæng: Enten virker den ligegyldigt eller også er den overflødig. Og særligt når halvdelen ikke aner hvad en genre er.”

“Skal de (forfatterne -red.) selv finde på genrerne? Hvad er forskellen på komedie og humor? Det kunne være fint med en liste.”

“Jeg kunne godt tænke mig at genren stod øverst, så jeg kunne bedømme foromtalen ud fra den.”

 

Sproget i foromtalen skal matche stilen og spillet:

“Hvis jeg læser det og ikke smiler, har jeg svært ved at forestille mig at det er komisk.”

 

Og i forhold til bias, så kunne jeg undervejs se at hun læste visse ord meget negativt. “System” er scary og lugter af D&D og at man skal bruge det hele tiden. “Spilmekanik” er meget mindre uhyggeligt, hvis der direkte står hvad det er til for.

Og nu til selve listen med scenarier og de kommentarer de fik med på vejen:

 

30 sølvpenge

“Jeg er ikke helt sikker på hvad en roadmovie er. Jeg antager at man spiller at man er på en tur?”

“Hvem er ham der Jesus Bar Mitzvah?”

 

Alice

“Den har jeg jo prøvet!”

“Det er en meget konkret beskrivelse jo, jeg forstår ikke helt hvorfor der skal være sådan en lang forskrift.”

“Jeg ved ikke hvem Terry Gilliams er.” (Her blev jeg lidt glad, for så kan jeg jo vise hende nogen film – red.)

 

All for one (and metal for me)

“Er der ikke allerede et band der hedder Mantastic?”

“Igen det dér ‘roadmovie’.”

“Jeg fanger slet ikke ud af tonen at det er en kommedie, umiddelbart lyder den bare hyggelig.”

 

De Tre Jesus’er fra Ypsilanti

“Den lyder sjovere end den anden, jeg skal bare lige finde ud af hvorfor det er tragisk.”

“Øj, det bliver svært.”

“Jeg kender Rasmus, så er det lettere at gætte hvad han vil sige.” 

 

Din Medieluder

“Ej, det lyder sjovt. Hvorfor er det ikke en komedie?”

“Jamen, det er jo bare at fylde klichéerne på.”

“Jeg forstår stadig ikke hvorfor det ikke er en komedie, det er jo hylende morsomt.”

 

En fandens historie: I krig gør djævelen plads i helvede

“Hvad faen er en gåstager?”

“Jeg kan godt lide det med at de lige har en stemning til at starte med.”

“Hvad mener de med “når tempoet er højt”? Hvorfor bliver de fortvivlede når tempoet er højt? Er det ikke sådan noget hvor man skal presse sig selv til at spille?”

“Jeg har en ret god idé om hvad den kommer til at handle om, tror jeg.”

“Det lyder som om spillederen har det virkelige svært.”

 

Faye

“‘Spillet er ikke fysisk’ Nå, er de andre spil fysiske?”

“Okay, så du får at vide hvad du skal gøre?” 

“Det er intimt, men man må ikke røre hinanden? Hrmpf.” (Som sagt, hun er føle-liver, bogstaveligt talt.)

“Så det med at man får at vide hvad man skal gøre og så bare sætte ord på det. Det er jeg ikke sikker på at jeg synes er sjovt som rollespiller, når man ikke må bestemme noget.”

 

Fordømt ungdom

“Nå, Lars Andresen og Mette Finderup. Det må være godt det her.”

“8 spillere, det var meget”

“Hvad er indie defineret som?”

“Så man skal være forberedt på bleed.”

“Det er næsten som om, at det om forfatterne har mere om scenariet end resten af teksten. Nååååh! Det er om at se sin gamle flamme, der er 30 kilo tungere.”

“Jeg er ikke sikker på om at det er fordi man skal have den der kiksede oplevelse, eller genopleve det hele. Vi har fået settingen, men ikke det hele.”

 

Fredløs

“Jeg tror jeg har en ret god idé om hvad det handler om, men jeg er ret sikker på at jeg ikke troede det var sådan Simon og Anders skriver.”

“Sådan Dungeons and Dragons uden system og med mere rollespil.”

 

Galaktisk ekko

“Nu har jeg jo aldrig spillet jeep før, så nu ved jeg ikke hvad “jeepy” er, men det er relationship drama.”

“Så det er noget med nogen to personer der… uhm… får en ide?.. om at de er noget særligt. Og så handler det på en eller anden måde om rigtig mange ting.”

“Skal jeg selv iføre mig en rumdragt eller er det bare en relation til scifi?”

“Jeg synes ikke man får meget af idéen om hvor meget man er medskaber her, historien virker ret fastlagt.”

 

Historier fra Bona: Robotten

“Endnu et om robotter. De er glade for robotter på Fastaval, er de.”

“Hvad betyder det når det er i ‘store landskaber’? Okay, så det HAR noget med stemninger at gøre.”

“Jeg tror at hvis jeg skulle være spilleder på denne her så ville jeg være ret meget i tvivl om hvad jeg skulle gøre.”

“Jeg tror jeg har ret godt styr på stemningen. Men jeg forstår stadig ikke hvor vejen skal hen. Det er fordi man gerne vil spille i universet, ikke fordi man vil have noget særligt plot.”

 

I damptripodernes skygge

“Det ser ud som om det er noget steampunk!” 

“Okay, så der er en zeppeliner der flyver over en… Hekla. Så action!”

“Jeg tror jeg har en idé om hvad den handler om: Man skal ud og redde verden.”

“Det lyder meget sjovt, det er mere et spørgsmål om man har lyst til at spille sådan noget traditionelt.”

 

I den dybe mørke mærkelige skov

“Så det er en tour de force gennem en hel masse genrer.” 

“Der er ikke nogen spillertype, så…”

 

I Love Ana

“Nu benytter de sig af den der jeepform som jeg ikke helt forstår, men jeg tror godt jeg ved hvad det handler om.”

“At man som spilleder skal sidde og gnide sig i hænderne ‘Jeg elsker når i græder, jeg elsker når i græder.’”

“[Frederik] er alle scenarierne.”

 

I Say a Little Prayer

“Okay, så det er Just A Little Lovin’ i miniformat. Jeg vil rigtig gerne vide hvor tæt på den er. Hvor meget nyt er der? Er der noget andet?”

 

Juiceacademy

“Humor, ja det kan jeg godt forestille mig at det der.” 

“Okay, jeg tror jeg har en idé om hvordan den kører. Du skal spille juicebrik. (Lokal slang for “douchebag” -red.)”

“Hvad er bipersonsrollespil?”

 

King Wen’s Tower

“No dice. Men stadigvæk system.”

“Er det ikke bare historisk drama med system på?”

“Det lyder som om det er et brætspil hvor man spiller rollespil omkring.”

“Genren siger jo bare at det foregår i Kina, ikke hvad man skal spille.”

 

Manden med barnevognen

“Uh, det lyder uhyggeligt.”

“Uuuh! Så det er ja, spøgelseshistorie.”

“Er det lige en slutning der er givet der? At man ender med at give barnet? Det er lidt trist.”

“Det lyder jo rigtig, rigtig spændende. At det er uhyggeligt og uwadr. At man skal spille den der tragiske historie.”

“Den tror jeg at jeg skal spille. Den er stensikker.” 

 

Mass Effect: 2157

“Okay, så det er altså et systemfuldt scenarie.”

“Okay, hvorfor kommer den der fine tekst om hvad vi skal gøre efter krigen, når det tydeligvis handler om krigen?”

“Nu kender jeg så ikke det univers, det eneste der står er at vi skal kæmpe imod robotter.”

 

Mattanza

“Fedt. Det lyder umiddelbart som et jeg godt kunne finde på at spille.”

“Det er godt beskrevet til gengæld, det siger hvad du kommer til at spille, men har ikke givet en slutning.”

 

Narzula City Noir

“Det lyder som det er den der Judas-myte der bliver skrevet om igen.”

“Ej, det lyder spændende, sådan en helt ny måde at gøre det på. Altså ud fra den måde jeg kender det på.”

“Det lyder som et spændende projekt og ret præcist fortalt. Det kunne være jeg skulle overveje at spille den også.”

 

Nazi Zombies of World War One

“Altså det lyder som en god idé, men jeg er ikke sikker på at jeg ved hvad de vil.”

“Handler det om at man spiller nazi zombier, at man smadrer nazi zombier eller mænd i en krigszone der bliver til nazi zombier?”

“Pænt fjollet og dødsensalvorligt. Hvad betyder det?”

“Det er som om man ikke får hele idéen, det er som om man får idéen som har inspireret forfatteren, men ikke idéen om hvad den bliver.”

 

Paninaro*

“Der kom den igen, den der ‘dødelig komisk alvor.’”

“Så vi skal ikke sy noget, men vi skal stadigvæk designe ting? Det er bare en sjov kommentar det med symaskinekørekortet, eller?”

“Det lyder ikke umiddelbart som noget jeg havde tænkt mig at spille, jeg forstår ikke genren.”

 

Run Them Again

“Behøves jeg at læse det hvis jeg allerede har fundet ud af at jeg ikke gider at spille det?”

“Okay, så man må ikke få at vide hvilken allegori det er lavet over? Så kunne det nemlig være mere spændende.”

“Altså jeg er ret sikker på hvad det handler om, hvis ikke der er et secret twist.”

 

Thee Days Until Retirement

“Det lød ikke lige som om det var gonzo fun.”

“Selve indledningen til historien er god, indtil man læser “vi spiller d&d, øv” og der er kort.”

“Den kunne være sjov hvis man fik beskrevet karaktererne. Det er jo dem der bærer historien.”

 

Twin-tails Turneringen

“Det lyder som om det godt kunne være sjovt. Den er godt beskrevet.”

 

Uwe Boll’s Big Gay Wedding

“Det kunne godt blive sjovt.”

“Åh, man skulle ligefrem være en performer.”

“Det lyder som om idéen er sjov og at det kunne være rigtig sjovt, men jeg er ikke helt overbevidst om at forfatteren har styr på hvad det handler om. Det er et spil der skal spilles efter hans regler, når han typecaster spillerne så klart.”

 

Vi var hvepse

“De er meget sjove de der ‘du er ikke bange for…’ Det minder meget om jobansøgninger.”

“Nu har jeg så også hørt om det inden og har fået anbefalet det. Men jeg synes det er godt beskrevet hvad det handler om. Selvom jeg synes det er lidt mærkeligt det med at man ikke må være bange for nostalgi.”

 

XP Faktor

“Det er sjovt at der ikke er nogen kvindelige forfattere der er karakteristiske nok til at være med i den. (eksemplerne på de klassiske Fastaval scenarier- red.)”

“Jeg er lidt i tvivl om hvordan den der kommer til at ske og hvornår man spiller. Spiller man en karikeret udgave af sig selv der spiller en rolle eller en der spiller en karikeret rolle. Jeg skal måske bare stå på en scene og spille rollespil? Jeg savner at være helt sikker på hvad jeg træder ind i.”

 

Resultatet af gennemlæsningen blev, at hun stadig ville gå efter at spille de scenarier hun var blevet anbefalet af sine venner. Der var kun en enkelt foromtale der fik hende solgt på idéen uden anden info: Narzula City Noir. Så tillykke hr. Busted, du er den sejeste foromtalesnedker i vores lille kreds.

 

Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg selv skal gå efter at spille, det kunne godt være jeg bare skulle prøve at have en all-scifi con i år?

 

*Jeg var så heldig at hun overså mit navn, så kritikken er helt på samme vilkår som jer andre. Desuden er det Kristian der skrev foromtalen, nå va.

– Kongresser, målgrupper og muligheder

Nu har Simon Steen og Kristian meldt ud at Fastaval kun tager præmierescenarier og RPGforum-facebook gruppen. RPGforum.dk gruppen på facebook eksploderer netop nu i heftig debat om udmeldingen.

Det kan jeg ikke hidse mig op over, så det vil jeg ikke synes så meget om. Til gengæld fik det mig til at tænke over hvor jeg outputter mit rollespil. Efter at have overvejet den nye retningslinje indså jeg at jeg før jeg skriver et scenarie allerede ved hvor jeg skriver det til, fordi jeg går ret meget op i at kende målgruppen af spillere så jeg kan forme scenariet så det virker for lige præcis dem.

Når man som jeg skriver ret snævre scenarier, så har man både fordelen at man kan skrive til ret specifikke spillertyper, men også ulempen at der ikke er så mange af dem og det kan være svært at finde dem. Men her er mit kort over rollespilsarrangementer og hvad for nogen spillere jeg forventer at finde der:

Fastaval

Fastaval har to karakteristika: Forkælede spillere og potentielt bredt publikum.

Det første er at på godt og ondt har spillerne på Fastaval ofte spillet rigtig meget Fastaval-rollespil, de er høj kvalitet når det gælder indlevelse, at acceptere præmisser, hoppe ind i tunge roller og tage fat på store emner.  Men det betyder også at de er dovne og forventer at alt bliver serveret for dem. Hvis ikke man up front erklærer sit scenarie for et “fortællescenarie” så går de let i panik over selv at skulle bidrage til historien.

Det brede publikum er at der også er en god del nye spillere og sære gamle spillere på Fastaval, der måske ikke er så erfarne som man let kommer til at forvente, eller som ikke har fået læst foromtalen godt nok. Man er nødt til at tage højde for dem på en eller anden måde, foromtalen er et sted man kan sortere, men som sagt er det ikke alle der læser lige grundigt.

Jeg skriver til Fastaval når jeg vil lave close-to-home-ish følerollespil og have en masse nogenlunde objektiv feedback på mit værk og fordi der er et utroligt stærkt forfattermiljø omkring Fastaval, hvor man kan vende sine idéer. De scenarier er også ofte inspireret af den megen debat og kreativitet der er omkring Fastaval, så det er logisk at sende synopsis der til.

Blackbox CPH

Mit nyeste favoritformat har en ganske særlig karakter, de fysiske rammer er minimalistiske og arbejder med lys og lyd som kulisse. Men lige så vigtigt er spillerskaren. Her kommer nemlig de spillere der er allermest åbne for alternative kropslige spilformater og som er villige til at spille abstrakt. Man kan afprøve langt mere sære koncepter i Blackbox end andre steder uden sure miner. Spillerne er også gode improvisatører og der er tid til at workshoppe dem inden spillet, hvilket frigiver en masse potentialer.

Jeg skriver til Blackbox når jeg vil lege med noget nyt, der er live og abstrakt. Når jeg vil bruge min energi direkte på spillernes oplevelser og interaktioner, frem for setting og fortælling. Når jeg gerne vil noget med mere end seks spillere.

Hyggecon

Hyggecon er som navnet siger, hyggelig. Det er også en livekongres, så jeg foretrækker at lave live til kongressen. Hyggecon er ikke så stor og intens som andre steder nørder mødes, men det er også en del af charmen. Her er spillerne afslappede og klar på at spille mere stille spil. Det er generelt ret gode spillere man finder og ofte en sær blanding af typer.

Jeg har mest lavet reruns af awesome ting på hyggecon, men det er et godt sted til små og mellemstore livescenarier der kan køres på en skole. Scenarierne behøver ikke være helt finpudsede eller skrevet ned for at komme med, så det er et godt sted til de små idéer. Og så til at “spilteste” talks og scenarier til andre steder.

Forum

Jeg har ikke skrevet til forum endnu, men Særimner er et godt initiativ. Forum har en masse liverollespillere og cool københavnertyper på samme sted, spillerne er friske på små oplevelser i live / semi-live. Man er også nødt til at skrive ret skarpt når det gælder novellescenarier, hvilket jeg godt kan lide, men ikke finde ud af.

Jeg vil skrive til Forum når jeg har en lille idé der gerne vil ud, men ikke er helt nok til at stort scenarie.

Det er ofte idéen selv der vælger hvor den vil outputtes, grundtanken sætter en række parametre op som oftest peger på et af ovenstående, herefter vender det om om idéen bliver rafineret ud fra målgruppen. Det gør mit arbejde nemmere og spillerne får en bedre oplevelse ud af det. Jeg synes det er vigtigt at holde sin målgruppe i fokus når man skriver, særligt i forhold til de ting man ikke skriver. Der er mange små forskelle i antagelser og indstillinger imelle spillere og endda for de samme spillere i forskellige kontekster.

Som følge af den nyeste eksplosion i kønsdebatten har jeg valgt at melde ud sådan her:

Dette er en guide til alle de nyfrelste mandlige feminister jeg kan se stå klar med fakler og høtyve. Kvinder, jeg kan ikke tale for jer, men blot anbefale Piger i Panser, de har forhåbentlig jeres perspektiv dækket ind. Til jer med andre køn end de to, keep on trucking.

Her er mine råd til at opføre sig som en ordentligt feministisk orienteret mand. De er lært af bitre erfaringer og med mange trampede tæer bag mig. Det er ikke den lette vej, men fuck hvor er det bedre her. On with the show:

Trin 1: Hold din kæft

Du har modtaget det gode budskab og set lyset. Nu er det tid til at sprede ordet og omvende hedningene!

Nej.

Du er mand, for første gang i dit liv er det et problem. Din normale måde at opføre dig på er ikke passende i feministiske kredse, du er nødt til at lære en ny social kode og passe dig ind den eksisterende sammenhæng.

I det store stygge samfund er det sådan at mænd bliver opdraget til at de skal tale først og højest, det er almindeligt at tale i munden på kvindfolkene og tiltale de andre mænd om bordet først. Du gør det automatisk, jeg gør det automatisk, det ligger dybt i vores programmering. Det kræver en indsats at lave om på det, så start med bare at holde kæft og lad det stærke køn få ordet. De har trods alt et helt livs erfaringen med at kæmpe imod diskrimination og forskelsbehandling, så de ved uendeligt meget mere om det end dig. Lyt og lær inden du ævler.

Trin 2: Du har privilegier uanset om du vil det eller ej

Det meste af den indirekte undertrykkelse af andre kommer i form af mere eller mindre åbenlyse privilegier. Fordele du har af din eksistens som mand i det samfund du lever i. Det er ofte ting du ikke kan gøre noget ved, det er den måde andre behandler dig på og små ting i hverdagen. Det er også ting du ikke selv kan tænke dig frem til, her er du bare nødt til at møde dem der ikke har de samme privilegier og lytte til dem. Det er svært i starten, men forhåbentlig bliver du klogere og kan bruge det til at blive et bedre menneske. Når du står med sådan et trælst privilegie er den bedste måde at slippe af med det på, at dele ud af det, til dem der ikke har. Det handler om at fjerne de fordele det ene køn har over det andet og erstatte det med ligestilling.

Trin 3: Det er ikke din skyld

Bare fordi du er mand og mænd har undertrykt kvinder for evigt, skal du ikke iføre dig hårskjorten og rulle dig i aske. Du skal ikke undskylde for alt det de andre gør, du er kun ansvarlig for dine egne handlinger. Det handler om at du nu er i stand til at gøre det bedre og sætte et godt eksempel.

Jeg har set mange godhjertede mænd blive aggresive når de bliver konfronteret med feministers anklager mod hankønnet, det bliver nært og personligt. Det gør ondt. Jeg har selv været en af dem der har svaret vredt igen, på endnu en generalisering over mænds afskyelige adfærd mod kvinder. Hvis du rent faktisk prøver at leve som feminist er du allerede ude af den gruppe anklagerne er rettet imod. Du er ikke længere “alle mænd.”

Hvis det stadigvæk gør ondt at høre efter du har forstået det, så er det nok fordi det rent faktisk er noget du gør. Så må du kigge dig selv i øjnene og se hvordan du kan gøre det bedre. Jeg er selv nødt til at gå processen igennem af og til når jeg møder den slags udtalelser: “Er jeg en af dem det handler om? Er det noget jeg burde gøre bedre? Hvordan gør jeg det bedre?”

Trin 4: Det er deres eget ansvar

Det gælder også den anden vej. Du er nødt til at respektere at andre mennesker er selvstændige individer der handler ud fra deres erfaringer og den viden de har. De er ikke dumme eller onde bare fordi de ikke har lært det samme som dig, de har andre prioriteter og mål med deres handlinger. Sandssynligvis er de slet ikke klar over at de gør noget galt overfor andre, så når du kommer og gør dem opmærksomme på det, skal de lige have chancen for selv at tage stilling til det. De forholder sig til det de oplever. Hvis du vil have varig ændring og give dem nye perspektiver er det vigtigt at du sørger for at de ved hvad situationen er.

Der er endnu ingen er har tabt bolden ved at behandle andre som voksne, velovervejede mennesker. Lad være med at kaste dig ud i en politisk kamp, når du kan forsøge at gøre det menneske til menneske. Du kan ændre mennesker langt hurtigere end du kan ændre en kultur, men en kultur består af mennesker! De fleste jeg møder kan godt se fornuften i det feministiske perspektiv når man snakker fornuftigt om det, i stedet for at kalde dem “chauvinister” foran deres venner.

Trin 5: Fight smarter, not harder

Det er prisværdigt at du gerne vil ud og nikke nogen verbale skaller til de misogyne røvhuller du møder, men det er bare ikke vejen frem. Hverken for dig selv eller for den gode kamp. For det første kommer du til at brænde ud og blive bitter, misantroper er dårlige feminister. For det andet ender du bare med at radikalisere dine modstandere og får dem til at affeje feminister som nogen råbehoveder. Du bliver heller ikke mere tolerant overfor indvandrere af at de råber “racist” efter dig.

Du vinder ikke dine venner og bekendte over ved at rette på deres udtalelser og slå dem i hovedet med Judith Butler citater. Nej, den bedste måde at sprede feminismens fornøjelser er ved at gå foran med et godt eksempel. Sæt den tone du gerne vil høre, behandl andre som du gerne vil have det skal være.

Trin 6: Find din personlige form for feminisme

Feminisme er en svært stor kategori at deltage i, den har foldet sig ud i lang tid og i mange retninger. Lad være med at tro at du på nogen måde er klog på det og kvindernes kamp, det er arrogant og dumt. Du skal i stedet tage og læse noget om bevægelsens historie og tingenes tilstand idag, for at finde ud af lige præcis hvor du står. Så slipper vi andre for at føle os som fjenden når vi ikke er enige i din fortolkning og vi kan snakke sammen som voksne mennesker om de mange perspektiver.

Men lad os tage det kort.

Feminismen er historisk forløbet i tre bølger, den første var den store kamp om basale legale rettigheder som stemmeret og lighed for loven. Anden bølge var kvindefrigørelsen og kampen for ligestilling i de sociale rum og at kunne få lov til at tale som kvinde. Den tredie bølge, som vi burde være i nu, handler i langt højere grad om den indre forandring af kvinden, at få styrke og finde sin egen måde at være kvinde på. Det handler i højere grad om mange fortolkninger af feminismen, en den store fælles kvindekamp.

Jeg er ked af at skulle sige det, men i Danmark er vi stadig fanget i den anden bølge, de er meget længere i f.eks. Sverige. Når vi behandler alle kvinder som en samlet ensformig entitet der er i problemer er det den anden bølges retorik og altså ikke særlig konstruktivt i forhold til de ting det handler om idag. Det er nu endnu vigtigere at give vores kvindlige venner mulighed for at være sig selv som de vælger det og ikke lægge dem i en kasse.

Læs dig klog på bevægelsen, de tre bølger, hvilke kampe der er taget og hvilke der stadig mangler, hvad målet er i den enkelte kamp. Pas på med i god tro at trække kampen tilbage i tiden, det skader ofte mere end det gavner.

Trin 7: Der findes andre feminister

Der er mange varianter af feminisme i vore dage, det er vigtigt at du finder ud af hvor du står. Og endnu vigtigere at du accepterer at andre ikke nødvendigvis er enige med dine standpunkter men stadig er på feminismens side. Jeg bliver selv så træt af at blive placeret ovre i chauvinisternes lejr af endnu en nykonverteret feminist-mand, fordi jeg ikke går ind for radikal kamp som eneste middel.

Det duer ikke at gøre kampen til enten-eller, det er for de fleste en gradvis overgang at blive feminist. Sørg for at de er velkomne hele vejen over, også når de laver fejl og kommer til at sige noget uheldigt. Det er desværre ofte typisk for os fyre at ville være den bedste, men her handler det ikke om at være bedst eller mest radikal. Det handler om at få folk med på vognen, ikke skubbe dem ud af den så den kører hurtigere!

Trin 8: Støt kvinderne

Lad være med at være deres forkæmper. Når du tager kampen ud af hænderne på kvinderne er du sådan set bare med til at styrke den patriarkalske ballast vi prøver at slippe af med. Så bruger du bare dine privilegier til at tryne både kvinderne og idioterne, ikke særlig smart.

Lad de stærke kvinder mærke at de godt må være stærke og at de selv kan tage deres kampe. Det er svært til tider for selv den sejeste amazone at stå mål til alt det lort der flyver rundt, lad dem vide at du synes de er toppen for at stå imod.

Og giv mindre dramatiske kvinder plads til og mulighed for at være sig selv uden det er et problem eller en mangel. Det er ikke for alle at ville slås, men alle fortjener respekt. Som feminist elsker du vel kvinder i alle afskygninger?

Bilag A: Nørdfeminisme

Der er en særlig retning af feminisme som er relevant at nævne her i slutningen, og det er nørdfeminismen. Det handler om de særlige vilkår der findes i nørd-miljøer og de unikke problemer der giver for kvinder. Meget af det omhandler den måde medierne reproducerer kvindlige stereotyper og de roller det fører til at kvinder og nørder optræder i. Men også de problemer der opstår af at kvinder nu i større og større grad bliver en del af tidligere eksklusivt mandlige miljøer. Nørdfeminismen har en masse herlige observationer og påpeger en del problemer der også er tydelige i dansk rollespil.

Bilag B: Linkdump

No, Seriously, What About Teh Menz? er et rigtig godt sted at blive klogere på at være mandlig feminist. De kommer rundt om mange aspekter af sagen. Det er her jeg selv startede med at blive klogere.

Finally, A Feminism 101 Blog har masser af gode artikler om detaljer og nuancer i feminismen.

Geek Feminism er fuld af artikler der er særligt relevante i vores nørdede sammenhænge, de særlige problemer vi oplever og de løsninger der kan være.

Wikipedia: Feminism hvis du mangler noget baggrundsviden eller vil have et overblik over de mange varianter af feminisme.

Kommentar-tråden forbeholdes konstruktive spørgsmål. Tak til Sebastian Svegaard for hjælp.

Vores BlackBox CPH scenarie

Jeg blev tvunget af omstændighederne til at lave et scenarie til arrangementet sammen med Pixi. Blandt andet fordi vi begge længe har haft lyst til at lege med den absurde teatergenre i rollespilsregi, men også for at få afprøvet nogen teorier om hvad der er muligt og ikke muligt i rollespil.

 

Scenariet vi kørte var Vrøvl, der grundlæggende er baseret på at tage troper og genrekonventioner fra Samuel Becketts teaterstykker og lave dem om til regler og værktøjer for opførsel i et scenarie. Målet er blandt andet at rykke rollespillet tættere på teatret, at finde bro til de kontaktflader der er i former som long form improv og performance kunst. Samtidig fungerede det også som test-case for ikke-indlevelsesfokuseret spil, som er et tema i Turning Point, det projekt jeg har med Monica. Som i øvrigt også bidrog med ubetalelig hjælp til design af workshoppen inden selve spillet.

 

Det var min første erfaring med at køre sådan en workshop, det er ret krævende og jeg er ikke tryg med sådan at være i centrum og den kloge. Det er svært at varme folk op, men så snart det bliver kropsligt er workshoppingen en herlig leg. Den kedelige formidlingsdel skal helst blandes godt med fysiske øvelser, lege og afprøvning af spilmekanikker og roller.

Vi havde som benspænd at spillerne blev inddelt i par, men ikke fik lov til at forberede sig sammen og ikke kendte til modpartens underliggende instruktioner.

Målet var at deres forhold blev udforsket i selve spillet, frem for at blive talt på plads inden. Det virkede udemærket, men jeg tror at det ville give mere tryghed for spillerne at have en kort mulighed for at tilpasse deres kropssprog og rolleudtryk til hinanden inden det går igang.

 

Vi havde seks spillere, færre end vi havde planlagt, men det viste sig at være et rigtig godt antal under selve spillet. Og det var supermotiverede spillere, scenariet var nok det mest snævre i weekendens udvalgt og lå søndag formiddag. Men de gik lige i kødet på det: De havde alle læst Beckett og var friske på leg.

De viste sig at være rigtig glade for den vinkel jeg lagde fra start: “I skal bare lege og prøve jer frem, der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på.” Jeg synes det er synd at det skal være en positiv overraskelse for spillerne at få lov til at spille sådan, at grundantagelsen er at man skal leve op til andres forventninger og kun spille som de har befalet. Det er vidst et rant til en anden gang.

 

Vi havde som agenda at spillet var baseret på at spille noget svært og fjernt fra spillernes sædvanlige opførsel. At spillerne konstant skulle være bevidste om at de spillede en rolle og ikke kunne falde tilbage på deres naturlige reaktioner og kropssprog. Det gjorde vi gennem en række benspænd i rollekonstruktionen. De fik som sagt en række værktøjer til at skabe absurde forhold, til at lave skæve statusforhold i parrene, udspille forløsningsfrie konflikter og komme med absurd tale. I Becketts forestillinger er rollerne altid i gensidigt afhængige men ulige forhold. Vi delte spillerne op i to grupper efter højde, de laveste spillede højstatus og vice versa. Jeg tog selv højstatusgruppen, der bestod af de tre kvinder og Pixi førte de tre mænd gennem et lignende forløb for lavstatus.

 

Fokus på udformningen af rollen er på den udtrykte rolle, målet er at skabe en interessant og udfordrende modpart for den anden spiller i ens par. Rollerne bestod en række indre logikker som spillerne så udtrykte kropsligt og i deres talemønstre på en teatralsk frem for realistisk måde. Vi fik dem også til at lave øvelser hvor de indtog scenerummet på alverdens forskellige måder, for at blive bevidste om hvor meget man siger med sin placering i et rum. Det førte til en gruppe fantastisk ekspressive spillere der virkelig fik kroppen med.

Vi lærte dem også en hel del benspænd ud i absurd tale, grundlæggende er princippet at man altid skal tale forbi hinanden, køre ud af en anden tangent end din samtalepartner, konsekvent ikke kende til de referencer de andre kommer med og tie stille på upassende måder. Vi slog hårdt fast på at det var helt iorden ikke at kunne finde på noget at sige og at bruge tavsheden som et aktivt virkemiddel frem for at se det som en svaghed. Og at det i absurde teater er en styrke at gentage sig selv.

Lige inden spillet fik spillerne mulighed for at tage et navn til deres rolle og hvert par trak et tema til deres samtaler, som de selv havde brainstormet tidligere. Egentlig var planen at de skulle holde samme tema i alle akterne, men på deres opfordring trak de et nyt til hver akt.

 

Selve spillet var fantastisk at kigge på, det er et sjældent privilegie som arrangør at kunne få lov til at være reel tilskuer til ens scenarie. Enten er man instruktør, i spil som biperson eller gemt væk i en bunker. Vi sad gemt væk oppe bag stolerækkerne ved lyspulten, hvor Jesper Heebøll gjorde et dejligt stykke arbejde med at improvisere lysskift undervejs i spillet. Vi havde et lydtæppe af ambient musik der skiftede stemning undervejs og lyset blev fokuseret på de forskellige podier som scenen bestod af alt efter spillernes handlinger og Jespers indfald.

Det var præcis som at se et absurd stykke blive opført for første og eneste gang. Spillerne havde knald på og kom ud i alverdens forviklinger og uforståelige dialoger. Der var et par stykker inde og kigge undervejs og ingen af dem fattede en pind, altså en stor succes. Vi er så vant til at forstå rollespil som handlingen, læst ud fra dialogen. Men her var det netop den der gav mindst mening. Det er formen, handlemønstre og forhold der udgør strukturer som tegner det meningsløse.

 

Spillerne var glade, men udmattede. De kørte i højt tempo og glemte fuldstændig tiden. Vi havde tre akter af 40 minutter, men de troede at de kun havde været på i 10 minutter ad gangen. Jeg tror godt vi kunne have haft en times spil mere, men vi valgte at skære det kort for at være sikker på at spillerne ikke løb tør for energi.

Det første mål med at få tilfredse spillere med et meget snævert koncept blev klart en succes og undervejs fik jeg bekræftet en hel del små tanker og observationer om hvad man kan og ikke kan med rollespil:

 

Man kan sagtens spille med teaterdramatik og store armbevægelser uden det bliver fjollet. Hver akt-break var fyldt med spillere der grinede ad hinandens løjer, men selve spillet var helt straight og alle var fokuserede.

 

Spillerne var rigtig glade for at få lov til at spille atypisk og uden at blive typecastet. De synes at blive udfordret med f.eks. en uvant statusposition var en spændende oplevelse. At skulle afspore alle samtaler førte til at langt større fokus på modparten end sædvanligt.

 

Scenariet forløb fuldstændigt uden nogen central fortælling, der var en enkelt hændelse i sidste akt hvor alle seks spillere fandt sammen om en fælles ting, men det gik fra hinanden lige så pludseligt som det opstod. Der var masser af temaer der løb længe og mellem parrene, gentagelser af handlinger og dialoger, men aldrig en bevægelse i narrativ forstand.

 

Frie, trygge spillere er power spillere. Hvis man gør det klart at det er en leg, at spillerne har handlefrihed og at der ikke er nogen forventninger til deres opførsel eller anden styrende hånd fra arrangørside giver de slip og spiller langt mere dramatisk. Så længe man har gjort det klart fra start hvad det fælles mål er og givet dem værktøjer nok, kommer de til at spille det man vil have uden usikkerhed og er bevidste om at hvordan de spiller.

 

Sidst men ikke mindst havde vi en lille diskussion til sidst om hvorvidt det overhovedet var rollespil vi havde lavet. Det lignede på overfladen et absurd teaterstykke og opfyldte alle grundlæggende krav til at have været improviseret teater eller en kunstperformance, men vinklen og fokus var hele tiden ud fra en rollespilsforståelse. En anden skillelinje som en spiller påpegede var at der ikke var nogen nævneværdig indlevelse i rollen i klassisk bleedform. Men det var netop også en pointe som øvelsen bekræftede, at man sagtens kan have rollespil uden bleed.

 

Jeg synes selv det var en stor succes og det lød også sådan på spillerne. Der var ikke noget der faldt til jorden. Det største problem var en usikker start på workshoppen, men det fortog sig så snart spillerne begyndte at lege med. Jeg har ihvertfald selv fået en masse gode erfaringer i at køre workshop, bruge teaterscenografiske midler og en stor tillid til spillernes egne evner og motivation mod den gode oplevelse. Lad os håbe der kommer flere arrangementer som Blackbox i fremtiden!

Nu har jeg efterhånden været til en del scenarier der benytter sig af den hæderkronede workshop til at skabe spilpersoner og setup gennem tæt interaktion mellem arrangører og spillere. Det er en dejlig værktøjskasse at åbne op for, men den har visse problemer.

Typecasting

Det første jeg er oplever når man bruger improvisationsværktøjer til at bygge roller er at det meget nemt fører til typecasting af spillerne, gennem social konsensus. Det er meget svært for mig at kravle højere op i status hierarkiet hvis det er baseret på min fysiske tilstedeværelse. Det skete til både System Danmarc og Kapo at jeg fik omega rollen. På trods af forsøg på at undgå det værste af det til Kapo, endte jeg stadig med relativt lav status. Jeg synes det gør det sværere for mig at spille de udfordrende roller, når rammerne trækker imod min offgame-fremtræden som udgangspunkt.

Overfladiskhed

I samme tråd bliver rollerne ofte ikke særlig dybe. Det er svært at finde ned i dem, når man hele tiden skal overholde et pakket skema med øvelser og oplæg. Derfor går man tit efter noget lettere end ellers, når man ikke har en forfatter der udfordrer en. Jeg synes tit at rollerne højest kommer et eller to skridt fra stereotypen. Det er vigtigt at udfordre spillernes design af rollen til at indeholde elementer der er i konflikt med hinanden, billedvæggen til Kapo var en god måde til at have en skæv vinkel.*

Energiniveauet

Det andet store problem er forskellen i stemning under en workshop i når spillet er igang. Mange ting virker godt når man er fuld af energi og varmet op under workshoppen, men falder til jorden når man løber ned på batteri under spillet. Det er oftest ting der bliver upraktiske at holde i live eller som afbryder det dramatiske spil. Ting der virker snedige når man udtænker dem, men er tunge i praksis.

Tabt viden

Det sker også at man enten har forstået tingene forskelligt eller man glemmer dem i tiden mellem workshop og spil, så man pludselig står i en uafklaret situation med sine medspillere. Min erfaring siger mig at det er fordi vi har begrænset evne til at huske i forhold til alt det vi finder på i løbet af workshoppen.

Sociale bobler

Der kan også opstå lignende konflikter imellem grupper hvis de har haft hver deres workshop, små detaljer der bliver opfattet forskelligt til hver workshop eller i hvert sit lokale under workshoppen kan blive ret store når plottet løber afsted. Eller der bliver besluttet ting på workshoppen som ikke bliver genfortalt til dem der ikke deltog. Så har vi nogen sociale bobler der tror de spiller det samme, men kommer på tværs af hinanden.

Planlagte scener

Det er almindeligt at man til workshops aftaler en eller flere scener eller plots der skal foregå i løbet af spillet. Startscener kan være et rigtig godt værktøj til at sparke handlingen i gang når man starter, men jo længere ind i spillet man kommer jo sværere er det at få dem passet ind. De kommer let i vejen for ting der opstår naturligt eller også render man rundt med dårlig samvittighed fordi man ikke kan få udført den aftalte scene og har spildt arbejdet på workshoppen.

Videre rollearbejde

Det sværeste ved workshops er næsten altid tiden imellem den og selve spillet. Jeg går altid og finpudser min rolle mellem læsning/konstruktion og selve spillet. Det kan godt komme i konflikt med de ting man har aftalt i hast på workshoppen. Min Kapo rolle flyttede sig meget fra workshop 1 til workshop 2 og igen inden spillet. Det kan skabe besværligheder som jeg ikke oplever i de scenarier hvor man bare møder op med en forudskreven rolle og starter åben overfor de andre deltageres opførsel.

Jeg synes som sagt at workshops er fine værktøjskasser til det de gør ordentligt, men vi skal også lige se på de svagheder der følger med.

* Det første skridt i at bygge rollen var at alle spillerne blev sluppet løs på en væg med alverdens forskellige billeder ad to omgange. Først et billede som viste den rolle vi gerne ville spille, dernæst skulle vi tage et andet billede og “stikke op i røven” på det første.

Jeg er igang med mit afgangsprojekt på arkitektskolen, som omhandler liverollespilskampagner. I den forbindelse var jeg forbi Vestereng og tage billeder af de gæve unge mennesker der trodsede vinterkulden for at lege deres sære lege:

Jeg regner med at flere billeder fra kampagnen som foråret skrider frem. Det var ihvertfald hyggeligt at lege turist i min egen hobby.

Nu hvor det er blevet nytår er det vidst traditionelt at gøre status, så her er mit sidste år som rollespiller og lidt tanker om det næste ud fra hvad jeg har oplevet:

Kampagner

I år afsluttede jeg vores warhammerfortælling om tre usle eksistenser fra Nulns underverden, der endte med at blive store helte i Tilea. Det var planen med kampagnen at spille på den klassiske fortælling der er indbygget i career mekanikken, men det konkrete indhold blev i stor grad improviseret ud fra spillernes valg og tilfældighederne spil.

Efterfølgende har vi kastet os ud i Apocalypse World. Det er et interessant system som jeg stadig har svært ved at bruge til tider, men spillederrollen er lige til højrebenet for mig. Jeg er spændt på hvor fortællingen går hen ad i det nye år.

Jeg har også fået spillet en smule af mit elskede indie, vi har spillet to gange Inspectres og det må der meget gerne komme mere af i det nye år. Og så har jeg fået den dejlige julegave at få lov til at være spiller i Dogs in the Vineyard, det første indie spil jeg købte for mange år siden, det er sgu fedt at dele ud af ens retfærdige harme.

Kongresser

Jeg er ikke den store kongresnørd, men jeg elsker at arrangere ting. I år blev sidste år i infoen, jeg indså efter Fastaval hvor meget jeg er gået glip af ved at sidde og nørde computer hele vejen igennem. Så på Fastaval 2012 rykker jeg til frontlinjen, ind i caféen. Det var også min debut som spilleder, det gør jeg så nok igen, det gik næsten okay.

Knudepunkt var i Danmark og jeg hoppede ind med en talk omkring kreativ process. Det var en fin oplevelse, men jeg kunne godt mærke at jeg ikke kendte ret mange af de sære mennesker. Det bliver nok anderledes når jeg tager til Finland til foråret, forelæser med Havshøj om scenografi og kigger på Avar Aalto arkitektur.

Hyggecon er Eidolons sidste bastion og det var trist at se deltagerantallet falde yderligere i år, for det er sgu en god kongres. Jeg kan uden at prale erklære det for Danmarks mest luksuriøse kongres. Så tag med til næste efterårsferie!

Live

Indtil december 2010 havde jeg en længere pause fra liverollespillet af flere grunde, men Harlequins Fald var en rigtig god oplevelse, både som scenarie og med mig selv som rollespiller. Derfor startede jeg 2011 med rigelig lyst til rollespil.

I løbet af foråret spillede vi den første omgang minilives her i Århus, men desværre kom vi ikke igang igen efter Ida eksporterede sig selv og konceptet til hovedstaden.

Juli var jeg på mit fantastiske nordiske eventyr, hvor jeg kastede mig afsted til Norge og spillede Just A Little Lovin’. Scenariet var fantastisk, medspillerne endnu mere fantastiske, så meget at jeg blev nødt til at tage videre til Stockholm og bruge mere tid på dem.

Det var svært for mig at finde ud af om jeg skulle med til Kapo, det har aldrig tiltalt mig med fysisk/psykiske ekstremoplevelser, men det politiske indhold og settingen var spændende. Jeg er bagefter rigtig glad for at have taget med. Også selvom det blev en meget anderledes oplevelse end jeg forventede. For mig var det en helt fantastisk intens romantisk tragedie,

2011 blev det år hvor jeg opdagede det fede i vores store nordiske rollespilsfællesskab og hvorfor man smadrer sig selv med bleed og pathos til rollespil.

Desværre er der ikke så mange fede scenarier på tegnebrættet i 2012 som jeg kunne ønske mig. Jeg skal selvfølgelig med til Khypris 0 af nostalgiske grunde og City og Cities 2 lyder også ganske fint. Men jeg kunne godt bruge noget mere international action eller anden mulighed for at prøve nyt rollespil.

Mere og bedre rollespil i 2012!

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Blog Stats

  • 22.310 hits
Reklamer