You are currently browsing the tag archive for the ‘Sub Rosa’ tag.

Weekenden bød på Krikkit Con, en dejlig open-source rolle- og brædtspilskongres. Begge dele var i høj rotation over hele weekenden, jeg tror ikke jeg har drukket så meget cola og sovet så lidt siden jeg var lille nørd på ConDome i starten af årtusindet. Jeg fik spillet tre scenarier, der tilfældigvis alle omhandlede hemmelige agenter, men som var helt forskellige. Krikkit Con er så lille at det sandssynligvis er forfatteren der kører sit eget scenarie fra håndskrevne noter, det kan jeg godt lide. Morten kørte sit “I statens tjeneste” der var et realistisk blik ind i PETs kontraterrorarbejde. Anne Mette skruede surrealismen op til 11 med MIB – II, der bød på forelskede varehuse og et komplot mod Elvis. Selv var jeg blevet shanghaiet til at køre en piratkopi af Sub Rosa og derfor opfinde en måde at få Primetime Adventures til at spinde på en enkelt aften. Jeg skal blankt indrømme at næsten det hele blev improviseret på dagen eller kørte på rygraden, men det er også sådan storygames flyder bedst.

Setuppet

Det mest konkrete jeg havde med var en entusiastisk beskrivelse af den oprindelige Sub Rosa serie og selv Primetime Adventures spillet. Selve præmissen for spillet lå fast, genren og indholdet var som den oprindelige serie og foromtalen, men tonen og detaljerne var selvfølgelig op til mine fem spillere. Det betød en mere okkult og overnaturlig udgave, men helt klart i forlængelse af det oprindelige. Jeg hørte efterfølgende om en erfaring fra Fastavals indie-demo-events, hvor spillerne havde brugt uforholdsmæssig meget tid på at lave udgangspunktet og slet ikke nåede at spille rigtigt. Så jeg kan kun anbefale at man som spilleder kommer med et udgangspunkt som spillerne kan improvisere ud fra, frem for at give dem en alt for stor sandkasse.

Hovedpersonerne

Det var vigtigt for mig at spillerne selv byggede deres spilpersoner frem for at få udleveret en forskrevet, for at få mere buy-in når nu det er spilpersonerne der er i centrum. Spillerne kom hurtigt på deres individuelle koncepter (jeg sprang over den fælles brainstorm af mulige typer) og så var det ellers at jage dem igennem personarket og fylde det ud. Det eneste jeg ikke havde med var story arc, men det kommer jeg til lige om lidt. Det gik stærkt, ikke så meget grund til at hænge her. En eller to af spillerne sad fast et par steder og her opfordrede jeg dem til at fortælle hvad de sad fast med og spurgte så de andre spillere om input. Det gav en god teamspirit, jeg lagde vægt på at idéerne og tankerne skulle ud på bordet, specielt hvis de ikke var fuldt gennemtænkte.

Efter spillerne havde præsenteret deres personer og beskrevet hvordan de fremtræder på skærmen. Dernæst brugte jeg en teknik fra JohsSlavehandleren hvor spillerne fortæller en ekstra detalje om spilleren til venstres spilperson. Det giver to vigtige ting, for det første opdager spillerne hvor godt de andre har fanget deres koncept og for det andet åbnes der op for at fortælle på hinandens områder senere i selve spillet. Oxford professoren fik et par briller af sin sidemand og den unge kavalleriofficer fik et mægtigt overskæg.

Reglerne

Selve konfliktsystemet i Primetime Adventures er jo ret simpelt at forstå. Det der forvirrede var at hver spiller var for sig selv imod spilleder og at man derfor ikke lagde kortene sammen, hvilket blev meget forståeligt da jeg sammenlignede til blackjack. Desuden var det lidt forvirrende at laveste røde kort var tie-breaker, mens højeste kort var fortælleretten. Det er dog ikke et problem for en erfaren spilleder at skære igennem der og sørge for at alle er med.

Fordi screen presence delen er bundet op på den normale episodiske form var jeg nødt til at opfinde et alternativ. Jeg valgte at give hver spiller tre kort, to med totaller og et med et tretal. Disse kort blev lagt ud når man startede en scene med sin person i centrum og definerede hvad ens screen presence og dermed antal kort var for den scene. Alle andre spillere talte som screen presence 1. Det fungerede ret godt, det virkede mekanisk og spillerne kunne forholde sig til det. Den samme følelse af at alle får ligelige opmærksomhed, men at man også får lov at komme i centrum, var tilstede som i kampagne-PTA. Og så gav det mig som spilleder overblik over hvor langt i aftenens forløb vi var nået.

Økonomien

Budget -> Fanmail systemet er en af de mere komplekse dele at få styr på som spiller, men også vigtig for at det er en reel PTA oplevelse. Jeg valgte at spillerne startede med en til tre point og jeg havde et budget som et pilotafsnit. Det kom til at fungere nogenlunde,de fangede an på at dele ud til hinanden omkring halvvejs og der blev lystigt købt kort. Det med at røde kort betyder at fanmail-pointet ryger tilbage til produceren burde jeg have smidt ud, det forvirrede bare og bidrog ikke.

Næste gang jeg gør noget lignende vil jeg nok vælge en bedre gennemtænkt model. Jeg tror at alle spillerne skal starte med to point fanmail og der skal være en åben pulje på 5 til at starte med. Producerens budget skal ikke være defineret, så det i stedet er fortællingen selv der definerer forløbet. Og så ved jeg ikke om det måske er en god idé at spilleder også kan give fanmail, så han går foran som eksempel for spillerne eller om det bare vil få dem til at lade ham klare det for dem?

Sparket

Spillerne fik en hente-kaffe-pause og jeg gik ud og fik den første og bedste af mine gamle spillere til at finde på aftenens plot. På den ene side havde det nok været skarpere hvis jeg havde haft lidt mere tanke bag, men på den anden side var feltet helt åbent for improvisation fra spillerne i stedet. Introduktion til præmissen: De var de fem bedste aspiranter til at blive den nye generation af Sub Rosa, dem der klarede aftenens udfordringer ville komme til at tjene Hendes Majestæt på højeste plan.

Jeg fortalte den sædvanlige introsekvens og bad så om en titel på afsnittet/scenariet. Spillerne blev lidt paf, men var med på at det ville hjælpe som råd tråd og vi fik tænkt os frem til “The Mysterious Mr. Marsters.” Så fortalte jeg at en af prinsernes forlovede var forsvundet på hendes vej fra det Tyske Kejserrige og at det nu var op til spillerne at finde hende…

Spillet

Og så gik det ellers hen over stepperne! Spillerne prøvede først at fiske efter clues som i traditionel investigation spil, men efter at have fået svaret “hvad synes du selv ville være bedst?” blev de bedre til at tage styringen. Det tog også lige lidt tilvænning at få dem til at klippe hen over fyldet mellem scenerne og indse at de bare kunne springe videre. Men der blev opfundet bipersoner og lavet plot-twists uden problemer, specielt i actionsekvenserne var det en fryd at se dem slå sig løs. Når en spiller så at kortene og reglerne gav ham ret til at fortælle hvad han ville, var der ingen problemer længere. De var også gode til at holde den overordnede struktur for øje, jeg havde fortalt at målet var den klassiske fire akters fortælling og det endte med at passe præcis på de 15 scener jeg havde lagt ud til dem, plus mine fyldsekvenser.

Konflikterne

Min producer-stil er at have få, men store konflikter, altså mange kort på bordet ad gangen i stedet for flere små omgange. Jeg tror vi havde en fire-fem konflikter i alt, inklusive to der løb samtidig: Den ene halvdel af gruppen jagtede en henchman der var stukket af med pigebarnet mens de andre tæskede på skurken.

Jeg brugte også konsekvent tricket med at dele kortene i tre runder, som spillet foreslår til jagter og actionsekvenser. Det var for at få fortælleretten så meget rundt som muligt og samtidig dele konflikten op så spillerne lettere havde overblik over kortene. Det gav masser af spænding, specielt i dobbeltkonflikten hvor jeg krydsklippede mellem de to sekvenser og deres indbyrdes kort. Spillerne brugt traits og fanmail med stor fornøjelse for at få bedre odds hele vejen igennem.

Slutningen

Til sidst var mysteriet løst, den mystiske mr. Marsters afsløret som den onde tronarving og nedkæmpet i en magisk duel med gruppens voodoo præst, pigen bragt sikkert til Buckingham Palace og vores helte belønnet med en plads i selve Sub Rosa! Det bedste var nu at se hvor sulte deltagerne var på at fortsætte fortællingen, der var flere af dem med issues der ikke var blevet adresseret og plots der skreg på videre eventyr. Så jeg gav den en “next time on…” sekvens hvor hver spiller beskriver en scene fra næste afsnit. Det blev klart at det næste eventyr tager dem til det mørke Afrika, hvor Lady Poshmore-Smyths mand er forsvundet og den onde kraftjuvel der nu sidder i håndfladen på voodoomanden kommer fra…

Jeg synes det var en rigtig god aften og jeg er sikker på at spillerne havde masser af sjov. Det hele tog fem og en halv time med fem spillere, inklusiv forvirring om hvem der overhovedet var med. Jeg kunne sagtens se PTA brugt på denne her måde til alt muligt andet filmisk rollespil. Det er herligt afslappende at spillede, spillerne gør rigtig meget af arbejdet for en, så man har tid til at kæle for de ting man helst selv vil. Spillet er på samme tid mere og mindre regeltungt end traditionelle systembaserede conscenarier. Spillerne har mere at lære og tage stilling til, men spillederen har mindre forberedelse før og logistik undervejs. Men jeg synes begge dele er en fordel, spillerne har mere indflydelse på det taktiske plan og spilleder kan fokusere mere energi på spillets flow. Jeg er ihvertfald en bedre spilleder på den måde. Jeg fik generelt en masse erfaringer som kan bruges til at tage andre storygames med på con, for det skal de!

Reklamer

Følg med i den eksplosive sæsonfinale, hvor det selve imperiet der er i fare når London står i flammer og Summersfield må vælge mellem sin tabte kærlighed og sin pligt overfor sine venner i Sub Rosa! Læs resten af dette indlæg »

Denne post om Sub Rosa er noget kortere og mere overfladisk end de tidligere, da jeg har haft travlt med indflytning og konstruktioner. Jeg var også svært træt i selve spilgangen så min hukommelse er også rimeligt spotty. Men on with the show, bagefter vil jeg opveje med lidt tanker om hvad fanmail er for en sær størrelse og hvad den gør for spillet.

Vi lagde igen ud med at opsummere hvor hver person er i spillet og så genopfriske Next Time On. Opsummeringen var for Haversham-March skyderiet i tyrkerklubben og Higgins opførsel. Blythes var exit fra Rashids telt og Sommersfield var Davies’ endeligt. NTO’erne kan du læse i forrige post.

Denne gang er det Haversham-March i spotlight, de to andre tuller rundt nede i en enkelt screen presence. Desuden er det næstsidste afsnit i sæsonen så vi bygger op til næste gang hvor det skal blæse løs. Hurra!

Introen er Haversham-March der kommer ud af klubben og tager en drosche hjem. Han går op til sin lejlighed, bemærker kort at portnersken er lidt nervøs. Inde i lejligheden… Kaptajn Montague træder i fokus: “Long time, no see. Remember Bopal, “Captain March?” Arrester den mand! Alle ved at den rigtige Kaptajn March døde i Indien.”

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Vi åbner på Haversham-March i en fængselcelle med Higgins, hvorfra vi flasher tilbage til den gang han blev introduceret til sin deling i Indien. (Vi bliver enige om at postproduktionen selvfølgelig har tonet billederne så Indien er varm orange og Old Blightey er en regnvåd blågrøn.) Vi kaster os ret hurtigt ud i en konflikt om hvorvidt han vinder deres respekt, da han er helt grøn og de er veteraner. 4 budget mod 3 screen presence, men Morten vinder alligevel og jeg fortæller hvordan Sgt. Higgins redder ham fra at sige noget dumt om fædrelandet.

Episode 4: Sense and Severity

For at få de to andre med i legen, tager vi en scene hvor de opdager at kaptajnen er fængslet. Det ender med en dobbeltkonflikt: Blythe vil vide om han hjælper H-M uden ordrer og Sommersfield vil vide om han stadig respekterer Blythe efter skænderiet. Det går værst og Blythe nægter at gøre noget uden ord og Sommersfield stormer rasende ud af klubben. Lige efter får Blythe selvfølgelig sine ordrer.

Herfra er det lidt af et rod af retsalsscener og flashbacks til Indien, specielt flashbacksne er kaotiske da vi havde gang i flere forskellige menneskers minder fra to forskellige slag og det løse. Retssalen er mere eller mindre bare en ramme for at fortælle om hvordan Haversham-March flere gange (med rette) træder over Kaptajn Montagues tæer og det voksende had mellem de to:

Deres første kontakt er i slaget ved Jaipur hvor Montague kommer ridende op til Haversham-March der holder linjen med sine infanterister, Montague er rasende over at fodtusserne ikke er hvor de burde være. Vi holder en konflikt og det viser sig at det er Montague der tager fejl, det stopper ham dog ikke fra at erklære at det er Kaptajn March der er skyld i hans kavaleristers død.

Vi ser også efter slaget hvor de døde ligger an til begravelse og det ender med at Haversham-March knalder Montague ned efter han er gået helt batshit crazy ud over vores helt.

Imens er de to andre igang med at undersøge baggrunden for sagen. Blythe går direkte til Lord Wellhaven, vores yndlings-pæderast, som han har taget som connection efter sin spotlight. Vi ser igen St. Pauls og kordrengene, men denne gang har Wellhaven fundet ud af hvem Blythe er og lægger ikke skjuler på sin overlegne status. Vi har en konflikt om informationen, det ender ihvertfald med at han afslører at der er en Winter-Davies konstellation bag Montague. Blythe slutter scenen med et innuendofyldt “nyd koret…”

Sommersfield er igen nede i slummen og har fundet frem en veteran fra enheden der leverer et endnu en flashback fortolkning, denne gang fra Bopal offensiven. Det er der hvor Higgins dør. Infanteristerne sidder på toppen af en bakke, kavaleristerne er nede i landsbyen i dalen for at jage oprørerne ud mod linjen. Der er stor forskel på hvem der fortæller historien. Når det er Montague er oprørerne lige ved at løbe infanteristerne over ende og kavaleriet redder dem, mens Haversham-March og veteranen er enige om at grunden til at den tynde røde linje knækker er fordi Montagues kavalerister ikke bakker dem op.

Fakta er at mange af Havershams mænd dør, deriblandt Higgins. Anklageren prøver at så tvivl om hans sidste ord, er det fordi han ved at det ikke er den rigtige Kaptajn March? Men vores helt afslører at det han rent faktisk sagder var: “Bring the colours home… and the men will follow you… always…”

Veteranen får også afsløret at der har været folk fra politiet forbi og spørge til ham.

Vi forsætter med at Haversham-March har endnu et flashback mens han venter på den videre retsag i sin celle: Aftenen efter slaget. Der er lyden af fest og fuldskab i kavaleristernes fjerne lejr, men stemningen i Marchs deling er noget mere sober. Han sidder og snakker med den nye sergeant da Montague kommer ind, fuld og ubehagelig og begynder at overfuse March og påstår at han er ansvarlig. Vi har en konflikt omkring hvorvidt mændene (personificeret i den nye sergeant) støtter March eller giver Montague ret. Alle spillerne smider fanmail på Haversham-Marchs side og mine tre kort får ikke et ben til jorden. Sergeanten rejser sig op og beder pænt rytterikaptajnen forlade lejren. Montague opdager at de overlevende fodsoldater i stilhed har rejst sig og er ved at samle sig om ham. Han flygter hals over hoved tilbage til sin egen lejr.

Så kommer scenen hvor de to andre finder noget i depecherne fra Indien på biblioteket. De opdager at Havershams og Montague har været lige ved at duellere over sagen og at Marchs klager er blevet afvist af den øverstbefalende, der også er kavalerist…. og i øvrigt er dommer i sagen! En genealogisk undersøgelse afslører endvidere at han er far til Davies og i familie med Winter-Smythe!

De to beslutter at opsøge ham i hans hjem om aftenen og lægge sagen klar for ham… Men han vil se Haversham-March hængt uanset hvad. Hellere dø end at lade hans søns mordere leve! Vi har en konflikt om han folder og jeg smider nok point til at få en hel håndfuld kort. Men Anders tømmer Sommersfields fanmail pose og kommer op på 6 kort på sin side. Jeg vinder dog og han fortæller hvordan Davies nægter at rokke sig, hvilken betyder at drengene er nødt til at trække sagen ud af skyggerne, ud i dagens lys for at løse den… Det ender med alt for meget dårlig omtale for hæren og ubehaglig synlighed for vores drenge i Sub Rosa.

Jeg er ikke helt tilfreds med spilgangen, plottet var ikke skarpt nok og jeg var for træt til at levere en varieret modstand og holde trådene samlet. Til gengæld gav det plads til en meget flydende struktur blandt spillerne, vi har rimeligt bløde grænser for ejerskab og bidrag. Vi går ikke så meget op i strukturen omkring scene framing, det går for stærkt og der er ingen spilteknisk vægt i bureaukratiet omkring det. Vi er i fuld fart med at sætte scener. Jeg synes også vi arbejder godt på meta-niveauet med at holde screen presence og episode forløb i tankerne mens vi spiller. Det med at simulere tropes og teknik fra en tv-serie er en supersjov leg, også selvom vi har mere spas ved at påpege hvordan vi bryder med stereotyper og klichéer.

Next time on Sub Rosa:

Sæsonfinalen bliver spændende! Vi har spotlight på Sommersfield og hans issue er hans loyalitet overfor kronen versus hans venner og kontakter i underverdenen. Selvfølgelig kommer vi til at se meget til den mystiske Claudia, hvis blotte navn får Sommersfield til at dræbe. Der er også snak om at plotte med anarkister… Arbejdstitlen er “Long Lost Love” men lad os se hvad det ender med. Og nu til scenerne:

Sommersfield træder ind i et luksuriøst lokale, døren til balkonen er åben og gardinerne blafrer i nattevinden. Ud fra en sidedør kommer Haversham-March: “You’re too late.”

Svagt oplyst værelse, Sommersfield sidder overfor en kvinde som vi kun kan se ryggen af: “Hvorfor fanden har du noget med de folk at gøre?” “Det er ligemeget nu, lad os starte et nyt liv sammen i Amerika…”

Kaptajn March og Blythe i Scotland Yards arkiver. De har fundet en tyk folder med Claudias navn på. March: “Jonah bør få det her at vide.” Blythe: “Bør han virkelig?”

Behind the Scenes: Fanmail

Fordi Morten er inde på fanmail i sin belønningspost og vi er kommet op i gear her i Sub Rosa, vil jeg lige gå lidt dybere med fanmail økonomien. Den fungerer ret simpelt, se medfølgende illustration:

Sådan kører hjulet rundt

Som udgangspunkt har produceren en pulje af budget som han bruger hen over episoden til at købe ekstra kort i konflikter. Når han bruger point sætter han dem ud midt på bordet.

Her ligger publikumspuljen hvorfra spillerne kan give hinanden fanmail. Hver spiller kan i hver scene give et point fanmail til en anden spiller der har bidraget med ekstra sejt til spillet.

Fra spillerens fanmail pulje er der to muligheder: Man kan spendere point på at tvinge sig ind i en scene eller på at blande sig en konflikt.

Hvis man vil med i en scene som man ikke er introduceret i fra start, kan man smide et point og dukke op. Fairly simple og ikke ret anvendt.

Når det kommer til konflikt har spillerne et begrænset antal kort, men kan købe flere ved at spendere fanmail. Det kan man også gøre selv om man ikke selv er direkte med i konflikten, og på begge sider.

Når man afslører sit kort købt med fanmail er det vigtigt om det er et rødt kort (der er en success) eller et sort kort. Hvis man får en succes ud af kortet ryger pointet tilbage til budgettet og produceren kan spendere det igen.

Imellem hver spilgang gemmer spillerne på deres fanmail, men produceren får et nyt læs på hver gang, ud fra hvor meget modstand han kan forvente. På den måde er det en kontinuert økonomi fra spilgang til spilgang for spillerne, mens produceren leger i et lukkket system hver gang. I vores spil giver det sig blandt andet udtryk i, at spillerne derfor gerne vil have at jeg smider meget budget ud i starten. Sådan at de har noget at tage af til fanmail.

Fanmail er en spøjs økonomi, som så mange andre er den egentlig kun interessant når den bliver brugt. Budgettet kan ikke så meget, jeg kan ikke planlægge mit forbrug fordi jeg ikke ved hvordan afsnittet forløber eller hvornår der er konflikt. I stedet kan jeg bare reagere og bruge point som jeg har lyst. Det er lidt utilfredsstillende at være så passiv, jeg forventede mere opbakning fra systemet. På grund af at jeg får point tilbage på røde kort er det faktisk heller ikke til at regne ud hvor stort mit budget er, da der løbende kommer sjatter ind.

På spillernes side er det helt op til dem selv hvor stærkt det går med fanmail, de står selv for at give point. Der er lidt et pres for at give flere chips, man glemmer tit at belønne hinanden. Nogen er bedre til at huske at give end andre, og nogen er bedre til at bidrage end andre. Det kunne give en skæv fordeling, men det ser ud til at balancere meget godt i vores tilfælde.

Systemet er balanceret i forhold til sig selv. Det kører rundt og rundt, men jo mere spillerne bruger det, jo vildere går det. Jeg kan ikke som producer påvirke hvordan systemet virker, det er helt op til spillerne hvor vildt det kører. I andre spil er det mere normalt at det er spillederen der har kontrollen med systemt, meget sær følelse når det er omvendt.

Jeg er i det hele taget fascineret af hvor lidt man har af opbakning som spilleder/producer ifht. systemet. Spillet gør produceren til en simpel setting og npc dispenser. Og når man har kreative spillere der ikke kan lade være med at fortælle alt er man ret overflødig.

Det var lidt tanker om fanmail legen. Jeg håber ikke det var for negativt, jeg prøver bare at vise systemets grænser. Det er stadig et system der motiverer spillerne til at fortælle seje ting og belønne hinanden. Der har været noget debat om hvorvidt spillerne føler sig tvunget af fanmail ræset, men jeg synes ikke at have set noget til det, tvært imod.

Så er vi tilbage i primetime med Sub Rosa, den spændende serie om viktoriatidens skyggesider. Jeg fortsætter min udforskning af genfortællingen, ved denne gang at inkludere vores forhandlinger om scenerne. Vi har haft en ekstra uges pause grundet udenbys nørderi, men det har bare givet os ekstra kræfter til endnu et actionfyldt afsnit. Jeg havde sørget for at printe min blogging af sidste spilgang og lige genopfriske hvad jeg gerne ville gøre bedre denne gang, det var klart et godt træk. Samtidig kom vi måske ikke hurtigere, men ihvertfald skarpere igang med spillet. Blandt andet fordi jeg havde referatet af sidst klar. Vi tog lige en genopfrisker af vigtige bipersoner så vi havde dem klar, alle var jo enige om at der skulle mere liv i connections.

Aftenens screen presence er 2 til hhv. Haversham-March og Sommersfield og Blythe nede på 1. Det giver mig 13 points budget. Jeg forelægger mit ønske om flere konflikter med mere end én spilperson i for at få mere ud af mine indsatser, specielt nu hvor vi har et afsnit med to personer på lige vægt, ville det være oplagt at se på forskellene i deres måder at gøre tingene på.

Jeg har fået flettet en rimelig solid opvarmning istand ved at bede spillerne genfortælle den scene fra før, som bedst illustrerer hvor deres spilpersoner står lige nu. Så tager vi lige en runde med “Next time on…” fra sidst. Til sidst fortæller jeg en scene der introducerer aftenens plot, hvorefter vi kører credits og jeg sætter første scene. Se selv:

Sommersfield hos arbejderlederen der nægter at tage imod pengene eller at opgive kampen, uanset hvad det koster.

Haversham-March der står overfor garnissionschefen der forklarer at “Sådan gør vi ikke her, det er ikke Indien.”

Blythe Jr. ligger i en hospitalsseng med lettere kvæstelser, hans far har lige trynet ham og er på vej ud af stuen, junior kan ikke få et ord ud for at tage til genmæle…

Haversham-March står efter en slåskamp med webleyen i hånden og tøjet i uorden, ved siden af ham står en blodindsølet soldat i sergeantuniform fra kolonierne og udtaler “Well Captain March, that went rather well.”

En mand i tuareg klædning væver sig gennem en bazar og træder ind bag et forhæng til en opiumshule hvor en bleg englænder ligger med piben for læben. Manden vikler sit tørklæde af og afslører sig som Sommerfield: “Mr. Rutherford, it’s nice to see you here!”

Andreas blev enig med sig selv om at hans scene var for stor til scene presence 1 og trak den tilbage, måske kommer den senere?

Vi blænder op på en linje af engelske kavalerister på vej gennem en sandet ørken under høj sol. De har tydeligvis været undervejs et godt stykke tid. De ankommer til en oase og en overrasket løjtnant tager imod dem. “Davies? Hvad laver de helt herude?” Davies eneste svar er at skyde løjtnanten ned, og hans mænd følger op med at massakrere de andre engelske soldater i lejren.

Der klippes til generalstaben i Kairo, en gruppe officerer står foran et plyndret kortskab. “Det hele er væk, alle planerne over forsvaret af Suez… Damn that Davies!”

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. Men denne gang med klip fra mellemøsten: Skumle gyder i bazaren, en hånd der trækker en skummel krumkniv og mænd der sidder og forhandler på et tehus… Kameraet glider op til loftet der selvfølgelig har en mosaik kuppel der forestiller… En islamisk rose:

Sub Rosa

Skærmen åbner op på vores tre ‘helte’ der sidder som de plejer, men denne gang er det i kurvestole i skyggen ud til et solfyldt gårdrum et sted i de varme lande. Et par små inderdrenge vifter med palmegrene. En officer fortæller om Lt. Davies forsvinden og tyveriet af kortene. Samt hans fortid: Hvordan han var fanget i et fort med sine mænd og at undsætningen kom “Just on time.” Og at han indtil for nylig var blevet sat til skrivebordsarbejde i generalstaben i stedet for ørkenpatruljer, pga. familiepres.

Episode 3: Ports of Call

Andreas sætter første scene, oprindeligt som plotscene, men det blev til mere af en karakterscene. Vi holder det hele lidt flydende her i Sub Rosa. Vi åbner op på Blythe og Sommersfield der er ude hos Rashid, patriarken for tuaregerne der ligger i lejr uden for Kairo. Han er en gammel vindtør mand med stor pondus, teltet er fyldt af høvdinge der er i audiens hos ham, men træder til side for de hvide herrer. Sommersfield undskylder for ikke at have opfyldt tidligere løfter hos Rashid, vi spiller lidt frem og tilbage for at etablere backstory mellem de to. Da vi kommer til hvordan heltene skal få informationer ud af ham famler vi lidt med hvad der er passende og om det kan være stakes i konflikt. Vi ender med at jeg kræver en strategisk vigtig oase og vi får en tovejs konflikt. Først formuleret som Andreas vs. Anders, men jeg forklarer at det altid er spiller mod producerm, men man kan køre sideløbende. Vi reformulerer stakes og checker at alle udfald giver interessant spil, hvilket så ender med at  Andreas vil spise ham af med perler til de indfødte (2 kort) og Anders vil love ham noget han ikke kan give (3 kort og 1 fanmail). Jeg nøjes med 3 kort, men vinder begge konflikter og fortælleret: Blythe klodser komplet ved at forsøge at købe den ærdværdige med simpelt flitterstads og de to bliver jaget på porten. Sommerfield har fået brændt en vigtigt bro, han vil ikke længere få vand hos Rashids stamme, men får alligevel informationerne ved at komme dagen efter med 10 kameler i bod.

Kaptajn Haversham-March er ude i ørkenen for at spore Davies, han ankommer med rytteriet til oasen fra tidligere. Ligene har ligget i varmen i snart en uge. H-M følger en ung løjtnant rundt der rekonstruerer handlingsforløbet med ophøjet ro. H-M er ved at brække sig. Konflikten er om han kan beholde sin stive overlæbe. Næh, han knækker. Haversham styrter grøn i ansigtet mod vandet, en soldat ser hvad han er ved at gøre og tackler ham inden han når at brække sig i det eneste vand i omegnen. Mens han ligger og gylper i sandet får vi det første glimt af Sgt. Higgins: En ung mand i H-M’s regimentsfarver og kolonialuniform, der er gennemblødt af sit eget blod og tydeligvis ikke i live mere. Han lægger i stilhed sin hånd på Havershams skulder. Kaptajnen åbner sine øjne og får øje på en gylden knap i sandet, en knap med en halvmåne på…

Vi snakker lidt om twists og tyrkere, Anders har en god idé til en ny retning for afsnittet, men det er for tidligt at gøre det nu, så vi bliver enige om at han bare kan sætte sig ind i rækkefølgen når han synes det passer. Vigtigere er det ikke at holde takten. Vi får også lige vendt det med tyrkerne som skurke, det var også med i første afsnit. I stedet tager Anders sin scene fra sidst: Sommersfield er på vej gennem skumle forhæng til ind i en opiumshule. Her er en mand han genkender som Mr. Rutherford. Rutherford udbryder overrasket: “Jeg havde ikke forventet at se både dig og Claudia i samme uge!” Vi kaster os ud i en konflikt om hvilken spiral han tager ned ad: Går han berzerk på Rutherford eller falder han sammen og tager til opiumspiben? Begge veje er en interessant udvikling, men Anders vinder selv med sit sats på volden og Sommersfield tæver løs på manden mens han råber at han ikke er værdig til at tage hendes navn i sin mund. Mens vi fordelte kortene købte Morten sig ind i scenen for en fanmail og han kommer ind og redder Sommersfield fra at blive gennembanket af de lokale. Rutherford stikker af.

Min scene bliver en mellemscene for at rykke handlingen igang: Vi ser en luksuriøs flodbåd ligge ved kajen, ind ad et koøje ser vi en rig tyrkisk købmand sidde og love guld og grønne skove til en uset skikkelse, for varer eller tjenester? De aftaler et møde i Alexandria om fire dage…

Andreas står til at sætte den næste scene og vi når næsten igang med en plotscene om heltenes afhøring af havnemesteren, men han beslutter sig i stedet for at tage en planlægningssamling af de tre helte på deres substitutklub. De står om et kort, med passer afmåler de hvor langt Davies kan være nået fra oasen på sin vej mod nord. Alle spor peger på Alexandria. Han vil enten selv sejle afsted eller finde en køber til kortene der. Afsted med heltene.

Morten har den næste scene og sætter sin Next Time On… i Alexandria: Vores helte er trængt ind på en tyrkisk klub og Haversham-March prøver at provokere den lokale boss til at fortælle hvad de har gang i. Han smider knappen fra tidligere på bordet og manden eksploderer i hans ansigt med skældsord på tyrkisk. Agendaet har fra start været at H-M skulle ud i vold uden kontrol, men hvordan vi lige får det i konflikt tager et par omgange. Vi bliver hurtigt enige om at det ikke er interessant at tyrkeren giver op og det er heller ikke godt nok hvis ikke H-M selv starter volden. Så vi ender på at konflikten bliver om der kommer konsekvenser for andre end ham selv og tyrkeren. Jeg stabler fire point budget på, der skal pres på her op til hans spotlight i næste afsnit. Morten har selv kun 3 kort og jeg vinder med lethed både konflikt og fortælleret, til min store glæde: Haversham trækker sin pistol og smadrer den ind i ansigtet på manden. Blodet sprøjter som han falder bagover. Haversham lægger med ophøjet ro an til et skud mod ham. BANG! Tyrkeren kigger ned ad sig, men der er kun blodet fra hans knuste næse. I stedet står en overrasket ung mand bag ham, med mundstykket til en vandpipe i hånden. En mørkerød plamage breder sig på hans bryst. Han falder forover og smadrer et bord i tusind stykker. Stilheden er total. Sgt. Higgins spøgelse dukker op igen og siger tørt: “Well Captain March, that went rather well.”

Anders har tydeligvis glædet sig til at komme med sit twist: Vi flasher tilbage til England, en scene alle kan huske: Hovedpersonerne på besøg hos Admiral Winter-Smythe. Men denne gang er det filmet fra hans synsvinkel. Han tager imod pistolen, der symboliserer hans ærefulde valg: At tage sit eget liv. Han sender de tre bødler afsted: “Thank you gentlemen, that will be all.” Han ringer efter butleren og da denne ankommer skyder han ham lige midt i ansigtet. Nu ex-admiral Winter-Smythe afklæder sig roligt sin uniform…

Jeg gengælder Anders kreativitet med at give ham et twist: Sommersfield bevæger sig aggresivt gennem mylderet i bazaren, en knægt forklarer ham at hun bor lige deroppe og peger på et værelse en en karavanserai. Sommersfield sætter i løb og stopper ikke op for den spinkle dør ind til værelset. Der er ingen derinde, men det er tydeligt at her bor en dame, der er tøj og tilbehør, på skrivebordet står en endnu dampende kop te… Men det vigtigste er dog hvad der ligger på sengen: En tyrkisk uniformsjakke i hendes størrelse, med ørkenstøv og en enkelt manglende knap…

Vi snakker lidt og bliver enige om at jage tyrkerne ud af plottet, ligesom i første afsnit. Det er mere interessant at holde det tættere på hjemmet. Vi forestiller os også hvordan fans af serien vil debattere på internettet om paralellerne til nutidens terrortrusselsbillede og de egentlige årsager dertil… Samt hvor amok folk ville gå mht anakronistfejl. Og så bliver vi enige om at vi skal til at lukke tråde ned nu, i stedet for at skabe flere. Scenen er Haversham-March der sidder i skyggen i et tehus ved et soloplyst plaza. Han mødes med den tyrkiske militær attaché, en mand der lige nu er alt det som Haversham-March ikke er: Skarpt påklædt i sin uniform, oven på og charmerende. Han starter med at beklage sig over drabet på en ung mand, og lægger derpå kortene klart på bordet: Ottomanerne har ingen nuværende interesser i at lægge sig ud med briterne. Den fælles trussel fra den russiske bjørn er langt større. Desuden har der været et tyveri af uniformer fra den ottomanniske hær og flere profilerede englændere har for nylig forladt Istanbul. For at bevise at de ingen interesse har i de stjålne planer, viser han Haversham-March at de allerede har alt hvad de skal bruge… alle kort og planer over forsvaret.

Bum, så er den vej lukket. Vi snakker igen om hvordan vi skal slutte her, skal det være en cliffhanger over i Havershams spotlight? Eller skal heltene løse det her og nu? Vi bliver enige om at de skal fange Davies, men at der er uafklarede elementer de ikke er klar over der flyder over til næste gang. Så vi laver et retroaktivt krydsklip: Davies er hos en kartograf, der kopierer kortene. Da manden er færdig giver Davies ham en kop te, men den er forgiftet og han dør… “How careless.”

Vi bliver enige om at fange Davies nu, vi kommer med lidt bud på det. Jeg foreslår at han dukker op i Claudias lejlighed: Vi ser ham gå målfast op imod den, i civilt tøj. Det er mørk aften og nede på caféen overfor sidder Sommerfield og følger ham. Han giver en seddel til en lille dreng der farer ned ad gaden. Hen til Haversham-March og Blythe der står med en gruppe britisk militærpoliti. Døren indtil lejligheden springer op og de tre helte entrerer. Davies var tydeligvis midt i desperat at gennemrode lejligheden. Han kaster sig ud i en grotesk monolog om hvor uretfærdigt han er blevet behandlet efter hans onkel Winter-Smythes fald fra posten som top admiral og hvor tåbelig den måde tingene bliver bestemt i hæren er. Hele fadæsen om hans Uriaspost og alt den slags… BANG! Et skud ringer ud i lokalet. Vi ser kaptajn Marchs rygende webley og hullet midt i Davies pande. Men det er Sommersfield der har trukket pistolen… Davies falder bagover og hans blod flyder ud over Claudias tøj og kjoler, og kortene som han stjal. Blodet farver hele området mørkerødt, som en fjendtlig invasion.

Vi slutter tilbage i London, drengene sidder på klubben og debriefer, alt er igen i orden. Kortene er tilbageerobrede, Davies nedkæmpet og Imperiet igen sikret. Alle er glade. Men nede på gaden foran klubben står Kaptajn Montague og stirrer ondt op, med et regimentsfoto fra Indien i hånden. Man kan se ham og Haversham-March stå foran tropperne og Sgt. Higgins. Han vender billedet og bagsiden er fuldt af tørret blod.

Samtidig til søs, Winter-Smythe sidder og kigger på kopierne af forsvarsplanerne sammen med en gruppe engelske orlogskaptajner. De plotter på et baghold for en flåde der sejler gennem Suez kanalen… Admiral St. Michaels flåde.

Det første jeg lagde mærke til efter vores spil var at vi er ved at have rigtigt godt fælles flow nu. Der er ingen debat om hvordan serien eller tonen er, men derimod en masse snak om hvor vi kan tage fortællingen hen. Og hele tiden mere og vildere! Det kom også til udtryk i at vi kun havde 11 scener denne gang. Det er igen 3 mindre end sidst, men der er meget mere indhold. Blandt andet fordi vi har flere ting at referere tilbage til, vi pakker meget mening ind i hver scene. Vi har efterhånden alt det andet på plads så vi kan hellige os fortællingen. PTA lever nemlig for alvor i konflikten mellem plottet og spilpersonerne. Mine tre medspillere er skarpe i at sætte deres spilpersoner på knivsæggen og sammen har vi gang i noget rigtig lækker plot-jamming.

Jeg var også selv meget bedre i spillet denne gang, idet  jeg er ved at have klarlagt hvor jeg skal ligge pres på spilpersonerne. Det er udgangspunktet for enhver biperson i denne her slags spil, hvordan de påvirker hovedpersonerne. At lege Rashid var en mægtig oplevelse og mine indskud til plottet var også solide.Samtidig har jeg givet mere slip på tempoet i spillet, jeg havde rigeligt med budget at bruge af og holdt ikke igen. Faktisk havde jeg 6 point tilbage til sidst, 2 af dem kom retur på rød fanmail. Det kommer nok også af at vi har en højere grad af konsensus om at lade spilpersonerne komme ud for ulykker end spillet normalt forudsætter.

Det er en af de største forskelle jeg oplever fra dansk systemløst/minimal spil og de amerikanske indie systemer, mængden af modstand man selv leverer. I story game kredse findes Czege principle: “Modstand som er leveret og forløst af den samme person er røvssyg.” Kombineret med en langt mere indgroet tendens til at “holde med” sin spilperson får man et meget anderledes setup end i vi er vant til. I con-kredes herhjemme er det mere almindeligt at holde med fortællingen og lade sin spilperson blæse frit i vinden omkring den. Ikke at det er helt skarpt opdelt, der er masser af overlap og sådan, men baseline er anderledes. Heldigvis er PTA meget tilgivende, jeg er stor fan af at lade systemet falde væk når fortællingen er stærk nok til at køre selv. Det kan PTA sagtens holde til, men det leverer støtte på kritiske punkter når man har brug for det, f.eks. i starten. Men jeg ævler nu…

Next time on Sub Rosa:

Næste gang bliver Mortens solo-show, han har 3 screen presence og de andre har kun 1. Derfor fik han første skud på at definere indholdet, men han nøjedes med at sætte titlen: “Sense and Severity” Så vi tager nok videre på samme plot som i aften, bare tættere på hjemmet og med mere forbindelse tilbage Indien... Hmmm, måske er St. Michaels flåde på vej dertil?

Kaptajn Montague træder i fokus: “Long time, no see. Remember Bopal, Captain March?”

Blythe sidder og skimmer overskrifter i gamle dispatches fra Indien. Han nærlæser en og kigger meningsfuldt op på Sommersfield: “Haversham-March, den gamle djævel!”

Hold jeg klar ved fjernsynet på tirsdag til fjerde afsnit! Og måske kommer sæsonfinalen også snart!

Så kom vi til første episode af vores PTA serie, Sub Rosa. Jeg lagde ud med lige at få lagt et par ting på plads inden, som f.eks. at vi laver en drama-historisk HBO serie og med det har en R-rating, der bliver ikke lagt fingre imellem i portræteringen af vold og sex i fortiden. (For de mindre tv-savvy derude: HBO står bag ting som Band of Brothers, Deadwood, Rome, etc.) Der er ingen tvivl om at denne første episode var noget famlende, som pilot-afsnit let kan være, specielt fordi vi også lige skal spille hinanden an som gruppe. On with the show, det bliver en lang omgang:

.

Vi starter med at se en del af Hendes Majestæts flåde ligge i al sin magt og vælde i en bugt, underteksten afslører at det er Palermo anoo 1860. Uden for bugten ligger en mindre spansk flåde og må se til mens de italienske tropper under Garibaldi indtager byen i ly af de mægtige britiske krigsskibe. Kameraet zoomer yderligere tilbage og vi opdager at scenen bliver set gennem vinduet på en stor villa i bakkerne over byen. Her er Don Marciotti ved at pakke sine ejendele og familie sammen til flugten fra invasionen. Han kaster et sidste hadefuldt blik på the Red Ensign og trækker gardinet for.

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Vi vender tilbage til et stolt britisk krigsskib, der denne gang ligger til kaj i Dover, under de hvide klipper. Vi følger kaptajnen som han giver de sidste ordrer inden han forlader skibet og bevæger sig ned langs kajfronten. Da han er ud for en mørk gyde træder en mørkklædt herre frem og spørger med tyk siciliansk accent: “Er de Kaptajn Weatherby fra HMS Bellafonte?” Da kaptajnen mistroisk svarer bekræftende, bliver han stukket i brystet med en lang glimtende stiletto. Vi følger kaptajnens ansigt frosset en overrasket grimasse som han bliver trukket ind i gyden. Fade to black. Læs resten af dette indlæg »

Sloth, Skovse, Lund og jeg har fundet ud af at vi skal spille noget primtals-eventyr Primetime Adventures her hen over sommeren. I aftes havde vi så en masse hyggesnak med en langsom pitch session hen over, hvor vi byggede et spilkoncept.

Sub Rosa

Vi er i viktoriatidens England, hvor vi følger tre hemmelige gentleman-agenter der forsvarer kronen og landet mod alle slags trusler, indefra og udefra. De arbejder for den hemmelighedsfulde Lord M der tager sine instruktioner direkte fra Her Majesty.

Stemningen er mørk og konspiratorisk med lette okkulte elementer, men ingen vampyrer! Agenterne bevæger sig rundt i moralske gråzoner… hele vejen rundt. Første sæsons tema er at fortiden altid indhenter en.

Vi spiller 5 episoder, hvor den første er en pilot.

Der blev også lavet spilpersoner, Anders og Andreas er nogen sjufte der ikke har puttet navne på og Morten mangler stadig en connection, men vi når det nok inden pilot-afsnittet på tirsdag. Jeg er selv producer.

.

Morten har lavet:

Lord Geoffrey Haversham-March

Koncept: Idealistisk ung officer, hjemvendt fra kolonierne.

Issue: Det der skete i Indien…

Edges: Veteran fra Indien + Sergeant Higgins, afdød.

Connections: ?

Personal Set: Flashback til Indien

Nemesis: Captain Montague, fra regimentet.

Screen presence: 2, 1, 2, 3, 1

.

Andreas bringer:

NN1

Koncept: Anden-generations ny-rig industrialist.

Issue: Jagten på anerkendelse/ social mobilitet

Edges: Ingen moralsk sans + rå financiel kraft

Connections: Faderen, som ejer det meste af Manchester og har købt sig ind i underhuset.

Ingen personal set eller nemesis endnu.

Screen presence: 2, 3, 1, 1, 2

.

Anders har:

NN2

Koncept: Manden fra Londons underverden

Issue: Hvor ligger mine loyaliteter? Hvor jeg kommer fra eller hvor jeg vil hen?

Edges: Forbindelser til alle + følelserne forrest

Connections: Claudia, datter af en handelsmand.

Ingen personal set eller nemesis endnu.

Screen presence: 2, 1, 2, 1, 3

.

Hver episode kommer til at foregå som en rammefortælling hvor vor helte sidder i klubben og ser tilbage på deres sidste kamp for at forsvare fædrelandet, der så er aftenens hovedfortælling. Personernes scene presence er bygget så vi går hårdt på med Andreas’ i fokus lige efter pilot-afsnittet, hvorefter han træder i baggrunden indtil den sidste episode. Herefter bygger vi op til Mortens store opgør i næstsidste episode, der efterfølges af Anders i fokus som sæsonfinale.

For at få seertallet op har mine tre medspillere lavet et personligt preview hver:

En mand er ved at låse en dør op mens han taler til en anden mand bag sig. Da låsen går op med et klik, synker den første mand sammen for den andens lange kniv, hvorefter han træder ind gennem døren. I et kort øjeblik ser man hans kolde ansigt, det er NN1…

Lord Geoffrey trækker roligt sin service-webley og udbryder: “This isn’t cricket!”

Anders’ scene er forsvundet fra min hjerne i forvirringen, det beklager jeg meget.

Jeg kan her afsløre at første afsnit kommer til at omhandle et siciliansk hævntogt mod kommandøren af den britiske flåde der eskorterede Garibaldi til øen, et vigtigt træk i samlingen af det italienske kongerige og et stort tab for den daværende adel på Sicilien.

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Blog Stats

  • 22.310 hits
Reklamer