Monsterhearts sans MC

Terese, Tore og jeg har efter en passende pause kastet os tilbage i armene på Monsterhearts, som alle jo ved er et fantastisk spil. Vi snakkede i slutningen af første omgang om at prøve uden spilleder, så Tore også kunne lege med som teenage monster.

Det gjorde vi så alvor af denne omgang og lavede et monster hver. Mixet blev en falden engel, en heks og en furie, i samme fortællingssetup som sidst: Investigation af ondskab og intriger i klasselokalet undervejs. Sidst havde vi en masse kliché-ramte klassekammerater, så denne gang gik vi efter en grundlæggende sympatisk og lidt dybere portrætering af bipersonerne. Vi startede med et kult-mord og prøvede vores karakterer af på klassekammeraterne bagefter, mens vi manøvrerede os rundt til vi endte på samme side og blev et investigation party. Woop, good fun helt uden spilleder!

 

Uden spilleder siger du godt nok?

 

Det interessante er jo nok at vi alle tre er spillere. Det er overraskende nemt. Vi startede med at outline hvem der har autoritet i tvivltilfælde: Når en spiller er igang for sig selv eller imod en biperson det de to andre der finder på omverdenens reaktioner, hvis det er imod en anden spiller er det den tredje der er dommer. Det har ikke været nødvendigt endnu, men er meget rart at have i baghånden.

For det meste byder vi bare ind med det der falder os ind og vi vælger det mest interessante udfald. Det var lidt shaky første spilgang, men vi har vidst fundet tonen og niveauet nu og det kører godt derudaf. Noget af det fede ved Monsterhearts og de andre AW baserede spil er at der er klare regler for hvornår spillederen byder ind. Uden spillederen er det endnu stærkere, for vi bruger faktisk vores spilpersoner mere og er mere proaktive end ellers. Og det er helt klart hvornår vi lige skal hoppe over i instruktørstolen og finde på spilleder input.

Og siden alt det spilmekaniske ligger på spillersiden er det kun det sjove og kreative spilleder input vi skal diskutere. Det er mest når nogen fejler et rul og der er brug for et hard move at vi går i GM mode, desuden er der nogen moves der også har et element af “spørg din spilleder efter input” eller ekstraordinære konsekvenser. Her er det super sjovt at prøve at overgå de andre i kreativ afstraffelse af deres spilpersoner. Når det kommer til at komme med setting stuff er det igen den bedste idé der vinder, med en uformel veto-ret til den spiller hvis spilpersons baggrund bliver udviddet. Vi kommer dybere ind i hinandens billeder af vores spilpersoner: Frem for at spillederen kommer med et enkelt bud på hvad der er træls for dem, spørger vi ind til hvad der vil være det mest (u)passende og underholdende at trække dem ind i. Det giver en fed chance for at tale om hvad der sker inde i personen.

Vi har også bipersonerne flydende imellem os, jeg har lavet et index card med stikord og en lille tegning til hver biperson, som så ligger midt på bordet og vi kan nemt holde styr på dem. De fleste blev løst planlagt fra start, men der dukker et par nye stykker op hver spilgang. Generelt så har man lov til selv at bestemme over sine nære, familie og venner, men derudover der det den der sætter sig for at spille personen der har fortælleretten.

Der hvor det bliver lidt trægt er når det kommer til plottet. Vi kan godt lide at lege detektiver og prøve at finde frem til skurken bag det hele, men uden en spilleder er vi nødt til at improvisere og lave clues til os selv. Der er en lillle tilbageholdenhed når det kommer til at pege imod en potentiel skurk, men vores plan er at smide en masse bipersoner i spil og så se hvilke af dem der er sjovest at have som skurk.

I det hele taget er der mere fokus på spilpersonerne, vi har haft nogen rigtig fede scener imellem os, hvor vi kommer i vejen for hinanden og er teenage awkward. I forhold til første omgang hvor der ofte kom plot ind fra højre og tog den fælles opmærksomhed er der her mere tid og interesse i at udfolde relationerne og gøre dem interessante.

Det er i øvrigt nogen mere interessante relationer vi har her, vores spilpersoner har i høj grad brug for hinanden, men er også fulde af følelser og handlemønstre der fucker det op imellem os igen og igen. Englen har det svært med de to smålige mennesker, der ikke ser verden så sort-hvidt som han gør, særlig heksen er ikke helt tilfreds med at blive dømt ovenfra. Furien håber på venskab, men tager selv små fortrædelser til hjerte. Og så er der alle de personlige følelser og forviklinger oven i. Det er skidsjovt!