You are currently browsing the category archive for the ‘offtopic’ category.

Jeg har normalt intet behov for at snakke om computerspil på min rollespilsblog, men lige her er noget som jeg synes i skal høre om:

Der er nogen på nettet der har lavet et genialt spil ved navn Artemis: Spaceship Bridge Simulator. Og det er lige hvad det er, et kooperativt spil hvor man sætter mellem tre og seks computere til at være de forskellige poster på broen i et rumskib i klassisk Star Trek facon.

Hver post har en begrænset men essentiel funktion, man er nødt til at arbejde sammen som et team for at komme nogen vejne. Det fører til en masse råben og forvirring mens man prøver at udføre missioner og nedkæmpe onde rumskurke.

Posterne er: Helm, science, weapons, communications, engineering og kaptajnen. Det varierer en del hvad man skal ved hver post, hvor travlt man har og hvem man skal arbejde sammen med.

Communications modtager og sender signaler til andre skibe og stationer i rummet, får nødråb og forespørgsler om hjælp. Desuden kan man beordre allierede skibe til at hjælpe en undervejs.

Engineering står for at udbedre skader på skibet og kan sende ekstra juice til dele af skibet så man kan flyve hurtigere eller har vildere skjolde.

Weapons primære opgave er at lade torpedorørene og skyde dem afsted på rette tidspunkt. Men man kan ikke skyde på noget man ikke har targettet.

Science har travlt, fra det store kort over rummet skal man scanne alskens ting og targette fjenderne i kamp for Weapons Officer.

Helm er at styre skibet, retning og hastighed og alt efter hvad man sætter det til, warp speed eller jump drive. Men man kan ikke se ret langt rundt om skibet, så man er nødt til at få udstukket retningen af Science Officer

Kaptajnen har ingen input, men står for det store overblik og udstikke ordrer til de andre. Man kan ikke engang selv skifte hvad der vises på skærmen foran en.

Det svære er alt det man ikke selv kan, men er nødt til at få de andre til at gøre for en. Kaptajnen får sit overblik fra hhv. comm og science, hvorefter han udstikker ordrerne for skibet. Piloten aner ikke hvor han skal flyve hen før science officer giver ham retningen og i kamp er alle nødt til at være på stikkerne og gøre deres arbejde for at nedkæmpe fjenden.

Grafikken er oldskool teknisk og terminal agtigt på de forskellige poster, men man kan se skibet fra forskellige retninger på main viewscreen, når man ikke har sat det til diverse taktiske kort. Her er grafikken lidt på den primitive side, men det er slet ikke vigtigt når man først er igang, det havde været tilfredsstillende at se en fjendtlig battlegroup taget ud af en velplaceret nuke torpedo selv i 8 bit. Der er rigeligt at holde for øje for alle og det er vigtigt at være på, det er kritisk når man går i kamp og nogen har glemt at sætte skjoldene op eller udpege det rigtige mål for torpedoerne.

Men det sjoveste er nu det der foregår uden for computerne. Det bliver ret hektisk med kommandorer rundt fra de forskellige poster, det kræver disciplin at holde god ro og orden. Det er let at misse vigtig information i kaosset, særligt som kaptajn. Det giver et ekstra lag af udfordring til spillet som jeg sjældent har set før. Det minder på sin vis om coop brætspil, men modsat dem har man ikke tid til at diskutere strategien undervejs, man er bare nødt til at stole på at medspillerne kan deres kram og gøre sit bedste.

Vi byttede rundt på hvem der sad ved de forskellige poster undervejs. Det gav lidt ekstra udfordring at folk skulle lære at bruge posterne, men det var mere interessant at se hvordan dynamikken ændrede sig alt efter hvilken stil posterne blev bemandet med. Både i forhold til hvor autonomt hver spiller handlede, hvad de prioriterede og hvor højt de råbte. Særligt kaptajnens stil sætter tonen.

De missioner vi spillede varede ca. 20-40 minutter, vi nåede at tage fire på en aften og fik hver prøvet et par poster og diverse skibe og missioner. Der er en række variabler i forhold til setup og sværhedsgrad man kan indstille alt efter hvad man vil lege. Man kan lære at bestride en post i løbet af en mission hvis man er skarp og derfra er det bare at lege med og se om man kan lave ekstra tricks.

Det var ret nemt at sætte spillet op, vores tekniker havde lidt besvær med at få windows til at køre på de to macs vi havde med, men spillet selv var hurtigt installeret og oppe og køre. Det kræver heller ikke voldsomt fancy maskiner, vores bestand var af variende alder men kørte fint.

Spillet er som sagt bygget til seks poster, men man kan klare sig med færre spillere ved at lade nogen af posterne være automatiske eller lade en spiller tage to på en gang. Kaptajen, piloten og science har rigeligt at tage sig til hele tiden, men de andre tre kan nemt kombineres på tværs.

En lille sidenote: Vi spillede på engelsk, da vi havde en alien på crewet fra den fjerne planet England. Det gjorde kommunikationen klarere for mig, jeg kender alle de tekniske ord på engelsk og stilen man kører fra alle de ubåds og rumfilm jeg har set. Jeg ved ikke på samme måde hvordan kommandosproget er på dansk, jeg kan forestille mig at det tager flere ord at få tingene sagt og oversat fra spillets interface.

Når man har fået greb om de umiddelbare opgaver er der ikke langt til at begynde at spille rollespil mens man leger. Eller bruge spillet til et science fiction scenarie. Det er muligt at koble en spilleder på serveren som så kan pille ved missionerne og fjenderne og lave scenarier efter behov. Man kan også spille multiplayer med flere skibsbesætninger der enten går imod hinanden eller arbejder sammen.

I det hele taget er spillet bare et genialt spil i sig selv, men med store rollespilspotentialer. Denne gang nøjedes vi med fjollede hatte til hver post, men i næste uge bliver det nok endnu mere dumt. Jeg har ihvertfald svært meget lyst til at sætte mig tilbage i pilot-sædet som enten Wash eller Sulu.

Min ordre til dig der synes at rumskibe er fede, er at købe spillet og finde et par venner. For et par hundrede kroner kan du hente det ned og dele det på lige så mange maskiner og nørder som du kan samle.

Make it so.

Som følge af den nyeste eksplosion i kønsdebatten har jeg valgt at melde ud sådan her:

Dette er en guide til alle de nyfrelste mandlige feminister jeg kan se stå klar med fakler og høtyve. Kvinder, jeg kan ikke tale for jer, men blot anbefale Piger i Panser, de har forhåbentlig jeres perspektiv dækket ind. Til jer med andre køn end de to, keep on trucking.

Her er mine råd til at opføre sig som en ordentligt feministisk orienteret mand. De er lært af bitre erfaringer og med mange trampede tæer bag mig. Det er ikke den lette vej, men fuck hvor er det bedre her. On with the show:

Trin 1: Hold din kæft

Du har modtaget det gode budskab og set lyset. Nu er det tid til at sprede ordet og omvende hedningene!

Nej.

Du er mand, for første gang i dit liv er det et problem. Din normale måde at opføre dig på er ikke passende i feministiske kredse, du er nødt til at lære en ny social kode og passe dig ind den eksisterende sammenhæng.

I det store stygge samfund er det sådan at mænd bliver opdraget til at de skal tale først og højest, det er almindeligt at tale i munden på kvindfolkene og tiltale de andre mænd om bordet først. Du gør det automatisk, jeg gør det automatisk, det ligger dybt i vores programmering. Det kræver en indsats at lave om på det, så start med bare at holde kæft og lad det stærke køn få ordet. De har trods alt et helt livs erfaringen med at kæmpe imod diskrimination og forskelsbehandling, så de ved uendeligt meget mere om det end dig. Lyt og lær inden du ævler.

Trin 2: Du har privilegier uanset om du vil det eller ej

Det meste af den indirekte undertrykkelse af andre kommer i form af mere eller mindre åbenlyse privilegier. Fordele du har af din eksistens som mand i det samfund du lever i. Det er ofte ting du ikke kan gøre noget ved, det er den måde andre behandler dig på og små ting i hverdagen. Det er også ting du ikke selv kan tænke dig frem til, her er du bare nødt til at møde dem der ikke har de samme privilegier og lytte til dem. Det er svært i starten, men forhåbentlig bliver du klogere og kan bruge det til at blive et bedre menneske. Når du står med sådan et trælst privilegie er den bedste måde at slippe af med det på, at dele ud af det, til dem der ikke har. Det handler om at fjerne de fordele det ene køn har over det andet og erstatte det med ligestilling.

Trin 3: Det er ikke din skyld

Bare fordi du er mand og mænd har undertrykt kvinder for evigt, skal du ikke iføre dig hårskjorten og rulle dig i aske. Du skal ikke undskylde for alt det de andre gør, du er kun ansvarlig for dine egne handlinger. Det handler om at du nu er i stand til at gøre det bedre og sætte et godt eksempel.

Jeg har set mange godhjertede mænd blive aggresive når de bliver konfronteret med feministers anklager mod hankønnet, det bliver nært og personligt. Det gør ondt. Jeg har selv været en af dem der har svaret vredt igen, på endnu en generalisering over mænds afskyelige adfærd mod kvinder. Hvis du rent faktisk prøver at leve som feminist er du allerede ude af den gruppe anklagerne er rettet imod. Du er ikke længere “alle mænd.”

Hvis det stadigvæk gør ondt at høre efter du har forstået det, så er det nok fordi det rent faktisk er noget du gør. Så må du kigge dig selv i øjnene og se hvordan du kan gøre det bedre. Jeg er selv nødt til at gå processen igennem af og til når jeg møder den slags udtalelser: “Er jeg en af dem det handler om? Er det noget jeg burde gøre bedre? Hvordan gør jeg det bedre?”

Trin 4: Det er deres eget ansvar

Det gælder også den anden vej. Du er nødt til at respektere at andre mennesker er selvstændige individer der handler ud fra deres erfaringer og den viden de har. De er ikke dumme eller onde bare fordi de ikke har lært det samme som dig, de har andre prioriteter og mål med deres handlinger. Sandssynligvis er de slet ikke klar over at de gør noget galt overfor andre, så når du kommer og gør dem opmærksomme på det, skal de lige have chancen for selv at tage stilling til det. De forholder sig til det de oplever. Hvis du vil have varig ændring og give dem nye perspektiver er det vigtigt at du sørger for at de ved hvad situationen er.

Der er endnu ingen er har tabt bolden ved at behandle andre som voksne, velovervejede mennesker. Lad være med at kaste dig ud i en politisk kamp, når du kan forsøge at gøre det menneske til menneske. Du kan ændre mennesker langt hurtigere end du kan ændre en kultur, men en kultur består af mennesker! De fleste jeg møder kan godt se fornuften i det feministiske perspektiv når man snakker fornuftigt om det, i stedet for at kalde dem “chauvinister” foran deres venner.

Trin 5: Fight smarter, not harder

Det er prisværdigt at du gerne vil ud og nikke nogen verbale skaller til de misogyne røvhuller du møder, men det er bare ikke vejen frem. Hverken for dig selv eller for den gode kamp. For det første kommer du til at brænde ud og blive bitter, misantroper er dårlige feminister. For det andet ender du bare med at radikalisere dine modstandere og får dem til at affeje feminister som nogen råbehoveder. Du bliver heller ikke mere tolerant overfor indvandrere af at de råber “racist” efter dig.

Du vinder ikke dine venner og bekendte over ved at rette på deres udtalelser og slå dem i hovedet med Judith Butler citater. Nej, den bedste måde at sprede feminismens fornøjelser er ved at gå foran med et godt eksempel. Sæt den tone du gerne vil høre, behandl andre som du gerne vil have det skal være.

Trin 6: Find din personlige form for feminisme

Feminisme er en svært stor kategori at deltage i, den har foldet sig ud i lang tid og i mange retninger. Lad være med at tro at du på nogen måde er klog på det og kvindernes kamp, det er arrogant og dumt. Du skal i stedet tage og læse noget om bevægelsens historie og tingenes tilstand idag, for at finde ud af lige præcis hvor du står. Så slipper vi andre for at føle os som fjenden når vi ikke er enige i din fortolkning og vi kan snakke sammen som voksne mennesker om de mange perspektiver.

Men lad os tage det kort.

Feminismen er historisk forløbet i tre bølger, den første var den store kamp om basale legale rettigheder som stemmeret og lighed for loven. Anden bølge var kvindefrigørelsen og kampen for ligestilling i de sociale rum og at kunne få lov til at tale som kvinde. Den tredie bølge, som vi burde være i nu, handler i langt højere grad om den indre forandring af kvinden, at få styrke og finde sin egen måde at være kvinde på. Det handler i højere grad om mange fortolkninger af feminismen, en den store fælles kvindekamp.

Jeg er ked af at skulle sige det, men i Danmark er vi stadig fanget i den anden bølge, de er meget længere i f.eks. Sverige. Når vi behandler alle kvinder som en samlet ensformig entitet der er i problemer er det den anden bølges retorik og altså ikke særlig konstruktivt i forhold til de ting det handler om idag. Det er nu endnu vigtigere at give vores kvindlige venner mulighed for at være sig selv som de vælger det og ikke lægge dem i en kasse.

Læs dig klog på bevægelsen, de tre bølger, hvilke kampe der er taget og hvilke der stadig mangler, hvad målet er i den enkelte kamp. Pas på med i god tro at trække kampen tilbage i tiden, det skader ofte mere end det gavner.

Trin 7: Der findes andre feminister

Der er mange varianter af feminisme i vore dage, det er vigtigt at du finder ud af hvor du står. Og endnu vigtigere at du accepterer at andre ikke nødvendigvis er enige med dine standpunkter men stadig er på feminismens side. Jeg bliver selv så træt af at blive placeret ovre i chauvinisternes lejr af endnu en nykonverteret feminist-mand, fordi jeg ikke går ind for radikal kamp som eneste middel.

Det duer ikke at gøre kampen til enten-eller, det er for de fleste en gradvis overgang at blive feminist. Sørg for at de er velkomne hele vejen over, også når de laver fejl og kommer til at sige noget uheldigt. Det er desværre ofte typisk for os fyre at ville være den bedste, men her handler det ikke om at være bedst eller mest radikal. Det handler om at få folk med på vognen, ikke skubbe dem ud af den så den kører hurtigere!

Trin 8: Støt kvinderne

Lad være med at være deres forkæmper. Når du tager kampen ud af hænderne på kvinderne er du sådan set bare med til at styrke den patriarkalske ballast vi prøver at slippe af med. Så bruger du bare dine privilegier til at tryne både kvinderne og idioterne, ikke særlig smart.

Lad de stærke kvinder mærke at de godt må være stærke og at de selv kan tage deres kampe. Det er svært til tider for selv den sejeste amazone at stå mål til alt det lort der flyver rundt, lad dem vide at du synes de er toppen for at stå imod.

Og giv mindre dramatiske kvinder plads til og mulighed for at være sig selv uden det er et problem eller en mangel. Det er ikke for alle at ville slås, men alle fortjener respekt. Som feminist elsker du vel kvinder i alle afskygninger?

Bilag A: Nørdfeminisme

Der er en særlig retning af feminisme som er relevant at nævne her i slutningen, og det er nørdfeminismen. Det handler om de særlige vilkår der findes i nørd-miljøer og de unikke problemer der giver for kvinder. Meget af det omhandler den måde medierne reproducerer kvindlige stereotyper og de roller det fører til at kvinder og nørder optræder i. Men også de problemer der opstår af at kvinder nu i større og større grad bliver en del af tidligere eksklusivt mandlige miljøer. Nørdfeminismen har en masse herlige observationer og påpeger en del problemer der også er tydelige i dansk rollespil.

Bilag B: Linkdump

No, Seriously, What About Teh Menz? er et rigtig godt sted at blive klogere på at være mandlig feminist. De kommer rundt om mange aspekter af sagen. Det er her jeg selv startede med at blive klogere.

Finally, A Feminism 101 Blog har masser af gode artikler om detaljer og nuancer i feminismen.

Geek Feminism er fuld af artikler der er særligt relevante i vores nørdede sammenhænge, de særlige problemer vi oplever og de løsninger der kan være.

Wikipedia: Feminism hvis du mangler noget baggrundsviden eller vil have et overblik over de mange varianter af feminisme.

Kommentar-tråden forbeholdes konstruktive spørgsmål. Tak til Sebastian Svegaard for hjælp.

Jeg faldt lige over det her på det såkaldte internet, via Kuriositas der er en dejlig blog fuld af arkitektur, fotos og animationsfilm:

Humans of New York

Der er over 3000 fotos af mennesker fra New York og hver eneste af dem er en historie i sig selv. Og skidegode fotografier.

Eidolons årlige Hyggecon er godt igang og der bliver hygget alle vejne. Rollespil, brætspil, øl og talks på Danmarks mest luksuriøse con (eget værelse med bad og den bedste mad!)

Mads Havshøj og jeg har lige prøvekørt vores talk om hvordan man kan lave mere awesome scenografi til sit livescenarie og eksempler på scenarier der har gjort det rigtigt. Jeg har lagt slideshowet op her så dem der var til stede kan tage vores lektioner med sig og folk kan kigge lidt med.

Den ligger tilgængelig i min dropbox.

Vi er også igang med at oversætte det til engelsk så vi har noget til næste års Knudepunkt, det skal nok blive godt!

Jeg er netop landet hjemme efter min grand summer tour. Det har været over en måned med nær konstant eventyr i tre skandinaviske hovedstæder.

Først var der Kapo workshop, en intens weekend for os der har valgt at deltage i 48 timer. Det var en rigtig god blanding af teambuilding og rollebygning. Jeg havde følelsen af at vores input som spillere var vigtig for arrangørerne, men at de stadig havde en klar plan. Vi har en fed gruppe at spille i til scenariet og det kommer til at blive rigtig grumt og ubehageligt for alle.

Der var lige et hurtigt stop hjemover for at fejre Mads Havshøj og Maria Petersens nye hus et sted i det mørkeste nordjylland, samt for at pakke til den lange del af turen.

Vi havde også en kort workshop for Just A Little Lovin’ hvor vi fik snakket om scenariet, lagt detaljer på vores roller, afprøvet metateknikker og nørdet 80’er stil. Jeg plejer at tage til København uden overnatningsplaner og denne gang førte det til at jeg kunne bo hos Frederik Berg Østergaard, det var rigtig godt at lære ham at kende.

Der var et møde for interesserede i scenografien til Kapo, det var vældig interessant at snuse rundt på Carlsberg og plotte de forskellige områder af spillet. Jeg kan ikke lade være med at blande mig i den slags, det er noget af det jeg synes er sjovest ved live.

Apropos den slags, så fik jeg også sat mig sammen med Morten Greis og planlagt at lave et vejledende hæfte om mulighederne i at tænke rumlig forståelse for rollespil. Det bliver baseret på erfaringer fra tidligere scenarier, så hvis nogen ligger inde med viden om eller har taget fotos af interessante scenografier har det stor interesse.

Og så gik det store eventyr i gang. Vi, de danske deltagere i Just A Little Lovin’, sejlede med Oslofærgen ud og hjem. Den tur brugte vi på lidt ekstra workshopping, den store seafood buffet og discodans. Jeg var særligt glad for at få leget lidt med min rolle på færgens disco, det gav mig meget som jeg tog videre til scenariet.

Selve scenariet kommer jeg til at sige meget mere om i dets eget blogpost, men det var noget af det mest intense, grusomme og ubehagelige jeg har været ude for, men samtidig også en af de smukkeste oplevelser jeg har set rollespil levere. Det var helt fantastisk at få spillet med så mange talentfulde rollespillere fra hele norden og det der er værre.

Efter larpet gik færgen hjem igen, alle var vidst hårdt ramt af post-larp og/eller bleed. Jeg ved at jeg ihvertfald selv var rimeligt fucked up, det blev ikke bedre af at jeg havde familieforpligtelser lige efter hjemkomsten. Det hjalp at stikke af til Rollespilsfabrikkens fest og se ansigterne fra spillet igen. Helene Willer og jeg fandt desuden ud af at vi ville tage til Stockholm for at være til meetup med de svenske deltagere fra scenariet.

Post-larp spontantur til den svenske hovedstad. Vi boede hos Anna Westerling sammen med Elin Nilsen, der var afsted fra Norge. Der blev hængt meget i parker med underskønne svenske livere, shoppet, touristet og danset tango. Det blev ret surrealistisk med hændelserne i Oslo i baggrunden, norden er blevet meget mindre for mig på godt og ondt. Jeg er helt fantastisk glad for at have mødt så mange spændende mennesker og set nordisk rollespil uden for den kunstige bobbel der hedder Knudepunkt.

Tak til alle de dejlige mennesker der har været med til at levere spandevis af eventyr. Det næste post kommer sandssynligvis til at være mit forsøg på at hitte rede i scenariet i Norge og fortælle min historie fra det.

Jeg er faldet over et par links som måske vil interessere jer ude i blogosfæren, de er ihvertfald relevante og inspirerende for Vor Hobby. Lad os se om det er noget der interesserer. Giv en kommentar hvis det er noget jeg skal fortsætte med eller holde op med.

Lidt brænde til kønsdebatten

Jeg følger lystigt med i webcomic’en Manly Guys Doing Manly Things, der laver sjov med de testosteronpumpede actionhelte fra computerspil. Der dumper også diverse blogindlæg fra forfatteren ind på min feedreader, deriblandt en ganske interessant tekst om kønsroller. Pointen om at de mandige dyder er universelle, bliver kun skarpere når vi ser portræteringen af heltefigurer i fiktion (og dermed også i rollespil.) Dyderne overlapper næsten præcis med hvad vi gerne vil have i en aktiv rolle (uanset køn.) Jeg vil ikke sige mere her, selvom jeg synes en hel masse.

Warren Ellis’ FreakAngels

En  anden online tegneserie jeg er nødt til at reklamere for, er FreakAngels af den altid sexede Warren Ellis. Jeg fandt den via min gennemtrawling af mediografien bag i Apocalypse World og er blevet grundigt hooked. Ud over at den har et fokus på en af de ting jeg savner mest af i litteraturen, post-apokalyptisk genopbygning, er det den oplagte party struktur mellem de tolv FreakAngels: De har hver deres niche og specialiteter, selv om de har fået de samme superkræfter. Forholdende mellem dem er dramatiske og mangeartede, et super udgangspunkt for fortællinger, konflikter og samarbejder. Det slår mig som det perfekte eksempel på hvordan spilgruppen skal interagere i Apocalypse World, på samme tid sammen og i modsætning.

Interview med Mike Mignola

I min feedreader er der også en masse ævl om arkitektur, en af dem der altid overrasker med både det værste ævl og de skarpeste guldkorn er BLDG⎮BLOG. Den kan anbefales hvis man har den mindste interesse i storskala arkitektur og landskabstanker. Det nyeste post er et fantastisk interview med Mike Mignola, skaberen af Hellboy, om blandt andet setting, dyr og lovecraft. Det er for mig dejligt at se så meget kærlighed til steder, jeg håber stadig på en renæssance for AD&D og worldbuilding i danske rollespil, men jeg tvivler. Jeg ville gerne spille noget langsomt rollespil hvor der er tid til at beskrive steder og bygninger i levende detaljer, det bliver tit skubbet i baggrunden når vi leger.

Og et interview med Francis Ford Coppola

Om kunstnerisk integritet, process og samarbejde. Jeg kan bare godt lide hans tilgang. Og der er et par detaljer som jeg er vild med: Beskrivelsen af hvordan han satte besætningen på Godfather igang kan tages direkte ud til hvordan man kan opvarme og bygge gruppestruktur før et livescenarie. Og hans Balzac-vinkel på imitation og kopiering er en dejlig grund til mere åben kultur.

 

Julen er også indie-game-bundle tid. Det er en tradition for nogen af de sære spilskabere i Amerika at fejre julemåneden med at sælge bundles af nogen af de hotteste spil på pdf format, men med et twist: Du køber pakken som gave til en anden og får selv en kopi!

Så kig forbi http://epimas.wordpress.com/ og se hvad der er af julegavemuligheder til din yndlingsnørd!

Morten har med sin seneste post genopfrisket en af mine idéer, som jeg gerne vil have implementeret i min warhammer kampagne: Aktiv brug af kort. Men først lige en tur til Nuln:

Mandagskampagnen

Min kampagne nærmer sig slutningen af mit introduktionsscenarie, heltene har været meget igennem i den usleste del af Nuln. De har fundet frem til en række mord blandt slumbyens kriminelle underverden, og er blevet tvunget til at finde løsningen på dem af den tileanske mafia. De har opdaget at ofrene er dræbt af skrævsot fra de bretonnianske horehuse, hvilket førte til at de kom i kamp med et helt hus fuld af skøger og deres børn. Lige nu, mens spillerne er på roskilde festivallen er deres spilpersoner i vild panik over at sporet fører til undergrunden og at der er mutanter dernede. Jeg glæder mig til at se om de tør følge det.

Når de har fundet en løsning er det min plan at give slip på dem til selv at finde ud af hvad de vil i og med byen Nuln. Jeg har prøvet at samle Flags i deres spil, da der ikke er så meget at læse i selve spilpersonerne (Warhammer har færre valg for spilleren når det kommer til spilpersonskonstruktion end andre systemer.) Men det vigtigste bliver nok at tage en snak med drengene og høre hvad de gerne vil lege mere af. Jeg får nok også en spiller mere eller to, der er plads i gruppen.

Warhammerkort på nettet

Fordi jeg er tosset med byer og kort vil jeg bruge et mægtigt kort over Nuln som fundament for deres udforskninger. Der er rigtig mange gode resurser ude i internettet, warhammer nørder er grundige i deres research. Her er et par jeg overvejer at bruge:

Mad Alfred har en hel masse fine kort fra flere udgaver af spillet, de har en håndtegnet charme så man ikke bliver intimideret som almindelig nørd.

Winds of Chaos har kort over provinserne og de største byers omgivelser i utrolig flot grafisk stil, både med antikpapir baggrund og ren stregtegning. Dem kan jeg godt bruge.

Kalevala Hammer har det største og flotteste kort jeg har fundet, det fås både med en hel masse locations fra bøger og fans og uden tekst så man selv kan fylde på, i stor opløsning. Det er nok det kort jeg vil vælge, både detaljegraden og opløsningen er helt i top.

Nå, jeg vil enten bruge kortet som jeg finder det eller lave en smule om på det og så printe det ud i storformat, det er faktisk ret overkommeligt rent økonomisk. Så vil jeg indprente de største landemærker og kvarterer på kortet, samt de steder spillerne og jeg har fundet frem til. Når vi så besøger steder i fremtiden, kommer de også på. På den måde får vi et kontinuerligt og levende kort af byen som scenografi for eventyrene. Jeg vil koble noterne på kortet op på et arkiv over stederne og de personer der holder til der, på indeks-kort, så det er lettere at huske detaljerne. Men kortet kan mere end bare være en passiv kortlægning af tidligere eventyr, der er meget at hente i det koncept.

Inspirationskatalog

Først vil jeg se om der er noget at hente i nørdernes hjemland, spillene. Der er ikke så meget brug at finde i traditionelle spil ud over en masse besvær med overland movement og taktiske kort til de hyggelige tinskubbere. Indiespillene er heller ikke så kreative med kort, men der er da et par gode initiativer at finde.

I Diaspora er der fire mini-games som man kan bruge til at detaljere forskellige former for konflikt, fra reel kamp over taktiske slag til social konflikt. De bruger alle kort som grundlag for de taktiske valg spillerne står overfor. Kortene er opdelte i zoner der kan have aspekter på, som kan inddrages til bonusser i terningslag eller på spilpersoner til at handle efter dem. Den slags kan også overføres til kvarterer og bygninger i spillet.

Ikke direkte kort relevant, men i Burning Empires (og måske andre Burning spil?) er der kodificeret en række scenetyper. Den primære er conflict scenes hvor man går hårdt i konflikt, men der er også building scenes hvor man opbygger sine resurser i fiktionen for at stille sig bedre inden man konflikter. Desuden er der colour scenes hvor man kan tilføje til fiktionen og interstitial scenes hvor man bare rollespiller et møde mellem spilpersoner. Min pointe er bare at man på samme måde kan kodificere hvordan spillerne interagere med byens steder, ikke alle besøg er for at fremme plottet.

I John Wicks fantastiske miskmask Houses of the Blooded, er spillets primære økonomi Style Points, som man tjener på at være dramatisk og episk og som man kan bruge på spilmekaniske fordele. (Han bruger dem i stedet for Fate Points fra Fate systemet, som han har lootet.) Man kan kun opspare en hvis mængde point på sit glatte ansigt, men hvis man anskaffer sig lækkert udstyr og accessories kan de holde ekstra style. På samme måde kan man lade spillerne opspare ekstra resurser rundt om i byen, jeg tænker en form for goodwill og indflydelse man kan opbygge og anvende i spillet.

Et andet spil der benytter et kort som centrepiece, er survival horror spillet Geiger Counter. Her er man de stakkels hovedpersoner/ofre der forsøger at overleve Truslen som slår dem ihjel en efter en. Fra start har spilpersonerne meget få terninger, men der er placeret flere grupper af terninger på kortet. Hvad terningerne repræsenterer er ikke specificeret fra start, det gør man i løbet af spillet. Enkelte terninger er ting man kan tage med og større grupper er fordele der er stedsspecifikke. Det er noget man kan overføre til andre spil, at efterlade resurser  som spillerne selv kan definere, i områder man gerne vil have dem til at besøge.

Der er også meget at hente i beslægtede nørderier. Jeg har et par eksempler, men du kan sikkert selv finde flere hvis du kigger efter, der er en hel verden af interessante inputs hvis man kigger uden for sin Player’s Handbook.

Brætspil har mange lækre mekanikker, men idag vil jeg kigge på mekanikken area control, eller rettere en undergruppe af spil hvor det at have kontrol med områder giver ekstra kræfter frem for bare point eller sejr.  På samme måde kan man lade spillerne have spilmekanisk fordel ved at “eje” områder, hvordan man end definerer det. Til politisk-militære spil kan man f.eks. kigge på det herlige Junta, hvor man kappes om kontrollen med grupper og enheder for at erobre steder der kan føre en til at blive præsident for Repulica de Banana.

Der også spil hvor spillerne rykker rundt på et bræt hvor de forskellige “felter” har muligheder. I Arkham Horror bevæger man sig rundt i Arkhams gader og besøger bygninger hvor man kan opleve udfordringer og finde resurser i kampen mod Cthulhu og hans venner. Spillet er i sig selv i retning af rollespil, men når aldrig rigtig over grænsen. Men man kan stadig lave et lignende setup for sin kampagne når heltene skal op imod den store skurk, så kan de gen-besøge steder på kortet og samle styrke. Eventuelt under tidspres så de må prioritere.

Fra vores allesammens yndlingstidsspild, computerspil er der også interessante ting at hente. Specielt computerrollespillene er det sjovt at se hvad de gør anderledes end rundt om bordet. Noget jeg selv har taget med fra mine teenage år, er den måde som spillet er geografisk begrænset i f.eks. Planescape Torment. I starten har man kun adgang til slum og usselt, men som man stiger i levels og gennemfører plot får man lov til at komme til de finere dele af Sigil. Jeg prøver at bruge samme metode med mine spillere, de er holdt i den usleste del af byen indtil de når de højere karrierer og får råd til de dyrere huse. På den måde får jeg uddybet hver del af byen på en samlet måde.

Og lidt om kort der ikke er kort

Jeg er jo ikke igang med at uddanne mig til urban arkitekt for ingenting, jeg har også kigget lidt på mit pensum for at se om der er noget sjov der man kan bruge. Jeg har ikke lige så direkte spiltekniske forslag som ovenfor, men jeg har da et par perspektiver på hele baduljen:

Mapping er et stort felt inden for landskabsforståelse, der er i den postmoderne periode udviklet mange måder at kortlægge den verden der omgiver os, på tiltagende abstrakte måder. Grundlaget kommer af Alfred Korzybski‘s berømte udtalelse: “The map is not the territory” altså at et kort aldrig kan være det som det kortlægger, at man må forstå forskellen og at man som kartograf altid er nødt til at mindske mængden af detaljer for at øge forståelsen og brugbarheden. Traditionelle kort har på den måde forsøgt at skabe et replika af den fysiske virkelighed på et stykke papir, mens det postmoderne i højere grad er at kortlægge ikke fysiske forhold i samme medie.

Et af de herlige eksempler er den internationale situationistbevægelse, der gik ud og lavede kortoptegnelser af deres oplevelser, de kunne f.eks. finde på at klippe bykortet op så kun de steder de rent faktisk oplevede var med:

På samme måde kan man slippe for at lave hele rollespilskortet på en gang!

Eller forsøge at gå i en kæmpe cirkel og notere alt det ned som man støder på, på vejen rundt i landskabet. Fjollede folk, men deres gøgl har ført til en mere åben forståelse af det at kortlægge. Det er den samme rute vi er kommet frem til R-maps som der optræder i visse rollespil, kort over de indbyrdes relationer mellem personer.

Men subjektive kort er ikke kun et fænomen fra vores tid, de har eksisteret helt tilbage fra urtiden, men først et eksempel fra vores alle sammens middelalder. I Hereford Cathedral er der et mægtigt verdenskort fra 1300, der viser hele den kendte verden, Europa, Asien og Afrika.

I det hele taget er notationen for sej.

Kortet er på ingen måde målfast og hele bibelhistorien er indføjet på det, men er stadig utroligt brugbart. I midten har vi verdens centrum, Jerusalem og øverst på kortet, i øst, finder vi Edens Have, resten af den kristne beretning følger ned over kortet i en rejse mod vest, den følger solens bevægelser. Samtidig er alle de store byer og steder indtegnet i forhold til hinanden, så man faktisk kan navigere afsted på pilgrimsfærd. Man kan se hvilke byer man skal igennem for at komme til det hellige land eller Cordoba. Kortet er med sine afvigelser fra realiteten derfor et bedre værktøj til formidling af bibelhistorie og pilgrimsruter. (Jeg må lige indskyde at det ikke er fordi de ikke kunne lave “rigtige” kort, der er flere flotte søkort der er meget præcise fra slutningen af middelalderen/starten af renæssancen.)

Endnu sejere endnu er dog de indfødte australnegres Songlines, altså de mytologisk fortællinger fra urtiden der strækker sig over landskabet. Sangene er på samme tid en genfortælling af verdens skabelse og et praktisk navigationsværktøj, idet de beskriver det uforanderlige landskab man går hen over. Det er en spændende dobbelthed at man på sin vis synger/fortæller verden frem som man bevæger sig igennem den. Sangene er fantastiske rejseguides og rutebeskrivelser som man kan give videre.

På samme måde kan man i rollespil opnå en verbal beskrivelse af en verden der også kan bruges som kort. Man behøves ikke et superdetaljeret kort over alle gaderne i Waterdeep for at kunne spille der, fortællingen er nok. Detaljegraden af kort og fortællinger bør følge det reelle behov der er i spillet, mange settings er ikke gode til at balancere den fine linje, jeg synes tit kortene er bedre, fordi der er så meget blankt at fylde ud selv. Og så synes jeg bare kort er hotte og fulde af potentialer. Prøv dem!

Fuck det er fedt! Jeg har ikke læst det hele endnu, men jeg vil faenme spille det her spil!

Diaspora er “hard science fiction roleplaying with fate” og det passer. Settingen er den hårde scifi, den uden fjollede particle of the day og hyperdrives. Den gode gamle scifi man finder i rigtige bøger: Heinlein, Asimov, Clarke. Den slags der er baseret på fysik frem for seertal.

Eksempelvis er rumskibene ikke jetjagere som i Starwars eller kinderæg som i Star Trek. Derimod er de store klodser der mest af alt består af brændstoftanke og solfangere, der fortsætter ligeud uanset hvad der sker. Tænk på Nostromo i Alien (nej, det er ikke den de lander med, det er bare styrhuset) eller Discovery One i 2001. Derfor er rumkamp også mere som linjeskibe i nordsøen eller ubåde i Atlanten end luftkrig over London. Dead sexy.

Egentlig er der ikke så meget klassisk setting i spillet, det er mest en ramme som man selv fylder ud med planeter og civilisationer. Det sker via et minispil hvor alle deltagerne er med til at skabe verdenen, et solsystem ad gangen. Så sætter dem sammen og ser hvad der opstår af storskala konflikt, for max spilbarhed. Og så laver man sine spilpersoner ud fra den fælles skabte verden.

Reglerne er Fate, det dejlige system som er kendt fra Spirit of the Century. Jeg har gerne villet lege med Aspects og den seje måde at bygge spilpersoner på, men ærlig talt så synes jeg at pulp er en fjollet genre. Næh du, når nogen gør det samme med science fiction så er jeg helt solgt. Brugen af aspects er også med til at  lave det personlige fokus der viser hvordan teknologien påvirker os som mennesker.

Kamp foregår i en af de fire mini-spil afhængig af om det er en personlig slåskamp, en storskala slåskamp, en social kamp eller rumskibe der vi sænke hinanden. Kampsystemet er simpelt nok, men bliver meget bredt af måden man kaster med aspects og tagger dem.
Samtidig er al kamp baseret på et kort, ikke et med felter eller line of sight, men skitsekort som vi kender fra Red Box Hack eller Slavehandleren på årets fastaval. Det interessante er at det samme slags kort optræder i sociale konflikter hvor det i stedet repræsenterer holdninger og standpunkter eller samtaleemner. Det er et rigtig, rigig sejt greb.

Så, jeg vil spille det her, sgu! Er der nogen derude der også kan se det fede i det? Jeg mangler spillere her i Århus, kom frit frem!

Åh! Jeg elsker mig en pdf! Filformatet der gør mit liv så smukt og så let.

Jeg ved godt at det ikke er det bedste format til print og at folk er idioter til at bruge hende, men pdf har et særligt sted i mit hjerte fordi hun virker.

Det jeg vil tale om her er ikke mine eventyr ud i skabelsen af pdf filer, selvom jeg gerne vil belære de der ønsker oplysning, men om at købe rollespilsbøger over internettet:

Mit første indiespil var Dogs in the Vineyard og det tog flere måneder før den dukkede op, heldigvis havde jeg taget et combomeal med pdf så jeg kunne nyde mit køb pronto.
Det næste var Shock, det tog også et par måneder, men det var ventetid på at der blev trykt et nyt oplag.
Sidst fik jeg en fjernstyret kanadier til at gå ned i en fysisk butik og købe 3:16, hvorefter han postede den til mig, som eksperiment ud i den indkøbsvej.

Så fik jeg nok.

Jeg har her på det sidste købt en hel stabel spil som pdf, både enkeltvis og i bundles, blandt andet den tossede haitipakke.
Det er rart at modtage varen med det samme, specielt når man bare køber et lille spil for at læse en enkelt regel op (Wilderness of Mirrors har en interessant planglægningsmekanik.)
Desuden koster spillene ret billig som digitronisk dokument, man får et helt spil for mellem 50 og 200 kr, det er ikke ret mange Caffe Latter. Desuden er interwebbet fuld af gode spil til ingen penge, enten færdige eller i spiltestfasen.

Jeg bliver tilgengæld træt af at læse de længere bøger på computeren, spil på 180 sider er ikke så rare at tygge igennem på en lysende flade, så der vil jeg gerne have en hardcopy.
Heldigvis har vi i Århus det dejlige åbne værkstedshelvede Huset, hvor man kan få printet alt hvad hjertet begærer af papirvarer for rigtige penge.

Jeg har afprøvet lidt forskellig efterbehandling, min favorit er helt klart at få et plast cover og spiralryg, det er den optimale måde at lave en bog der skal bruges til rollespil på. Du kan have den slået op på en hvilken som helst side, noget der er svært med de små fine formater rigtige bøger kommer i. Det er også rart at få den printet i ordentlig størrelse, det er lidt træls at sidde og fedte med en bette 6’x9′ bog ved bordet.

Jeg har samlet mig en hel stabel bøger nu og jeg har set forskellige modeller for hvad man får med en pdf, det er interessant at se hvad udgiveren mener man ønsker sig. Grundlæggende har alle bøgerne den fulde tekst og alt det nødvendige indhold for at spille spillet, men der er stor variation i hvor meget man får ud over det.

De mest sexede bøger får man som en pakkeløsning, her er både en komprimeret udgave til digital læsning og en udgave med fuld opløsning på grafik til print. Samt fuldfarve cover og hvad man kan ønske sig af charactersheets og andre forbrugsgoder.
Eksempler: Don’t Rest your Head, In a Wicked Age

Visse udgivere sælger den rene printudgave de selv printer fra eller en tilsvarende skærmudgave, med cover og sider, evt. spilpersonark. Det er dejligt at kunne lave et lækkert print.
Ex. Shock, 3:16, Wilderness of Mirrors, Chronica Feudalis, Geiger Counter

Visse spil giver kun indholdet i bogen og udelader coveret, det er fair nok, men ærgerligt. Jeg synes selv at det kun skader dem, folk spiller hellere et spil med nice cover og glemmer det er printet, men det er svært at skjule uden forside.
Ex: Dogs in the Vineyard, Houses of the Blooded, Primetime Adventures, Beasthunters

Jeg bliver ret utilfreds når de sælger en afskrabet skærm-udgave med illustrationer og cover pillet ud, så tag dog 5 dollars mere for produktet, men giv mig noget ordentligt for mine penge, specielt når i har talentfulde og stemningsfulde tegninger!
Heldigvis kun Mortal Coil indtil videre.

Det er også sjovt at se om folk bruger en eller to spalter, det er ikke alle der forstår forskellen.
(To spalter er lettere at læse på print, men er pisseirriterende at scrolle op og ned igennem på en skærm. En spalte ser ret skolestil ud på print, men er dejligt som elektronisk medie.) Generelt er det godt at se hvor gode folk er til at lave en grafisk og typografisk profil der understøtter spillets fiktion.

Jeg kan kun anbefale at købe flere spil på pdf, forfatteren får sine penge og din støtte og du får spillet pronto! Hvis du så finder ud af at det er det mest sexede spil og det skal printes, så koster det omtrent det samme at få lavet et hæfte på et billigt trykkeri som Huset, som portoen fra amerikaerne. Det er selvfølgelig ikke det autentiske produkt, men måske lidt mere brugbart på spillebordet.

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Blog Stats

  • 20,709 hits