Spilpersonsbyggeri

Det lader til at vi er igang med at snakke om hvordan vi bygger spilpersoner. Både Greis og Dyring er ude i det, så jeg vil også være med. Jeg har taget fat i Vincent Bakers herlige Clouds and Boxes analyse til at kigge på de processer der ligger i at lave spilpersoner.

Clouds and Boxes

Baker har tidligere brugt en fin grafisk metode til at kigge på hvordan spil hænger sammen, ved at adskille fiktionsbaserede (Clouds) og mekaniske (Boxes) valg og handlinger  i det overordnede spilsystem.

 

 

Signaturforklaring

• Pil, en spiller eller spilgruppes forløb
• Boxes, spilmekanisk handling eller valg
• Clouds, fiktionsbaseret handling eller valg
• Spilgrænsen, der hvor man går fra at bygge spilperson til at spille rollespil

.

Lad os varme op med et par eksempler:

Det klassiske rollespil

I det gode gamle rollespil er arbejdet baseret på individuelt at konstruere en spilmekanisk funktionel spilperson. Der er ofte meget stor vægt på det mekaniske og så kan man til sidst se hvad for en person man sidder med og fortælle hvorfor krigeren Fightor er anderledes end krigeren Fightar. Efter spilpersonerne er byggede samler man dem på en kro og sætter afsted imod dungeonen i samlet trop.

Tegningen er baseret på WFRP 2nd ed hvor alt kan rulles med terninger, men også i de point-købs baserede systemer er vægten den samme, her er rækkefølgen bare at man starter med et karakterkoncept.

Et typisk indie spil

I senere tider er der blevet lagt mere vægt på at konstruere fiktionen omkring spilpersonen, med et begrænset mekanisk element i halen. Det starter ofte med en fælles brainstorm om emner og temaer, hvorefter spillerne bygger deres spilpersoner ud fra koncept og et par overordnede mekaniske overvejelser. Og spillet består ofte af sideløbende fortællinger, der kun måske interagerer indirekte eller direkte med hinanden.

1001 nat

Nogen spil er mere ekstreme end andre, i et spil som 1001 Nights er der ingen spilmekanisk differentiering af spilpersonerne og de bygges kun over en række fiktionselementer der peger spillet afsted. Senere kommer der så spilmekaniske elementer ind, men det er efter selve spillet er igang.

Det alternative: FATE

Med FATE synes jeg det bliver rigtig interessant. Det startede egentlig som en gimmick for at få en stor, men løs spilgruppe til at hænge sammen, men er blevet til en rigtig interessant procedure for at bygge spilpersoner. Man starter med et koncept for sin spilperson, dernæst laver man små historier som de andre spillere fortæller sig ind i. Hver af de fem små historier opsummeres til et eller to spilmekaniske Aspects, der er et centralt fiktions og mekanisk element i selve den spillede spilperson. Til sidst bygger man så det spilmekaniske op over det ens spilperson skal kunne for at fungere som i historierne. Spillet kan både være samlet party-style eller parallelle historier.

Hvad kan vi så bruge det til?

Ved at analysere spillene sådan her kan man lettere se hvad der er prioriteringen af fiktion og mekanik. Det er både hvad der kommer først og hvad der er mest af, der siger noget om det spil man lægger op til.

Balanceringen af fiktion versus mekanik skal helst afspejle det eventuelle spil, hvis man bruger alt sin tid på at bygge en dybdepsykologisk karakter og spillet så tangerer et brætspil er det sjældent en succes.

Mængden af tid og arbejde til at bygge spilpersoner skal også helst passe sammen med spillets planlagte længde. Det er træls at bruge en hel aften på at designe sin drømmekriger hvis der ikke er tilsvarende meget spilletid. Måske med mindre at det at lave spilpersonen er en sjov leg i sig selv.

Det er også vigtigt at se hvor meget spillerne interagerer undervejs, er deres forhandlinger om rollerne primært baseret på at lave en effektiv mekanik-taktisk enhed eller er det at sætte interessante interne forhold op til fiktionen?

Man kan også se nogen fælder undervejs her, hvis spillerne laver deres personaer individuelt kan der let opstå utilsigtede konflikter eller modstridende forventninger til spillet. På den anden side, hvis det er en stor fælles fortælleøvelse kan man komme til at fortælle alt det spændende inden terningerne rammer bordet for alvor.

Og så ville jeg som Greis gerne se den tykke streg mellem konstruktionsfasen og “det rigtige rollespil” forsvinde. Det er ikke alle der synes det er lige sjovt at bygge spilpersoner, så der er tit en klar grænse tilstede. Kan man trække reelt rollespil ind inden spillerne har et fuldt billede af deres personer? Eller vente med at definere spilpersonerne 100% til man har spillet et stykke tid? Jeg gør ofte det sidste selv og lader mine spillere vide at de også har muligheden når jeg er spilleder. Det er mest et problem hvis enten spillet er mekanisk tungt eller der har været en del fælles beslutningstagning inde over konstruktionen af spilpersonerne.

Hvis nogen har brug for at få noget analyseret med modellen er jeg altid villig til at konstruere flere eksempler.

Tillykke med at du er blevet feminist

Som følge af den nyeste eksplosion i kønsdebatten har jeg valgt at melde ud sådan her:

Dette er en guide til alle de nyfrelste mandlige feminister jeg kan se stå klar med fakler og høtyve. Kvinder, jeg kan ikke tale for jer, men blot anbefale Piger i Panser, de har forhåbentlig jeres perspektiv dækket ind. Til jer med andre køn end de to, keep on trucking.

Her er mine råd til at opføre sig som en ordentligt feministisk orienteret mand. De er lært af bitre erfaringer og med mange trampede tæer bag mig. Det er ikke den lette vej, men fuck hvor er det bedre her. On with the show:

Trin 1: Hold din kæft

Du har modtaget det gode budskab og set lyset. Nu er det tid til at sprede ordet og omvende hedningene!

Nej.

Du er mand, for første gang i dit liv er det et problem. Din normale måde at opføre dig på er ikke passende i feministiske kredse, du er nødt til at lære en ny social kode og passe dig ind den eksisterende sammenhæng.

I det store stygge samfund er det sådan at mænd bliver opdraget til at de skal tale først og højest, det er almindeligt at tale i munden på kvindfolkene og tiltale de andre mænd om bordet først. Du gør det automatisk, jeg gør det automatisk, det ligger dybt i vores programmering. Det kræver en indsats at lave om på det, så start med bare at holde kæft og lad det stærke køn få ordet. De har trods alt et helt livs erfaringen med at kæmpe imod diskrimination og forskelsbehandling, så de ved uendeligt meget mere om det end dig. Lyt og lær inden du ævler.

Trin 2: Du har privilegier uanset om du vil det eller ej

Det meste af den indirekte undertrykkelse af andre kommer i form af mere eller mindre åbenlyse privilegier. Fordele du har af din eksistens som mand i det samfund du lever i. Det er ofte ting du ikke kan gøre noget ved, det er den måde andre behandler dig på og små ting i hverdagen. Det er også ting du ikke selv kan tænke dig frem til, her er du bare nødt til at møde dem der ikke har de samme privilegier og lytte til dem. Det er svært i starten, men forhåbentlig bliver du klogere og kan bruge det til at blive et bedre menneske. Når du står med sådan et trælst privilegie er den bedste måde at slippe af med det på, at dele ud af det, til dem der ikke har. Det handler om at fjerne de fordele det ene køn har over det andet og erstatte det med ligestilling.

Trin 3: Det er ikke din skyld

Bare fordi du er mand og mænd har undertrykt kvinder for evigt, skal du ikke iføre dig hårskjorten og rulle dig i aske. Du skal ikke undskylde for alt det de andre gør, du er kun ansvarlig for dine egne handlinger. Det handler om at du nu er i stand til at gøre det bedre og sætte et godt eksempel.

Jeg har set mange godhjertede mænd blive aggresive når de bliver konfronteret med feministers anklager mod hankønnet, det bliver nært og personligt. Det gør ondt. Jeg har selv været en af dem der har svaret vredt igen, på endnu en generalisering over mænds afskyelige adfærd mod kvinder. Hvis du rent faktisk prøver at leve som feminist er du allerede ude af den gruppe anklagerne er rettet imod. Du er ikke længere “alle mænd.”

Hvis det stadigvæk gør ondt at høre efter du har forstået det, så er det nok fordi det rent faktisk er noget du gør. Så må du kigge dig selv i øjnene og se hvordan du kan gøre det bedre. Jeg er selv nødt til at gå processen igennem af og til når jeg møder den slags udtalelser: “Er jeg en af dem det handler om? Er det noget jeg burde gøre bedre? Hvordan gør jeg det bedre?”

Trin 4: Det er deres eget ansvar

Det gælder også den anden vej. Du er nødt til at respektere at andre mennesker er selvstændige individer der handler ud fra deres erfaringer og den viden de har. De er ikke dumme eller onde bare fordi de ikke har lært det samme som dig, de har andre prioriteter og mål med deres handlinger. Sandssynligvis er de slet ikke klar over at de gør noget galt overfor andre, så når du kommer og gør dem opmærksomme på det, skal de lige have chancen for selv at tage stilling til det. De forholder sig til det de oplever. Hvis du vil have varig ændring og give dem nye perspektiver er det vigtigt at du sørger for at de ved hvad situationen er.

Der er endnu ingen er har tabt bolden ved at behandle andre som voksne, velovervejede mennesker. Lad være med at kaste dig ud i en politisk kamp, når du kan forsøge at gøre det menneske til menneske. Du kan ændre mennesker langt hurtigere end du kan ændre en kultur, men en kultur består af mennesker! De fleste jeg møder kan godt se fornuften i det feministiske perspektiv når man snakker fornuftigt om det, i stedet for at kalde dem “chauvinister” foran deres venner.

Trin 5: Fight smarter, not harder

Det er prisværdigt at du gerne vil ud og nikke nogen verbale skaller til de misogyne røvhuller du møder, men det er bare ikke vejen frem. Hverken for dig selv eller for den gode kamp. For det første kommer du til at brænde ud og blive bitter, misantroper er dårlige feminister. For det andet ender du bare med at radikalisere dine modstandere og får dem til at affeje feminister som nogen råbehoveder. Du bliver heller ikke mere tolerant overfor indvandrere af at de råber “racist” efter dig.

Du vinder ikke dine venner og bekendte over ved at rette på deres udtalelser og slå dem i hovedet med Judith Butler citater. Nej, den bedste måde at sprede feminismens fornøjelser er ved at gå foran med et godt eksempel. Sæt den tone du gerne vil høre, behandl andre som du gerne vil have det skal være.

Trin 6: Find din personlige form for feminisme

Feminisme er en svært stor kategori at deltage i, den har foldet sig ud i lang tid og i mange retninger. Lad være med at tro at du på nogen måde er klog på det og kvindernes kamp, det er arrogant og dumt. Du skal i stedet tage og læse noget om bevægelsens historie og tingenes tilstand idag, for at finde ud af lige præcis hvor du står. Så slipper vi andre for at føle os som fjenden når vi ikke er enige i din fortolkning og vi kan snakke sammen som voksne mennesker om de mange perspektiver.

Men lad os tage det kort.

Feminismen er historisk forløbet i tre bølger, den første var den store kamp om basale legale rettigheder som stemmeret og lighed for loven. Anden bølge var kvindefrigørelsen og kampen for ligestilling i de sociale rum og at kunne få lov til at tale som kvinde. Den tredie bølge, som vi burde være i nu, handler i langt højere grad om den indre forandring af kvinden, at få styrke og finde sin egen måde at være kvinde på. Det handler i højere grad om mange fortolkninger af feminismen, en den store fælles kvindekamp.

Jeg er ked af at skulle sige det, men i Danmark er vi stadig fanget i den anden bølge, de er meget længere i f.eks. Sverige. Når vi behandler alle kvinder som en samlet ensformig entitet der er i problemer er det den anden bølges retorik og altså ikke særlig konstruktivt i forhold til de ting det handler om idag. Det er nu endnu vigtigere at give vores kvindlige venner mulighed for at være sig selv som de vælger det og ikke lægge dem i en kasse.

Læs dig klog på bevægelsen, de tre bølger, hvilke kampe der er taget og hvilke der stadig mangler, hvad målet er i den enkelte kamp. Pas på med i god tro at trække kampen tilbage i tiden, det skader ofte mere end det gavner.

Trin 7: Der findes andre feminister

Der er mange varianter af feminisme i vore dage, det er vigtigt at du finder ud af hvor du står. Og endnu vigtigere at du accepterer at andre ikke nødvendigvis er enige med dine standpunkter men stadig er på feminismens side. Jeg bliver selv så træt af at blive placeret ovre i chauvinisternes lejr af endnu en nykonverteret feminist-mand, fordi jeg ikke går ind for radikal kamp som eneste middel.

Det duer ikke at gøre kampen til enten-eller, det er for de fleste en gradvis overgang at blive feminist. Sørg for at de er velkomne hele vejen over, også når de laver fejl og kommer til at sige noget uheldigt. Det er desværre ofte typisk for os fyre at ville være den bedste, men her handler det ikke om at være bedst eller mest radikal. Det handler om at få folk med på vognen, ikke skubbe dem ud af den så den kører hurtigere!

Trin 8: Støt kvinderne

Lad være med at være deres forkæmper. Når du tager kampen ud af hænderne på kvinderne er du sådan set bare med til at styrke den patriarkalske ballast vi prøver at slippe af med. Så bruger du bare dine privilegier til at tryne både kvinderne og idioterne, ikke særlig smart.

Lad de stærke kvinder mærke at de godt må være stærke og at de selv kan tage deres kampe. Det er svært til tider for selv den sejeste amazone at stå mål til alt det lort der flyver rundt, lad dem vide at du synes de er toppen for at stå imod.

Og giv mindre dramatiske kvinder plads til og mulighed for at være sig selv uden det er et problem eller en mangel. Det er ikke for alle at ville slås, men alle fortjener respekt. Som feminist elsker du vel kvinder i alle afskygninger?

Bilag A: Nørdfeminisme

Der er en særlig retning af feminisme som er relevant at nævne her i slutningen, og det er nørdfeminismen. Det handler om de særlige vilkår der findes i nørd-miljøer og de unikke problemer der giver for kvinder. Meget af det omhandler den måde medierne reproducerer kvindlige stereotyper og de roller det fører til at kvinder og nørder optræder i. Men også de problemer der opstår af at kvinder nu i større og større grad bliver en del af tidligere eksklusivt mandlige miljøer. Nørdfeminismen har en masse herlige observationer og påpeger en del problemer der også er tydelige i dansk rollespil.

Bilag B: Linkdump

No, Seriously, What About Teh Menz? er et rigtig godt sted at blive klogere på at være mandlig feminist. De kommer rundt om mange aspekter af sagen. Det er her jeg selv startede med at blive klogere.

Finally, A Feminism 101 Blog har masser af gode artikler om detaljer og nuancer i feminismen.

Geek Feminism er fuld af artikler der er særligt relevante i vores nørdede sammenhænge, de særlige problemer vi oplever og de løsninger der kan være.

Wikipedia: Feminism hvis du mangler noget baggrundsviden eller vil have et overblik over de mange varianter af feminisme.

Kommentar-tråden forbeholdes konstruktive spørgsmål. Tak til Sebastian Svegaard for hjælp.

Blackbox

Jeg begyndte i efteråret på dette indlæg for at sælge idéen om blackboxen til det danske live-miljø, men kom kun halvvejs. Nu hvor Blackbox Cph mudrer vandene med et lignende navn vil jeg lige bringe den norske og svenske udgave af ordet, i form af en handy guide baseret på mine egne begrænsede erfaringer og et interview med den uforlignelige Elli Åhlvik. And now we go to commercials:

.

Er du også træt af at dit live-rollespil er kedeligt og lineært? Har du en scene du vildt gerne vil prøve, men ikke er sikker på virker? Savner du det ekstra følelsesmæssige spark så du rigtig kan bleede?

Hvis du kan svare ja til bare en af disse udtalelser har jeg løsningen på dine kvaler i form af den nye, innovation fra International Genderbending Larpers:

Blackboxen

Hvad er så sådan en sort kasse, spørger du sikkert. Og her er svaret: Det er et autonomt, formbart rum for rollespil uden for selve spillets kontekst og kontinuitet. Eller på hverdagssprog, det er et rum hvor spillerne selv kan sætte scener i efter eget behov.

Normalt foregår liverollespil fortløbende, tiden og rummet i selve spillet er den samme hele vejen igennem. Det giver mulighed for en uhyggelig grad af indlevelse i situationen, men begrænser også mulighederne for at bruge kreative greb til at forme fortællingen. Greb som vi ofte ser i gode bordrollespilssammenhænge: Flashbacks, indre monologer, udtrykte håb og drømme, etc. Det er ikke rigtig til at bringe de elementer frem i lives uden at bryde med den fiktion vi opretholder sammen. Og det er her at blackboxen kommer ind, for den tilbyder et rum til de greb, der er tilgængeligt på spillernes egne vilkår. Som semi-live bidrager til bordrollespil med krop og fysik, er blackboxen at kunne lave semi-live i forbindelse med et 100% live uden at gribe forstyrrende ind i andres spil.

Idéen med blackboxen er at en spiller kan tage rollen som midlertidig spilleder og sætte scener efter eget behov, med andre spillere. Basalt set kan alt det vi kender fra bord og semilive foregå i boxen, koncentrerede scener med alskens teatergreb. 

Rummet

Blackboxen kommer af ’60ernes og ‘70ernes teaterverden hvor man lavede minimale, ofte sorte scenerum for at spare penge og være avantgarde. Men hvad er sådan en box rent praktisk?

Det simpleste er bare et rum der er udpeget til brugen, men hvis man gør noget ud af rummet får man væsentligt bedre resultater. Det første er at gøre det så minimalistisk som muligt, jo mindre man skal se bort fra, des bedre kører fantasien. Sorte vægge er optimale da de ophæver rummets størrelse og sætter fokus på de folk der er tilstede i stedet. Størrelsen på rummet er også vigtig, tommelfingerreglen er for mig hellere lidt for lille end alt for stort. Bare sørg for at der er plads til at en fire-fem spillere kan agere frit i rummet. Jeg tror de fleste fastavalgængere ved hvordan et rum påvirker mulighederne for at lege.

Det er også en rigtig god tilføjelse at have muligheder for at styre lys og lyd i rummet. Lys er et utroligt stærkt værktøj til at forme oplevelser med, farver og intensitet kan virkelig sætte stemningen. På samme måde kan det være godt at have underlægningsmusik eller lydtæppe.

Et par stole eller podier/kasser kan fungere som alskens scenografi, men lad være med at have for meget forstyrrende i rummet.

Det vigtigste er at du har et neutralt og trygt rum som spillerne har lyst til at bruge, gerne med mulighed for stemningseffekter.

Integration i spillet

Selvom blackboxen ligger uden for selve spillets ramme og er valgfri er det stadig vigtigt at den er integreret designet af spillet. Det største spørgsmål er hvordan man som spiller kommunikerer til en andre i selve spillet. Man skal kunne fortælle det på en måde der ikke forstyrrer andres interaktion og bryder illusionen unødigt. Det er ofte relevant at fortælle hvilken scene man ønsker at sætte og om andre skal med, men detaljerne kan også ofte vente til man er offgame. Personligt har jeg intet problem med den slags direkte offgame forespørgsler, men jeg kender folk der vil blive irriteret af det. Derfor kan det være nyttigt med et simpelt signal der forklarer det hurtigt og nemt uden ord.

Til Just A Little Lovin’ var der i hele spilområdet fordelt farvede fjer, der kunne bruges til signaler. Hvis man tilbød en anden spiller en blå eller sort fjer var det en invitation til at gå i blackboxen, blå for en scene om venskab, sort for en om dødsangst. På den måde kan man nonverbalt invitere folk i deres eget tempo og uden at forstyrre spillet afvise et tilbud.

Et andet alternativ er at have et simpelt håndtegn man kan bruge, såsom at tegne en firkant i luften. Det fungerer f.eks. i spil hvor man har lavet sin egen Blackbox.

Det er også vigtigt at spillerne har forstået boxen og hvad den kan, så de kan finde de steder det er mest relevant for dem at bruge den. Det letteste er helt klart at have demonstrationsøvelser på en workshop hvor spillerne har mulighed for at træde ind i instruktørrollen og prøve den af på forskellige måder.

Sørg for at spillerne forstår hvad boxen kan og at de har klare signaler de kan bruge i spillet uden at forstyrre det.

Spillet i boxen

Der er egentlig ingen begrænsninger på hvad man kan lave i sådan en box, det er kun fantasien der sætter grænser. Men her er et par tried and true teknikker fra vores naboer mod nord og øst:

Aspekter

Spilleren i centrum af øvelsen er interesseret i at udforske forskellige sider af sin spilperson, som er i konflikt. De andre omkring hende påtager sig rollen som de forskellige aspekter. De kan være de følelser rollen oplever eller sider af personligheden, måske metafysiske entiter som engle og dæmoner eller fortidens skygger. Man kan også gøre det med bare en enkelt modspiller, hvis man f.eks. skal have overbevist sig selv om en handling kan man få en af de andre til at følge efter en og insistere på alle de grunde man har til det.

Flashback / -forward

Det kan også være klassikeren med at spille scener fra fortid og fremtid, prøve dem af på forskellige måder. Særligt at spille dem farvet af personlige oplevelser kan være stærkt. Enten ved at have to forskellige rollers fortolkning af den samme situation spillet efter hinanden, eller en rolles største håb for situationen versus hendes worst case frygt.

Til Just A Little Lovin’ blev der mellem to akter mulighed for at få sin rolle testet for HIV, hvilket forgik i blackboxen. 18 spillere sad i rundkreds omkring en spilleder i kittel der spillede deres forskellige læger og en efter en gik vi op for at få svaret at vide. Udfaldet var enten givet på forhånd eller også trak lægen en seddel med positiv eller negativ. Hver scene varede kun et par minutter, lige nok til at få oplevelsen og den umiddelbare reaktion med. Min egen test var ikke slem da jeg vidste svaret var positiv, men da min kone sad hos lægen var jeg helt ude af den og forstod slet ikke at hun ikke havde sygdommen selv da de fortalte mig det.

Sex

Det kan være svært at spille intime scener selv med moderne værktøjer som Ars Amandi, når man er i et stort og forvirrende scenarie. Der er mange signaler og undertoner der kan foldes ud i en blackbox.

Til Kapo gik jeg og min elskede ind i boxen straks efter hun ankom i lejren, hvor vi gennem fortælling, ars amandi og til sidst hver sin monolog skabte deres første møde til en drum n’ bass koncert og det der fulgte efter. Det var brutalt at træde tilbage i scenariets usle mørke og fjendtlighed med den varme følelse af ægte kærlighed i maven. 

What if?

Man kan bruge blackboxen til at afprøve udvikling i rollen, alternative eller fremtidige scener. I det hele taget er boxen et godt sted at mærke grænserne for rollen uden det påvirker de andres spil.

Overlejring

Det er tit svært at gøre forhold til bipersoner der ikke er i scenariet levende, men man kan tage i boxen og få en medspiller til at være ens far, søster, datter, lærer eller hvad man nu har i sin baggrund. Det kan være særligt godt at inddrage en spiller man har et parallelt eller kontrasterende forhold til i spillet, til at tage rollen. Hvis din baggrund er fyldt med skuffelser og ydmygelser fra rollens far, kan man tage de følelser og lægge oven på et reelt spillet forhold. Det giver også din modspiller en masse indsigt i din rolle og mulighed for at spejle fortiden i nutiden.

Afpasning

Hvis man har et forhold til en anden spilperson kan det tit være svært at være sikker på at man er på samme spor, boxen giver mulighed for at træde ud og snakke offgame om hvilken retning man er på vej i. Men endnu bedre er at gøre det gennem rollerne, via monologer eller småscener.

Igen til Kapo, et stykke tid efter et frygteligt brud mellem de to elskende hvor vi havde undgået hinanden, gik vi ind i den mørklagte box og skiftedes til korte indre monologer. Frem og tilbage en masse gange, hvor vi samlede ord og temaer op fra hinanden og fik et blik ind i den andens tanker.

I det hele taget kan man anvende de fleste teknikker fra Fastaval og Jeep i sådan en box. Det vigtigste er sådan set at en af deltagerne tager initiativ til hvad der skal foregå, så man ikke væver rundt uden mening. Det er også tilrådeligt at skynde sig tilbage i spil efter boxen, så man kan tage følelser og bleed med fra den til den store fortælling.

Instruktøren

Hvis du vil supercharge din blackbox er det bedste du kan gøre at få fat i en erfaren instruktør til at hjælpe dine spillere. Det kan være en af arrangørerne der har mod på det, det kan hjælpe med at holde spillerne tæt på scenariets oplæg. Eller måske er en eller flere af spillerne friske på det, sørg for at få dem peget ud til scenariets briefing så de bliver brugt. Npc’er også et godt sted at hente instruktører, de har ofte downtime der kan bruges på boxen. Hvis du har resourcer til det er en fast stab af npc’er der kan trækkes ind til blackbox brug en klar fordel.

Instruktøren, hvem end du kan få til det, har en nemmere opgave end det lyder til. For det første er de selv gået ind i boxen for at få en mere intens oplevelse. De har selv en idé til hvad de vil have og sikkert også hvordan, man skal bare lytte og facilitere deres ønsker. Opgaven består hovedsageligt af at komme med forslag til dem og skubbe dem videre. Det er tættere og mere personlig vejledning end til f.eks. en workshop, men det betyder også at det er lettere at blande sig og prøve sig frem. Det er ret svært at gøre noget forkert så længe man følger spillernes intentioner, instruktørens blotte tilstedeværelse fungere som alibi for at de kan spille hårdere. Ansvaret er bare at have perspektiv og idéer til dem og få dem til at føle sig trygge.

Instruktørens rolle er at facilitere spillernes ønsker, tilbyde teknikker og hjælpe dem med at lave bedre scener. 

Bestil en box

Du kan finde blackboxes i alle de førende scenarier fra International Genderbending Larpers og prøve dem inden du selv køber en. Når du selv vil igang er det let at gøre som arrangør, man kan enten selv stå for at få den etableret. Eller man kan tage kontakt til et medlem af IGL, de kan enten selv hjælpe med at stable en box op, give en vejledning eller kender en der kan.

Som spiller kan du tage kontakt til din arrangør og gøre dem opmærksomme på din interesse i en Blackbox. Hvis de ikke selv har overskud til at lave en, kan du også selv tage initiativet som ovenfor, eventuelt i samarbejde med arrangørerne og andre spillere. Jeg er sikker på at arrangørerne ikke vil standse den slags initiativ.

Vi tilbyder også to light udgaver af Blackboxen, en midlertidig og en mobil:

Det midlertidige alternativ er bare at udnævne en del af scenografien til Blackbox og så bruge den som sådan. Et sted der allerede er udpeget til offgame, sit eget værelse på herregården eller som vi planlægger til Khypris, at bruge et af udhusene i vores lejr. Det er et udemærket alternativ hvis behovet pludselig opstår undervejs i spillet.

Den mobile variant er bedst til korte scener, da den primært bruges inde i selve spillets rum. Den består af et klart tegn til “nu er vi i boxen” som kan bruges når som helst og hvor som helst, dog helst afsides af hensyn til de resterende spillere. Den mobile model er klart bedst til erfarne blackboxere og tydeligt aftalt som værktøj på forhånd.

Ellis råd til den gode blackbox:

Elli Åhlvik var min modspiller til Kapo, og ifølge de fleste IGL’er er dronningen af Blackbox med mange års erfaring. Hun har været en kæmpe hjælp til at få det hele samlet og klargjort. Her er hendes råd til dig som bruger af blackboxen:

“Everyone needs to be focused.”

“Spontaneous need for the box as your starting point.”

“Relax and don’t plan out the play if you can rely on your experience.”

“Don’t be afraid to show and exaggerate the emotions, embody them.”

“Go haywire with your emotions.”

“The best start is a director and good coplayers, with a shared core feeling.”

“Don’t be afraid to say if it didn’t work or you want to repeat the play again.”

Og som instruktør:

“Don’t be afraid to meddle and direct.”

“Don’t be afraid to enter the gamespace in the box.”

“Don’t be afraid to touch or move the other players.”

“Be the alibi for the players.”

.

Tak for din interesse i Blackbox fra International Genderbending Larpers Hvis du har spørgsmål eller ønsker at prøve en Blackbox kan du kontakte IGL hvor hardcore nørder mødes. Fastaval og Knudepunkt er lige om hjørnet. IGL kan kendes på deres brug af fremmedsprog og atypiske kønsroller.

Vrøvl

Vores BlackBox CPH scenarie

Jeg blev tvunget af omstændighederne til at lave et scenarie til arrangementet sammen med Pixi. Blandt andet fordi vi begge længe har haft lyst til at lege med den absurde teatergenre i rollespilsregi, men også for at få afprøvet nogen teorier om hvad der er muligt og ikke muligt i rollespil.

 

Scenariet vi kørte var Vrøvl, der grundlæggende er baseret på at tage troper og genrekonventioner fra Samuel Becketts teaterstykker og lave dem om til regler og værktøjer for opførsel i et scenarie. Målet er blandt andet at rykke rollespillet tættere på teatret, at finde bro til de kontaktflader der er i former som long form improv og performance kunst. Samtidig fungerede det også som test-case for ikke-indlevelsesfokuseret spil, som er et tema i Turning Point, det projekt jeg har med Monica. Som i øvrigt også bidrog med ubetalelig hjælp til design af workshoppen inden selve spillet.

 

Det var min første erfaring med at køre sådan en workshop, det er ret krævende og jeg er ikke tryg med sådan at være i centrum og den kloge. Det er svært at varme folk op, men så snart det bliver kropsligt er workshoppingen en herlig leg. Den kedelige formidlingsdel skal helst blandes godt med fysiske øvelser, lege og afprøvning af spilmekanikker og roller.

Vi havde som benspænd at spillerne blev inddelt i par, men ikke fik lov til at forberede sig sammen og ikke kendte til modpartens underliggende instruktioner.

Målet var at deres forhold blev udforsket i selve spillet, frem for at blive talt på plads inden. Det virkede udemærket, men jeg tror at det ville give mere tryghed for spillerne at have en kort mulighed for at tilpasse deres kropssprog og rolleudtryk til hinanden inden det går igang.

 

Vi havde seks spillere, færre end vi havde planlagt, men det viste sig at være et rigtig godt antal under selve spillet. Og det var supermotiverede spillere, scenariet var nok det mest snævre i weekendens udvalgt og lå søndag formiddag. Men de gik lige i kødet på det: De havde alle læst Beckett og var friske på leg.

De viste sig at være rigtig glade for den vinkel jeg lagde fra start: “I skal bare lege og prøve jer frem, der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på.” Jeg synes det er synd at det skal være en positiv overraskelse for spillerne at få lov til at spille sådan, at grundantagelsen er at man skal leve op til andres forventninger og kun spille som de har befalet. Det er vidst et rant til en anden gang.

 

Vi havde som agenda at spillet var baseret på at spille noget svært og fjernt fra spillernes sædvanlige opførsel. At spillerne konstant skulle være bevidste om at de spillede en rolle og ikke kunne falde tilbage på deres naturlige reaktioner og kropssprog. Det gjorde vi gennem en række benspænd i rollekonstruktionen. De fik som sagt en række værktøjer til at skabe absurde forhold, til at lave skæve statusforhold i parrene, udspille forløsningsfrie konflikter og komme med absurd tale. I Becketts forestillinger er rollerne altid i gensidigt afhængige men ulige forhold. Vi delte spillerne op i to grupper efter højde, de laveste spillede højstatus og vice versa. Jeg tog selv højstatusgruppen, der bestod af de tre kvinder og Pixi førte de tre mænd gennem et lignende forløb for lavstatus.

 

Fokus på udformningen af rollen er på den udtrykte rolle, målet er at skabe en interessant og udfordrende modpart for den anden spiller i ens par. Rollerne bestod en række indre logikker som spillerne så udtrykte kropsligt og i deres talemønstre på en teatralsk frem for realistisk måde. Vi fik dem også til at lave øvelser hvor de indtog scenerummet på alverdens forskellige måder, for at blive bevidste om hvor meget man siger med sin placering i et rum. Det førte til en gruppe fantastisk ekspressive spillere der virkelig fik kroppen med.

Vi lærte dem også en hel del benspænd ud i absurd tale, grundlæggende er princippet at man altid skal tale forbi hinanden, køre ud af en anden tangent end din samtalepartner, konsekvent ikke kende til de referencer de andre kommer med og tie stille på upassende måder. Vi slog hårdt fast på at det var helt iorden ikke at kunne finde på noget at sige og at bruge tavsheden som et aktivt virkemiddel frem for at se det som en svaghed. Og at det i absurde teater er en styrke at gentage sig selv.

Lige inden spillet fik spillerne mulighed for at tage et navn til deres rolle og hvert par trak et tema til deres samtaler, som de selv havde brainstormet tidligere. Egentlig var planen at de skulle holde samme tema i alle akterne, men på deres opfordring trak de et nyt til hver akt.

 

Selve spillet var fantastisk at kigge på, det er et sjældent privilegie som arrangør at kunne få lov til at være reel tilskuer til ens scenarie. Enten er man instruktør, i spil som biperson eller gemt væk i en bunker. Vi sad gemt væk oppe bag stolerækkerne ved lyspulten, hvor Jesper Heebøll gjorde et dejligt stykke arbejde med at improvisere lysskift undervejs i spillet. Vi havde et lydtæppe af ambient musik der skiftede stemning undervejs og lyset blev fokuseret på de forskellige podier som scenen bestod af alt efter spillernes handlinger og Jespers indfald.

Det var præcis som at se et absurd stykke blive opført for første og eneste gang. Spillerne havde knald på og kom ud i alverdens forviklinger og uforståelige dialoger. Der var et par stykker inde og kigge undervejs og ingen af dem fattede en pind, altså en stor succes. Vi er så vant til at forstå rollespil som handlingen, læst ud fra dialogen. Men her var det netop den der gav mindst mening. Det er formen, handlemønstre og forhold der udgør strukturer som tegner det meningsløse.

 

Spillerne var glade, men udmattede. De kørte i højt tempo og glemte fuldstændig tiden. Vi havde tre akter af 40 minutter, men de troede at de kun havde været på i 10 minutter ad gangen. Jeg tror godt vi kunne have haft en times spil mere, men vi valgte at skære det kort for at være sikker på at spillerne ikke løb tør for energi.

Det første mål med at få tilfredse spillere med et meget snævert koncept blev klart en succes og undervejs fik jeg bekræftet en hel del små tanker og observationer om hvad man kan og ikke kan med rollespil:

 

Man kan sagtens spille med teaterdramatik og store armbevægelser uden det bliver fjollet. Hver akt-break var fyldt med spillere der grinede ad hinandens løjer, men selve spillet var helt straight og alle var fokuserede.

 

Spillerne var rigtig glade for at få lov til at spille atypisk og uden at blive typecastet. De synes at blive udfordret med f.eks. en uvant statusposition var en spændende oplevelse. At skulle afspore alle samtaler førte til at langt større fokus på modparten end sædvanligt.

 

Scenariet forløb fuldstændigt uden nogen central fortælling, der var en enkelt hændelse i sidste akt hvor alle seks spillere fandt sammen om en fælles ting, men det gik fra hinanden lige så pludseligt som det opstod. Der var masser af temaer der løb længe og mellem parrene, gentagelser af handlinger og dialoger, men aldrig en bevægelse i narrativ forstand.

 

Frie, trygge spillere er power spillere. Hvis man gør det klart at det er en leg, at spillerne har handlefrihed og at der ikke er nogen forventninger til deres opførsel eller anden styrende hånd fra arrangørside giver de slip og spiller langt mere dramatisk. Så længe man har gjort det klart fra start hvad det fælles mål er og givet dem værktøjer nok, kommer de til at spille det man vil have uden usikkerhed og er bevidste om at hvordan de spiller.

 

Sidst men ikke mindst havde vi en lille diskussion til sidst om hvorvidt det overhovedet var rollespil vi havde lavet. Det lignede på overfladen et absurd teaterstykke og opfyldte alle grundlæggende krav til at have været improviseret teater eller en kunstperformance, men vinklen og fokus var hele tiden ud fra en rollespilsforståelse. En anden skillelinje som en spiller påpegede var at der ikke var nogen nævneværdig indlevelse i rollen i klassisk bleedform. Men det var netop også en pointe som øvelsen bekræftede, at man sagtens kan have rollespil uden bleed.

 

Jeg synes selv det var en stor succes og det lød også sådan på spillerne. Der var ikke noget der faldt til jorden. Det største problem var en usikker start på workshoppen, men det fortog sig så snart spillerne begyndte at lege med. Jeg har ihvertfald selv fået en masse gode erfaringer i at køre workshop, bruge teaterscenografiske midler og en stor tillid til spillernes egne evner og motivation mod den gode oplevelse. Lad os håbe der kommer flere arrangementer som Blackbox i fremtiden!