Inspectres

I julen gav jeg Anders en Epimas gave, hvilket han på årets Fastaval kvitterede for ved at give mig Inspectres. Hurra!

Inspectres er et af de klassiske storygames, det er grundlæggende meget simpelt i idé og udførsel. Man leger et firma a la Ghostbusters, der tager sig af overnaturlige trælsheder i folks hverdag. Det sjove er at der er tilføjet en smule reality tv, så det bliver lidt over i retning af The Office eller Arrested Development.

Det er et meget simpelt lille indie-spil, et af de letteste jeg har set, på godt og ondt. I onsdags fik jeg afprøvet det med to spillere, så nu kan jeg synes noget om spillet.

Spillet er egentlig ret ordinært i strukturen, spillerene har fire stats der siger hvilke terninger de skal rulle imod verdens genstridigheder og et specielt talent der giver ekstra terninger når det er relevant. Ens rolle er primært defineret ud fra det job man havde før man startede i Inspectres.

Peter lavede en bibliotekar, med talent for sprogøre, mens Anders lavede sig en vinduespudser, med det samme som talent. Spillernes talenter dukker ofte op i spillet, da der er en ekstra terning i at kunne forklare hvorfor det er brugbart i situationen. Der er åbenbart utroligt meget ghostbusting der kan klares med sæbe og helligt vand.

Spillederen bestemmer suverænt hvornår og hvad spillerne skal rulle og kan også kræve stress-rul, der mindsker spillernes effektivitet hvis de fejler. Der hvor spillet rigtig adskiller sig fra klassisk rollespil er at hvis spillerne ruller en succes, skal de helt selv fortælle hvordan det går og hvad de får ud af det.

Et smukt øjeblik var i starten af spillet, jeg havde spurgt spillerne hvad den onde lugt var og svaret lød “Svovl og vådt tang.” Næste skridt var selvfølgelig for bibliotekaren at google hvad den lugt betød, han rullede godt og jeg kiggede forventningsfuldt op på Peter og spurgte hvad der så står på google. Det øjeblik hvor han indså at han nu selv skulle regne ud hvad hans eget påfund rent faktisk gik ud på, var smukt. Svaret var jo at selvfølgelig er lugten af svovl og vådt tang kendetegn på sømandsspøgelser!

Fortællingen i spillet er meget i spillernes hænder, da de har utroligt meget fortælleret undervejs. Som spilleder er man kun relevant i forbindelse med at sætte scener, smide ting i vejen, fortælle hvordan det går galt og portrætere bipersoner. Udgangspunktet ruller man på en tabel, hvor man får et setup som spillerne kan bygge oven på:

Jeg rullede “en skeptisk, butiksindehaver, der klager over en grim stank fra en nærliggende zoo eller park”. Da vi havde valgt at spille i Århus og der er en stor mangel på zoologiske haver i byen, blev det ret hurtigt til at bageren i Den Gamle By ikke længere kunne klare lugten i bageriet. 

Spillets forløb består i at spillerne prøver at optjene franchise dice ved at rulle højt på deres checks, hver opgave har et mål for antallet af terninger de skal optjene, som de så prøver at nå til. Det kan gå ret stærkt hvis spillerne kun ruller deres høje skills, men så må man sørge for at de også får brugt de andre. Desuden har man som spilleder muligheden for at kaste med stress, der er alt hvad man kan finde på af træls, stress, sanity, skade, etc. Spilpersonerne kan ikke dø i spillet, men de får stress af det. Stress består af et rul på en til tre terninger og jo ringere man ruller jo mere går det ud over ens stats.

På vejen fra Århus til Skive på jagten efter det mel der har bragt den onde lugt til bageriet kommer spillerne ud for en kæmpe bilkø på Viborgvej. Jeg beder spilleren der sidder bag rattet rulle en enkelt terning stress. Senere da de får fundet problemets kilde, en vred genganger med sydvest og merskumspibe der spøger i møllen, er begge spillere oppe og rulle tre terningers stress, hvilket går hårdt ud over deres stats.

Stress er den primære måde for spillederen at gøre det spændende, de almindelige succesrul kan kun skabe problemer i fiktionen, men spilmekanisk er det interessant for spillerne at nå at løse problemerne inden de går ned med stress. Stress er også vigtigt til kampagnespil, da man er nødt til at bruge sine surt tjente franchise terninger på at sende spilpersonerne på ferie for at komme sig over deres stress. Terninger der kunne have været nyttige i selve spillet.

Inspectres har et spøjst element der virker lidt påklistret, men faktisk bidrager utroligt meget til spillet. Jeg snakker selvfølgelig om the confessional. Selv om ingen af os vil indrømme det, så har vi selvfølgelig set de der rærlige reality tv-shows hvor man klipper mellem selve situationen og så en af de indvolverede der sidder i en blød stol og fortæller kameraet og seerne derhjemme hvorfor de andre er nogen idioter. Ispectres har også en blød stol som spillerne kan indtage efter behov og sætte handlingen på pause, mens de kommenterer på handlingen eller deres kolleger. Det som spillerne fortæller i skriftestolen er selvfølgelig altid sandt, hvilket kan udnyttes på mange måder, enten ved at tvinge fortællingen i en retning eller presse de andre spillere. (Hvis man beskriver en af de andre spillere som havende en bestemt egenskab, får de bonusterninger af at spille på det.)

Peter var glad ved at sætte sig i stolen og brugte det blandt andet til at fortælle om alt det fantastiske mer-salg firmaet fik ud af opgaven, inden de rent faktisk havde løst den! Bandit. 

Det er et utroligt let spil at gå til, meget pick-up-and-play venligt. Reglerne er nogenlunde nemme at gå til, men specielt settingen og situationen er folk hurtigt igang med at udvidde og fortælle større. Det største problem for mig er at styre det som spilleder, der er ikke voldsomt mange værktøjer til strukturen og dem der er, er ikke ordentligt mekanisk underbygget. Jeg skal lige øve mig lidt mere, men jeg tror også det handler om at gå lidt mere i detaljen end andre spil. Vores spil var overstået efter en time, så der var potentiale i at grave lidt dybere.

Inspectres er helt klart med på listen over storygames jeg uden forbehold kan servere for almindelige danske nørder, sammen med PTA og Fiasco. Det er supernemt at gå til og leverer solid komik.