You are currently browsing the monthly archive for maj 2022.
Vi ved allesammen godt at rollespil er en holdsport, men det er også det mest besværlige ved det hele: At samle en hel flok nørder på samme tid og samme sted. Og det sidste års tid har været ekstra besværligt på den konto. Plus at jeg lige er flyttet ud på bøhlandet og ikke har fundet lokale legekammerater endnu.
Men så er det heldigt at der er nogen der har haft endnu mere tid alene og har lavet rollespil med soloregler. Nu kan det være at du synes det lyder helt tosset at sidde alene og rollespille, men det er faktisk ikke ret meget længere ude end når du lige har fået et nyt spil, og så tester det af ved at lave et par karakterer som du smider ud i en kamp for at teste kampsystemet inden du skal lære dine venner det.
Det er faktisk ret meget bare det som nogen spil har udbygget. f.eks. I Twilight: 2000 kan man spille alene, med næsten de samme regler som i en spilgruppe. De mekaniske dele med at rulle encounters frem, vandre rundt på kortet, holde styr på resourser og slåskampene er ret nice at sidde og brætspille med sig selv. Men det var ret meget en barriere når jeg ramte selve rollespilsdelene. Jeg er ikke fan af at diktere handlinger og interaktioner helt alene, der skal modspil til at gøre det rigtig sjovt. Så min solotur i TW20K gik i stå da spil personerne kom ind i en landsby og der var eksponentielt mere rollespil end ude i vildnisset. Der er lidt værktøjer til det, men ikke nok for mig.
Jeg har smidt et referat af min tur i det apokalyptiske Sverige op her:
Så jeg er hoppet cirka tusind år tilbage i tiden, til det største og første af de nutidige lockdown-boostede solospil: Thousand Year Old Vampire
Spillet er specifikt designet til kun én spiller, på godt og ondt. Det er fundamentalt et løst narrativmekanisk skelet uden om en lang liste af skriveoplæg der ud over at prikke imid fortælling, også tilføjer eller fjerner karaktertræk som evner, ejendele, ækelheder og relationer fra hovedpersonen hen over deres karriere som udødeligt monster. Når man løber tør for visse karaktertræk eller rammer slutningen af bogen er fortællingen slut. Der er et par finurlige detaljer som gør det lidt mere interessant. F.eks. bevæger man sig gennem listen med skriveoplæg ved at rulle en d10, plus en d6 som man så trækker fra d10eren. Det gør at man kan kravle baglæns gennem bogen til tider, men at der altid er en let fremdrift. Og kombineret med at hvis man lander på samme tal igen, så graver man sig dybere ned i det samme hul, gør det at rejsen bliver meget mindre lineær end man skulle forvente. Ens relationer er enten til dødelige eller udødelige, hvor de dødelige er lidt ligesom potteplanter: Man glemmer tiden og så næste gang man ser dem er de døde af sig selv. Det er en ret fin måde at koble vampyren fra, selv om det til tider kan amputere et narrativt potentiale.
Og så er der den store gimmick, som er at når man lever så længe så er der ikke plads til alle ens minder i hovedet. Faktisk er der kun plads til fem minder med tre oplevelser i hver. Og hvert rul fører til en oplevelse og nogle får en til at glemme, så man kommer hurtigt til at miste fundamentale aspekter af hvem man er. Faktisk er der næsten ingen chance for at man er den samme person fra start til slut. Det er ret nice. Jeg er kun nået en lille smule ind i min egen gennemspilning, men alt efter hvor mange friaftener jeg får så kommer der nok noget mere. Indtil videre har det været ret nemt at finde ud af hvad der skal ske i et givent afsnit uden det føles forudsigeligt. Det sværeste er alle de potentielle narrative tråde der bliver tabt undervejs, men det passer jo ind i spillets ramme at det er sådan at være udødelig.
Jeg har kunnet nå en tre rul på en stille aleneaften uden stress og har også tilføjet et par skitser inspireret af handlingen i min gennemspilning. Du kan kigge med her:
Jeg fortsætter nok lidt uregelmæssigt fremad og siger lidt mere om spillet når jeg har haft lidt længere tid med det.
Har du spillet noget solorollespil og hvad syntes du om oplevelsen?
Friskeste indspark