Kære dagbog…

…I går brugte jeg mere tid på at skrive om en gang rollespil, end jeg brugte på at spillet det. Jeg er ude på et skråplan. Nu vil jeg bare lige pointere at på trods af at vi er gået fra et scene count på 17 til 14 til 11, har vi holdt tiden næsten præcis på 3 timers spil. Det betyder færre scener, med mere guf i.

Sub Rosa – S103 – Ports of Call.avi

Så er vi tilbage i primetime med Sub Rosa, den spændende serie om viktoriatidens skyggesider. Jeg fortsætter min udforskning af genfortællingen, ved denne gang at inkludere vores forhandlinger om scenerne. Vi har haft en ekstra uges pause grundet udenbys nørderi, men det har bare givet os ekstra kræfter til endnu et actionfyldt afsnit. Jeg havde sørget for at printe min blogging af sidste spilgang og lige genopfriske hvad jeg gerne ville gøre bedre denne gang, det var klart et godt træk. Samtidig kom vi måske ikke hurtigere, men ihvertfald skarpere igang med spillet. Blandt andet fordi jeg havde referatet af sidst klar. Vi tog lige en genopfrisker af vigtige bipersoner så vi havde dem klar, alle var jo enige om at der skulle mere liv i connections.

Aftenens screen presence er 2 til hhv. Haversham-March og Sommersfield og Blythe nede på 1. Det giver mig 13 points budget. Jeg forelægger mit ønske om flere konflikter med mere end én spilperson i for at få mere ud af mine indsatser, specielt nu hvor vi har et afsnit med to personer på lige vægt, ville det være oplagt at se på forskellene i deres måder at gøre tingene på.

Jeg har fået flettet en rimelig solid opvarmning istand ved at bede spillerne genfortælle den scene fra før, som bedst illustrerer hvor deres spilpersoner står lige nu. Så tager vi lige en runde med “Next time on…” fra sidst. Til sidst fortæller jeg en scene der introducerer aftenens plot, hvorefter vi kører credits og jeg sætter første scene. Se selv:

Sommersfield hos arbejderlederen der nægter at tage imod pengene eller at opgive kampen, uanset hvad det koster.

Haversham-March der står overfor garnissionschefen der forklarer at “Sådan gør vi ikke her, det er ikke Indien.”

Blythe Jr. ligger i en hospitalsseng med lettere kvæstelser, hans far har lige trynet ham og er på vej ud af stuen, junior kan ikke få et ord ud for at tage til genmæle…

Haversham-March står efter en slåskamp med webleyen i hånden og tøjet i uorden, ved siden af ham står en blodindsølet soldat i sergeantuniform fra kolonierne og udtaler “Well Captain March, that went rather well.”

En mand i tuareg klædning væver sig gennem en bazar og træder ind bag et forhæng til en opiumshule hvor en bleg englænder ligger med piben for læben. Manden vikler sit tørklæde af og afslører sig som Sommerfield: “Mr. Rutherford, it’s nice to see you here!”

Andreas blev enig med sig selv om at hans scene var for stor til scene presence 1 og trak den tilbage, måske kommer den senere?

Vi blænder op på en linje af engelske kavalerister på vej gennem en sandet ørken under høj sol. De har tydeligvis været undervejs et godt stykke tid. De ankommer til en oase og en overrasket løjtnant tager imod dem. “Davies? Hvad laver de helt herude?” Davies eneste svar er at skyde løjtnanten ned, og hans mænd følger op med at massakrere de andre engelske soldater i lejren.

Der klippes til generalstaben i Kairo, en gruppe officerer står foran et plyndret kortskab. “Det hele er væk, alle planerne over forsvaret af Suez… Damn that Davies!”

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. Men denne gang med klip fra mellemøsten: Skumle gyder i bazaren, en hånd der trækker en skummel krumkniv og mænd der sidder og forhandler på et tehus… Kameraet glider op til loftet der selvfølgelig har en mosaik kuppel der forestiller… En islamisk rose:

Sub Rosa

Skærmen åbner op på vores tre ‘helte’ der sidder som de plejer, men denne gang er det i kurvestole i skyggen ud til et solfyldt gårdrum et sted i de varme lande. Et par små inderdrenge vifter med palmegrene. En officer fortæller om Lt. Davies forsvinden og tyveriet af kortene. Samt hans fortid: Hvordan han var fanget i et fort med sine mænd og at undsætningen kom “Just on time.” Og at han indtil for nylig var blevet sat til skrivebordsarbejde i generalstaben i stedet for ørkenpatruljer, pga. familiepres.

Episode 3: Ports of Call

Andreas sætter første scene, oprindeligt som plotscene, men det blev til mere af en karakterscene. Vi holder det hele lidt flydende her i Sub Rosa. Vi åbner op på Blythe og Sommersfield der er ude hos Rashid, patriarken for tuaregerne der ligger i lejr uden for Kairo. Han er en gammel vindtør mand med stor pondus, teltet er fyldt af høvdinge der er i audiens hos ham, men træder til side for de hvide herrer. Sommersfield undskylder for ikke at have opfyldt tidligere løfter hos Rashid, vi spiller lidt frem og tilbage for at etablere backstory mellem de to. Da vi kommer til hvordan heltene skal få informationer ud af ham famler vi lidt med hvad der er passende og om det kan være stakes i konflikt. Vi ender med at jeg kræver en strategisk vigtig oase og vi får en tovejs konflikt. Først formuleret som Andreas vs. Anders, men jeg forklarer at det altid er spiller mod producerm, men man kan køre sideløbende. Vi reformulerer stakes og checker at alle udfald giver interessant spil, hvilket så ender med at  Andreas vil spise ham af med perler til de indfødte (2 kort) og Anders vil love ham noget han ikke kan give (3 kort og 1 fanmail). Jeg nøjes med 3 kort, men vinder begge konflikter og fortælleret: Blythe klodser komplet ved at forsøge at købe den ærdværdige med simpelt flitterstads og de to bliver jaget på porten. Sommerfield har fået brændt en vigtigt bro, han vil ikke længere få vand hos Rashids stamme, men får alligevel informationerne ved at komme dagen efter med 10 kameler i bod.

Kaptajn Haversham-March er ude i ørkenen for at spore Davies, han ankommer med rytteriet til oasen fra tidligere. Ligene har ligget i varmen i snart en uge. H-M følger en ung løjtnant rundt der rekonstruerer handlingsforløbet med ophøjet ro. H-M er ved at brække sig. Konflikten er om han kan beholde sin stive overlæbe. Næh, han knækker. Haversham styrter grøn i ansigtet mod vandet, en soldat ser hvad han er ved at gøre og tackler ham inden han når at brække sig i det eneste vand i omegnen. Mens han ligger og gylper i sandet får vi det første glimt af Sgt. Higgins: En ung mand i H-M’s regimentsfarver og kolonialuniform, der er gennemblødt af sit eget blod og tydeligvis ikke i live mere. Han lægger i stilhed sin hånd på Havershams skulder. Kaptajnen åbner sine øjne og får øje på en gylden knap i sandet, en knap med en halvmåne på…

Vi snakker lidt om twists og tyrkere, Anders har en god idé til en ny retning for afsnittet, men det er for tidligt at gøre det nu, så vi bliver enige om at han bare kan sætte sig ind i rækkefølgen når han synes det passer. Vigtigere er det ikke at holde takten. Vi får også lige vendt det med tyrkerne som skurke, det var også med i første afsnit. I stedet tager Anders sin scene fra sidst: Sommersfield er på vej gennem skumle forhæng til ind i en opiumshule. Her er en mand han genkender som Mr. Rutherford. Rutherford udbryder overrasket: “Jeg havde ikke forventet at se både dig og Claudia i samme uge!” Vi kaster os ud i en konflikt om hvilken spiral han tager ned ad: Går han berzerk på Rutherford eller falder han sammen og tager til opiumspiben? Begge veje er en interessant udvikling, men Anders vinder selv med sit sats på volden og Sommersfield tæver løs på manden mens han råber at han ikke er værdig til at tage hendes navn i sin mund. Mens vi fordelte kortene købte Morten sig ind i scenen for en fanmail og han kommer ind og redder Sommersfield fra at blive gennembanket af de lokale. Rutherford stikker af.

Min scene bliver en mellemscene for at rykke handlingen igang: Vi ser en luksuriøs flodbåd ligge ved kajen, ind ad et koøje ser vi en rig tyrkisk købmand sidde og love guld og grønne skove til en uset skikkelse, for varer eller tjenester? De aftaler et møde i Alexandria om fire dage…

Andreas står til at sætte den næste scene og vi når næsten igang med en plotscene om heltenes afhøring af havnemesteren, men han beslutter sig i stedet for at tage en planlægningssamling af de tre helte på deres substitutklub. De står om et kort, med passer afmåler de hvor langt Davies kan være nået fra oasen på sin vej mod nord. Alle spor peger på Alexandria. Han vil enten selv sejle afsted eller finde en køber til kortene der. Afsted med heltene.

Morten har den næste scene og sætter sin Next Time On… i Alexandria: Vores helte er trængt ind på en tyrkisk klub og Haversham-March prøver at provokere den lokale boss til at fortælle hvad de har gang i. Han smider knappen fra tidligere på bordet og manden eksploderer i hans ansigt med skældsord på tyrkisk. Agendaet har fra start været at H-M skulle ud i vold uden kontrol, men hvordan vi lige får det i konflikt tager et par omgange. Vi bliver hurtigt enige om at det ikke er interessant at tyrkeren giver op og det er heller ikke godt nok hvis ikke H-M selv starter volden. Så vi ender på at konflikten bliver om der kommer konsekvenser for andre end ham selv og tyrkeren. Jeg stabler fire point budget på, der skal pres på her op til hans spotlight i næste afsnit. Morten har selv kun 3 kort og jeg vinder med lethed både konflikt og fortælleret, til min store glæde: Haversham trækker sin pistol og smadrer den ind i ansigtet på manden. Blodet sprøjter som han falder bagover. Haversham lægger med ophøjet ro an til et skud mod ham. BANG! Tyrkeren kigger ned ad sig, men der er kun blodet fra hans knuste næse. I stedet står en overrasket ung mand bag ham, med mundstykket til en vandpipe i hånden. En mørkerød plamage breder sig på hans bryst. Han falder forover og smadrer et bord i tusind stykker. Stilheden er total. Sgt. Higgins spøgelse dukker op igen og siger tørt: “Well Captain March, that went rather well.”

Anders har tydeligvis glædet sig til at komme med sit twist: Vi flasher tilbage til England, en scene alle kan huske: Hovedpersonerne på besøg hos Admiral Winter-Smythe. Men denne gang er det filmet fra hans synsvinkel. Han tager imod pistolen, der symboliserer hans ærefulde valg: At tage sit eget liv. Han sender de tre bødler afsted: “Thank you gentlemen, that will be all.” Han ringer efter butleren og da denne ankommer skyder han ham lige midt i ansigtet. Nu ex-admiral Winter-Smythe afklæder sig roligt sin uniform…

Jeg gengælder Anders kreativitet med at give ham et twist: Sommersfield bevæger sig aggresivt gennem mylderet i bazaren, en knægt forklarer ham at hun bor lige deroppe og peger på et værelse en en karavanserai. Sommersfield sætter i løb og stopper ikke op for den spinkle dør ind til værelset. Der er ingen derinde, men det er tydeligt at her bor en dame, der er tøj og tilbehør, på skrivebordet står en endnu dampende kop te… Men det vigtigste er dog hvad der ligger på sengen: En tyrkisk uniformsjakke i hendes størrelse, med ørkenstøv og en enkelt manglende knap…

Vi snakker lidt og bliver enige om at jage tyrkerne ud af plottet, ligesom i første afsnit. Det er mere interessant at holde det tættere på hjemmet. Vi forestiller os også hvordan fans af serien vil debattere på internettet om paralellerne til nutidens terrortrusselsbillede og de egentlige årsager dertil… Samt hvor amok folk ville gå mht anakronistfejl. Og så bliver vi enige om at vi skal til at lukke tråde ned nu, i stedet for at skabe flere. Scenen er Haversham-March der sidder i skyggen i et tehus ved et soloplyst plaza. Han mødes med den tyrkiske militær attaché, en mand der lige nu er alt det som Haversham-March ikke er: Skarpt påklædt i sin uniform, oven på og charmerende. Han starter med at beklage sig over drabet på en ung mand, og lægger derpå kortene klart på bordet: Ottomanerne har ingen nuværende interesser i at lægge sig ud med briterne. Den fælles trussel fra den russiske bjørn er langt større. Desuden har der været et tyveri af uniformer fra den ottomanniske hær og flere profilerede englændere har for nylig forladt Istanbul. For at bevise at de ingen interesse har i de stjålne planer, viser han Haversham-March at de allerede har alt hvad de skal bruge… alle kort og planer over forsvaret.

Bum, så er den vej lukket. Vi snakker igen om hvordan vi skal slutte her, skal det være en cliffhanger over i Havershams spotlight? Eller skal heltene løse det her og nu? Vi bliver enige om at de skal fange Davies, men at der er uafklarede elementer de ikke er klar over der flyder over til næste gang. Så vi laver et retroaktivt krydsklip: Davies er hos en kartograf, der kopierer kortene. Da manden er færdig giver Davies ham en kop te, men den er forgiftet og han dør… “How careless.”

Vi bliver enige om at fange Davies nu, vi kommer med lidt bud på det. Jeg foreslår at han dukker op i Claudias lejlighed: Vi ser ham gå målfast op imod den, i civilt tøj. Det er mørk aften og nede på caféen overfor sidder Sommerfield og følger ham. Han giver en seddel til en lille dreng der farer ned ad gaden. Hen til Haversham-March og Blythe der står med en gruppe britisk militærpoliti. Døren indtil lejligheden springer op og de tre helte entrerer. Davies var tydeligvis midt i desperat at gennemrode lejligheden. Han kaster sig ud i en grotesk monolog om hvor uretfærdigt han er blevet behandlet efter hans onkel Winter-Smythes fald fra posten som top admiral og hvor tåbelig den måde tingene bliver bestemt i hæren er. Hele fadæsen om hans Uriaspost og alt den slags… BANG! Et skud ringer ud i lokalet. Vi ser kaptajn Marchs rygende webley og hullet midt i Davies pande. Men det er Sommersfield der har trukket pistolen… Davies falder bagover og hans blod flyder ud over Claudias tøj og kjoler, og kortene som han stjal. Blodet farver hele området mørkerødt, som en fjendtlig invasion.

Vi slutter tilbage i London, drengene sidder på klubben og debriefer, alt er igen i orden. Kortene er tilbageerobrede, Davies nedkæmpet og Imperiet igen sikret. Alle er glade. Men nede på gaden foran klubben står Kaptajn Montague og stirrer ondt op, med et regimentsfoto fra Indien i hånden. Man kan se ham og Haversham-March stå foran tropperne og Sgt. Higgins. Han vender billedet og bagsiden er fuldt af tørret blod.

Samtidig til søs, Winter-Smythe sidder og kigger på kopierne af forsvarsplanerne sammen med en gruppe engelske orlogskaptajner. De plotter på et baghold for en flåde der sejler gennem Suez kanalen… Admiral St. Michaels flåde.

Det første jeg lagde mærke til efter vores spil var at vi er ved at have rigtigt godt fælles flow nu. Der er ingen debat om hvordan serien eller tonen er, men derimod en masse snak om hvor vi kan tage fortællingen hen. Og hele tiden mere og vildere! Det kom også til udtryk i at vi kun havde 11 scener denne gang. Det er igen 3 mindre end sidst, men der er meget mere indhold. Blandt andet fordi vi har flere ting at referere tilbage til, vi pakker meget mening ind i hver scene. Vi har efterhånden alt det andet på plads så vi kan hellige os fortællingen. PTA lever nemlig for alvor i konflikten mellem plottet og spilpersonerne. Mine tre medspillere er skarpe i at sætte deres spilpersoner på knivsæggen og sammen har vi gang i noget rigtig lækker plot-jamming.

Jeg var også selv meget bedre i spillet denne gang, idet  jeg er ved at have klarlagt hvor jeg skal ligge pres på spilpersonerne. Det er udgangspunktet for enhver biperson i denne her slags spil, hvordan de påvirker hovedpersonerne. At lege Rashid var en mægtig oplevelse og mine indskud til plottet var også solide.Samtidig har jeg givet mere slip på tempoet i spillet, jeg havde rigeligt med budget at bruge af og holdt ikke igen. Faktisk havde jeg 6 point tilbage til sidst, 2 af dem kom retur på rød fanmail. Det kommer nok også af at vi har en højere grad af konsensus om at lade spilpersonerne komme ud for ulykker end spillet normalt forudsætter.

Det er en af de største forskelle jeg oplever fra dansk systemløst/minimal spil og de amerikanske indie systemer, mængden af modstand man selv leverer. I story game kredse findes Czege principle: “Modstand som er leveret og forløst af den samme person er røvssyg.” Kombineret med en langt mere indgroet tendens til at “holde med” sin spilperson får man et meget anderledes setup end i vi er vant til. I con-kredes herhjemme er det mere almindeligt at holde med fortællingen og lade sin spilperson blæse frit i vinden omkring den. Ikke at det er helt skarpt opdelt, der er masser af overlap og sådan, men baseline er anderledes. Heldigvis er PTA meget tilgivende, jeg er stor fan af at lade systemet falde væk når fortællingen er stærk nok til at køre selv. Det kan PTA sagtens holde til, men det leverer støtte på kritiske punkter når man har brug for det, f.eks. i starten. Men jeg ævler nu…

Next time on Sub Rosa:

Næste gang bliver Mortens solo-show, han har 3 screen presence og de andre har kun 1. Derfor fik han første skud på at definere indholdet, men han nøjedes med at sætte titlen: “Sense and Severity” Så vi tager nok videre på samme plot som i aften, bare tættere på hjemmet og med mere forbindelse tilbage Indien... Hmmm, måske er St. Michaels flåde på vej dertil?

Kaptajn Montague træder i fokus: “Long time, no see. Remember Bopal, Captain March?”

Blythe sidder og skimmer overskrifter i gamle dispatches fra Indien. Han nærlæser en og kigger meningsfuldt op på Sommersfield: “Haversham-March, den gamle djævel!”

Hold jeg klar ved fjernsynet på tirsdag til fjerde afsnit! Og måske kommer sæsonfinalen også snart!

Sub Rosa – S102 – Against the Grain.avi

Sub Rosa serien fortsætter ufortrødent her på HBO i samarbejde med BBC. Vi er nået til andet afsnit af den spændende fortælling om agenternes arbejde med at holde Hendes Majestæts Imperium sikkert. Jeg vil denne gang prøve at fokusere mere på konflikterne end på fiktionen så vi kan få belyst flere af spillets sider.

Vi startede lige med at varme op med lidt introduktioner, men jeg kan ikke lige huske dem så præcist. Ihvertfald fik vi vist de mest karakteristiske scener for spilpersonerne fra sidste gang: Anders’ spilperson Sommerfield der lader Don Marciotti synke, Andreas’ Blythe der bliver stoppet i at slå Bobbien ned og må trække på sin fars status og Morten viser hans Haversham-March der slås skakmat af Admiral St. Michaels nedrighed.

En forretningsmand forklarer en gruppe af ligesindede hvorfor den restriktive importtarif på korn ikke blot holder arbejdernes lønninger oppe, men også skader hele rigets købekraft, med stor tilslutning blandt tilhørerne.

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Skærmen åbner op på en stor fabrik i Manchester, vi ser skiltet over indgangen der proklamerer “Thomas Blythe Weaveries” en arbejder er ved at tilføje “& son” efter navnet. Kameraet glider ned og vi ser Hr. Blythe vise sin 12-årige søn Samuel fabrikken som han kommer til at eje en dag, mens han forklarer hvordan råvarerne kommer ind og bliver forarbejdet på fabrikkens Spinning Jennies.

Episode 2: Against the Grain

Andreas’ karakterscene: Pludselig lyder der et hjerteskærende skrig længere nede i maskinhallen, en dreng på Samuels alder er blevet fanget i bæltedrevet på maskinen og har fået revet sin arm af. Samuel spørger og plæderer sin far om hvad for en erstatning drengen får. Konflikt!: Kan knægten få faderen til at give erstatning alligevel? Andreas har spotlight episode og starter derfor enhver konflikt med 3 kort, så jeg bruger 3 budget for at sætte faderen stærkt. Med faren som connection og et point fanmail fra sidst er Andreas så oppe på 5, det er dog ikke nok og jeg vinder. Faderen fortsætter sin lektion med at forklare at man må arbejde for at tjene penge, ikke bare komme til skade. “…Hvis ikke maskinen kører tjener vi ikke penge og så ville vi være fattige og det ville være dig der skulle arbejde her… Nå, videre til selve vævningen.”

Pick-up games til hyttetur

Jeg skal på en lille uges hyttetur med en stabel brætspillere nu her, men jeg har ikke rigtig nogen brætspil at tage med. Så jeg vil i stedet tage en stabel story games med som man kan spille ud af det blå.

Kandidaterne kommer fra min liste der er at finde her på bloggen, primært dem jeg har i fysisk form. De er valgt ud fra at de kræver meget lidt eller intet forberedelse fra spillere (og spilleder) og som jeg gerne vil lege.

3:16 er en herlig gang rumvold man kan kaste sig ud i, det er et meget let spil der er hurtigt at komme ind i og som bygger spilpersonerne undervejs. Jeg er selv ret glad for det.

A Penny for my thoughts vil jeg gerne prøve, det er skrevet så man kan gå igang med at spille det mens man læser teksten og igen bliver spilpersonerne opbygget undervejs.

Best friends har jeg ikke fået læst endnu, men det er en herlig gang teenagepige intriger og fnidder.

Dogs in the vineyard er lidt tungere i forberedelsen, men alligevel hurtigt igang. Og så er det et kendt ansigt blandt de sære spil.

Don’t rest your head er egentlig ret gm-tungt, men man behøver ikke at forberede sig, hvis spillerne er kreative i deres besvarelser. Så kan man bare bygge oven på deres kickers.

Geiger counter leverer en fin omgang survival horror med et fælles setup og scenesætning.

Happy birthday, robot er en dejlig lille selskabsleg. Den kommer ofte i selskab med exquisite corpse og eat poop you cat som let underholdning eller opvarmning.

In a wicked age bliver sparket hårdt igang af oraklerne til en intensiv gang konflikt. Jeg kan rigtig godt lide hvordan spillet gearer hurtigt op.

Misspent youth vil jeg meget gerne have prøvet, det tiltaler mig, men er svært at få på bordet. Hvorfor er der ikke flere der tænder på at lege ungdomsoprørere imod overmagten?

Lady blackbird har jeg været lunken overfor, men nu har jeg et bedre arsenal af indie-skills til at underbygge det med, så jeg er nødt til at se hvad alle er så vilde med.

Polaris fik vi prøvet, men det gik lidt skævt fordi reglerne er svære at få ud af bogen. Så jeg skal have det igang igen for at køre en ordentlig tur.

Primetime adventures er jo egentlig et mini-kampagne spil, men det er et man kan få igang hurtigt og som er fleksibelt til alle mulige genrer.

Remember tomorrow har jeg lige købt fordi det er cyberpunk og Gregor Hutton. Det ser også ud til at være brugbart i situationen. Update når jeg har læst de 53 sider.

Shock er nok et af mine yndlingsspil fordi det er så åbent men alligevel klart i visionen. Det var et af de første indie spil jeg prøvede og jeg vil gerne have det op igen nu hvor jeg har fået mere erfaring.

Wilderness of mirrors købte jeg egentlig for at læse en enkelt stump regler, men det er jo også et spil der skal spilles.

Det er min foreløbige liste, jeg synes selv den kommer godt rundt i genrerne. Men er der nogen spil jeg burde have med som ikke står her?

EDIT: Lige for at samle op fra kommentarerne.

Dirty Secrets

Montsegur 1244

Until We Sink…

Sub Rosa – S101 – Den Sicilianske Forbindelse.avi

Så kom vi til første episode af vores PTA serie, Sub Rosa. Jeg lagde ud med lige at få lagt et par ting på plads inden, som f.eks. at vi laver en drama-historisk HBO serie og med det har en R-rating, der bliver ikke lagt fingre imellem i portræteringen af vold og sex i fortiden. (For de mindre tv-savvy derude: HBO står bag ting som Band of Brothers, Deadwood, Rome, etc.) Der er ingen tvivl om at denne første episode var noget famlende, som pilot-afsnit let kan være, specielt fordi vi også lige skal spille hinanden an som gruppe. On with the show, det bliver en lang omgang:

.

Vi starter med at se en del af Hendes Majestæts flåde ligge i al sin magt og vælde i en bugt, underteksten afslører at det er Palermo anoo 1860. Uden for bugten ligger en mindre spansk flåde og må se til mens de italienske tropper under Garibaldi indtager byen i ly af de mægtige britiske krigsskibe. Kameraet zoomer yderligere tilbage og vi opdager at scenen bliver set gennem vinduet på en stor villa i bakkerne over byen. Her er Don Marciotti ved at pakke sine ejendele og familie sammen til flugten fra invasionen. Han kaster et sidste hadefuldt blik på the Red Ensign og trækker gardinet for.

Roll credits: En montage af scener fra London, skumle handlinger og high society, møder i mørke gyder og udvekslede papirer. En taske afsløres at indholde en samling grumme knive, der ihvertfald ikke er til lægekunst… I det sidste klip ser vi et stort bal i en overdådig balsal, kamerat glider op til kuplen over de valsende par, en kuppel der består af en kæmpe mosaik der forestiller… En tudor rose:

Sub Rosa

Vi vender tilbage til et stolt britisk krigsskib, der denne gang ligger til kaj i Dover, under de hvide klipper. Vi følger kaptajnen som han giver de sidste ordrer inden han forlader skibet og bevæger sig ned langs kajfronten. Da han er ud for en mørk gyde træder en mørkklædt herre frem og spørger med tyk siciliansk accent: “Er de Kaptajn Weatherby fra HMS Bellafonte?” Da kaptajnen mistroisk svarer bekræftende, bliver han stukket i brystet med en lang glimtende stiletto. Vi følger kaptajnens ansigt frosset en overrasket grimasse som han bliver trukket ind i gyden. Fade to black.

Sommer PTA

Sloth, Skovse, Lund og jeg har fundet ud af at vi skal spille noget primtals-eventyr Primetime Adventures her hen over sommeren. I aftes havde vi så en masse hyggesnak med en langsom pitch session hen over, hvor vi byggede et spilkoncept.

Sub Rosa

Vi er i viktoriatidens England, hvor vi følger tre hemmelige gentleman-agenter der forsvarer kronen og landet mod alle slags trusler, indefra og udefra. De arbejder for den hemmelighedsfulde Lord M der tager sine instruktioner direkte fra Her Majesty.

Stemningen er mørk og konspiratorisk med lette okkulte elementer, men ingen vampyrer! Agenterne bevæger sig rundt i moralske gråzoner… hele vejen rundt. Første sæsons tema er at fortiden altid indhenter en.

Vi spiller 5 episoder, hvor den første er en pilot.

Der blev også lavet spilpersoner, Anders og Andreas er nogen sjufte der ikke har puttet navne på og Morten mangler stadig en connection, men vi når det nok inden pilot-afsnittet på tirsdag. Jeg er selv producer.

.

Morten har lavet:

Lord Geoffrey Haversham-March

Koncept: Idealistisk ung officer, hjemvendt fra kolonierne.

Issue: Det der skete i Indien…

Edges: Veteran fra Indien + Sergeant Higgins, afdød.

Connections: ?

Personal Set: Flashback til Indien

Nemesis: Captain Montague, fra regimentet.

Screen presence: 2, 1, 2, 3, 1

.

Andreas bringer:

NN1

Koncept: Anden-generations ny-rig industrialist.

Issue: Jagten på anerkendelse/ social mobilitet

Edges: Ingen moralsk sans + rå financiel kraft

Connections: Faderen, som ejer det meste af Manchester og har købt sig ind i underhuset.

Ingen personal set eller nemesis endnu.

Screen presence: 2, 3, 1, 1, 2

.

Anders har:

NN2

Koncept: Manden fra Londons underverden

Issue: Hvor ligger mine loyaliteter? Hvor jeg kommer fra eller hvor jeg vil hen?

Edges: Forbindelser til alle + følelserne forrest

Connections: Claudia, datter af en handelsmand.

Ingen personal set eller nemesis endnu.

Screen presence: 2, 1, 2, 1, 3

.

Hver episode kommer til at foregå som en rammefortælling hvor vor helte sidder i klubben og ser tilbage på deres sidste kamp for at forsvare fædrelandet, der så er aftenens hovedfortælling. Personernes scene presence er bygget så vi går hårdt på med Andreas’ i fokus lige efter pilot-afsnittet, hvorefter han træder i baggrunden indtil den sidste episode. Herefter bygger vi op til Mortens store opgør i næstsidste episode, der efterfølges af Anders i fokus som sæsonfinale.

For at få seertallet op har mine tre medspillere lavet et personligt preview hver:

En mand er ved at låse en dør op mens han taler til en anden mand bag sig. Da låsen går op med et klik, synker den første mand sammen for den andens lange kniv, hvorefter han træder ind gennem døren. I et kort øjeblik ser man hans kolde ansigt, det er NN1…

Lord Geoffrey trækker roligt sin service-webley og udbryder: “This isn’t cricket!”

Anders’ scene er forsvundet fra min hjerne i forvirringen, det beklager jeg meget.

Jeg kan her afsløre at første afsnit kommer til at omhandle et siciliansk hævntogt mod kommandøren af den britiske flåde der eskorterede Garibaldi til øen, et vigtigt træk i samlingen af det italienske kongerige og et stort tab for den daværende adel på Sicilien.