You are currently browsing the monthly archive for maj 2023.
“Portalen gnistrer åben og fra glødehavet glider et massivt Konsortie-skib ind i solsystemet. Lys tænder ned langs dets sider imens det booter langsomt op, system for system. En lille, hidsig glød kobler sig fra et ventende skib og brænder sine motorer i fuld galop mod Konsortieskibet. Det er Dragefisken der har slået et stort bytte op. En serie missiler og torpedoer flyver fra hende og sprænger dybe flænger i det enorme fragtskib, der i respons tænder sine motorer og aktiverer dets forsvarskannoner. Dragefisken styrer tæt rundt om det langt overlegne skib for at undgå at dets massive våben kan komme i spil, mens hun konstant affyrer strålevåben og bomber. Det er nu et kapløb. Konsortieskibet ræser imod den nærliggende planet, Sahadin for at vende sitationen og finde frelse, mens Dragefisken forsøger at slå det ud inden.
“Men ingen af dem får det de søger. Det store skib bliver trukket ned i atmosfæren, hvor det begynder at brænde og falde fra hinanden i store stykker og Dragefisken må afbryde dets jagt. Men de skal nok komme tilbage…”
[Rullet siger at jeg skal vise hvordan to urelaterede situationer er forbundne. Desuden lidt upkeep fra sidst, hvor jeg har valgt at bruge mine nye xp på at blive mere religiøs. Det virker som det rigtige ud fra de seneste oplevelser.]
Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg slap op til overfladen igen eller hvor lang tid det tog, måske faldt jeg i søvn undervejs, men jeg er stadig udmattet. Jeg ved bare at det jeg så i kernen fik alle gangene og senere klippestykkernes mønster til at give mening og jeg kunne tage den direkte rute til den modsatte side af det her bizare landskab. Men jeg er træt, åh så træt. Jeg kæmper mig op ad skråningen på den anden side. Hvis ikke mit mål er på den anden side ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis ser jeg et velkomment syn da jeg når op til højderyggen. Neden for mig ligger et fragment af et kæmpe skibs skrog, som en bro mellem to klippefremspring. I ly af det er en flok små rumskibe gemt væk og jeg tror jeg kan se skikkelser bevæge sig mellem dem.
Turen ned imod det er hverken yndefuld eller fri for knubs, men jeg når nedad i et stykke. Jeg har så travlt med at se hvor jeg går og ikke snuble over stenene at jeg ikke ser noget før en stemme råber mig an. Jeg ser op og finder mig omringet af en broget skare. Med et bred udvalg af alvorligt udseende skydevåben. Anføreren er en bister mand iført tyk, slidt panser og mørke tørklæder om sit ansigt. Et ansigt der mest består af et stridt fuldskæg under en høgenæse.
[Jeg får et middelmådigt rul på ekspeditionen, men det er nok til at jeg vil rulle for at fuldføre og får også en halvsuccess på det. Det skal åbenbart være besværligt.]
“Oy! Stands!”
…
“Du er tydeligvis ikke fra Legionen, så hvem er du og hvad i Nadirs navn laver du dog her alene?!”
“Jeg er her på sporet af Ryttersken Talmiel, hun har viden jeg skal bruge.”
“Og hvem er du?”
“Mit navn er Jabram Bour Nishar, af Lignelsen Om Græshoppen.”
“Det skib har jeg aldrig hørt om.”
“Jeg er også den eneste ombord og hun fik navnet for nylig.”
“Og du slap bare igennem blokaden i hende? Hvorfor skal vi ikke tro at du er spion for Legionen eller dusørjæger?”
“Æh, jeg var ikke klar over at der var blokade, så jeg nåede ret langt ned imod atmosfæren før jeg fandt ud af det, da de opdagede mig og begyndte at skyde. Og du ved forhåbentlig at vi Nomader ikke har nogen kærlighed til Legionen, Konsortiet eller nogen af deres slags, så hvis jeg var spion ville jeg hellere have at du skød mig.”
“Giv os dit våben og vi kan gå ned i skyggen og tale videre. Men hvis du prøver på noget, skyder vi dig og smider dit lig i lavaen.”
Jeg tror dog de hurtigt kan se at jeg knap kan stå på benene og næppe er en trussel, for ham der starter med et brysk greb om min arm ender med at støtte mig det meste af vejen ned til skibene. Hernede kan jeg se at ud over de parkerede skibe er der opstillet telte og prefab skure inde under skrogstykket, hvor man stadig kan se omridset af skibets navn: “Troens Tinde”.
Jeg bliver sat på et lille tæppe i et mørkt og stille hjørne, stadig under opsyn, men på respektfuld afstand. En følelse af lettelse fylder mig og jeg falder på knæ i tak til Ikonerne. Særligt Den Rejsende får gode ord med på vejen. Anføreren vender tilbage med en kande vand, lidt brød og salt, men venter tålmodigt til jeg er færdig med at bede. Han begynder at stille spørgsmål, men noget mindre aggressivt end ude i det åbne. Jeg forklarer mit ærinde og min vej hertil, så godt jeg kan. Det bliver hurtigt tydeligt at han tror på mig, selv da jeg forsøger at beskrive hvad jeg oplevede i hjertet af mørket på vejen hertil. Han er faktisk mere interesseret i at forsøge at forstå hvad det kunne betyde. Et par af de andre er også kommet til for at høre min historie og det er åbenbart noget af en bedrift at have krydset det de kalder Azeems Kaos. Det er ikke et sted nogen af dem frivilligt ville gå hen og der bliver mumlet mange afværgelser mens jeg fortæller. Efterhånden tager folk også lidt mad frem, nogen en flaske besk kohol der går på omgang. På et tidspunkt dukker min karabin også op ved siden af mig, uden nogen siger noget om det. Det lader til at jeg er gået fra potentiel trussel, til en lettelse midt i en trykket stemning.
Anføreren hedder Huriye Maalouf og er tidligere officer for Martyrerne i Pariaens orden. Han er stadig meget troende og det har ført ham hertil, hvor han hjælper klunser-banderne der “omfordeler” Konsortiets varer. Stedet her er en halv-hemmelig base på vejen for mange af dem og han har taget ansvar for at holde det forsynet og sikkert. Desværre var de ikke helt klar til at en hel Konsortieblokade ville være ude efter dem og deres forsvar er ikke helt klart endnu. De har en container med forsvarsmateriel, men mangler de teknikere der skulle installere og kalibrere det.
[Jeg formår at rulle en delvis success for at overbevise dem, efterfulgt af det samme på mit rul for at for en fordel gennem bøn. Til gengæld får jeg en overvældende success med match på mit rul for at skabe en forbindelse til anføreren. Jeg ruller på tabeller, vælger lidt og filtrerer det gennem Coriolis settingen og får en ret sej dude ud af det og lidt mere viden om hvad for et sted jeg er endt.]
Vi snakker indtil jeg mere eller mindre falder i søvn hvor jeg sidder og bliver eskorteret ind i et af teltene. Næsten morgen vågner jeg til lyden af alarm omkring mig. Efter et kort øjebliks panik over hvor jeg er, kravler jeg ud af teltet og opdager at Legionens spejderskibe har overfløjet området. Det er kun et spørgsmål om tid før de opdager lejren. Alle har travlt med at gøre klar til afgang eller forsvare deres base, så da jeg forsøger at finde forsyninger har ingen tid til mig og jeg indser at jeg kun er i vejen. I stedet finder jeg et hjørne hvorfra jeg kan holde udkig og forhåbentlig hjælpe på den front.
[Blah. Jeg ruller “Sojourn” for at se om det her er et sted jeg kan samle mig lidt, men får kun en delvis success så jeg må vælge om jeg vil prøve at helbrede mig selv, hæve mit humør eller få forsyninger. Det sidste er klart mest akut, men selvfølgelig fejler jeg rullet. Ingen hjælp, kun ballade. Til gengæld lykkes mit rul for at fuldføre min ed om at finde Talmiel.]
Ude over de kogende svovlsøer på den anden side af lejren ser jeg pludselig noget bevæge sig. Jeg alarmerer den nærmeste vagt og sammen med mig stirrer han gennem sin kikkert indtil det bliver tydeligt at en speeder er på vej ind imod os. Da jeg bemærker at den har en purpur vimpel blafrende efter sig, fortæller vagten mig at det betyder at det er er Talmiel der er på vej og at jeg skal løbe ned og sige det til Huriye.
Endelig. Jeg møder snart Ryttersken Talmiel.
“Skibet Bucephalos glider gennem asteroidefeltet som en skygge. Hvis ikke det var for lette puf af manøvregas til små kursjusteringer uden om klippestykker, ville det ligne et helt dødt vrag. På broen sidder Ryttersken Talmiel henslængt i kommandosædet og bladrer dovent på sin skærm, gennem intetsigende scanninger af de utallige asteroider omkring hende. Alt ombord er mørkt og slukket, undtagen det mest nødvendige og all de passive scannere for at spare på brændstoffet, mens hun leder.
“Pludselig sætter hun sig op og skynder sig at tænde endnu en skærm. Denne viser et zoom ind på en af de større asteroider, hvor et stort skib ligger magnetisk forankret til en lille udpost. Det ligner ved første øjekast et nomadeskib, med de traditionelle abstrakte bemalinger af skroget og bannere. Men det bliver hurtigt tydeligt at nogen er ved at male det over og fjerne alle særpræg og kendetegn. Hun læser skibets navn, kort før den del af skroget forsvinder under en sky af grå farve: “Amiras Syv Vinde.”
[Som del af session starten ruller jeg et flashback der afslører en andens baggrundshistorie, det mest oplagte er vel at fortælle hvorfor min quest er at finde Talmiel.]
Selv om jeg allerhelst bare vil styrte fremad, væk fra uhyrerne bag mig, standser jeg op da jeg ser at klipperne foran mig har sære og ildevarslende markeringer. Det er ikke som noget sprog jeg nogensinde har set før, men jeg får en følelse af at de ikke beskriver noget godt. Jeg sender en bøn til Budbringeren om visdom og vejledning. Mit afbræk fra panikken giver mig tid nok til at se hvordan tegnene udgør et kompliceret netværk af geometriske linjer og at der af og til spiller en energiudladning ned langs dem. Der må være nogle farlige energifelter spændt ud her. Hvis jeg er forsigtig kan det være at det kan beskytte mig imod mine forfølgere!
[Mine rul for hvad jeg finder på tærsklen til denne her Precursor Vault er “automatisk forsvar” og “komplicerede symboler.” Det må være noget med advarselstegn, så jeg tror at mit bedste træk er at bruge min særlige evne til at bede om guddommelig vejledning, hvor jeg får lidt ekstra når jeg gør mig klar ved at bede, så jeg får både en spirit tilbage og +1 på mit næste rul.]
Jeg takker Ikonerne for deres hjælp og begiver mig nervøst fremad. Jeg tror at jeg har styr på felterne og deres logik, men i et kort øjebliks uopmærksomhed træder jeg forkert og mærker en intens varme skære hen over mit ben! Jeg ruller mig i sikkerhed og ser at energierne har svitset en grim stribe gennem min dragt og ned i mit ben. Med noget større respekt for truslen får jeg krydset det sidste stykke til selve åbningen ned i mysteriets hjerte.
[Meget heldigt at jeg fik +1 på rullet, for det løftede mig til en delvis success og jeg synes vi skal se præcis hvad faren er, så jeg tager en skade. Men igennem kommer jeg, selv om det gør lidt nas.]
Jeg hører en sydende lyd og ser en energiudladning bag mig, da en af de ugudelig skabninger kravler ind i et af kraftfelterne. Til min store skræk er den nærmest urørt af det og fortsætter ufortrødent. Jeg burde have indset at det nok var tilfældet. Den Ansigtsløse er tydeligvis på spil her! Jeg bevæger mig hastigt, men forsigtigt fremad ind i mørket. Heldigvis skal jeg ikke ret langt ind før mudderet bliver erstattet af fast gulv og en dunkel glød lyser ud af væggene. Det er lidt uhyggeligt, men jeg kan i det mindste se hvor jeg går. Jeg følger en række oplagte tunneller dybere ind. Det er lidt labyrintisk, men da jeg ikke rigtig har noget at navigere efter må jeg bare sætte min lid til at Den Rejsende vil føre mig til mit mål. Jeg må dog indrømme et kort øjebliks tvivl, da jeg kommer ind i et kammer fuld af indtørrede kroppe!
[Det er lidt svært at regne ud hvor grænsen mellem at sværge en ed om at gøre noget og så at starte en ekspedition er. Jeg har lidt svært ved at vælge her, men regelbogen synes mest at pege på at udforskningen af vaults (hvorfor er der ikke en god dansk oversættelse?) er ekspeditioner. Jeg sætter den lige et trin højere end de andre, det skal ikke være nemt at få hemmelighederne ud af et ældgammelt rumvæsentempel eller hvad det nu viser sig at være. Heldigvis ruller jeg en massiv success på mit første ekspeditionsrul og tillader mig en dobbelt fremskridtsmarkering. Jeg ruller på tabellen for ting man kan opleve i en vault og får mummificerede kroppe. Jeg vælger også at starte en nedtælling om at de trælse udøde indhenter mig, det virker kun fair.]
Ved nærmere eftersyn ser det ud til at være en tidligere ekspedition. Kroppene er for gamle og indtørrede til at jeg kan se nogen dødsårsag. De har stadig det meste af deres grej, men det føles for meget som gravrøveri at stjæle fra dem, så jeg nøjes med at se om deres triste skæbne kan hjælpe mig videre. Jeg opdager at de har markeret nogle af gangene med kridt, som må være dem de har udforsket. Siden de er gået til grunde her, må mit held nok være størst hvis jeg undgår at følge deres veje. Det går også meget godt, men det får mig også til at miste min følelse af orientering og jeg farer vild efter et stykke tid. Det bliver alt for klart, da jeg igen træder ind i kammeret med den tidligere ekspedition!
[Jeg ruller en fuld hit på at samle information, skide godt. Men så en fail på rent faktisk at nå frem. Jeg ruller at jeg bliver forsinket, så rundt i cirkel og jeg krydser to felter af på nedtællingen. Ikke skide godt.]
Det er ikke kløgt der vil føre mig frem her, det er tro. Jeg beder igen Ikonerne om vejledning og Tårernes Frue får mig til at indse at det ikke handler om at være klogere end de tidligere, men respektere deres offer og deres gaver, og gå min egen vej frem. Det er ikke let, men jeg gør fremskridt og det føles som om jeg nu er dybt under jorden. Efter et stykke tid kan jeg høre at jeg snart træder ind i et kolossalt kammer, men gløden fra væggene er forsvundet. Min famlen afslører at glødeelementerne er groet over af ækle, svampede, sort-lilla slyngplanter fra dybere inde i kammeret. Jeg tager min egen lille lygte frem, men den når ikke så langt ind i mørket som jeg havde håbet. Jeg kan høre sær energi foran mig og det er som om noget mekanisk bevæger sig, men det er ikke til at se så langt frem. Jeg bevæger mig forsigtigt frem til en kant over et kæmpe rum fuld af de mørke vækster. Jeg bliver meget nervøs ved tanken om at skulle kæmpe mig igennem det for at komme frem, da noget massivt svæver frem imod mig! Jeg er paralyseret af shock, men når lige at kaste mig til side da hvad der ligner et mekanisk kæmpeinsekt glider hen langs kanten. Det må være en gartnermaskine, men den har tydeligvis ikke længere nogen chance, da alle dens arme og værktøjer er frosset fast eller knækket af. Men det må være til at ride over afgrunden på dem! Jeg venter til den næste kommer inden for rækkevidde og kaster mig op på den. Jeg får godt fat, men min bæltetaske bliver fanget af et kompliceret værktøj og jeg bliver nød til at lade den falde i dybet for at det ikke sker for mig selv. Men jeg når til den anden side af bevoksningen og kan fortsætte nedad.
[Jeg får en delvis success på min bøn, men det er en god start der hjælper imod en delvis success på mit næste ekspeditionsrul, som terningerne vælger fører til en bevoksning med bevægelige platforme og farligt mørke! Et par delvise successer mere og jeg er videre.]
Så dybt som jeg er nede, burde jeg føle enormt tryk og varme fra den kogende magma omkring mig, men her er tavst, køligt og trykket er som på overfladen. Gangenes udformning giver mindre og mindre mening. Jeg bemærker at der er et sært ikke-lys strømmende ned ad gangen foran mig. Det er som en sort dis i luften. Det bliver koldere. Kammeret for enden af gangen er som flået op af noget ufatteligt stort. Men i stedet for at der flyder sten og jord, eller magma ind fra bruddet er der et varmt, omsluttende stjerneløst mørke derinde. Jeg stopper langsomt op foran det og mærker det trække i mig. Jeg kunne give slip og drive ind i det mørke og alle mine sorger ville blive så abstrakte at jeg aldrig følte dem igen…
[Jeg ruller et “Breached or Ruptured Area” for næste waypoint, og den trussel der venter mig skal rulles på den universelle “Action+Theme” tabel, hvor jeg får det udfordrende: “Impress + Hope” Der måtte jeg lige stoppe op og tænke.]
Jeg ved ikke hvor længe jeg står og stirrer, men jeg mærker at Ikonerne ikke er klar til at jeg skal give op endnu og med deres hjælp river jeg mig fri. Mørket Mellem Stjernene må ikke få mig endnu! Jeg springer over flængen og haster ned ad gangen på den anden side. Til hjertet af dette bizarre sted. Et enormt kammer hvor ufattelige energier strømmer ind imellem hinanden. Jeg kan mærke hvordan virkeligheden jeg troede var fast, bliver bøjelig og eftergivende. Jeg kan mærke at mulighederne bogstavelig talt er uendelige her. Men jeg kan også mærke at noget er galt. Kræfterne har revet noget fundamentalt i stykker og Mørket er sivet herind. Og herfra videre ud til tider og steder jeg slet ikke kan begynde at fatte. På en eller anden måde indser jeg at det her oprindeligt var et kosmisk totaltobservatorium, hvor alt kunne studeres. Men at noget gik galt og retningerne og tidsstrømmene blev vendt. Man ville nok kunne finde svar på alt herinde, men hvad prisen ville være er det nok bedst ikke at spørge om. Det er nok for mig at have set at noget sådant er muligt. Jeg har et mål på et lavere plan, men som er langt vigtigere for mig.
[Nu er det på tide at afslutte ekspeditionen ned i Vaulten, heldigvis lykkes terningerne en smule og jeg ruller at stedet har et videnskabeligt formål, men at der er forvirrende brud på tidsstrømmene og miljøet herinde. Jeg orker ikke at være super spilmekanisk omkring det, så det bliver lidt poetisk i stedet. Jeg får dog lov til at krydse to mærker på discoveries, plus et ekstra for vaulten selv fra mit tidligere rul for unaturligt kaos. Det er nok til at låse en dosis exp op, score! Jeg synes det her har været nok til at jeg krydser af på min quest for at finde Talmiel. Det virker kun fair og så er vi vidst også der hvor hun får lov at dukke op i historien næste gang! ]
Så fik jeg også prøvet at dungeoncrawle i Starforged. Det var noget af en omgang. Det betyder virkelig noget for længden af en ekspedition når man skalerer sværhedsgraden op. Heldigvis er der mange gode tabeller med input til de her vaults så det var okay at finde på nok indhold. Jeg kan dog mærke at jeg gerne vil have lidt mere sammenhæng og mening i galskaben, end jeg fik her, så hvis det sker igen så følger jeg nok en lidt strammere rød tråd. Og det er ret meget mere high fantasy end jeg synes Coriolis har godt af, men det er heldigvis kun flavourtekst. Og så ved jeg ikke helt om jeg skulle have givet mig selv mere end bare glæden ved at opleve noget vildt som belønning. Der er ikke rigtig mekanisk belæg for det, men jeg vil lige lade det rumle i maven til næste episode. Der kommer til at ske en del når jeg forhåbentlig afslutter min ekspedition!
Frygten giver mig vinger og jeg når op på klippen nærmest inden jeg når at tænke at jeg skal væk fra hvad end der er i mudderet. Med bankende hjerte kigger jeg bag mig og ser en tynd, knoglet hånd eller klo langsomt trække sig tilbage ned i mudderet. Hvad har jeg rodet mig ud i?!
[Mekanisk Mellemspil: Jeg starter med at rulle for at møde fare med hast og behændighed og får en fuld success.]
Jeg klatrer op på toppen af klippestykket for at få afstand til faren og forhåbentlig lidt overblik. Det er heroppe jeg ser at de kaotiske blokke ikke bare står tilfældigt, men udgør et kæmpe anlæg af koncentriske spiraler. Det vil være umuligt at komme på tværs, den eneste vej frem går gennem centrum og hvad end der venter derinde!
[En delvis success på et efterforskningsrul giver mig komplicerende information og lidt fremdrift.]
Med ny forståelse for landskabet gør jeg nu fremskridt, selv om det består af nervøse afbræk på klipper mellem frenetisk vaden igennem det truende mudder. Jeg er næsten nået helt til midten, da mit held slipper op. Pludseligt bliver jeg trukket ned af det væsen der har jaget mig! Et kort sekund tror jeg at det er dødens mørke der har omsluttet mig, men jeg får kæmpet mig fri af det omklamrende mudder og griber min vulcan-karabin. Ikke at jeg har mulighed for at skyde, men jeg kan i hvert fald slå fra mig med den!
[Jeg tager et ekspeditionsrul der også bliver en delvis success, så det må være på tide at møde min fjende. Jeg ruller et “Enter the fray” rul og fejler grumt så jeg må ned i mudderet og reagere på truslen. Jeg vælger at tage et offensivt “Clash” move i stedet for noget mere defensivt. Jeg fejler selvfølgelig igen, men vælger at nulstille mit momentum og få en fuld success i stedet, så jeg kan markere fremskridt og tage kontrol med situationen.]
Jeg banker bæstet tilbage, med en serie kraftfulde slag. Det er tydeligvis ikke et menneskeligt væsen, det er misformet og alt for magert. Jeg gyser og lader min afsky drive mig fremad igen. Jeg kan mærke dets knogle knuse under geværkolben, men jeg bliver overmodig og glider igen i sølet. Men jeg vil ikke give op her. Jeg lader mudderet afbøde mit fald fra monsterets kontreangreb og får lidt afstand, så jeg kan rejse mig igen.
[Denne gang er det en delvis success på “Strike” og selv om jeg gør fremskridt, så koster det mig kontrollen over situationen. Men mit rul for at håndtere modangrebet er en stor success og jeg har igen overhånden.]
Jeg er nu langt nok væk til at kunne affyre min karabin og den gør kort værk af det ækle væsen. Med mine sidste kræfter trækker jeg mig op på den nærmeste klippe og ligger gispende som en fisk. Men min sejr er kortvarig. Ved Dommerens Skæg, får man aldrig fred?! Om det var vores tumlen omkring eller bragene fra mit våben kan jeg ikke sige, men jeg ser pludselig bevægelse i mudderet bag mig! Der er flere af dem og de er ude efter mig! Min eneste vej ud, er ind. Ind i hjertet af det her mørke.
[Jeg ruller for at afslutte kampen og får en halvsuccess, så selv om jeg vinder er det med en komplikation. Jeg ruller at nogen vil have hævn. Selvfølgelig. Men! Jeg kan sætte en streg i mit “Discoveries” track fordi jeg har konfronteret en af de to styks unaturligt kaos fra tidligere.]
Så fik jeg også prøvet kampsystemet! Det er ganske udemærket. Det kan en hel del med meget lidt. Det er den samme grundmekanik med at fylde på en tracker indtil man satser for at afslutte det, men med den simple tilføjelse af to tilstande, i kontrol / i knibe, der begrænser ens muligheder eller ændrer hvor risikabelt der er at prøve at gøre fremskridt. Og selvfølgelig krydret med hvilke stats man kan vælge at rulle. Det er tilpas spændende og ret nemt at folde narrativ ud imellem. Så er spørgsmålet bare hvad det kommer til at koste undervejs.
Næste gang lægger vi ud med en masse tabeller, for der skal rulles en “Precursor Vault” frem, som jeg kan udforske!
“Lyden af piratens løbende støvler på stålristene i en skibskorridor, bliver til en frygtsom listen da hun nærmer sig Dragefiskens bro. Hun træder ind på kommandobroen, og får hårde blikke fra de tavse figurer ved konsollerne. Hun lister sig langsomt hen til piloten og hvisker en serie koordinater i hans øre, mens hun kigger nervøst op på kaptajnens stol. Her ligger Kaptajn Gil Kassis henslængt og let snorkende. Ingen tør lave den mindste lyd af frygt for at vække ham og hans vrede. Skibet glider forsigtigt ud af den infamøse og skjulte Hexaclit-station et sted i Dystervildnisset, de tætte asteroidebælte på tværs af systemet. Og Dragefisken accellererer stille ind imod systemets røde hjerte. Ind imod Sahadin.”
[Mekanisk Mellemspil: I starten af en spilgang kan man rulle på en tabel for flashbacks eller vignetscener, der uddyber verden uden for spilpersonens umiddelbare situation. Jeg rullede at en gammel fjende uforventet vender tilbage. Da jeg lige er startet og de fleste fjender ville være forventelige, så må de være de pirater der oprindeligt kaprede Jabrams hjemskib.]
Alle planeter er skrækkelige, beskidte og begrænsende. Men denne her, Sahadin, formår altså at være endnu værre end de andre. Her er varmere og tørrere end i et skib med en nedsmeltende reaktor. Det regner konstant med aske og af og til glohede sten. Det giver mig en konstant paniktilstand at skulle opholde mig her, men der er ingen anden vej, hvis jeg vil frem til Talmiel uden at blive skudt ned at de vanvittige Legionærer i kredsløb. Jeg har et svagt radiosignal på den anden side af en lavaslette, som jeg bare må håbe fører til nogen der kan fortælle mig hvor jeg er landet og hvordan jeg kommer videre til mit mål. Det er virkelig ikke meget at gå efter.
[MM: Jeg må igang med ekspeditionsrullene igen. Mit første rul er en delvis success og jeg vælger at tage stress på min Spirit, fordi Jabram virkelig ikke bryder sig om at være på planeter.]
Inden afgang går jeg skibet igennem efter brugbar udrustning til planetudforskning og finder overraskende meget nyttigt fra de tidligere ejere. Der er letvægts termodragter til reaktorservice som burde hjælpe med lava, nogle fancy filtermasker og et komplet nødlandings-udstyrssæt. Med min vulcan-karabin og rationer er det ikke en helt skidt start.
[MM: Jeg snyder lidt for ikke bare at rulle det samme to gange i træk og smider et rul ind for at sikre mig en fordel, selv om det nok skulle have været rullet før. Det bliver spillets svar på en crit: En success hvor udfordringsterningerne matcher. Så det går ekstraordinært godt. Ud over det momentum-boost jeg gik efter, giver jeg også mig selv lidt supply. Det her spil er rimeligt hardcore i den mekaniske balance, så det går nok.]
Jeg skynder mig over det åbne landskab, hvor lavaen syder i sprækkerne og svovlskyer glider dovent forbi. Det er ikke et sted man skal stoppe op eller være uopmærksom. Jeg kravler febrilsk op ad skråningen på den anden side, efter jeg mærker overfladen begynde at give efter under mig på det sidste stykke. Da jeg når højderyggen er springer mit hjerte et slag over. På den anden side venter et vanvittigt landskab af knivskarpe klipper kastet sammen hulter til bulter, sunket halvt ned i stinkende og boblende mudder.
[MM: Endnu en halvsuccess på ekspedition. Denne gang tror jeg at jeg må møde en fare ved næste milepæl. Jeg snittede tidligere en tabel med passende udfordringer på planeten, som jeg nu kan rulle på.]
Der er ikke andet for end at kæmpe mig igennem. Jeg overvejer kortvarigt om jeg kunne tage turen ved at klatre op ad klipperne og springe mellem dem, men indser hurtigt at det kun vil føre til en brækket nakke. Så jeg må ned i mudderet og vade. Det er et hårdt slæb, men jeg kommer godt frem. Særligt efter jeg finder ud af hvor mudderet er tørt og jeg kan følge en bræ et godt stykke igennem. Det er næsten som om landskabet fører mig frem.
[MM: Det må være et rul for at møde fare der skal til nu. Og halløj, endnu en matchende success. Jeg får lidt momentum ud af det og giver mig selv +1 på næste ekspeditionsrul.]
Jeg ved ikke præcis hvornår min fremdrift går fra opmuntrende til ildevarslende. Men det er som om jeg bliver trukket afsted imod noget ukendet og mørkt, i stedet for videre på min rute. Den lette gang bliver igen til dybt, boblende og stinkende mudder. Klipperne lukker sig tættere over mig og det røde sollys bliver sjældnere og sjældnere. Som om det ikke var nok, begynder det at føles som om noget bevæger sig ned i mudderet. Som om noget svømmer dernede. Jeg begynder panisk at vade imod den nærmeste klippe, da det pludselig griber efter mine ben! Noget er helt galt.
[MM: Det var så lige meget med det +1. Jeg fejler. Med match. Det er maksimalt skidt. Jeg har haft gode øjn til tabellen med unaturligt kaos, så jeg synes det er tid til at rulle på den. Uha. “Dead given unnatural life” og “Vault of dread technology or power”. Det skal nok blive skrækkeligt.]
Bum, så er det cliffhanger tid. Jeg havde håbet at nå lidt længere imod mine mål, men det her er også sjovt. Det er fedt at have rygdækning fra gode orakel-tabeller, som kan skabe spænding og aflaste min kreativitet. Der er rigtig mange af dem med i bogen og det er ikke urimeligt at lave sine egne hvis ingen af dem passer. Jeg synes det er ret ligetil at beslutte om jeg har et åbenlyst svar til et givent prompt eller om jeg skal rulle på tabel. Og spillet gør også en pointe ud af at tabel-rul aldrig er forpligtende. Hvis de ikke føles rigtige må man gerne vælge et nabo-resultat eller rulle igen. Det vigtige er at få historien til at glide videre. Men nu vil jeg lade den ligge lidt og rumle i underbevidstheden. Der er en masse nyt at lege med, efter denne her udvikling!
Olivers tegninger om rollespil 
Friskeste indspark