“Skibet Bucephalos glider gennem asteroidefeltet som en skygge. Hvis ikke det var for lette puf af manøvregas til små kursjusteringer uden om klippestykker, ville det ligne et helt dødt vrag. På broen sidder Ryttersken Talmiel henslængt i kommandosædet og bladrer dovent på sin skærm, gennem intetsigende scanninger af de utallige asteroider omkring hende. Alt ombord er mørkt og slukket, undtagen det mest nødvendige og all de passive scannere for at spare på brændstoffet, mens hun leder.
“Pludselig sætter hun sig op og skynder sig at tænde endnu en skærm. Denne viser et zoom ind på en af de større asteroider, hvor et stort skib ligger magnetisk forankret til en lille udpost. Det ligner ved første øjekast et nomadeskib, med de traditionelle abstrakte bemalinger af skroget og bannere. Men det bliver hurtigt tydeligt at nogen er ved at male det over og fjerne alle særpræg og kendetegn. Hun læser skibets navn, kort før den del af skroget forsvinder under en sky af grå farve: “Amiras Syv Vinde.”
[Som del af session starten ruller jeg et flashback der afslører en andens baggrundshistorie, det mest oplagte er vel at fortælle hvorfor min quest er at finde Talmiel.]
Selv om jeg allerhelst bare vil styrte fremad, væk fra uhyrerne bag mig, standser jeg op da jeg ser at klipperne foran mig har sære og ildevarslende markeringer. Det er ikke som noget sprog jeg nogensinde har set før, men jeg får en følelse af at de ikke beskriver noget godt. Jeg sender en bøn til Budbringeren om visdom og vejledning. Mit afbræk fra panikken giver mig tid nok til at se hvordan tegnene udgør et kompliceret netværk af geometriske linjer og at der af og til spiller en energiudladning ned langs dem. Der må være nogle farlige energifelter spændt ud her. Hvis jeg er forsigtig kan det være at det kan beskytte mig imod mine forfølgere!
[Mine rul for hvad jeg finder på tærsklen til denne her Precursor Vault er “automatisk forsvar” og “komplicerede symboler.” Det må være noget med advarselstegn, så jeg tror at mit bedste træk er at bruge min særlige evne til at bede om guddommelig vejledning, hvor jeg får lidt ekstra når jeg gør mig klar ved at bede, så jeg får både en spirit tilbage og +1 på mit næste rul.]
Jeg takker Ikonerne for deres hjælp og begiver mig nervøst fremad. Jeg tror at jeg har styr på felterne og deres logik, men i et kort øjebliks uopmærksomhed træder jeg forkert og mærker en intens varme skære hen over mit ben! Jeg ruller mig i sikkerhed og ser at energierne har svitset en grim stribe gennem min dragt og ned i mit ben. Med noget større respekt for truslen får jeg krydset det sidste stykke til selve åbningen ned i mysteriets hjerte.
[Meget heldigt at jeg fik +1 på rullet, for det løftede mig til en delvis success og jeg synes vi skal se præcis hvad faren er, så jeg tager en skade. Men igennem kommer jeg, selv om det gør lidt nas.]
Jeg hører en sydende lyd og ser en energiudladning bag mig, da en af de ugudelig skabninger kravler ind i et af kraftfelterne. Til min store skræk er den nærmest urørt af det og fortsætter ufortrødent. Jeg burde have indset at det nok var tilfældet. Den Ansigtsløse er tydeligvis på spil her! Jeg bevæger mig hastigt, men forsigtigt fremad ind i mørket. Heldigvis skal jeg ikke ret langt ind før mudderet bliver erstattet af fast gulv og en dunkel glød lyser ud af væggene. Det er lidt uhyggeligt, men jeg kan i det mindste se hvor jeg går. Jeg følger en række oplagte tunneller dybere ind. Det er lidt labyrintisk, men da jeg ikke rigtig har noget at navigere efter må jeg bare sætte min lid til at Den Rejsende vil føre mig til mit mål. Jeg må dog indrømme et kort øjebliks tvivl, da jeg kommer ind i et kammer fuld af indtørrede kroppe!
[Det er lidt svært at regne ud hvor grænsen mellem at sværge en ed om at gøre noget og så at starte en ekspedition er. Jeg har lidt svært ved at vælge her, men regelbogen synes mest at pege på at udforskningen af vaults (hvorfor er der ikke en god dansk oversættelse?) er ekspeditioner. Jeg sætter den lige et trin højere end de andre, det skal ikke være nemt at få hemmelighederne ud af et ældgammelt rumvæsentempel eller hvad det nu viser sig at være. Heldigvis ruller jeg en massiv success på mit første ekspeditionsrul og tillader mig en dobbelt fremskridtsmarkering. Jeg ruller på tabellen for ting man kan opleve i en vault og får mummificerede kroppe. Jeg vælger også at starte en nedtælling om at de trælse udøde indhenter mig, det virker kun fair.]
Ved nærmere eftersyn ser det ud til at være en tidligere ekspedition. Kroppene er for gamle og indtørrede til at jeg kan se nogen dødsårsag. De har stadig det meste af deres grej, men det føles for meget som gravrøveri at stjæle fra dem, så jeg nøjes med at se om deres triste skæbne kan hjælpe mig videre. Jeg opdager at de har markeret nogle af gangene med kridt, som må være dem de har udforsket. Siden de er gået til grunde her, må mit held nok være størst hvis jeg undgår at følge deres veje. Det går også meget godt, men det får mig også til at miste min følelse af orientering og jeg farer vild efter et stykke tid. Det bliver alt for klart, da jeg igen træder ind i kammeret med den tidligere ekspedition!
[Jeg ruller en fuld hit på at samle information, skide godt. Men så en fail på rent faktisk at nå frem. Jeg ruller at jeg bliver forsinket, så rundt i cirkel og jeg krydser to felter af på nedtællingen. Ikke skide godt.]
Det er ikke kløgt der vil føre mig frem her, det er tro. Jeg beder igen Ikonerne om vejledning og Tårernes Frue får mig til at indse at det ikke handler om at være klogere end de tidligere, men respektere deres offer og deres gaver, og gå min egen vej frem. Det er ikke let, men jeg gør fremskridt og det føles som om jeg nu er dybt under jorden. Efter et stykke tid kan jeg høre at jeg snart træder ind i et kolossalt kammer, men gløden fra væggene er forsvundet. Min famlen afslører at glødeelementerne er groet over af ækle, svampede, sort-lilla slyngplanter fra dybere inde i kammeret. Jeg tager min egen lille lygte frem, men den når ikke så langt ind i mørket som jeg havde håbet. Jeg kan høre sær energi foran mig og det er som om noget mekanisk bevæger sig, men det er ikke til at se så langt frem. Jeg bevæger mig forsigtigt frem til en kant over et kæmpe rum fuld af de mørke vækster. Jeg bliver meget nervøs ved tanken om at skulle kæmpe mig igennem det for at komme frem, da noget massivt svæver frem imod mig! Jeg er paralyseret af shock, men når lige at kaste mig til side da hvad der ligner et mekanisk kæmpeinsekt glider hen langs kanten. Det må være en gartnermaskine, men den har tydeligvis ikke længere nogen chance, da alle dens arme og værktøjer er frosset fast eller knækket af. Men det må være til at ride over afgrunden på dem! Jeg venter til den næste kommer inden for rækkevidde og kaster mig op på den. Jeg får godt fat, men min bæltetaske bliver fanget af et kompliceret værktøj og jeg bliver nød til at lade den falde i dybet for at det ikke sker for mig selv. Men jeg når til den anden side af bevoksningen og kan fortsætte nedad.
[Jeg får en delvis success på min bøn, men det er en god start der hjælper imod en delvis success på mit næste ekspeditionsrul, som terningerne vælger fører til en bevoksning med bevægelige platforme og farligt mørke! Et par delvise successer mere og jeg er videre.]
Så dybt som jeg er nede, burde jeg føle enormt tryk og varme fra den kogende magma omkring mig, men her er tavst, køligt og trykket er som på overfladen. Gangenes udformning giver mindre og mindre mening. Jeg bemærker at der er et sært ikke-lys strømmende ned ad gangen foran mig. Det er som en sort dis i luften. Det bliver koldere. Kammeret for enden af gangen er som flået op af noget ufatteligt stort. Men i stedet for at der flyder sten og jord, eller magma ind fra bruddet er der et varmt, omsluttende stjerneløst mørke derinde. Jeg stopper langsomt op foran det og mærker det trække i mig. Jeg kunne give slip og drive ind i det mørke og alle mine sorger ville blive så abstrakte at jeg aldrig følte dem igen…
[Jeg ruller et “Breached or Ruptured Area” for næste waypoint, og den trussel der venter mig skal rulles på den universelle “Action+Theme” tabel, hvor jeg får det udfordrende: “Impress + Hope” Der måtte jeg lige stoppe op og tænke.]
Jeg ved ikke hvor længe jeg står og stirrer, men jeg mærker at Ikonerne ikke er klar til at jeg skal give op endnu og med deres hjælp river jeg mig fri. Mørket Mellem Stjernene må ikke få mig endnu! Jeg springer over flængen og haster ned ad gangen på den anden side. Til hjertet af dette bizarre sted. Et enormt kammer hvor ufattelige energier strømmer ind imellem hinanden. Jeg kan mærke hvordan virkeligheden jeg troede var fast, bliver bøjelig og eftergivende. Jeg kan mærke at mulighederne bogstavelig talt er uendelige her. Men jeg kan også mærke at noget er galt. Kræfterne har revet noget fundamentalt i stykker og Mørket er sivet herind. Og herfra videre ud til tider og steder jeg slet ikke kan begynde at fatte. På en eller anden måde indser jeg at det her oprindeligt var et kosmisk totaltobservatorium, hvor alt kunne studeres. Men at noget gik galt og retningerne og tidsstrømmene blev vendt. Man ville nok kunne finde svar på alt herinde, men hvad prisen ville være er det nok bedst ikke at spørge om. Det er nok for mig at have set at noget sådant er muligt. Jeg har et mål på et lavere plan, men som er langt vigtigere for mig.
[Nu er det på tide at afslutte ekspeditionen ned i Vaulten, heldigvis lykkes terningerne en smule og jeg ruller at stedet har et videnskabeligt formål, men at der er forvirrende brud på tidsstrømmene og miljøet herinde. Jeg orker ikke at være super spilmekanisk omkring det, så det bliver lidt poetisk i stedet. Jeg får dog lov til at krydse to mærker på discoveries, plus et ekstra for vaulten selv fra mit tidligere rul for unaturligt kaos. Det er nok til at låse en dosis exp op, score! Jeg synes det her har været nok til at jeg krydser af på min quest for at finde Talmiel. Det virker kun fair og så er vi vidst også der hvor hun får lov at dukke op i historien næste gang! ]
Så fik jeg også prøvet at dungeoncrawle i Starforged. Det var noget af en omgang. Det betyder virkelig noget for længden af en ekspedition når man skalerer sværhedsgraden op. Heldigvis er der mange gode tabeller med input til de her vaults så det var okay at finde på nok indhold. Jeg kan dog mærke at jeg gerne vil have lidt mere sammenhæng og mening i galskaben, end jeg fik her, så hvis det sker igen så følger jeg nok en lidt strammere rød tråd. Og det er ret meget mere high fantasy end jeg synes Coriolis har godt af, men det er heldigvis kun flavourtekst. Og så ved jeg ikke helt om jeg skulle have givet mig selv mere end bare glæden ved at opleve noget vildt som belønning. Der er ikke rigtig mekanisk belæg for det, men jeg vil lige lade det rumle i maven til næste episode. Der kommer til at ske en del når jeg forhåbentlig afslutter min ekspedition!
Olivers tegninger om rollespil 
Skriv en kommentar
Comments feed for this article