Komparativ Kampagne Kravl i Forbidden Lands

Eller: three campaigns, all alike in dignity

Mit kickstarterloot fra den seneste Forbidden Lands omgamg var så flinke at lande dagen før en gang snot. Så da den var læst og jeg stadig lå i sengen, indså jeg at jeg faktisk ikke havde læst de to tidligere kampagnebøger på min hylde. Nåmen så måtte de også ind i mine øjn, så jeg kunne sammenligne dem.

Jeg er ikke den store købescenarie-bruger. Jeg foretrækker at finde på, frem for at slå op. Men efter et par år i Lænestolen har jeg fået respekt for dem som eksempler på hvordan et givent system skal køres, så det her er cirka lige så ukvalificeret en forståelse som jeg normalt har i podcastet. Men lad os gøre det vi er her for, med så få spoilers at det næsten er kedeligt:

Legeredskaber i sandkassen

Det er først og fremmest sjovt at se hvordan de går til at snitte en kampagne til et spil der er fundamentalt fri hærgen i sandkassen. De tre kampagner har det samme grundskelet, bestående af et katalog af nøglepersoner, monstre, eventyrlokationer og hændelser, koblet sammen omkring tværstillede interesser indenfor det samme næsten-men-ikke-helt-metaplot. Plottene er nemlig meget store, men ikke helt uden for rækkevidde af spillerne. De er bare nød til at involvere sig med bipersonerne der repræsenterer forskellige grupper for at kunne rykke på det. De er heller ikke lineære, de er mere et udfaldsrum der er fortættet omkring et klimakspunkt med oplagt bossfight, men som kan komme til at forandre verdenen i flere forskellige retninger, alt efter hvor spillerne lægger deres vægt.

Vejen dertil går vi spillets “adventure sites” der kan være bosættelser, borge eller bungeons. Det er dem der er brødteksten i kampagnerne og der hvor man oftest møder nøglepersonerne. De er som store, shiny legeredskaber midt i sandkassen. Svære at ignorere og rigtig sjove når de kobles sammen. Nogle er meget åbne muligheder for rollespil og andre har klare udfordringer på spor, alle bliver dog serveret med en menu af åbninger og hændelser der kan sættes ind efter behov.

Ravnen rydder op

Den første af kampagnerne er Raven’s Purge. Den er skrevet ret tæt sammen med grundbøgerne, hvor mange random encounters og artefakter peger i retning af RP-kampagnen og det til tider føles meget mersalgs-agtigt og selve spillets baghistorie i høj grad er forhistorie til kampagnen. Det gør også at kampagnebogen ikke som de to andre har så meget værdi som selvstændigt indholds-supplement ud over måske at kunne køre lokationerne uden plot elementerne. Til gengæld er den stærk som kampagne, fordi settingelementerne er mere end bare kulisse. Og man kommer bredt omkring et par af de racer og grupper der laver ballade i verdenen, samt dybere ned i det religiøse, særligt Rust-kirken. Tonemæssigt holder den sig ret godt i den mørke og morbide stemning, med rigtigt trælse og snaskede dæmoner ud over den gritty fantasy. Spillerne har en del forskellige grupperinger de kan fatte sym- eller antipati for og en god skurk der har været træls igennem en længere periode.

Den tydelige skurk og endgame location giver det meget samme overordnede form som et open-world computerspil, hvor man kan løbe hvor hen man vil og queste, men der er hele tiden et hovedplot der driver uværgerligt frem imod en afgørelse. Det er ikke en dårlig ting, for der er også en masse meningsfulde valg undervejs der former afslutningen langt mere frit end en computer kunne gøre det.

Det er i det hele taget en rigtig fin kampagne med nogle meget ikoniske syn og bipersoner, som giver et godt eksempel på en episk kampagne i en sandkasse. Det er noget mere højschwunget end jeg normalt kører mit rollespil, men ikke uden for min comfort zone, så jeg kunne nok godt finde på at prøve den af på et tidspunkt. 

Tid til en bitter

Den anden kampagne der blev udgivet er det forbudte lands nordlige nabo “The Bitter Reach”. Her er spillet rykket fra det typiske fantasy landskab til en ekstremt ugæstfri tundra, hvor man ud over at holde tørst og sult for øje også skal til at holde sig varm. I et land uden træ til lejrbål. Der er kun vejrbidte overlevere og det der er værre i området, ingenting kommer gratis og den eneste indtægtskilde uden for hvalfangst, er at hente loot fra dybfrosne elverruiner. Det er survival-delen af Forbidden Lands skruet op til elleve. Selve kampagnen følger nogenlunde den samme model som de andre to, men føles lidt mere simplistisk. Det er ikke de store intriger der dominerer, når overlevelsen er så prækær. Dog virker valget om hvem man støtter til sidst faktisk mere interessant end i Ravens Purge, da siderne har bedre vilkår for at lokke spilpersonerne til at hjælpe dem og ikke er malet så uigenkaldeligt onde fra start, selv om nogle måske er det hvis man kradser i overfladen. Der er ikke så meget ny setting lore og metaplot som i RP, uden for den specifikke egns situation i kampagnen, som står meget selvstændigt i forhold til de to andre kampagner. Det gør dog at man skal skovle væsentligt mindre lore ind i hovedet på spillerne for at de fatter hvad der foregår, hvilket er et plus. Og så er de udførlige regler for sne og kulde en rigtig fin sværhedsgradstilføjelse, der kan køre helt uden at blande kampagnen ind. 

Jeg kan rigtig godt lide denne her kampagne, det er den mest low-fantasy af de tre og den er både meget fokuseret og har en helt tydelig klaustrofobisk og uhyggelig stemning af at kunne dø af kulde når som helst i en stor tom ødemark. Det er noget særligt, synes jeg.

Blod på marchen

Den nyeste kampagne er “Bloodmarch” der omhandler grundspillets vestlige naboland, hvorfra rytterfolket Aslenerne kommer fra. Men der er ikke så mange tilbage af dem, for nogen har sluppet alle dæmonerne løs i deres lokalområde. Som i forvejen var utroligt rigt på vulkaner og askesletter, så der er særdeles ugæstfrit mange steder. Derudover er elverne blevet sære og har bygget deres skove om til meget… kødlige steder. Bogstaveligt talt. I det hele taget er det er ret fucked op sted. Tonen er rykket en del mere i retning af weird crawl OSR, på godt og ondt. Det er væsentligt mere spraglet, men der er også et par steder hvor en spilperson kan dø uden rul eller advarsel.

I denne her tour er intrigerne mellem nøglepersonerne i fokus og meget kaotiske i jagten på denne kampagnes macguffins. Afslutningen er klart den mest diffuse af de tre kampagner og der er noget højere forventninger til at spillederen selv kan få brikkerne til at passe. Den virker meget sat op til at være en fortsættelse af Ravens Purge, så man forhåbentlig kan bygge oven på det man har lært af at køre den. 

Det er nok den kampagne der giver mig mindst lyst, måske fordi den er meget anderledes end jeg forventede. Jeg havde håbet på mere om at rejse til hest med rytterfolket, men det skrumper meget ind til fordel for weirdness og metaplot om dæmoner og det der er værre og særere.

Endelig nåede vi til sammenligningen

Jeg synes det er sjovt at se forskellene på de tre kampagner. De har klart mest tilfælles, fra det helt fundamentale op til detaljeniveau er der fællestræk. Men de har tilgengæld meget forskelligt feel. Jeg synes at Raven’s Purge ret fint tager grundsættets indhold og bygger oven på det i en ret lige linje. De to andre er sådan næsten fortsættelser. De er ikke direkte narrativt følgende, men foregår meget selvstændigt i nabolande. Dog har de (særligt BM, men den har også samme forfatter som RP) et par steder hvor de kan koble sig på hændelser i RP, hvis man vil have lidt kontinuitet. Til gengæld tager de FL oplevelsen i to meget forskellige retninger, alt efter hvad man vil have mere af. Bitter Reach er mest ligetil, det er ret meget en mekanisk funderet “hardcore mode” hvor alt er sværere, resourser er sjældnere og fjenderne er mere organiserede. Til gengæld er det narrative og loren mere ligetil, end RP. Bloodmarch er og så opad i sværhedsgrad, med de nye ild og organ-fyldte landskaber, men ikke lige så hårdt på og konstant som i BR. Men weirdness og plot er skruet rigtig meget højere op, helt op til 11 visse steder. Bitter Reach er til dem der gerne vil have gritty survival og bistre mænd (m/k) der overvinder urimelige mekaniske udfordringer. Bloodmarch dem der gerne vil løse uforudsigelige udfordringer ved at være snedige eventyrere i høj-osr-format. 

Jeg synes det er værd at kigge på dem for at få et godt eksempel på hvordan man kører en sammenhængende kampagne uden at bryde med den åbne sandkasse. Alle tre er gode eksempler på det, men jeg vil nok anbefale Raven’s Purge hvis man gerne vil have mere der direkte udvidder grundspillet, Bitter Reach hvis man gerne vil have mere survival og Bloodmarch til dem der kommer fra weird-OSR-land.

Bonus: Olivers glade kæphesteridt

Og så er der den lille detalje at Fria Ligan har taget helt rigtige valg af interior artist til de tre kampagner: Alle tre har Niklas Brandts stemningsfulde kort og vignetter der binder verdenen sammen og , men de andre illustrationer af bipersoner, monstre og stemning er af forskellige tegnere. Raven’s Purge fortsætter med Nils Gulliksons ikoniske autentisk oldschool blæk-illustrationer som også er i grundsættet, mens de to andre er rykket til nye tegnere med værker i blyant. Bitter Reach har meget solide og kantede tegninger af Alvaro Tapia, der udstikker en troværdig og jordnær vision af den frosne ødemark. Og Bloodmarch udstikker en klar modpol i Henrik Rosenborgs noget mere flydende og surrealistiske streg, der strækker tilbage til oldschool britisk grimdark og frem til uncanny valley.

Bonus 2: Book of Beasts

Samme kickstarterkampagne som Bloodmarch kom fra, leverede også Book of Beasts, der er et rimeligt ligetil monstersupplement og lidt til. Den har 28 nye monstre der spænder fra fantasy kendinger til meget sære dæmoniske bæster der er unikke til Forbidden Lands. Derudover er den pakket med encounters. Hvert nyt monster kommer med to der har det i fokus og så er der en ny tabel med 36 random encounters. De er for det meste mere stemning end trussel, med små moralske valg eller udfordringer, frem for overfald eller fælder. Jeg tror det ville være en god afveksling fra tabellen i grundspillet, hvis man gerne vil give spillerne et afbræk at rulle på den. Derudover er der nye regler og regl-stumper, der omhandler fælder, bøger, stemningselementer til rejser, vejr, tjenestefolk til strongholds, potions og poisons (det ville jeg gerne have haft til min sidste kampagne) Og slutteligt er der tabeller til at rulle nye artefakter frem og solo-regler hvis man er til den slags (jeg tror først jeg læser dem når jeg er ovre min Starforged solo-leg.

Jeg synes det er en ret fin gang ekstra til grundspillet og en god tilføjelse hvis man ikke er til kampagner. De nye monstre ser ud til at være gode udfordringer langs hele sværhedsgradslinjen og virker næsten nemmere at passe ind i en given situation, end en god del af dem i grundbogen. De forskellige regl-tilføjelser er meget mix-and-match. Hvis ikke jeg havde den elegante hex-flower til at lave vejr, ville jeg klart bruge det i denne her bog. Og jeg er vild med tabellerne der kan snitte nye artefakter, potions eller endda bøger der giver nye evner til læserne og udvidder de belønninger jeg kan give spillerne. 

Book of Beasts lander i en solid nice-to-have position. Jeg vil klart anbefale den som det første køb efter man er gået igang med at spille og har en fest med det, men det er ikke nødvendigt at lægge den oven på grundsættet når man køber sig ind. Man kan nok godt springe den over hvis man går direkte til Raven’s Purge eller en af de andre købekampagner, men det behøver ikke være enten eller. De leverer meget forskellige ting til spillet og alle bliver gladere af endnu flere monstre.