Timeout

Jeg var for tre uger siden til et livescenarie i måske har hørt om, Harlequins Fald. Jeg vil gerne sige en masse om scenariet, men det er svært at tage hul på, der er så meget der er filtret sammen. Det var en kraftig oplevelse, meget intenst spil og et par problematiske detaljer. Her vil jeg fokusere på det vigtigste virkemiddel for mig:

Offgame tid

Vi spillede vampyrlignende væsner, der ikke kunne være i dagslys, så det ville være meningsløst at spille i dagstimerne. Spillet løb fra 18 til 04 (oprindeligt til 06, men arrangørerne besluttede inden spillet at de sidste to timer ikke ville være gode.) Resten af tiden var offgame til søvn, hvile, hygge og så videre. Tiden skulle også bruges til at plotte med de andre spillere og finde frem til startscener for næste nat.

Det gav voldsomt meget til spillet, på flere fronter. Det hjalp med at konsekvent at få skruet intensiteten op i selve spillet og holde trygheden med de andre spillere. Men lad mig lige hakke det i stykker.

En umiddelbar fordel er at man bedre kan få slappet af når man ved at der ikke sker noget spændende. Plottet fortsætter ikke uden dig og du mister ikke noget spil på at sove som du lyster. Så får man hvilet helt og er fuld af krudt til selve spillet, hvor man ikke skal tænke på at tage tid ud til at samle kræfter over weekenden. Det hjælper også at man kan se sine venner der spiller med og hyggesnakke så man ikke skal snige sig offgame for at gøre det. Ihvertfald så er spilletiden langt mere fokuseret.

Jeg var glad for at kunne få nulstillet mig selv i løbet af dagen, at kunne være Oliver lidt og så tage min rolle på igen bagefter. Det gav mulighed for refleksion og rette op på de ting der let glider ud i langt spil. Det hjalp meget at der var en pool, hvor man kunne slå hjerne fra og lave noget fysisk. Men det er ikke et krav, det vigtigste er at have plads til at være sig selv et par øjeblikke.

Det andet hovedformål fra arrangørernes side, ud over afslapningen, var at man kunne aftale plots og scener til aftenens spil. Jeg fik ikke brugt den del så meget, men jeg kunne se de andre deltagere plotte løs. Det var specielt godt til at få koordineret deltagelse og handling  i større rituelle optrin. Hver nat startede f.eks. med en scene man aftalte i løbet af dagen. Jeg brugte flere kræfter på at holde mig ajour med de spillere jeg havde plots med. Sørge for at de fortællinger forløb fedt og eskalerede i rettet tempo. Mere om det senere.

Min første nat sluttede med en scene der meget let kunne være fortolket som mig der var blevet presset ud over mine grænser, men faktisk var utroligt fedt spil for mig. Så det var vigtigt at jeg kunne fortælle det til dem jeg havde spillet opad i scenen at det var helt okay. Det endte med at blive en helt ny uforudset retning på fortællingen der fyldte meget i min oplevelse.

I det hele taget blev jeg mindet om den fantastiske mulighed man har i bordrollespil, for at forhandle spillets retning undervejs og se spilleren i øjnene frem for kun rollen. Det har jeg savnet i de klassiske 360-graders indlevelseslives der er blevet standarden. Her fik jeg fuld indlevelse halvdelen af tiden, med max drama, i stedet for halv indlevelse hele tiden og sløjt plotspil.

Jeg savnede lidt mere aktiv brug af tiden fra arrangørernes side, noget fælles aktivitet og workshopleg. Det havde været med til at skærpe det endnu mere, men jeg forstår hvorfor de valgte den meget lille indblanding og dermed lod det være spillernes egen tid.

Det er helt klart et værktøj der kan bruges til andre scenarier og jeg hører om flere andre der har brugt lignende breaks, men ikke så konsekvent som her. Det er ihvertfald godt at der bliver gjort noget nyt og vi ikke sidder fast.

Min personligt bedste oplevelse var at få en konflikt ud af et plot som var gået død hos min planlagte modspiller, og kunne checke at den ny modspiller havde lyst og overskud til at lege med. Fordi vi ikke havde noget skrevet oplæg kunne jeg selv styre hastigheden på konflikten, ved at give modspilleren ammunition til at bruge imod mig, i små pakker hver dag. Disse ammunitionskasser var en rigtig god måde at eskalere konflikten på en meningsfuld måde. Hot stuff, tak Ida.

Jeg vil prøve at komme med flere erfaringer fra scenariet, men indtil videre vil jeg bare opfordre jer, mine mednørder, til at overveje om i ikke kunne få noget ud af planlagt offgametid i jeres lives eller bare når i selv er spillere.

Opfordring: Formulér din spillederstil

Johs viderebringer i sin julekalenderblogging en pointe fra John Stavropoulos’ blog omkring spejling af spilpersonerne, men det er ikke lige det jeg vil ind på her. Det jeg spejler fra Johs, er at der er en fin overvejelse af hans spillederstil i postet. Og så kom jeg i tanke om at jeg selv har gjort mig nogen tanker om hvordan jeg leder spil og at jeg egentlig var interesseret i at høre andre hvordan de gør. Der er masser af gode råd og tricks ude i nettelivet og i nørdebøgerne, men de har tit den bagside at de går ud fra at alle spilleder som forfatteren. Nogen tekster er bedre til at være bevidste om det end andre, men det hjælper heller ikke hvis man ikke selv som spilleder har overvejet hvordan man selv gør. Så det vil jeg interviewe mig selv om, jeg har fundet fem tråde som jeg vil fremhæve:

Billedfortælling

Jeg er et meget visuelt menneske, med sidefag  i rumlig. Det er sådan set min indgangsvinkel til alt det her rollespil, jeg kan li’ at forestille mig og formidle verdener. Det er nok derfor jeg hælder mest til at være spilleder, så kan jeg bedre skabe billederne. Eller også er det fordi jeg er barn af AD&D second edition og dets mangfoldige settings. En ting jeg er blevet bedre til på det sidste er at åbne op for andres input, det bliver bedre som collage. I stedet kan jeg få min kontrol ved scenesætning, det kan jeg godt li’.

Aben på min ryg: Fortælleren

Bagsiden af at have min visuelle styrke er at jeg let kommer til at tage styringen fordi jeg kan se det hele udspille sig, også når jeg burde overdrage fortællingen til en anden eller terningerne. Jeg vil gerne have at det folder sig ud som jeg ser, men det kan let blive et one-man show og det er ikke rollespil. Kunsten er at balancere det.

Regelkendskab

Sådan er min hjerne bare bygget, den samler regler og systemer op drønhurtigt. Det er meget rart, så skal jeg ikke tænke over det. Jeg kan ikke huske alle tabeller og undtagelser, men jeg kan genkalde mig grundreglerne uden at tænke alt for meget. Så kan jeg bruge mine kræfter på alt muligt andet mere spændende.

Min akilleshæl: Bipersoner

Det som jeg har ubestridt sværest ved er bipersoner, jeg er bare ikke god til at lave levende figurer. Ej heller er jeg særlig god til at bruge dem som værktøj i spillet. Det er min store udfordring, jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg skal starte med at blive bedre. Er der nogen der har en grundbog i bipersoner?

Naturlig modstand

Den stil jeg efterhånden foretrækker at lægge for dagen, er at lade spilpersonerne være udgangspunktet og så forme modstanden som det falder naturligt omkring dem. Jeg gør det meget på gefühl og uden planer, det får bare lov til at eskalere som det selv vil. Jeg ville gerne være bedre til at bruge bipersoner som aktivt element i formgivningen af omverden og fortælling, det passer godt i stilen. Og måske mere dramatisk struktur på, men jeg har altid hadet dansktimerne.

Og sådan er jeg som spilleder, tror jeg nok. Hvad med dig?

Scene for an imaginary larp

Fordi jeg ikke får postet nok tegninger på denne her blog er her lidt stemningsskitser fra det projekt jeg går og plotter med Monica.

Lyt eventuelt til denne her imens.

Og nej, det er ikke et western scenarie, jeg kan bare godt lide sangen og titlen på den.

Farvel til The Dagger [Poison’d]

Vi fik endelig samlet os til at spille Poison’d igen. Det var bare at kaste sig ud i det, jeg havde sørget for at tage noter om de aktive onde skæbner og hvor de var på vej henad som udgangspunkt:

Vi sluttede sidst med at piratskibet The Dagger var kommet fri af sandbanken og på vej igen, med en gal besætning, lidt sygdom og en forbandet kaptajn. Jeg startede med at sætte fut i galskaben og frygten for kaptajn Bad Eye. Der var masser af problemer med de syge der begyndet at optræde som levende dødninge i besætningens øjne og ingen ville være nær den forbandende kaptajn. Det hele gik op i en spids efter kaptajnen dræbte en af dødningene og kannoneren Old Black Tom kastede skibslægen overbord som hævn. Enden blev at besætningen kastede sig over Bad Eye og Daniel Knifes kniv tog hans liv. Mens Knife og Black Tom skændtes om hvem der skulle være den nye kaptajn kom et spansk skib ud af tågen og gik i kødet på piraterne. Efter en hidsig udveksling af bredsider begyndte det spanske skib at synke og de overlevende soldater og sømænd kæmpede desperat for at overtage The Dagger i stedet. De fik dræbt mange af piraterne og de resterende blev lagt i jern mens The Dagger under spansk flag satte kursen imod galgerne i Guadeloupe….

Det bliver nok her det slutter for denne gang, vi var kørt meget fast i de samme konflikter mellem spillerne og kunne ikke rigtig få reglerne til at køre på alle cylindrene. Andreas havde nogen gode pointer om hvordan en spilpersons evnecirkel begrænser hans handlefelt til at gentage det samme gang på gang. Jeg var alt for aggresiv med mine onde skæbner, det gik alt for stærkt ned ad til at jeg kunne nå at rette op. Men vi var enige om at prøve igen en anden gang, specielt for at bygge spilpersoner nu hvor vi forstod implikationerne af de valg man foretager. Jeg vil bare gerne lige have lidt afstand før jeg prøver igen…

Jeg kan mærke at  vi nåede en grænse for hvor komplekse regler vi kan spille med, der er et stort behov for fortællefrihed hos drengene. PTA var en fin balance og jeg skal til at kigge min spilsamling igennem efter et tilsvarende åbent design. Desuden er der igen opbrud i gruppen, så der skal måske fyldes nyt blod på.

Hvis jeg kan finde en ugedag til en kampagne med begrænset løbetid her i januar-februar er der god chance for at jeg som spinoff vil sætte gang i noget Apocalypse World for dem der kunne tænke sig at være sexy, badass people i ruinerne. Kontakt mig hvis det har interesse!

Merry Epimas

Julen er også indie-game-bundle tid. Det er en tradition for nogen af de sære spilskabere i Amerika at fejre julemåneden med at sælge bundles af nogen af de hotteste spil på pdf format, men med et twist: Du køber pakken som gave til en anden og får selv en kopi!

Så kig forbi http://epimas.wordpress.com/ og se hvad der er af julegavemuligheder til din yndlingsnørd!