You are currently browsing the monthly archive for januar 2022.

Som opmærksomme læsere nok ved, så er jeg jo normalt med i podcastet Lænestolsrollespil, hvor vi læser rollespilsbøger og synes ting om dem. Vi er dog i en længere pause på grund af Elias har valgt at få afkom, jeg har anskaffet mig et hus på landet og nogen har holdt en pandemi ud over det hele, hvilket har sat vores logistik og produktion midlertidigt ude af drift.

Det har så til gengæld befriet den tid jeg normalt bruger på at læse op og forberede mig til podcastet. Det kunne jeg nok godt have brugt på noget nyt og spændende, men nu har jeg jo sådan en hyggelig vane med at læse rollespilsbøger, så det har jeg fortsat med.

Neden for er en lang liste af spil (in no particular order) der gjorde indtryk på mig, hver med min personlige elevatorpitch. De er samlet op på kickstarter, itch.io, zinequest, dtrpg eller på bunden af en nørdet facebook gruppe. Du kan nok selv google dig frem til dem hvis du fatter interesse i nogen af dem. Jeg kan anbefale dem alle sammen som gode spil, eller bare interessante / lækre læs for dem der kan lide nørdede bøger og indiespil.

Skriv en kommentar hvis du gerne vil vide mere om et givent spil, eller vil have dem som lytterønsker til Lænestolen. Jeg snakker gerne mere om dem alle sammen, og måske kan jeg også lokke de andre til det når vi samles igen i den næste alder.

Orbital Blues
Stemningsfuldt layoutet rollespil om triste rumcowboydere. Det laver Cowboy Bebop, Firefly, Guardians of the Galaxy eller The Mandalorian -agtige fortællinger, om at være på kanten af loven og civilisationen i en beskidt retrofuturistisk galakse. Meget stærkt narrativt system der spiller på alle troperne uden at tynge på det mekaniske.

Coyote & Crow
Rollespil af indfødte amerikanere i en forestillet fremtidsverden baseret på deres kultur, men uden kolonisering. Systemet er ikke noget særligt, men det er en rigtig fin alternativ low scifi setting, hvis en smule utopisk. Den har også en ret interessant løbende stillingtagen til hvad man kan tillade sig alt efter om er eller ikke er del af den virkelige kultur spillet bygger på.

Blood Feud
Svensk maskulinitets- og æreskultur-kritisk vikingerollespil. Mekanikken skærer skarpt imod spillets tema og budskab, desværre på en ret ensidig og til tider uempatisk måde, men det garanterer konflikt og blod.

Under Hill By Water
Hobbitrollespil! Ud og vinde det årlige dyrskue eller sørge for at skaffe ingredienserne til Moster Agates Prisvindende Tomattærte, ikke alt det der slås og dungeons når der er hatte der er blevet væk og forlovelser der skal fejres.

Tears of a Machine SC
Et teenagere i kæmperobotter mecha-drama spil, med en fin setting og let narrativt regelsystem der bruger fate dice og fortælleret på en ny og interessant måde. Har desuden mest interessante regler for at hjælpe hinanden jeg har set siden Blades in the Dark.

Floria: The Verdant Way
Japansk rollespil hvor man spiller eventyrere i symbiose med planter, rejser ud for at indsamle resourser der lader en tegne streger på karakterarket og efterfølgende fylde de felter stregerne optager ud for at kaste magi når man skal overvinde bossfighten.

Kult
Gnostisk horror a la Clive Barker, remake af et ældre svensk spil med et rigtig fint nybygget PbtA skelet der lader historien og skrækken komme foran det mekaniske og skaber sårbare og dramatiske spilpersoner. Settingen kan godt føles lidt tung at skulle holde styr på, men til gengæld er der en interessant vinkel på at skabe spilpersons-fokuseret horror kampagnespil ud fra PbtA principperne jeg ikke har set andre steder.

Mythender
Ud og smadre guder ved at rulle -alle- dine sekssiders terninger. Seriøst, du har ikke nok hænder til det og du skal ihvertfald plyndre mindst to warhammer spillere for at have terninger nok til det her. Operatisk højschwunget personligt drama om at bliver det man frygter udspillet i Dragon Ball niveau slåskampe.

Beak, Feather and Bone
Et lille fortællespil hvor man skiftes til at gøre hævd på bygninger på et spøjst kort over Ravnefolkets By, ved at fortælle hvad det er for et sted og hvad der foregår ud fra et tilfældigt trukket kort og så farvemarkere det i ens fraktions farver.

Ironsworn
PbtA-Jernalderrollespil med et ret interessant take på et momentum-baseret kampsystem, at sværge eder og en ekstensiv solo-mekanik bygget på orakeltabeller, der kan overføres til andre rollespil.

Hillfolk
Helt narrativt dramasystem uden terninger og tilfældigheder, men udspillet i de relationer mellem og og følelser for hinanden som spilpersoner og bipersoner er bundet op i og de fortællerammer det foregår inden for. Settingen er jernalder, men systemet kan nemt flyttes over til andre verdener.

Visigoths vs. Mall Goths
Et spøjst lille spil om konflikterne mellem to slags gotere der prøver at udkonkurrere hinanden i en shoppingcenter. Det er narrativt, fjollet og dramatisk som en indie-tegneserie.

I’m sorry, did you say street magic?
Et fint lille remix af Microscope, hvor man bygger en stemningsfuld, levende by i stedet for en tidslinje. Rigtig godt til hyggelig surrealisme i samme tråd som Itras By.

Ten Candles
Et scenarie om en verden der er ved at blive slugt i mørke, man spiller fortællingen om de sidste overlevende der kæmper en tabende kamp imod mørket repræsenteret ved ti stearinlys man slukker et efter et i løbet af spillet, for til sidst at sidde i mørket.

Lancer
Så er det gundam tid! Et simpelt narrativt rollespilssystem limet smukt sammen med et middelkomplekst figurspil om mechaer der skyder hinanden i smadder. Det er overordentligt stemningsfuldt illustreret og kommer med et imponerende gratis online værktøj til at bygge, ombygge og slås i ens badass kamprobot og for spillederen at plotte kampagnens kampe ud på forhånd.

Tenra Bansho Zero
Hyperjapansk feudalscifi som kun japanere kan overdrive dem selv. Det er flere slags animerede robotrustninger versus samuraier med sjælestenskrafter, shintopræster og indfødte onier. Systemet er ret ordinært, men deres fate/story point og karma mekanik er rammesat ud fra buddistisk filosofi og kabuki teater. Bøgerne er desuden fulde af interessante sidenoter med indblik i japansk rollespilskultur for at forklare hvorfor tingene er som de er, så hvis man gerne vil forstå lidt mere om nørd i Nippon er det er godt sted at starte.

Det var lige toppen af det sidste års læseliste, har du læst nogen rollespil der gjorde indtryk på dig i løbet af det sidste års tid?

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Arkivalier

Blog Stats

  • 26.646 hits