Kort er godt

Morten har med sin seneste post genopfrisket en af mine idéer, som jeg gerne vil have implementeret i min warhammer kampagne: Aktiv brug af kort. Men først lige en tur til Nuln:

Mandagskampagnen

Min kampagne nærmer sig slutningen af mit introduktionsscenarie, heltene har været meget igennem i den usleste del af Nuln. De har fundet frem til en række mord blandt slumbyens kriminelle underverden, og er blevet tvunget til at finde løsningen på dem af den tileanske mafia. De har opdaget at ofrene er dræbt af skrævsot fra de bretonnianske horehuse, hvilket førte til at de kom i kamp med et helt hus fuld af skøger og deres børn. Lige nu, mens spillerne er på roskilde festivallen er deres spilpersoner i vild panik over at sporet fører til undergrunden og at der er mutanter dernede. Jeg glæder mig til at se om de tør følge det.

Når de har fundet en løsning er det min plan at give slip på dem til selv at finde ud af hvad de vil i og med byen Nuln. Jeg har prøvet at samle Flags i deres spil, da der ikke er så meget at læse i selve spilpersonerne (Warhammer har færre valg for spilleren når det kommer til spilpersonskonstruktion end andre systemer.) Men det vigtigste bliver nok at tage en snak med drengene og høre hvad de gerne vil lege mere af. Jeg får nok også en spiller mere eller to, der er plads i gruppen.

Warhammerkort på nettet

Fordi jeg er tosset med byer og kort vil jeg bruge et mægtigt kort over Nuln som fundament for deres udforskninger. Der er rigtig mange gode resurser ude i internettet, warhammer nørder er grundige i deres research. Her er et par jeg overvejer at bruge:

Mad Alfred har en hel masse fine kort fra flere udgaver af spillet, de har en håndtegnet charme så man ikke bliver intimideret som almindelig nørd.

Winds of Chaos har kort over provinserne og de største byers omgivelser i utrolig flot grafisk stil, både med antikpapir baggrund og ren stregtegning. Dem kan jeg godt bruge.

Kalevala Hammer har det største og flotteste kort jeg har fundet, det fås både med en hel masse locations fra bøger og fans og uden tekst så man selv kan fylde på, i stor opløsning. Det er nok det kort jeg vil vælge, både detaljegraden og opløsningen er helt i top.

Nå, jeg vil enten bruge kortet som jeg finder det eller lave en smule om på det og så printe det ud i storformat, det er faktisk ret overkommeligt rent økonomisk. Så vil jeg indprente de største landemærker og kvarterer på kortet, samt de steder spillerne og jeg har fundet frem til. Når vi så besøger steder i fremtiden, kommer de også på. På den måde får vi et kontinuerligt og levende kort af byen som scenografi for eventyrene. Jeg vil koble noterne på kortet op på et arkiv over stederne og de personer der holder til der, på indeks-kort, så det er lettere at huske detaljerne. Men kortet kan mere end bare være en passiv kortlægning af tidligere eventyr, der er meget at hente i det koncept.

Inspirationskatalog

Først vil jeg se om der er noget at hente i nørdernes hjemland, spillene. Der er ikke så meget brug at finde i traditionelle spil ud over en masse besvær med overland movement og taktiske kort til de hyggelige tinskubbere. Indiespillene er heller ikke så kreative med kort, men der er da et par gode initiativer at finde.

I Diaspora er der fire mini-games som man kan bruge til at detaljere forskellige former for konflikt, fra reel kamp over taktiske slag til social konflikt. De bruger alle kort som grundlag for de taktiske valg spillerne står overfor. Kortene er opdelte i zoner der kan have aspekter på, som kan inddrages til bonusser i terningslag eller på spilpersoner til at handle efter dem. Den slags kan også overføres til kvarterer og bygninger i spillet.

Ikke direkte kort relevant, men i Burning Empires (og måske andre Burning spil?) er der kodificeret en række scenetyper. Den primære er conflict scenes hvor man går hårdt i konflikt, men der er også building scenes hvor man opbygger sine resurser i fiktionen for at stille sig bedre inden man konflikter. Desuden er der colour scenes hvor man kan tilføje til fiktionen og interstitial scenes hvor man bare rollespiller et møde mellem spilpersoner. Min pointe er bare at man på samme måde kan kodificere hvordan spillerne interagere med byens steder, ikke alle besøg er for at fremme plottet.

I John Wicks fantastiske miskmask Houses of the Blooded, er spillets primære økonomi Style Points, som man tjener på at være dramatisk og episk og som man kan bruge på spilmekaniske fordele. (Han bruger dem i stedet for Fate Points fra Fate systemet, som han har lootet.) Man kan kun opspare en hvis mængde point på sit glatte ansigt, men hvis man anskaffer sig lækkert udstyr og accessories kan de holde ekstra style. På samme måde kan man lade spillerne opspare ekstra resurser rundt om i byen, jeg tænker en form for goodwill og indflydelse man kan opbygge og anvende i spillet.

Et andet spil der benytter et kort som centrepiece, er survival horror spillet Geiger Counter. Her er man de stakkels hovedpersoner/ofre der forsøger at overleve Truslen som slår dem ihjel en efter en. Fra start har spilpersonerne meget få terninger, men der er placeret flere grupper af terninger på kortet. Hvad terningerne repræsenterer er ikke specificeret fra start, det gør man i løbet af spillet. Enkelte terninger er ting man kan tage med og større grupper er fordele der er stedsspecifikke. Det er noget man kan overføre til andre spil, at efterlade resurser  som spillerne selv kan definere, i områder man gerne vil have dem til at besøge.

Der er også meget at hente i beslægtede nørderier. Jeg har et par eksempler, men du kan sikkert selv finde flere hvis du kigger efter, der er en hel verden af interessante inputs hvis man kigger uden for sin Player’s Handbook.

Brætspil har mange lækre mekanikker, men idag vil jeg kigge på mekanikken area control, eller rettere en undergruppe af spil hvor det at have kontrol med områder giver ekstra kræfter frem for bare point eller sejr.  På samme måde kan man lade spillerne have spilmekanisk fordel ved at “eje” områder, hvordan man end definerer det. Til politisk-militære spil kan man f.eks. kigge på det herlige Junta, hvor man kappes om kontrollen med grupper og enheder for at erobre steder der kan føre en til at blive præsident for Repulica de Banana.

Der også spil hvor spillerne rykker rundt på et bræt hvor de forskellige “felter” har muligheder. I Arkham Horror bevæger man sig rundt i Arkhams gader og besøger bygninger hvor man kan opleve udfordringer og finde resurser i kampen mod Cthulhu og hans venner. Spillet er i sig selv i retning af rollespil, men når aldrig rigtig over grænsen. Men man kan stadig lave et lignende setup for sin kampagne når heltene skal op imod den store skurk, så kan de gen-besøge steder på kortet og samle styrke. Eventuelt under tidspres så de må prioritere.

Fra vores allesammens yndlingstidsspild, computerspil er der også interessante ting at hente. Specielt computerrollespillene er det sjovt at se hvad de gør anderledes end rundt om bordet. Noget jeg selv har taget med fra mine teenage år, er den måde som spillet er geografisk begrænset i f.eks. Planescape Torment. I starten har man kun adgang til slum og usselt, men som man stiger i levels og gennemfører plot får man lov til at komme til de finere dele af Sigil. Jeg prøver at bruge samme metode med mine spillere, de er holdt i den usleste del af byen indtil de når de højere karrierer og får råd til de dyrere huse. På den måde får jeg uddybet hver del af byen på en samlet måde.

Og lidt om kort der ikke er kort

Jeg er jo ikke igang med at uddanne mig til urban arkitekt for ingenting, jeg har også kigget lidt på mit pensum for at se om der er noget sjov der man kan bruge. Jeg har ikke lige så direkte spiltekniske forslag som ovenfor, men jeg har da et par perspektiver på hele baduljen:

Mapping er et stort felt inden for landskabsforståelse, der er i den postmoderne periode udviklet mange måder at kortlægge den verden der omgiver os, på tiltagende abstrakte måder. Grundlaget kommer af Alfred Korzybski‘s berømte udtalelse: “The map is not the territory” altså at et kort aldrig kan være det som det kortlægger, at man må forstå forskellen og at man som kartograf altid er nødt til at mindske mængden af detaljer for at øge forståelsen og brugbarheden. Traditionelle kort har på den måde forsøgt at skabe et replika af den fysiske virkelighed på et stykke papir, mens det postmoderne i højere grad er at kortlægge ikke fysiske forhold i samme medie.

Et af de herlige eksempler er den internationale situationistbevægelse, der gik ud og lavede kortoptegnelser af deres oplevelser, de kunne f.eks. finde på at klippe bykortet op så kun de steder de rent faktisk oplevede var med:

Eller forsøge at gå i en kæmpe cirkel og notere alt det ned som man støder på, på vejen rundt i landskabet. Fjollede folk, men deres gøgl har ført til en mere åben forståelse af det at kortlægge. Det er den samme rute vi er kommet frem til R-maps som der optræder i visse rollespil, kort over de indbyrdes relationer mellem personer.

Men subjektive kort er ikke kun et fænomen fra vores tid, de har eksisteret helt tilbage fra urtiden, men først et eksempel fra vores alle sammens middelalder. I Hereford Cathedral er der et mægtigt verdenskort fra 1300, der viser hele den kendte verden, Europa, Asien og Afrika.

Kortet er på ingen måde målfast og hele bibelhistorien er indføjet på det, men er stadig utroligt brugbart. I midten har vi verdens centrum, Jerusalem og øverst på kortet, i øst, finder vi Edens Have, resten af den kristne beretning følger ned over kortet i en rejse mod vest, den følger solens bevægelser. Samtidig er alle de store byer og steder indtegnet i forhold til hinanden, så man faktisk kan navigere afsted på pilgrimsfærd. Man kan se hvilke byer man skal igennem for at komme til det hellige land eller Cordoba. Kortet er med sine afvigelser fra realiteten derfor et bedre værktøj til formidling af bibelhistorie og pilgrimsruter. (Jeg må lige indskyde at det ikke er fordi de ikke kunne lave “rigtige” kort, der er flere flotte søkort der er meget præcise fra slutningen af middelalderen/starten af renæssancen.)

Endnu sejere endnu er dog de indfødte australnegres Songlines, altså de mytologisk fortællinger fra urtiden der strækker sig over landskabet. Sangene er på samme tid en genfortælling af verdens skabelse og et praktisk navigationsværktøj, idet de beskriver det uforanderlige landskab man går hen over. Det er en spændende dobbelthed at man på sin vis synger/fortæller verden frem som man bevæger sig igennem den. Sangene er fantastiske rejseguides og rutebeskrivelser som man kan give videre.

På samme måde kan man i rollespil opnå en verbal beskrivelse af en verden der også kan bruges som kort. Man behøves ikke et superdetaljeret kort over alle gaderne i Waterdeep for at kunne spille der, fortællingen er nok. Detaljegraden af kort og fortællinger bør følge det reelle behov der er i spillet, mange settings er ikke gode til at balancere den fine linje, jeg synes tit kortene er bedre, fordi der er så meget blankt at fylde ud selv. Og så synes jeg bare kort er hotte og fulde af potentialer. Prøv dem!

Improvisationshøst

Jeg skrev for noget tid siden om opvarmning til rollespil, hvori jeg gjorde mig nogen tanker om de overordnede formål og metoder. Jeg har dog hellere ville komme med nogen konkrete forslag til folket, og nu har jeg endelig fået samlet mig en stabel. De første har jeg stjålet fra podcastet Story Jammers, der har et fint afsnit om improvisationsøvelser til story-game-nørder. Og så gik jeg en tur på rov i Improv Encyclopedia efter flere, der er også et par stykker. Det er ikke noget jeg har afprøvet i virkeligheden, men jeg håber at komme til at få luftet det snarest. On with the show:

Simple word association
Den klassiske associationsleg hvor man går rundt om bordet og alle siger det første ord der falder dem ind. Det er en god måde at nedbryde selv-censur og stole på sine indfald. Tricket er her at lade være med at tænke for meget over hvad man siger og hvordan de andre modtager det.

Presents
En af de klassiske improvisationslege. Man stiller sig i par og mimer at give den anden en gave, tænk ikke over hvad du giver, det er op til din partner. Han skal så hurtigst muligt fortælle hvad han har fået og sige tak, glemme alt om gaven og give en ny tilbage. Frem og tilbage, prøv at få det til at gå så hurtigt som muligt så i ikke tænker over det. Man kan også lege det i en cirkel hvor man så modtager gaven fra højre og giver en ny videre til venstre. Det er en mere fysisk og skuespilsfokuseret viderebygning af ren klassisk fri association.

Yes, and…
Det er en af grundpillerne i storygames at man bygger oven på hinandens udtalelser og påfund ved at sige “Ja, og…” det kan også bruges som opvarmning: Man sætter et spørgsmål og den anden skal svare med “ja og…” Det er basal øvelse i at acceptere de andres indslag og åbne op for at sætte sig i skæve situationer. Det er tit svært at sætte sig ud over traditionelt rollespils modstand mod at finde på ting om de andre spilleres personer, selv om det er langt mere accepteret i storygameriet.

Story one word at a time
Endnu en klassisk synergi-leg er at man går rundt om bordet og hver person siger et enkelt ord og man på den måde får samlet sig en historie ud fra alles bidrag. Det er en leg om at acceptere at man ikke kan styre hvor fortællingen er på vej hen og bare lære at gå med på flowet samtidig med at man bidrager så godt man kan.

See me
Endnu en associationsleg, lidt mere detaljeret. Her siger den første deltager et navn eller en titel ud af det blå og uden videre beskrivelse. Den anden går så igang med at fortælle om personen, stedet eller hvad han nu oplever ud fra navnet.
Der er mere kød på end med simpel association og legen kan være med til at sætte alle deltagerne i samme visualisering af fiktionen. Kan måske også bruges til at bygge fiktionen ud med eller tilføje til spil- eller bi-personer.

Colour – Advance
Denne leg er en made at kalibrere beskrivelserne man kommer med. Den går ud på at man på tur fortæller en historie (fra ens dagligdag f.eks. sidste gang man købte ind) og personen på ens højre side siger Farve når han mener man skal gå mere i dybden med beskrivelserne og holde igen med at bevæge plottet fremad. Personen på venstre side gør det omvendte, han siger Videre når han synes fortællingen skal bevæge sig hurtigere fremad og der er for meget beskrivelse.
(Hos improv folk er den ofte også med en fjerde deltager der advokerer for mere Følelse, altså mere indlevelse, pathos, epik, etc. alt efter hvad for en stemning man har besluttet at det skal handle om.) Det er en rigtig god leg til at afstemme fortællehastigheden og balancen mellem handling og kulør, så man får et godt flow i gruppen. Man opnår et erfaret konsensus i et felt der ellers er svært at tale om.

Master servant disaster
For to deltagere: Den ene er herren der stiller en række simple forespørgsler, den anden er tjeneren der beredvilligt og høfligt forklarer hvorfor forespørgslen er umulig. Herren accepterer naturligvis dette og stiller en anden forespørgsel i stedet. Tjenerens forklaringer skal helst bygge oven på hinanden til en grotesk eskalerende katastrofe. Det lyder til at være en sjov “ja, og…” leg der kan være god til at sætte lidt hygge igang inden et komisk spil og indøve lidt status udtryk.

Point of view
Klassisk øvelse hvor den første deltager fortæller en simpel social interaktion i første person og den næste genfortæller den fra en anden persons synspunkt. Jeg synes selv at rollespilsfortælling har en tendens til at gå meget imod det rent objektive og denne øvelse kan være med til at vise at det er okay at fortælle mere subjektivt.

Story spine
Her leger man inden for det traditionelle eventyrformat på en fortælling, man siger på skift en del af fortællingen der skal starte med linjerne som nedenfor, når man er kommet igennem alle syv har man essensen i et eventyr.

* Der var engang…
* Og hver dag…
* Og hver dag…
* Men så en dag…
* Og på grund af det…
* Og på grund af det…
* Og lige siden den dag…

Legen kan bruges til at varme op til eventyr spil eller bare få en følelse for den fortællelogik der findes i tradionelle eventyr og børnefortællinger.

Repeater
En lytteøvelse, hvor man fortæller et stykke fiktion, den næste deltager skal så gentage det man har fortalt inden han/hun kan tilføje sin eget. Næste deltager igen skal så gentage den sidste fortællers input (men ikke denne gentagelse af den forriges.) Lytteøvelserne er til for at gøre deltagerne bedre til at fange alle nuancerne af deres medspilleres input og skabe bedre kontinuitet i fortællingen samtidig med at man får en hel masse mere at improvisere ud fra.

Pauze
Endnu lytteøvelse denne gang for to, her skal man blot vente fem sekunder ingen man svarer på sin modspillers dialog. Pointen er at give tid til at tænke over hvad, hvordan og hvorfor det blev sagt.

Der er rigtig mange sjove lege at finde ude i improsfæren, men mange af dem er meget fysiske og omhandler blandt andet at nedbryde berøringsangsten i spillerne eller er musikalske. Den slags er mest til liver folket og der er da også rigtig mange steder jeg ser dem dukke op til workshops og scenarier. Men det er noget andet når man sidder om bordet og skal fortælle ad hinanden, jeg har prøvet at samle de mest relevante oven for, det blev til en god samling. De er primært til at skabe spontanitet, åbenhed og bedre lyttere, men det er også det vigtigste i opvarmningen. Jeg tror at man med held kan forsøge at farve dem efter det spil man skal spille, altså sætte toner og setting undervejs i opvarmningen så spillerne kan lege sig ind i det. Det største problem jeg kan se er at de fleste øvelser er sjove og upbeat, noget der ikke altid passer med de alvorlige danske følescenarier. Men til storygameri og almindelig hyggerollespil er det ret ideelt.

Jeg vil forsøge at høste nogen flere teknikker andre steder. Blandt andet skal jeg have kigget i nogen bøger om kreativ process og den slags som jeg går og laver, de har en masse fede måder at frembringe idéer og koncepter som sagtens kan overføres til rollespillet.

Flags, Library Use og Stop-ord

En af de ting som er dukket op ud af indie halløjet, som er universelt brugbart til alt (b)ordrollespil er Flags. Det er basalt set at man som spilleder scanner spillernes input i spillet (spilpersonark, baggrundhistorier, etc.) efter ting der afslører hvad spilleren vil have ud af spillet. Man kan så ledes se at hvis Bob har sat sit højeste tal i sin behændighed, så vil han gerne ud for nogen ninja-øvelser hvor han kan brillere. Eller Nina har skrevet om sin søster der er rumpirat, så man inkluderer hende i fortællingen. Så langt så godt, det er god og sund spilleder praksis at læse spillernes input

Men, jeg aner et problem når spilsystemet skaber rammer der tvinger spillerne til at vælge visse ting. Her tænker jeg på at i Call of Cthulhu kan man løse alle problemer med en høj nok Library Use skill. Eller de mange spil hvor man ruller årvågenhed og tilsvarende evner for at spotte ting.  Eller mange systemer hvor designet er sådan at man er nødt til at købe sig sej i kamp for overhovedet at have en chance for at overleve spillets udfordringer. Jeg kan som spilleder ikke se om mine spillere har investere i disse områder af reel interesse i spillet, eller for at kunne komme uden om dem hurtigst muligt. Det er selvfølgelig noget man kan snakke med spillerne om, men med den begrænsede tid der er til at lege vil man oftest hellere bruge tiden på at spille eller snakke om vigtigere ting.

Jeg har fundet en interessant løsning på et andet problem der også klarer det her: I Chronica Feudalis kan man vælge en Background* til sin spilperson, der er et område som man springer over. Hvis f.eks. jeg gerne vil spille en mægtig krigsmand i hoffet, men egentlig ikke er interesseret i at spille slåskampene så vælger jeg at skrive det som Background og så vil vi aldrig gå i detaljer med det, men i stedet spille som om vi havde gjort det.

*Jeg synes det er et utroligt dårligt navn til konceptet, jeg har et andet sted der undslipper mig lige nu, stødt på betegnelsen Blinds and Veils der er tæt på, men meget bedre navngivet. Her er der tænkt på at hvis man som spiller ikke er tryg ved at have et element med i spillet, så kan man sætte det bag enten et slør (hvor det så bliver overfladisk til stede i fortællingen, uden at gå i dybden) eller en persienne (hvorved det så forsvinder helt.)

Men det er meget voldsomme indgreb der kan være svære at bruge fordi de sætter så hårde grænser, at det rykker helt ud i den offgame sociale kontekst. På samme tid er det svært for spilleder at give en komplet liste over ting der optræder i spillet som spillerne kan tage stilling til, det vil enten afsløre ting for hurtigt og tage spændingen af, eller skade åbenheden i legen.

Er det muligt at finde på en sund måde at sætte nogen parametre op inden spillet, både om spillets form og indhold,  positivt og negativt, som man kan forholde sig til og stadig give mulighed for at fastsætte grænserne undervejs? Jeg vil gerne høre om der er nogen der har nogen mere konkrete bud, end bare “Talk to your players.”

Bølgerne går højt!

Så, nu har jeg afleveret mit bachelor projekt. Så har jeg tid til at fylde på bloggen igen:

Actual play på Google Wave, as it happens!

Vi er et par stykker der leger på googles fjollede wave, som hvis du ikke kender til det, er en online hybrid af tekstbehandling og chat. Det giver mulighed for simultant at skrive på det samme dokument og sætte kommentarer ind hvor man lyster.

Jeg ved ikke hvor brugbart det er til reelt rollespil, men den er superb kollektiv forfatteri!*

Jeg er lige nu igang med at showcase (og afprøve) Diaspora for en bunke af blogister og deslig. Det er et “hard scifi”-derivat af FATE systemet (kendt fra Spirit of the Century) som starter med at man bygger sin egen fiktions-setting i en spilteknisk rammesetting. (Med andre ord: Man finder selv på alt det sjove, spillet udstikker bare en række pejlemærker og grænser.)

Hjemmelavet verdensrum

“Cologne blev koloniseret da mænd var mænd og stjernerne var til at nå ud efter. Der blev lavet store selvforsynende baser med vand, varme, pleasure bots og alt andet hvad hjertet kan begære. Nu er der pumperne tilbage som holder vand og luft inde i de underjordiske huler. Ingen af disse er i god stand…”

Vi har lige bygget en mægtig klump af kosmos, hvor det teknisk overlegne Firma fra IaStar-systemet har monopol på interstellare rejser i en konfliktfyldt klyge systemer. De andre verdener er travlt optagede af at bekrige hinanden over og under bordet om de sparsomme resurser, altimens Firmaet opretter handelsposter og kolonier overalt i et støt tempo.

“Dao II ligger i midten af det hele. Det er et knudepunkt og mange har interessere i systemet. Blandt andet Fubard, der har startet en angrebskrig imod Dao II’s nationer. Fubard er umiddelbart en stærkere krigsmagt end Dao II … men i de forløbende rumsskibskampe ud for Gvangjsih har daoisterne klaret sig overraskende godt. Det er ret sikkert at de får hjælp udefra – men fra hvem? “

Hvert solsystem er skrevet selvstændigt af en af deltagerne ud fra et par simple grundtal og er blevet passet ind i det samlede hele med max potentiale for konflikt og spil. Denne arbejdsmetode arbejder utroligt godt med det halvsynkrone format i Wave, der giver plads til både afpudset prosa og løbende input fra de andre deltagere. Diaspora leverer et meget let fundament som alligevel tapper direkte ind i den kreative åre. Man har utrolig meget kreativ frihed, men det er ikke i et lammende tomrum.

“…Der er en konstant økonomisk og diplomatisk manøvrering mellem de to stormagter på slipstationerne Zürich og Bern, alle kneb gælder når det handler om at få dominansen på handlen i og gennem systemet. De to stationer er prestigebyggerier hvor hver side kæmper for at imponere hinanden og de gennemrejsende med luksuriøse faciliteter og grænsebrydende ingeniørkunst.”

Vores værk er at finde her.

(Jeg ved ikke helt hvordan det virker med Wave, men hvis i skal inviteres for at se det, så giv et kald i en kommentar hertil så lukker jeg bølgen op.)

En stjernebesætning

I forlængelse af setting byggeriet er der endnu en fantastisk fortælleleg hvor man bygger spilpersoner. FATE systemet har en meget litterær tilgang til det at lave spilpersoner, det første man gør er at fortælle om personens forhistorie ad fem omgange. Undervejs fletter man personernes historier sammen så man får forbindelser og forhold rundt i gruppen.

Vi har i gruppen besluttet at lave besætningen på et af IaStars frihandelsskibe, der rejser rundt mellem stjernerne for at opstøve eller skabe nye markeder. Vi vil gerne have en storpolitisk skala på spillet hvor personerner har mulighed for at rigtig at tage fat i de store konflikter.  Det er også rigeligt muligt med Diaspora, her er et rumskib et stort og klodset monstrum der langsomt sejler i tomrummet, tilgengæld er selv det mindste skib en magtfaktor: De er ikke starwars’ jagerfly, men atomubåde i dybet.

I skrivende stund er vi igang med første fase hvor vi fortæller om vores spilpersoners opvækst (og samtidig fylder lidt mere på beskrivelsen af deres hjemplanet.) Kaptajnen er fra Fort Malar’s mennesketomme skibsværfter, Firmaets Mand er selvfølgelig fra IaStars handelsakademi og Kampantropologen er en sund knægt fra kornmarkerne på Halifax i Burton IV systemet. Vi er spændte på hvad Anders kommer med af spilpersonskoncept, det skal nok blive godt!

Næste runde bliver et blik på hvordan spilpersonerne startede deres løbebane og så videre indtil vi har fortalt hele vejen frem til der hvor spillet starter. Du kan følge med (Live!) i tilblivelsen på  Diaspora Wave 2.

Und danach

Når vi har leget færdig med Diaspora vil jeg gerne fortsætte med at afprøve og showcase indie-spil på waven, jeg er ved at læse Burning Empires, der også har en setting creation som jeg tror egner sig til Wave. Det skal ihvertfald afprøves og sammenlignes med Diaspora. Hvis du vil lege med til det så kom på bølgen, jeg smider et opslag på den store fælleswave for danske rollenørder på bølgen når det går live.

* På Google Wave kan man indlæse en række tilføjelsesmoduler og bots, jeg har fundet en bot der ruller terninger for en og så er der et meget simpelt skitsedevice. Alt hvad man skal bruge til at nørde.