Elias og jeg har snakket om at vi skal have opkvalificeret vores indie-aftener lidt mere, først og fremmest ved at varme op inden vi spiller. Det har fået mig til at tænke over hvad man har af muligheder med opvarmning inden spillet, jeg vil her prøve at se på hvilke elementer man varmer op og hvor man kan finde inspiration til øvelser og metoder.

Det jeg kan se man får noget ud af at få varmet op inden spillet er en række nervebaner og tankeprocesser der fører til en anden sindstilstand, desuden har jeg tilføjet et par mere praktiske ting omkring det at rollespille der også er relevante inden spillet eller anden opstartshandlinger, jeg vil ikke sige så meget her inden, men bare springe ud i en ukomplet liste over ting man kan have for øjn når man går igang:

.

Kreative safter er nok det første man tænker på når det gælder opvarmning til rollespil og lignende. Det handler om at få aktiveret sin rustne gamle højre hjernehalvdel så man kan være krea fra første scene, øvelserne indeholder ofte improvisationer eller associationer som værktøj. (I min virkelighedsopfattelse er de mere eller mindre det samme.) Et værktøj man så har fremme på bordet efter øvelserne og let ved tage i brug.

Åbenhed og tillid er også noget af det man øver i de klassiske opvarmningsøvelser, ofte i forbindelse med kreativiteten da det tit er det at komme ud med sit kreative input der er den største barriere. Det er et vigtigt element at man åbner op for de andres input og på samme mønt forventer at ens input bliver accepteret åbent. Som en fælles kreativ øvelse er det essentielt at man ikke holder tilbage på sine brugbare input af frygt for de andre. Det er også vigtigt for forventningsafstemningen at alle er ærlige, mere om det senere.

Spontanitet er en af mine egne kæpheste, da jeg selv har “Gør det åbenlyse” som et af mine rollespilsmantraer. Hvis man holder tilbage på sine input og leder efter ‘bedre’ muligheder hele tiden, så går spillet i stå. Et andet problem er at de andre spillere oftest forventer at man reagerer direkte på deres indspark og ikke kommer med fortænkte bud i stedet, det er sjovere for mig at spille op ad din spilpersons vrede hvis du rent faktisk reagerer vredt det meste af tiden. Det giver også en klarere og tydeligere portrættering af spilpersonen hvis man reagerer hurtigt og ud fra personens kernekoncept. Det er en bivirkning ved de klassiske øvelser at man tvinger folk til at være spontane, som er sundt for spillet.

Forventningsafstemning er noget der alt for sjældent bliver italesat ordentligt, det er bedre med mange af de små krogede indie spil og scenarier, fordi de tit afviger så meget at der er en nødvendighed at forklare det inden spillet. Men også i mere mainstream spil er det sundt at få på plads hvad folk forventer af spillet og hvad de kan se frem til. Der er mange spillere der vægrer sig ved at sige noget om det de gerne vil opleve og påstår at de er tilfredse med hvad end spillederen deler ud. Det er en sølle holdning og fører til skuffelse hele vejen rundt om bordet. Det bedste jeg kan se er at spillederen i de tilfælde sørger for at få sagt helt klart og fast hvad for en slags spil han kører og hvad han vil have fra spillerne, aktivt sælge sit spil i stedet for at holde på sin mystik!

At sætte stemning for spillet er også noget man bør tænke på når man vælger opvarmning, der skal være en sammenhæng mellem det humør man bygger i sin opvarmning og det som spillet skal starte med. Det er ikke alle spil der starter bedst med høj-energi spontan improvisation, nogen har bedre af at man forestiller sig ting stille og roligt, eller man fremkalder en bestemt følelse.

Setting løber lidt i forlængelse af stemning, det kan være værdifuldt at tage hul på settingen inden spillerne får for meget gang i deres spilpersonfokus, enten som en ren formidling fra spillederen eller som en fælles skabelse. Specielt hvis man kan lege formidlingen i stedet for det klassiske infodump er det hot.

Reglerne kan også være en del af opvarmningen. Jeg lyttede til Storyjammers podcast om fluency games, hvori de udforsker tanken om at starte spillet med en stille og blød introduktion til reglerne i små bider, som man gør i computer spil. Det er en inspirerende tanke, specielt i forbindelse med de små spil der ikke har så voldsomt mange regler. Det er ihvertfald et faktum at man lærer bedre ved at gøre end ved at høre på en eller anden læse op fra en bog.

Spilpersoner er tit det man starter med i klassik rollespils opstart, det synes jeg er en dårlig vane. Jeg har flere gange været ude for at man bygger i blinde fordi man ikke har nok viden om regler og setting, det bedste ville være hvis man kunne lege det ind samtidig med at man spiller sig varm i sin spilperson. Det er også noget at sige om ikke at skulle trække sin spilperson frem ad en enkelt omgang, jeg vil helst konstruere detaljerne løbende som de bliver relevante. 3:16 har stor kærlighed hos mig fordi man først skal finde på sin baggrund når man bruger sine flashbacks og inden da kan spille relativt frit.

Setup, ud over de rent spiltekniske forberedelser inden spillet er der oftest også en række praktiske ting som skal på plads inden vi leger. Det bliver tit et kaos når man sidder og ruller terninger, skriver stats og fordeler snacks og så lige pludselig er i gang med at spille rolle. Der er værdi i at få struktur på det og sørge for at alle forberedelserne er klarede inden selve spillet og endda før de mere faglige opvarmninger!

Ritual er en sjov størrelse, der har megen kraft i vores menneskelige interaktioner. I forbindelse med rollespil kan man snakke meget om hvorvidt regler og konventioner kvalificerer som ritual, men jeg vil her nøjes med at komme ind på at det kan være rigtig klogt at starte spillet med et klart ritual der adskiller at vi bare sidder og hygger os og at vi nu spiller rollespil, sgu. Visse spil har det indbygget i deres regler, f.eks. Polaris og Beasthunters, mens andre bare tigger om det (PTA, 3:16, DitV, IaWA.)

De steder jeg har funder øvelser er mange og varierede, men fælles er at de alle sammen deler den faktor at de er funderet i et kreativt udtryk:

Der hvor de fleste henter deres øvelser er fra improvisations teater og den sfære, ofte via liverollespil. Her er mange gode øvelser til at afkorte vejen fra indtryk til udtryk og åbne for de underbevidste strømme. Det største problem med øvelserne i forhold til bordrollespil er at de tit er meget fysiske og funderede i at underholde et publikum med høj energi. Primært omhandler øvelserne de øverste emner på listen ovenfor.

I forhold til tillid og spontanitet er psykoterapi og coaching en guldgrube af sære små ting man kan gøre for f.eks. at forbedre sin tryghed ved at være en aktiv deltager i situationen eller være mindre selvbevidst. Jeg har selv en række ting jeg nu gør ubevidst som stammer fra aktive psykologiske øvelser.

Beslægtet med coaching er hele business halløjet med workshops og teambuilding. Det er tit også meget pep og heja, men til tider kan man finde gode ting i forbindelse med de mere kreative felter. Jeg har selv fået lidt værktøjer via indskudte workshopforløb på arkitektskolen som man kan bruge til at styrke kreativiteten og samarbejdet.

I forfatter-verdenen er der også masser af øvelser ud i det kreative man kan kigge efter, de er tit gode til at komme i varmen med at digte og fortælle. Mange af øvelserne er til for at komme i gang med at skabe historier, komme over blokeringer i ens knold eller endda opnå den mytiske ‘flow-tilstand.’ Der er også en masse øvelser ud i at skabe setups, situationer og personer man kan plyndre.

New Age mystikken er et herligt sted at hente sære små ting frem af, mange gode ritualer og stemningsøvelser kan man finde her. Der er også en masse af de klassiske spå-kunster der faktisk fungerer udemærket som fortolknings og associationsøvelser.

Computerspil er måske ikke så oplagt, men man kan lære meget af den måde de meget hurtigt lærer spilleren hvordan man gør og sørger for at han forstår den verden spillet foregår i, samt de medfølgende logikker og kausaliteter. Der er også mange spil der er gode til at give information om setting og plot løbende og uforceret, samt mod-eksempler.

Til sidst må jeg også understrege moderne undervisning som et godt sted at få nye måde at formidle viden på. Der er gjort store fremskridt fra den gang du sad og terpede tyske verber, specielt i at finde mere interaktive måder at præsentere viden på. Klassisk undervisning er også et godt sted at se hvordan man veksler mellem at give små bidder information og så give eleven opgaver der gør den viden reel, så man lærer et komplekst system uden at opdage det.

Der er sikkert mange flere områder at finde øvelser og opvarmning, dem skal du være velkommen til at tilføje i kommentar, jeg vil meget gerne høre om dine egne erfaringer, favoritter og kilder.

Jeg vil også gerne høre om den rent praktiske implementation af den slags tricks, jeg har en fornemmelse af at det er bedst hvis man har en stærk formidler der tager ansvaret for øvelsen og forløbet, men er det rigtigt?

Advertisements