So Karin Edman published a wishlist from the ladies of the Swedish LWU, who wished more men would be interested in playing romantic relationships with them, which has spawned a lot of interesting discussion in the larposphere on facebook.
I’ve had a lot of fun out of romantic storylines in a lot of different larps, it’s a really powerful area to explore. There’s so many possibilities for intense emotions and meaningful stories:
I’ve played Romeo and Juliet in a prison camp, a can’t-live-with-you-can’t-live-without-you story in utopia, been set up in an arranged marriage doomed to tragedy and been magically drawn back to life by my true love. 
I’d like to share my observations on what I think makes for good romantic play (or any intense interpersonal drama, really).
Just to be catchy and bloggy, I’m basing it on four pillars: Context, Consent, Communication and Chemistry.
No man is an island; neither does two make an archipelago. So if you are making the romance from scratch, explore the context of the whole larp to see what relationships are possible and encouraged. Find an angle that supports the intended experience of the larp; don’t just go for fulfilling your personal fantasies.
Also make sure the play has room in between the other stuff you’re doing, I’ve seen so many romances neglected by players too busy to focus on them and an equal amount of players stuck with only the romance to play on and noone at the other end. 
Find someone to play with who has a genuine desire to be the other half, who has the possibility to prioritze the play with you, so you don’t end up disappointed.
Oftentimes your character comes with a romantic story attached and you just have to make the best of it. Here the best approach is to try and see what function the plot has in the larp and where you get to decide yourself in the relationship.
The players around you are also an important part of the relationship. Find ways for your relationship play to contribute to their experience as well, and see that they have meaningful positions in regards to the relationship. Romeo and Juliet are boring without the Capulets and Montagues.
I have this thing where I cannot engage with play if the other person is not actually into it – call it neurotic. If I sense they are not enjoying themselves, my body has ways of shutting it all down.
Seriously though, consent is a basic requirement for me. If I don’t feel that the other person is excited about playing romantically with me, I steer clear of that play. I don’t just want a lukewarm “okay, that sounds fine.” I need enthusiastic consent and shared ownership if I am to play it at all.
I’m also aware of giving my own enthusiastic consent early and often; I’d rather be overbearing than not get the conversation started. You should at least have a vague idea about your personal lines. Saying “I’m not sure exactly where my lines are with physical play” is a good start; “I don’t have any lines” shows that you are an idiot.
Personally I have used the last many larps to develop an elevator pitch about my personal limits, to get started:
“I really enjoy bringing physicality and touching into play, so I’m good with most normal stuff as long as you stay away from groping the swimsuit area. You can give me a slap or light physical molestation if that becomes relevant. I have a weak immune system, so anything with mucus membranes and bodily fluids is out, that means actual kissing, spitting, fingers in the mouth and such.
But Ars Amandi works wonderfully for me, so I suggest that for intimacy, but if you prefer something else, I’m sure we can make that work too.”
I also need to have consent reaffirmed during play. Especially when thing get heavier. If I can’t tell that you are enjoying play, I’m not going to take it further. This means we go offgame and check in, and preferably also talk about where we want play to go. Blackbox scenes are a good excuse. 
If you fail to build the relationship on mutual offgame consent, you’re bound to end up in territory where you or someone else feels violated or unsafe. The stuff we play with in romantic scenes isthe natural habitat of trauma, so we need the extra care not to trigger old scars or create new injuries. Sometimes we do so by accident, in which case it is going to be a lot less horrible to work out, if you have already shown that you care about consent.
Talk. With. Each. Other. A lot. You can’t really consent if you don’t know what is going on. Also there’s a lot of layers and meanings we might miss when it comes to intense relations, so it’s good to know what the other side is focusing on and what is making them excited. Talk about the type of scenes you’d be into. Talk about the kinds of stories you love. Talk about the kinds of affection that work for you. Talk about your characters. Talk about what you want to go wrong. Talk about which songs you could have as theme song for the relationship. Make up pointless bits of backstory.
And once play starts, you keep the lines open. You take time to listen to each other and sense what works for the other. You go offgame and check in. You tell how you feel as a player. 
I’ve enjoyed using meta room or blackbox play to calibrate with my partner, we’ve done abstract scenes with stuff like inner monologues and free association to communicate our thoughts and feelings in ways that open up for new and more nuanced play afterwards. 
I nearly always follow the basic model of mutual escalation in order to keep it feeling safe all the way through. Make a move, wait for the other to respond and reciprocate before moving on. If you get positive feedback, move up the intensity, if not you step back to a safe place and try something else.
If you want to be discreeet, you can do things ingame and then check if the other player plays into the move or around and get useful info. If someone isn’t actively playing reactions to your play, you’re better off going for something else. You can tell a lot from the level of engagement.
This is actually the most important bit: You need personal chemistry to play love. Without chemistry, play becomes a sucky chore. You need atleast a spark of connection. And it better be mutual. Also, it has infinitely less to do with what makes your pants tingle, than it does with subconscious trust and genuine interest in the other person.
You can’t force it. But you can grow it, if both of you are willing to open up it takes a little work and communication to build up mutual trust and connection.
Chemistry is also awfully fragile. So many things can ruin it, so you have to put in the work, to be someone people can connect with. A lot of the points in the list from LWU is personal dealbreakers that ruin the chemistry. You can’t guarantee that it works, but you can start it up.
Also, chemistry is impossible to detect without meeting in person. You might have great fun on skype before play, but once you meet a wrong pheromone can break the spell. Likewise, sometimes you build up an incredibly meaningful thing out of 15 minutes at a workshop. It’s a bit of a lottery really, so you just go to try an up your odds and hope for the best.
If you’re stuck larping a romance without any chemistry, you’re gonna want to minimize the damage. A good place to start is to acknowledge the awkward with your partner and talk about what to do about it. If possible, simply play the relationship to a breaking point and end it. Go your separate ways. Otherwise see if you can transform the relationship into something you’re both comfortable with. Going through the motions should be a last resort.
How to get started
You ask. Ask out aloud in the facebook group of the larp, if anyone is up for a romance. Suggest it to someone personally. Be prepared for rejection, so don’t just aim for one perfect relationship that is a losing strategy. Be open to whatever comes up and be prepared to shape it yourself.
The big problem is that for a lot of us, asking someone to play out romantic stuff is pretty much the same terrifying prospect as asking someone on a date in real life. The rejection is very much the same punch in the gut. There’s no big trick here, but to make it start out as low stakes for everyone involved. I’d suggest starting out talking about play in general, move onto your characters relationship potential in general, before asking about adding a romantic layer. Worse case scenario is you might get a rejection, but still an interesting potential for play.
Be honest about what you want. Don’t just go along with what you get offered, take ownership of your half of the play. It’s a lot more attractive when it comes to building the intense stuff we all want. Romance is really not that different from most other play, at the end of the day.
And my pet peeve:
Don’t you dare hook up with the other player. You’re failing to larp if you do. You’re putting your own base needs ahead of community safety.
I can’t count the number of times I’ve had to give up on opening romantic play, because the other person assumed I was only into if to get into their pants. I usually make a point of mentioning my offgame partner during introductory talks, to discreetly position myself.
The reason I’ve managed to get to some insanely intense levels of intimacy in larp, is the simple fact that offgame there is nothing but friendship awaiting us. Even if we feel like we connect on soul-level or hormones rage during Ars Amandi. Offgame we’re not going to pursue this further. That’s part of the contract and the magic circle.
Atleast keep your pants on through play and the after party, if you can’t wait that long, you are not grown up enough to larp.

En af de mange grunde til relativt lang radiostilhed her på bloggen er at jeg har arbejdet hårdt på at få det vidunderlige svenske live scenarie “Brudpris” til Danmark.

Det er derfor en stor fornøjelse at kunne sige at i skal tage et kig ind på hjemmesiden og læse mere, det er et af de allerbedste nordic larps der findes, en utroligt spændende kultur og intenst, underspillet drama.

En af mine yndlingsrollespilssupplementer er Vincent Baker’s Seclusium of Orphone of the Three Visions. Det er helt vildt fed blanding af at rulle på tabeller, selv at finde på og så Bakers helt tosset lækre beskrivelser. Jeg har desværre ikke lige noget at bruge den til for tiden. Men når jeg har en friaften og brug for at forkæle min kreativitet er der ikke noget bedre.

Seclusium 4


Det er svært inspirerende og der står at man skal lave kort over stederne, så det måtte jeg jo gøre:

Seclusium 17


Og når man er igang så kan man også lige tegne et par af beboerne:

Seclusium 12


Og de sære ting man kan finde der:

Seclusium 5

Jeg samlede tekst og tegninger og fik øvet mig i at lave lidt handout agtigt layout, så du kan finde hele balladen her:

Seclusium of Granzarine the Shapeshifter


Jeg stopper aldrig med det her! Her er endnu et refugie til jer:



Som sædvanlig, kom med din bedste historie om det her sted og brug kortet til dit rollespil, hvis du har lyst.

Sommerferien har været supertravl med nørd og deslige, men idag fik jeg tid til at lave endnu et refugie:MesatropolisGod fornøjelse med at finde ud af hvad det er for et sted, giv et bud på hvad det er for nogen der bor her og hvorfor!

Der er ingen grund til at stoppe før legen er god. Denne uges refugie:

For dem der ikke kan kinesisk så står der: Bjerg Hule Tempel

For dem der ikke kan kinesisk så står der: Bjerg Hule Tempel

Kom med et bud på hvad det her er for et sted! Brug det til noget nørdet!*

* KopyLeft, All Rites Reversed.

De  7  faktisk 9 idéer

Ligesom Johannes og Peter har jeg også masser af kampagneidéer.

Jeg har opgivet bare at være spiller. Jeg kom med i Johannes’ Dresden Files Berlin gruppe og glædede mig over bare at spille, men nu er jeg blevet gruppepresset til at tage over som spilleder når Johs’ er er færdig med sin fortælling om Odins Øje.

Jeg faldt vidst i gryden med spilleder som spæd. Men on with the show, her er sådan de overordnede idéer. Nogle er skarpere end andre.

1. FreakAngels


Jeg har skrevet om den før, men tanken er at stjæle groft og voldsomt fra Warren Ellis’ fabelagtige fortælling om en gruppe venner i en verden der er gået i stykker og deres rolle i at tingene blev sådan. Skiftende mellem Apocalypse World og Monsterhearts.

Workload: Lav. Det meste kan improviseres undervejs, der er lidt prep med at sætte verden op og i at lave karakterer, men jeg foretrækker at finde på løbende og ikke have en fuldstændig plan fra start, at få en historie som spillerne er med til at forme selv om de kender den overordnede ramme.

Passion: Middelhøj. Den er nem at gå til og jeg elsker setting og system, men der mangler lige nogen spillere der elsker idéen.

2. Hunger Games


Også noget jeg har skrevet om før, min kærlighedserklæring til Maja. Det handler om at spille en regulær omgang Battle Royale i arenaen, ikke noget Katniss og revolution, bare børn der dræber børn i reality tv. Det er Fate Core, med Primetime Adventures hacked på.

Workload: Høj. Der er en hel del arbejde med at få det mekaniske på plads, men det hygge jeg mig med at bygge på lidt ad gangen. Der går nok en del tid før det er på plads, men ingen grund til at stresse. Der er også en hel del arbejde i at lave de 24 tributes som halv-prefab og en interessant arena, men det er også sjov.

Passion: Middel. Jeg hygger mig med at hacke system og det haster ikke mere end min kæreste rent faktisk får tid til nørd.

3. Dresden Files DK


Jeg har masser af idéer i reserven, denne her har jeg researchet en hel del allerede. Det handler mest om at spille væsner fra dansk overtro i en nutidssetting, gamle slægter og historier der forsøger at finde vej i en verden der ikke handler om dem længere. Regner med at det er meget low-powered urban fantasy i Dresden Files systemet.

Workload: Middel. Spilmekanisk har jeg allerede lavet det største arbejde. Dresden Files har en ret stejl omgang fælles prep i spilgruppen, men så er det ellers i gang. Der er også en ret stor mængde prep til hver spilgang, men det er til at arbejde med.

Passion: Lav. Jeg har lavet det sjove research og jeg får rigeligt med Dresden Files hos Johs, endnu mere når jeg overtager tømmerne på slæden.

3B. Skæbnetråde

Live udgaven af ovenstående, en række enkeltstående scenarier om overnaturlige væsner fra fortidens forsøg på at overlege på kanten af samfundet. Spilmekanisk vil jeg bruge metateknikker, blackboxing og Jeepform greb til at give spilpersonerne overnaturlige kræfter der bidrager til at give historierne liv og dybde.

Workload: Meget høj. Her er meget praktisk arbejde med at sætte det op, plus at skrive spilpersoner og mekanikker, skaffe spillere nok og finde på interessante plots.

Passion: Lav. Jeg har andre live projekter der er mere realistiske at sætte i søen.

4. Lives on Mars


Jeg er stor fan af Kim Stanley Robinsons Mars Trilogy, der handler om koloniseringen af Mars og jeg vil gerne lave en kampagne med et langt perspektiv omkring opbygningen af den første koloni på vores broderplanet. Det skal være ret hård scifi, så tæt på realistisk som muligt uden at sidde fast i detaljerne, med fokus på de personer der er med til at forme samfundet i kolonien. Ideologiske kampe om resourcebrug og visioner for den røde planets fremtid. Spilteknisk vil jeg gerne finde et sted imellem de store fortællemekanikker som MicroScope og Kingdom og noget mere personligt hvor man spiller den samme spilperson over længere tid.

Workload: Høj. Ret stor udfordring at finde på et system der vil virke til det og sætte realistiske rammer op. Men det er sjov nørd, så nok noget jeg kan have gang i over et par måneder for hyggens skyld inden det kommer videre.

Passion: Middellav. Jeg elsker virkelig scifi, men det kræver de rigtige spillere før jeg tror på idéens levedygtighed.

4B. Genopstandelsen

En spinoff idé fra Mars Trilogy, er en sidefortælling hvor nogle af kolonisterne fra Mars vender tilbage til Jorden for at hjælpe med at genoprette den efter globalt kollaps. Jeg kunne godt tænke mig at lave et spil der er postapokalyptisk, men optimistisk. En kampagne om at rette op på en verden der er gået helt i stykker, et udgangspunkt hvor alle de ting vi går og frygter er gået helt galt og så se hvordan vi kan komme videre derfra. Det bliver nok lidt teknofetishistisk og scifi for at der skal være en chance for at det bliver interessant, tænker sådan postcyberpunk tech level og tone.

Workload: Høj. Der skal laves en hel verden af fuckup og muligheder for at afhjælpe dem. Jeg har samlet en masse billeder af fucked up landskaber efter krig og naturkatastrofer som inspiration.

Passion: Lav. Idéen er stadig meget på tegnebrættet, den er hyggelig at gå og finde på ting til. Den kan også meget vel blive til noget andet.

5. Places of Wonder


I Århus havde jeg en ret hyggelig Dungeon World kampagne baseret på Vincent Bakers The Seclusium of Orphone of the Three Visions, spilpersonerne rejste ud og udforskede en troldmands forladte refugie og andre sære, magiske steder. Jeg måtte desværre stoppe kampagnene netop som den blev rigtig interessant, da jeg flyttede til hovedstaden.
Min plan var ellers at kanalisere al min kærlighed til Myst spillene og Planescape, de mange fantastiske steder og verdener man besøger dér, at lade spilpersonerne udforske magiske vidundere og møde sære mysterier. Ren Sense of Wonder pornografi og udforskning. Ikke noget med at bruge en etableret setting, men ren hjemmelavet fantasi. Det vil jeg egentlig gerne samle op på igen og få gjort mere ud af.
Jeg kunne også sagtens se det sjove i at gøre det som en gang scifi i Star Trek traditionen, det ville være helt fint med mig også.

Workload: Høj. Der er en del prep til hver spilgang i at lave traditionel fantasy med ekstra seje steder at besøge, men også væsentlig mere kreativitet og sjov end mange af de andre planer.

Passion: Høj. Jeg glæder mig allerede til at lave spændende steder og situationer. Jeg elsker at finde på.

6. Den Episke Zombiekampagne


Jeg elsker World War Z. Altså bogen, jeg har ikke fået taget mig sammen til at se filmen endnu. Og The Stand af Stephen King. Jeg er helt vild med at tage hele tids-regnbuen af zombiefortællinger, fra de første isolerede episoder, over de paniske forsøg på inddæmning og fejlslagen karantæne til samfundets kollaps og de isolerede overlevendes desperate kamp imod alle odds. For at slutte af med opbygningen af et nyt samfund på ruinerne af det gamle. Eller bare en verden uden levende mennesker.
Det kunne være sjovt at lege Microscope, med lidt længere zoom ned i enkeltscener der har actionsekvenser.

Workload: Lav. Alt det med at finde på sker jo undervejs.

Passion: Middel. Jeg er lidt træt af zombier efterhånden, men det er heldigvis ikke nødvendigvis en lang omgang at finde på sådan en historie.

7. Our Sacred Machine


… The mighty roar of the engines drown out the sounds of battle around us as, we crest the hill and plunge into the inferno of fires and explosions ahead. Corporal Othar joyfully sings the Prayer of Righteous Aiming as he opens up with the heavy bolter at the silhouttes running for cover ahead. We take a few pot shots as we pass, but save our lasgun charges for the real fight, when we reach the bridge up ahead. The Emperor demands that we take and hold it and thus it must me. Our lives are nothing if not worthy of sacrifice!

Min sidste idé er en jeg har haft rumsterende i hovedet længe, den startede med min længe forsømte Warhammer 40K hær.
Imperial Guard, et stort Armoured Fist Company, soviet inspireret med urban camo colour scheme. Jeg nåede at få samlet mig over 200 små mans og 20 forskellige panserfartøjer til dem inden jeg fik for travlt til at følge med i Games Workshops supplementsmølle.
Tanken var at følge besætningen og de mobile infanterister i en Chimera der tager del i en kejserlig invasionsstyrke, gritty mudret og blodig rumkrig. Tænk Stalingrad, Black Hawk Down, Starship Troopers, Edge of Tomorrow og måske en lille smule Kelly’s Helte. Hvis ikke Dark Heresy var sådan noget argt lort ville det have været et oplagt system til det, det skal nemlig helst være noget ret crunchy for at få det rette feel. Måske kan The Regiment *World hacket være relevant. 3:16 har også elementer der er værd at stjæle fra. Hvis nogen kan låne mig figurer til skurkene kunne det også godt gå hen og være noget med dukkeskubberi når der skal kæmpes.

Workload: Høj. Der skal findes eller bygges et system der giver det rigtige niveau af terningrul og spænding, samt en overordnet storyline for krigen og spilpersonernes rolle i den.

Passion: Middel. Idéen har været der længe, men igen så kræver det spillere der har lyst til at nørde rum-soldater lige så meget som mig.

Det var fedt med så meget respons på tegningen i sidste uge, så det prøver vi igen. Her er næste sted i serien:
Refugie 2


Kom med dit første eller bedste bud på hvad det her er for et sted eller hvem der bor der. Og brug det til dit eget nørd hvis du har lyst, jeg stopper dig ikke.*


* KopyLeft, All Rites Reversed.


Jeg har fået et anfald af tegnelyst, det sker af og til. Denne gang er det faktisk lidt konstruktivt. Nemlig fantastiske steder!

Det er heldigt for jer nørder, for jeg er generøs og har ikke noget imod at folk bruger det jeg laver som de lyster*. Så her er det første sted, der kommer forhåbentligt flere:


Det ville dog være sjovt hvis du havde lyst til at dele hvad du tror det er for et sted i kommentarerne herunder eller hvad du kunne finde på at bruge det til?

Hvis du har nogen idéer til inspirerende steder er jeg også altid åben for input.

 KopyLeft, All Rites Reversed.


Faldt igen over tegneserien FreakAngels af Warren Ellis, tegnet af Frank Duffield. Den findes både i fysisk form og online, hvilket er nice. Du bør tage at læse den, det er en god historie (som de fleste Warren Ellis skriver).


Tegneserien foregår i et oversvømmet London, hovedpersonerne har bygget sig en enklave i Whitechapel, der som noget af det eneste langs Themsen ikke er under vand eller fucked up som resten af landet. Hovedpersonerne er tolv unge mennesker, alle sammen født i en lille landsby på samme dag for 23 år siden, har lilla øjn og hemmelige overnaturlige kræfter, men er ellers meget forskellige i forhold til deres ønsker, evner og prioriteter. Ergo har de en masse drama i deres interne relationer.


SPOILER: Det er selvfølgelig de tolv der har ødelagt verden, fucket den op så den næste er ubeboelig og i høj grad post-apokalyptisk, efter de blev jagtet af politi og militær på grund af deres evner.


Det kunne være fedt at stjæle den overordnede model til et spil. Hvor man så starter med at spille Apocalypse World og spiller sig ind i en fucked up verden og nogen grimme forhold til hinanden. Masser af clues via Open Brain. På et tidspunkt spiller man så et par længere flashback til teenageårene, i Monsterhearts, etablerer spilpersonernes fortid. Så kan man tage deres overnaturlige kræfter med ind i Apocalypse World delen fremover hvis man vil. Monsterhearts delen slutter så med at spilpersonerne fucker hele verden op i et eller andet kataklysmisk kraftudbrud. Og så tilbage til Apocalypse World og runde af med noget tilsvarende awesome eller spilpersonernes gensidige endeligt.

Bum, ret lige til. Det burde være nemt at sætte op.

This was supposed to be a duck


Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!


Friskeste indspark

Thais Munk on The 4 Cs of larping love
Thais Munk on Seclusium of Granzarine the…
Kristian on Seclusium of Granzarine the…
Andreas Skovse on Refugie 5
Thais Munk on Refugie 5

Blog Stats

  • 19,950 hits