“Lyden af piratens løbende støvler på stålristene i en skibskorridor, bliver til en frygtsom listen da hun nærmer sig Dragefiskens bro. Hun træder ind på kommandobroen, og får hårde blikke fra de tavse figurer ved konsollerne. Hun lister sig langsomt hen til piloten og hvisker en serie koordinater i hans øre, mens hun kigger nervøst op på kaptajnens stol. Her ligger Kaptajn Gil Kassis henslængt og let snorkende. Ingen tør lave den mindste lyd af frygt for at vække ham og hans vrede. Skibet glider forsigtigt ud af den infamøse og skjulte Hexaclit-station et sted i Dystervildnisset, de tætte asteroidebælte på tværs af systemet. Og Dragefisken accellererer stille ind imod systemets røde hjerte. Ind imod Sahadin.”

[Mekanisk Mellemspil: I starten af en spilgang kan man rulle på en tabel for flashbacks eller vignetscener, der uddyber verden uden for spilpersonens umiddelbare situation. Jeg rullede at en gammel fjende uforventet vender tilbage. Da jeg lige er startet og de fleste fjender ville være forventelige, så må de være de pirater der oprindeligt kaprede Jabrams hjemskib.]

Alle planeter er skrækkelige, beskidte og begrænsende. Men denne her, Sahadin, formår altså at være endnu værre end de andre. Her er varmere og tørrere end i et skib med en nedsmeltende reaktor. Det regner konstant med aske og af og til glohede sten. Det giver mig en konstant paniktilstand at skulle opholde mig her, men der er ingen anden vej, hvis jeg vil frem til Talmiel uden at blive skudt ned at de vanvittige Legionærer i kredsløb. Jeg har et svagt radiosignal på den anden side af en lavaslette, som jeg bare må håbe fører til nogen der kan fortælle mig hvor jeg er landet og hvordan jeg kommer videre til mit mål. Det er virkelig ikke meget at gå efter.

[MM: Jeg må igang med ekspeditionsrullene igen. Mit første rul er en delvis success og jeg vælger at tage stress på min Spirit, fordi Jabram virkelig ikke bryder sig om at være på planeter.]

Inden afgang går jeg skibet igennem efter brugbar udrustning til planetudforskning og finder overraskende meget nyttigt fra de tidligere ejere. Der er letvægts termodragter til reaktorservice som burde hjælpe med lava, nogle fancy filtermasker og et komplet nødlandings-udstyrssæt. Med min vulcan-karabin og rationer er det ikke en helt skidt start.

[MM: Jeg snyder lidt for ikke bare at rulle det samme to gange i træk og smider et rul ind for at sikre mig en fordel, selv om det nok skulle have været rullet før. Det bliver spillets svar på en crit: En success hvor udfordringsterningerne matcher. Så det går ekstraordinært godt. Ud over det momentum-boost jeg gik efter, giver jeg også mig selv lidt supply. Det her spil er rimeligt hardcore i den mekaniske balance, så det går nok.]

Jeg skynder mig over det åbne landskab, hvor lavaen syder i sprækkerne og svovlskyer glider dovent forbi. Det er ikke et sted man skal stoppe op eller være uopmærksom. Jeg kravler febrilsk op ad skråningen på den anden side, efter jeg mærker overfladen begynde at give efter under mig på det sidste stykke. Da jeg når højderyggen er springer mit hjerte et slag over. På den anden side venter et vanvittigt landskab af knivskarpe klipper kastet sammen hulter til bulter, sunket halvt ned i stinkende og boblende mudder.

[MM: Endnu en halvsuccess på ekspedition. Denne gang tror jeg at jeg må møde en fare ved næste milepæl. Jeg snittede tidligere en tabel med passende udfordringer på planeten, som jeg nu kan rulle på.]

Der er ikke andet for end at kæmpe mig igennem. Jeg overvejer kortvarigt om jeg kunne tage turen ved at klatre op ad klipperne og springe mellem dem, men indser hurtigt at det kun vil føre til en brækket nakke. Så jeg må ned i mudderet og vade. Det er et hårdt slæb, men jeg kommer godt frem. Særligt efter jeg finder ud af hvor mudderet er tørt og jeg kan følge en bræ et godt stykke igennem. Det er næsten som om landskabet fører mig frem.

[MM: Det må være et rul for at møde fare der skal til nu. Og halløj, endnu en matchende success. Jeg får lidt momentum ud af det og giver mig selv +1 på næste ekspeditionsrul.]

Jeg ved ikke præcis hvornår min fremdrift går fra opmuntrende til ildevarslende. Men det er som om jeg bliver trukket afsted imod noget ukendet og mørkt, i stedet for videre på min rute. Den lette gang bliver igen til dybt, boblende og stinkende mudder. Klipperne lukker sig tættere over mig og det røde sollys bliver sjældnere og sjældnere. Som om det ikke var nok, begynder det at føles som om noget bevæger sig ned i mudderet. Som om noget svømmer dernede. Jeg begynder panisk at vade imod den nærmeste klippe, da det pludselig griber efter mine ben! Noget er helt galt.

[MM: Det var så lige meget med det +1. Jeg fejler. Med match. Det er maksimalt skidt. Jeg har haft gode øjn til tabellen med unaturligt kaos, så jeg synes det er tid til at rulle på den. Uha. “Dead given unnatural life” og “Vault of dread technology or power”. Det skal nok blive skrækkeligt.]

Maximum yikes!

Bum, så er det cliffhanger tid. Jeg havde håbet at nå lidt længere imod mine mål, men det her er også sjovt. Det er fedt at have rygdækning fra gode orakel-tabeller, som kan skabe spænding og aflaste min kreativitet. Der er rigtig mange af dem med i bogen og det er ikke urimeligt at lave sine egne hvis ingen af dem passer. Jeg synes det er ret ligetil at beslutte om jeg har et åbenlyst svar til et givent prompt eller om jeg skal rulle på tabel. Og spillet gør også en pointe ud af at tabel-rul aldrig er forpligtende. Hvis de ikke føles rigtige må man gerne vælge et nabo-resultat eller rulle igen. Det vigtige er at få historien til at glide videre. Men nu vil jeg lade den ligge lidt og rumle i underbevidstheden. Der er en masse nyt at lege med, efter denne her udvikling!