You are currently browsing the category archive for the ‘metablog’ category.

Jeg er sgu da ikke dum nok til at holde mig fra Fastaval. Det var awesome i år. Jeg var lidt træt inden start, efter det hårde arbejde med scenarieskrivningen, men så er det godt man også er med på IT-teamet, som klart var det aller rareste sted at lave Fastaval i år.

Det eneste der kan holde mig væk er den onde virkelige verden og Fastaval er et af de sidste ting jeg slipper inden de sender mig til Guantanomo Bay.

Jeg valgte at tage tidligt hjem fordi jeg havde brug for en dags hvile inden arbejdet med at forberede mellemkritik på torsdag.* Og fordi jeg ærligt talt ikke er fan af Prætentiøse Søndag, det er lidt for meget det værste fra en stor familiefest og provinsdisco. Men smag og behag, det var ihvertfald dejligt hele vejen indtil jeg stak af.

Det var utroligt spændende at se mit eget scenarie blive realiseret og gå næsten præcis som forventet. Det kommer der flere posts om. Ret overraskende for mig, var det mere skræmmende at være spilleder end forfatter. Jeg blev tvunget til at smide min ironiske distance over nomineringen til specialprisen af et par onde piger, hvilket faktisk var rart. Det gør mig oprigtigt glad at være blevet anerkendt for idéen med scenariet.

Og få lov til at se Vincent Baker være klog live og helt tæt på var vidunderligt, den mand tænker snedigere end jeg troede muligt.

Ud over den sædvanlige glæde ved at se de sædvanlige slyngler igen, så var det i år en helt enorm fornøjelse for illustrator-Oliver at se sit design ud over hele vallen og tage sit eget liv gennem bannere, stole og wear. Og at have haft illustrationer med i hele 28.6 procent af årets Ottovindere er fantastisk, særligt Bedste Formidling varmer.

Jeg er mest af alt ked af at jeg ikke har kunnet følge med i alle de andre scenarier i år, har ikke haft tid til at læse eller spille. Det blev kun til Bamsers Mod, der leverede et utroligt smukt, tragisk helteepos.

Og så at jeg efterhånden kender så mange på Fastaval at det ikke rigtigt er til at lære nye mennesker at kende, fordi tiden går med gensyn.

Tak for en dejlig Fastaval! Håber ikke jeg fik kysset og gramset for meget på jer. Og tak for at responsen på mit fake-drama kun har været ærlig sympati og kærlighed.

*Mellemkritik er en måde hvor uddannede arkitekter forklarer arkitektstuderende hvordan deres arbejde er noget lort for at motivere dem til at arbejde hårdere fremover.

Nu hvor det er blevet nytår er det vidst traditionelt at gøre status, så her er mit sidste år som rollespiller og lidt tanker om det næste ud fra hvad jeg har oplevet:

Kampagner

I år afsluttede jeg vores warhammerfortælling om tre usle eksistenser fra Nulns underverden, der endte med at blive store helte i Tilea. Det var planen med kampagnen at spille på den klassiske fortælling der er indbygget i career mekanikken, men det konkrete indhold blev i stor grad improviseret ud fra spillernes valg og tilfældighederne spil.

Efterfølgende har vi kastet os ud i Apocalypse World. Det er et interessant system som jeg stadig har svært ved at bruge til tider, men spillederrollen er lige til højrebenet for mig. Jeg er spændt på hvor fortællingen går hen ad i det nye år.

Jeg har også fået spillet en smule af mit elskede indie, vi har spillet to gange Inspectres og det må der meget gerne komme mere af i det nye år. Og så har jeg fået den dejlige julegave at få lov til at være spiller i Dogs in the Vineyard, det første indie spil jeg købte for mange år siden, det er sgu fedt at dele ud af ens retfærdige harme.

Kongresser

Jeg er ikke den store kongresnørd, men jeg elsker at arrangere ting. I år blev sidste år i infoen, jeg indså efter Fastaval hvor meget jeg er gået glip af ved at sidde og nørde computer hele vejen igennem. Så på Fastaval 2012 rykker jeg til frontlinjen, ind i caféen. Det var også min debut som spilleder, det gør jeg så nok igen, det gik næsten okay.

Knudepunkt var i Danmark og jeg hoppede ind med en talk omkring kreativ process. Det var en fin oplevelse, men jeg kunne godt mærke at jeg ikke kendte ret mange af de sære mennesker. Det bliver nok anderledes når jeg tager til Finland til foråret, forelæser med Havshøj om scenografi og kigger på Avar Aalto arkitektur.

Hyggecon er Eidolons sidste bastion og det var trist at se deltagerantallet falde yderligere i år, for det er sgu en god kongres. Jeg kan uden at prale erklære det for Danmarks mest luksuriøse kongres. Så tag med til næste efterårsferie!

Live

Indtil december 2010 havde jeg en længere pause fra liverollespillet af flere grunde, men Harlequins Fald var en rigtig god oplevelse, både som scenarie og med mig selv som rollespiller. Derfor startede jeg 2011 med rigelig lyst til rollespil.

I løbet af foråret spillede vi den første omgang minilives her i Århus, men desværre kom vi ikke igang igen efter Ida eksporterede sig selv og konceptet til hovedstaden.

Juli var jeg på mit fantastiske nordiske eventyr, hvor jeg kastede mig afsted til Norge og spillede Just A Little Lovin’. Scenariet var fantastisk, medspillerne endnu mere fantastiske, så meget at jeg blev nødt til at tage videre til Stockholm og bruge mere tid på dem.

Det var svært for mig at finde ud af om jeg skulle med til Kapo, det har aldrig tiltalt mig med fysisk/psykiske ekstremoplevelser, men det politiske indhold og settingen var spændende. Jeg er bagefter rigtig glad for at have taget med. Også selvom det blev en meget anderledes oplevelse end jeg forventede. For mig var det en helt fantastisk intens romantisk tragedie,

2011 blev det år hvor jeg opdagede det fede i vores store nordiske rollespilsfællesskab og hvorfor man smadrer sig selv med bleed og pathos til rollespil.

Desværre er der ikke så mange fede scenarier på tegnebrættet i 2012 som jeg kunne ønske mig. Jeg skal selvfølgelig med til Khypris 0 af nostalgiske grunde og City og Cities 2 lyder også ganske fint. Men jeg kunne godt bruge noget mere international action eller anden mulighed for at prøve nyt rollespil.

Mere og bedre rollespil i 2012!

Hov, det her er mit ethundredende post på min nørdeblog. Det er jo fantastisk, jeg er ingen Kåre og slet ikke nogen Greis, men alligevel afsted i tempo siden jeg startede for to år siden.

Anyways, hurra for mig! Det her er et godt sted at tage et kig på bloggen, hvor den er henne og hvor den kunne tage afsted til. Og nok se på at lave en v.2.0 udgave med ny grafik og profil, her i løbet af sommeren. Mit oprindelige projekt med at prøve at bruge grafik er løbet på grund, mest fordi jeg gerne vil have praktiske erfaringer fra scenarier eller andre konkrete sammenhænge. Så det bliver et underfokus i stedet for og jeg vil se på at reformulere basis til den jeg rent faktisk har gang i.

Jeg er glad for formatet på indholdet som det er nu, selvom jeg gerne ville lave lidt kortere indlæg for at fylde mere ud i downtime. Det går lidt op og ned med produktiviteten, den er meget sæsonbetonet, alt efter hvor vi er i rollespilskalenderen. Vinteren og foråret er Knudepunkt og Fastaval-tid, sommeren og efteråret til live og Hyggecon. Og så ellers kampagne og indie spredt godt ud. Det er ganske fint, selvom jeg godt kan mærke at den ikke er synkroniseret helt med flertallet af forfatter-blogs, der har diverse afleverings og skrivefaser.

Det er rart at kunne snakke om hele rollespilsspektret, fra det hårdeste bord til det blødeste følelive. For det er et spektrum og det hele hænger sammen på kryds og tværs. Jeg ville gerne se flere der bloggede om live-rollespil, Kåre er kongen af det jyske fantasy live, men jeg føler mig lidt alene med hipster-avantgarde-live. Kom ud af buskene og blog, jeg åbner gerne op for gæste-indlæg eller tilsvarende hvis nogen har lysten men ikke til en hel blog.

Det skulle ikke undre mig om der kommer til at være endnu mere om live frem for bord i den nærmeste fremtid, der ligger to lives i starten af efteråret som kommer til at lære mig endnu mere om den slags og jeg har ikke rigtig noget bord på skemaet før jeg får lavet min warhammer kampagne om til Apocalypse World og sat gang i FreeMarket.

Jeg vil også meget gerne høre fra jer, mit publikum og medbloggere om hvad der er skidt og kanel, kommentar- og viewstatistiker siger kun at der er seertal i at kaste med mudder efter eliten. Jeg har sagt hvad jeg har brug for omkring den hest, nu er den død og skal ikke tæskes mere, selvom jeg står inde for mine ord. Kom frisk og smid to ord om hvad der virker.

Der kommer til at dukke enkelte posts op på engelsk, for mine internationale medspillere, men jeg har ikke tænke mig at skifte sprog selvom det ville være lige så let. Jeg blogger om dansk (og skandinavisk rollespil) for et primært dansk publikum. Og så er det vigtigt at vi i disse internationale tider ikke giver slip på de styrker vi har i vores lokale scene, ellers har vi ikke noget at tilbyde dem der kommer og besøger os.

Det var mine umiddelbare tanker om bloggen i anledning af jubilæet, vi fortsætter ud over stepperne de næste 100 indlæg! Hurra!

Ja, der har været meget stille her på bloggen, men det har været af gode grunde. Jeg har blandt andet været ude og snakke en masse rollespil med rigtige mennesker. Det bedste er at jeg har fået lov til at lave designprocess på et live-scenarie, med den talentfulde frk. Hjort Traxl. Det kommer der helt sikkert mere om senere! Lige lidt til smagsløgene: Episk versus lyrisk, Aristoteles definition på en tragedie versus emo-Anders’, full disclosure versus uggabugga og immersionisme versus empati. Sådan.

Der er også et mere konventionelt men også ambitiøst scenarie der brygger i hovedet på hr. Mertz som jeg hjælper på, men det får han selv lov at tale om.

Derudover har vi holdt indflytterfest og FredagsCocktails. Her må jeg igen pointere at hvis nogen er interesserede i hænge ud og snakke nørdet, er FredagsCocktails vejen frem og der er en åben invitation hver fredag. Jeg har tidligere klaget over manglen på rollespilsmiljø her i byen og det gør jeg noget ved nu. Ida og Martin, i har lovet at komme!

Og den kommende Hyggecon er også godt på vej, vi har blandt andet købt fem meter drænrør, just for you! Og gode nyheder: Du behøves ikke længere selv medbringe monokel. Her skal der også nævnes at jeg på connen laver en lille snak om hvordan du også kan bruge designprocessen til dit arrangement (som måske bliver livestreamet til folket der er for svage til at klare turen til Hobro!)

 

Jeg kan se at min blog er blevet et dejligt sted at skændes om rollespil, hvor folk fra nær og fjern kommer for at fortælle mig at jeg tager fejl. Det er dejligt at blive klogere og udfordret af folk der virkelig vil noget med vores leg. Men, jeg vil helst ikke bare være ham den sure der synes modsat.

Derfor vil jeg her i sommeren springe ud som anarko-optimist og holde glad blog. Jeg vil prøve at komme nærmere på alt der er fedt ved rollespillet og prioritere de gode sider frem for at finde fejl. Jeg vil stadig analysere og tænke reduktionistisk om de praktiske dele, men i de store linjer skal der være mere glæde og hurra!

Jeg håber at folk stadig vil kommentere selv om jeg ikke råber at de er idioter og at i vil hjælpe mig med at sige gode ting om det de andre går og laver.

Nu er jeg landet her på ordpresseriet. Der er meget jeg kan nu, som der ikke er på blogger.

Det betyder også at jeg ikke helt har styr på det hele, hvis der er nogen derude der opdager fejl eller har tricks til mig så sig endelig til!

Ellers fortsætter vi bare hvor jeg slap. Ingen ballade!

Her i den kommende februar vil jeg forsøge mig med at udforske et fokuseret område inden for rollespilsteori og praksis.

Jeg vil lægge ud med den del af rollespillet der står os alle nærmest: Vores spilpersoner.
Først vil jeg lægge ud med at udforske hvad en spilperson består af, hvad der er af teorier om deres bestanddele og hvad jeg kan skære ind til af kerner. Det skulle så gerne føre til at jeg kan komme med nogen råd til hvordan man læser en spilperson og får det bedste ud af sådan en fætter.

Den logiske følge er at se hvordan man så bygger en spilperson, både som spiller i kampagne eller storygame, men også som scenarieforfatter. Her vil jeg også komme med nogen værktøjer til at skærpe konceptet i spilpersonen så man får den skarpest mulige indgang til spillet.

Til sidst vil jeg se på spilpersonen i dens naturlige habitat og hvordan den interagerer med andre spilpersoner og bipersoner og de mønstre der opstår når spilpersoners krydser spor. Her vil jeg introducere mappings der kan være med til at skabe dynamisk balance blandt spillere og grupper i større scenarier.

Det er ihvertfald min plan for februar, hvis du har noget jeg skal forklare eller undersøge, eller forslag til god litteratur på emnet så vil jeg blive glad for en kommentar.

Og så vil jeg forsøge med flere tegninger, det er for sølle som det er nu!

Jeg er træt af at rollespil altid skal beskrives med så mange ord, det er klart at det sker når hobbyen jo handler om at fortælle historier, men det er ikke nødvendigvis de mest gennemskuelige ord folk bruger. Der er en uheldig tendens til at rollespilsdebatten bliver en arena hvor folk kan blære sig med deres ordforråd og kaste med græske gloser. Det gør det svært for den almindelige rollespils-bruger at følge med i hvad der sker i miljøet, at det så oveni også er på engelsk er endnu et problem.

Heldigvis er knudepunktsbøgerne ikke den eneste måde at forstå og forklare rollespilsteori, ude i den virkelige verden er der et niveau af journalister og skribenter der omsætter de nyeste tanker til brugbar viden for os dødelige. Det må være muligt at gøre det samme for vores hobby.

Her er det at jeg tænker at min uddannelse som arkitekt indeholder en brugbar ingrediens: Mappings og diagrammer, en stor del pensum for mig er at bruge grafiske tricks til at gøre komplekse sammenhænge mere overskuelige og forståelige. Det kan sagtens ende med at det ikke rigtig er noget der virker, men så er det afprøvet og så har vi alligevel lært noget.

Jeg har læst op på rollespilsteori så jeg selv føler at jeg er relativt up to date med situationen og forståelsen, men jeg mangler at finde et sted at starte min udforskning. Jeg skal også have undersøgt de grafiske elementer og ikoner, den grafiske stil jeg vil benytte mig af. Det hele skal nok blive sjovt og lærerigt, men det kræver at jeg får noget feedback undervejs, andre folks input er uvurderligt i sådan en process her.

Anyways det er mit projekt for at forstå rollespil.

Planen med denne her blog er at have et sted jeg kan samle mine tanker om rollespil, både de personlige oplevelser og de mere abstrakte teorier.

Det er mest et sted til mine egne overvejelser om de oplevelser jeg får og de tanker der hører med, men også mit projekt med at visualisere rollespilsteori ud af den intellektuelle elites enemærker. Der kommer nok også en del posts om de projekter jeg udspyr en lind strøm af.

Mit CV som rollespiller er ganske almindeligt; som dreng på landet blev jeg bidt af en glubsk papkasse fuld af dungeons & dragons og brugte mange torsdage med vennerne rundt om et bord med terninger.
Flere år senere dukkede jeg op i Århus hvor jeg fandt ud af at rollespil var blevet noget børn lavede ude i skoven, så det hjalp jeg med til at arrangere. Hvilket så førte til sommerscenarier og til sidst til Fastaval, som jeg så også er med til at bygge. Jeg spiller en del forskelligt rollespil efterhånden som det dukker op. Jeg har ikke så meget tid til de lange bordrollespilskampagner eller sommerscenarier mere, men jeg nyder et kort, intenst scenarie. Jeg er også ved at udforske horisonterne for andre typer af rollespil der ikke kræver flere timers hårdt arbejde før man kan have det sjovt.

This was supposed to be a duck

Rollespil?

Ja, du ved nok hvad det er hvis du læser denne her blog, så jeg vil nøjes med at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg synes:

Rollespil er fedt! Jeg har prøvet alt muligt rollespil, fra den røde kasse i min barndom over episke lives dybt i skoven og fastaval-følelsesporno til sære scifi storygames.
Jeg mangler endnu at skrive et rigtigt scenarie, men det varer nok ikke længe sådan som det ser ud...
En af mine store interesser er rollespilsteori og mine meritter er at jeg har læst og forstået The Forges modeller for rollespil. Jeg har læst nok til at jeg har mine egne meninger om det.
Grundlæggende er jeg reduktionist og kyniker, så jeg siger tingene som de er og lærer dig at gøre tingene simplere, lettere og renere. Rollespil lider af ord, der er alt for mange forfattere der sidder og masturberer prosa, det er en uvane der skal kureres med grafik og skalpel og and!

Logoklasmus!

Arkivalier

Blog Stats

  • 26.646 hits