Tryghedsspejlinger

Dette års Pride i Pen & Paper Danmark har stået i tryghedens tegn. Der er blevet præsenteret og diskuteret en række tryghedsværktøjer. For det meste ganske fredeligt og fornuftigt, men der har desværre også været de sædvanlige krænkelsesparate typer som skal tale grimt om at andre passer på hinanden eller gerne vil være inkluderende. Men dem gider vi jo ikke spilde tid på.

Jeg havde for det meste allerede set værktøjerne før, og lavet en del tryghedsdesign til rollespil, så det var ikke værktøjerne der direkte inspirerede mig. Det jeg synes er interessant, er hvordan værktøjerne alle har en parallel i de greb vi bruger i nordic larp traditionen, men at der også er et par tanker derfra som kan overføres til bordbaseret spil.

Inde i gruppen har vi snakket om de tre af de mest populære værktøjer: Consent Sheets, X-card og Trafiklyset. Alle værktøjerne har pendanter i liverollespil, men der er en lille perspektivforskel at i de fleste bordrollespil er værktøjerne medieret gennem en spilleder-autoritet, hvor at i live er det oftere at de skal bruges direkte mellem to spillere inde i en spilsituation. Men de tre værktøjer er meget ens i formål og funktion i begge kontekster. De fleste ansvarlige livescenarier har f.eks. som del af tilmeldingen, at man som deltager selv kan vælge hvilke af spillets temaer man gerne ville have med i sin oplevelse og endnu vigtigere, hvilke man gerne vil undgå. Og ofte en metode til at dreje spillet væk fra bestemte retninger eller stoppe det helt. Den traditionelle spejling af x-card er “cut” hvor man stopper spillet helt og “brems” eller “brake” hvor man lige tager det hele lidt langsommere. Der er også en trafiklys-udgave hvor man siger farverne for at moderere spillet, præcis som rundt om bordet. 

Men der er også et par rigtig interessante værktøjer vi bruger i larp, som ikke har spejlet sig hen til bordet, men som jeg tror kunne være interessante at have med: 

Den første jeg vil præsentere er “hånden over øjnene”. Det er en teknik til at lade den enkelte spiller trygt at forlade en scene, uden at det påvirker dramaet. Man tager hånden op over øjnene og signallerer at man ikke skal spilles med, mens man fortrækker sig. Det er lidt en moderne udgave af det gamle hånd-på-hovedet-jeg-er-offgame-trick nogle nok kender fra ungdommens leg i skoven. Det fine ved værktøjet er at det tilbyder personlig tryghed, uden at bryde det generelle flow i spillet. Jeg ved ikke helt hvordan det ville se ud i et bordrollespil, men jeg tror også det kunne være nyttigt i visse slags spil at forlade en scene og samtidig lade de andre spille videre.

Nummer to er de rituelle volumenknap-ord man kan inkludere i det man siger for at skrue op eller ned for intensiteten i en given scene. De er nok mest kendt fra Inside Hamlet hvor man kunne snige ordet “rådden” ind i sin tale for at skrue op og “ren” for at dæmpe. F.eks. “Det var en -rådden- ting at sige til ham!” for at øge konflikten. Det er ikke et super-præcist værktøj og det har nogle problemer jeg vil komme ind på nedenfor, men det ville stadig være noget man kan porte over til bordet og få noget ud af, tror jeg. 

Det sidste er en lidt større filosofisk omgang, mere end et konkret værktøj. Det handler om “aftercare” altså efterbehandling efter man har spillet. Det kommer egentlig fra bdsm-/kink-miljøet, men er sådan set relevant at have in mente til efter enhver intens oplevelse. I live har det særligt vist sig relevant i omstændigheder hvor en spiller har været ondskabsfuld overfor en anden og der er følelser der skal redes ud. Så det er noget man nok godt kan gemme til særlige lejligheder, men jeg synes godt vi kan snakke mere om hvordan vi tager hånd om hinanden efter spillet.

Det gælder som sagt ofte i højere grad når der har været ujævn magtfordeling eller ingame ondskabsfuldhed mellem parterne. Ikke så meget for ofret, som for den der har stået for at være nederen. Det slider ret meget at bryde vores tabuer og normer. Også selv om man sidder bag en spillederskærm og ellers har styr på det hele. Så jeg vil gerne have at vi måske bliver lidt bedre til at tage tid til at passe på hinanden og i særdeleshed vores spilledere, efter vi har leget. Der bliver tit puttet liv og sjæl ind i værket og det kan godt gøre ondt hvis det går skævt. 

Ud over de tre tråde man kan samle op, så jeg gerne at tryghedsværktøjer blev tænkt mere integreret ind i spildesignet, frem for at læne sig helt op ad standardmodellerne. I live er det oftest en integreret del af processen at finde eller udvikle de helt rigtige værktøjer til et givent scenarie, som giver maksimal tryghed for minimal forstyrrelse af flowet. For mig er tryghed en helt fundamental byggesten i at skabe de bedste rammer for at kunne lege frit, som man skal tage meget alvorlig hvis man vil mere end bare det helt overfladiske underholdning. 

Hvad har du set af tryghedsværktøjer eller -mangler der kunne bruge noget opmærksomhed?