Når man ender som biperson

Jeg har opdaget en problematik jeg lidt for ofte kommer ud for til liverollespil. Jeg plejer at kalde det en biperson, idet problemet kommer af at man i højere grad fungerer som tilbehør for en anden rolle, end som rolle i sig selv.

Det sker næsten altid i de intrige scenarier hvor arrangørerne har forfattet roller og forhold forud for spillet, at der opstår en rolle i en blindgyde. Her er et par af de symptomer jeg har set, ofte i flok:

1. Rollens primære eksistensberettigelse er som part i en personlig konflikt/intrige med en anden spiller.

2. Rollens forhold til andre spillere er alle baseret via en enkelt anden spiller. (Måske endda den samme som ovenfor.)

3. Rollen er skrevet som en introvert, der ikke aktivt opsøger andre.

4. Rollens motivation/plot kan ikke forløses uden den anden spiller, men det betyder ikke altid at den anden spiller ikke sagtens kan klare sit plot alene eller med andre.

Et klassisk eksempel kunne være doktorens kone. Hun er til scenariet primært som følge af at hendes man har en relativt vigtig position i bunkeren. Hendes plot er at hun er gravid, men ikke tør fortælle sin mand det. Imens har manden travlt med at løse plottet om den muterende virus i soldaterne. Hendes eneste relationer er via manden, hans sygeplejersker, hans kollegers koner.

Der er masser af dejlige roller der faktisk kun er rekvisitter for andre, lederen med sin trophy wife, action girl med hendes stakkels lillebror, sekretæren, væbneren, etc.

Hint: Hvis rollens koncept indeholder en anden rolle, er du nok ude for en biperson.

Det er desværre en meget almindeligt til lives. Mest fordi det ofte er sådan i virkeligheden, en stor procentdel af folk vil være vedhæng på andre. Og en lige så stor del vil være introverte. Så der bliver også skrevet den slags roller i realismens navn. Men det er ikke nødvendigvis godt spildesign, hvis man vil have drama og deltagelse.

Ud over den helt åbenlyse trælshed i at skulle spille andenviolin, er der en række spilødelæggende situationer man kan komme ud i.

For det første er det meget op til den person der spiller ens omdrejningspunkt, hvis de ikke gør det optimalt er det alt for let at blive koblet af. Det bliver tit forstærket af at man skriver bipersonerne som vedhæng til centrale karakterer, som kommer til at have meget travlt med resten af spillet omkring dem. Det er ikke alle spillere der er lige gode til at sende spil videre. Faktisk har jeg set alt for mange alfa-spillere der har negligeret deres bipersoner med egoistisk spil. De har ikke tid til at spille på forholdet til en, og hvis man skal forestille (eller selv er) introvert kan det være meget grænseoverskridende at tvinge konfrontationen eller følelsesspillet på plads.

De tomme blikke i bipersonernes øjne er også dræbende for andres rollespil, de sidder i sofaerne og trækker stemningen ned. Det fører hurtigt til bong eller upassende offgameri.

Derudover er det tit svært at gribe fat i andet spil der foregår omkring en, når man ikke har en oplagt indgangsvinkel eller klar position i forhold til det. Igen er den indadvendte side et handicap. Selvom man måske er skrevet som en virkelig spændende person, er det de færreste der aktivt opsøger andre spillere alene for at høre mere om dem.

Jeg kender massere af spillere der sagtens kan deltage i rollespil på de præmisser og få en god oplevelse, men det er bare sjældent man bliver spurgt inden man bliver dumpet ind i den slags. Arrangørerne har lavet en rigtig spændende person, der passer fint i settingen. Men bare ikke en god spilperson for alle.

Det bliver ofte værre af arrangører der typecaster spillerne, det er alt for let at give den slags roller til en person der er stille i forvejen. Man har ikke en chance for at vise at man kan andet hvis folk bliver ved. Folk skal kunne deltage så meget i spillet som de har lyst og evner til, det er diskriminerende og minder om de problemer der plager kvinderollen. Jeg har ofte set begge problemer i samme rolle.

Jeg kunne godt tænke mig at se arrangører der kigger mere kritisk på den enkelte rolles deltagelsesmuligheder og lige checker om det holder i retten. Hvis man skal have denne slags personer til stede, så sørg i det mindste for at de har alternative beskæftigelsesmuligheder undervejs og uafhængige plots. Man skal være ekstra påpasselig med introverte spilpersoner og sørge for at spillet kommer til dem.

Sørg for at der ikke er personlige plots der kun går den ene vej, de er altid farlige. Alle plots kan blive tabt på gulvet, prøv at være lidt proaktiv. Det værste jeg har set er når en spiller er nødt til at melde afbud og man så står som biperson uden kobling overhovedet. Enten får man læsset hovedpersonens alt for overvældende plot i hovedet eller også får man en halvhjertet ny kontakt der allerede har travlt.

Og hvad med at lave lidt omvendt typecasting? Jeg kunne forestille mig at en alfaspiller i en introvert rolle ville skabe mere balance i spillet, end hvis man sætter ham midt i rampelyset. Men så kan man selvfølgelig ikke få deres dyrebare respekt og rockstar-kærlighed.

Skriv bedre roller!

Ind i rollen

Monica har gang i at fortælle om hendes tur ind i sin rolle til Just A Little Lovin’ hvor jeg også er godt igang med mit eget parallelforløb. Og jeg har et halvt indlæg liggende fra sidst jeg skulle til live. Det er interessant for mig at kigge på de to rollers forskelle og ligheder, samt se på min tilgang ud fra de to udgangspunkter. Det er interessant at arbejde med roller til live, fordi man har utroligt meget tid til det og forventningerne er højere i forhold til bordrollespillet. Man er også nødt til at tænke langt flere faktorer med ind i sin præstation. Det giver tid til at bruge en masse værktøjer man så igen kan tage med til de klassiske conscenarier, hvor der er væsentligt mindre forberedelsestid.

Scenarierne

Scenarierne er hhv. Harlequins Fald, som blev spillet i decembers, og som sagt Just A Little Lovin’ i Norge til Juli. De er på flere områder sammenlignelige: Begge er mellemstørrelsesscenarier der forløber over tre dage, med breaks imellem hver spildag, rollerne er skrevet forud og der er workshops inden. Selve indholdet er delvist scriptet, men primært ligger spillet op til rollernes indbyrdes interaktion som hovedindhold.

Der er selvfølgelig store forskelle, Harlequins Fald er om vampyrer der mødes over et episk plot og Just A Little Lovin´ er 80’er-reenactment om bøssemiljøet i New York under AIDS epidemiens ankomst. Det første scenarie havde ikke etablerede relationer, der var blot en række personer der kunne være interessante og en række plots man kunne tage del i, med lister hvem der ellers var med i det plot. I Norge er vægten tydeligvis langt mere på det forudetablerede netværk af relationer. Men mere om det i selve rollerne.

Rollerne

Personligt er begge roller udfordrende at gå til, af meget forskellige grunde. Til Harlequins Fald fik jeg et seksten siders oplæg der udgjorde min rolle. I Norge skal jeg spille på kun tre sider, men til gengæld har jeg en fin oversigt over alle rollerne og faktisk også mine to nærmeste medspilleres roller til gennemlæsning.

Otto, som min vampyr hed, bestod af et morads af forskellige tekster. Masser af baggrundsmateriale på settingen og på min slægt, dens standpunkt i forhold til de to andre slægter, osv. En sides prosatekst om hans tilblivelse som vampyr, to arketyper han består af, ti hårde bulletpoints om hvem han er, tre plots og tre persons of interest. Noget af et læs, meget abstrakt og forvirrende læsning, men saftigt.

Sterling, mit 80’er alter-ego, har en kort, overordnet forhistorie og to niveauer af relationer, primære og sekundære. Fem karaktertræk jeg skal overveje hvordan kommer i spil og et par idéer til hvad jeg kan foretage mig når spillet går igang. Det er meget overordnet og lidt flad.

Tilgang

Det første er selvfølgelig at læse rollen igennem og få det store overblik over hvem jeg står med. Det flyder ofte over i en dekonstruktion, hvor jeg skiller rollens elementer ad og ser nye sammenhænge. Formålet er at jeg prøver at finde frem til det der står mellem linjerne: Hvad forventer arrangørerne af min tilstedeværelse i spillet. Det kan igen opdeles i: Hvilken person forventer arrangører og medspillere at møde og hvad er der lagt i kortene med konflikter, plots og sammenhænge?

Det var en hård omgang med Otto, jeg tog min trofaste røde lærerkuglepen og gik igennem et udprint af rollen for at understrege og skrive noter i margenen. Der fremstod en række klare tråde i sammenspillet af de forskellige tekster: Otto er den postmoderne, nihilistiske vampyr i et samfund af sort-hvid katolsk ondskabsforståelse og religiøs dyrkelse af dødssynderne. Hans eksistens er skyggen af en tabt elsker. Han er oprørsk, men ikke punk. Det var klart at han er en modpol til alle omkring ham, uden at det er hans eksistensberettigelse.

Jeg er stadig igang med Sterling, men takket være oversigten over alle rollerne har jeg et ret godt billede af hvor han passer ind. Cirka halvdelen af spillet er centreret omkring LGBT miljøet, den anden halvdel (som jeg deltager i) har deres fokus omkring cancer-overlevere og deres hippie miljø. Når jeg så læser rollen, der er en nygift musikproducer, er det ret klart at jeg sidder lidt på en fløj. Han er tilbageholdende og kreativ, ny entusiastisk deltager i new age miljøet. Hovedplottet er et trekantsdrama mellem ham selv, hans kone der er upcoming stjerne og hendes veninde der stadig lider under kræften.

Larphacking

Oven i det kommer så mine egne forventninger: Hvad håber jeg at opleve i scenariet og hvordan får jeg det til at ske? Hvilke udfordringer vil jeg stille mig selv som rollespiller? Hvilke dele af rollen udfordrer mig?

Før Harlequins Fald havde jeg haft en længere pause fra liverollespillet og trængte til rigtig at folde mig ud igen. Det stod mig hurtigt klart at min personlige udfordring var at igangsætte aggresivt spil med mine medspillere og forsøge at komme i hede konflikter. Hvilket var glimrende i tråd med scenariets oplæg om at eskalere, eskalere, eskalere. Den rolle jeg fandt inde under lagene var ganske ligetil, med mulighed for at være aggresiv. Jeg tonede derfor de sider af rollen op som støttede den slags spil.

Til Just A Little Lovin’ er min store udfordring at spille følelsesorienteret spil. Jeg har ikke før aktivt gået efter den slags spil, men nu bliver det til noget. Det er også et af kerneområderne i spillet og det er da også derfor jeg har meldt mig til det. En anden udfordring er at opsøge spil med ukendte medspillere, jeg er ikke skidegod til at gå uden for min sociale trygshedssfære, så nu prøver jeg det. Her er rollen lidt et problem, for den er skrevet som en tilbageholdende person.* Rollen er lagt mere udfordrende, da den er mere specifikt beskrevet end den anden og samtidig er tættere på mig selv, som jeg er uden for rollespillet. Sådan noget close-to-home spil er ikke noget jeg aktivt opsøger. Og det gør det sværere for mig at definere rollen, da jeg primært ser på hvordan jeg skal optræde anderledes end jeg plejer.

Jeg mener at larphacking (som det nu hedder) er uundgåeligt og at vi skal være bevidste om hvad for et agenda vi går efter når vi spiller. Det er vigtigt at finde et personligt agenda der bliver støttet af (og selv støtter) scenariets setup.

Getting to know you

Når jeg har en idé om hvem jeg skal spille og hvad jeg selv vil have ud af det, er det næste at skaffe mig et klart billede af personen. Det handler for mig om at få sympati med personen, tilegne mig deres værdier og holdninger. Det er en meget blød process, jeg tager udgangspunkt i de tekster jeg har og bygger oven på. Jeg ved at andre ofte tager fat i personer de kender, celebrities eller fiktive personer, men min vej starter altid fra mig selv: Hvordan ville jeg være(/skal jeg være) i denne her situation?

Otto var svær, der var rodet information fra arrangørerne. Men jeg gav los og begyndte at falde for den tabte romantiker i ham, der bare er ligeglad med alle omkring ham undtagen når han kan få dem til at indse deres egen tomhed. Det var en længere process, men endte faktisk ret stærkt.

Sterling er også svær, mest fordi jeg har fået et halvt facit på hans følelsesliv og hans baggrund, men mit spil ligger i koblingen af de to. Jeg forsøger at finde ham i tidsånden, masser af research om firserne til mig. Og så er jeg verdens dårligste musikant, så der er også en del viden om hans profession jeg tager ind og bruger. Men det er første skridt, nu er det om personen i den situation. Det bliver ofte til at jeg har nogen hyggelige monologer i mit hoved hvor personen fortæller mig om hans baggrund eller holdninger. Frem og tilbage, jeg prøver forskellige udgaver og springer gerne i tid og sted. Det er hyggeligt og jeg lærer rollen at kende. Lige nu fortæller Sterling mig om hans ungdom i tredserne og halvfjerdserne.

Research

Jeg prøver også at komme i stemning ved at indtage kultur der er i tråd med oplevelsen og læse mig klogere på internettet (tak wikipedia.) Jeg søger også efter musik jeg kan bruge til at sætte mig på plads.

Der var ikke så meget faktuelt at basere min Harlequins Fald forberedelse på, så jeg gik mere efter følelsen i film om ondskab og vampyrer. Min musik kom til at blive industrial og synthpop, sært nok.

80’erne er et godt årti at hente popkultur fra, jeg har en god liste af film jeg skal have set og er lige gået igang med at underholde mig med Miami Vice. Musikken er stor og vigtig for rollen, så jeg har flere forskellige playlister: Arrangørerne har lagt lister med tidstypisk musik op, desuden har jeg opsøgt de genrer han arbejder med og så (for min egen fornøjelse) tager jeg en tur forbi min far og hans cd-samling og låner musik, da han har samme fødselsår som min rolle.

Krop

Sideløbende med den mentale side af rollekonstruktionen arbejder jeg med kropssproget, det er vigtigt at kunne udtrykke rollen fysisk, både for de andre spillere og for at jeg selv kan centrere mig i den.

Otto var meget en fysisk rolle, hvilket også kom til udtryk i min bearbejdning af ham. Jeg kom frem til at fokusere på armene, et gammelt teatersportstrick med at definere en rolle ud fra en kropsdel. Det gav mig masser af fysiske udtryksmuligheder og en holdning.

Sterling er slet ikke nået til det her punkt endnu, men jeg skal helt klart have arbejdet med et indadvendt kropssprog der ikke afviser andre og fysisk intimitet.

Kostume

Kostumeringen af en rolle er altid sjov. Det er interessant at finde frem til hvad for en slags tøj der udtrykker personen og andre personlige detaljer man kan få på plads af den vej.

Med Otto var der ikke så meget setting at gå ud fra, ud over at han skulle gå med maske hele tiden og at han ikke altid havde været den rebelske type, men nu var med i en slægt af kaotiske vampyrer. Desuden var mit fokus på hans arme også centralt i kostumeringen. Jeg kom frem til et tidsløst herretøjssæt, med mørke bukser, sorte seler og hvid skjorte. Jeg kan nemlig godt lide det tidsløse look til at vise en vampyrs udødelighed. Armene fik mere fokus med ærmeholdere og manchetknapper. Overtøjet var i samme stil, med en blød hat og mørk frakke. Masken var en lille sort, feminin sag, jeg fik designet af Pixi, da jeg blev enig med mig selv om at han havde taget sin tabte elskers maske på. Jeg er selv ret godt tilfreds med looket.

Til Norge er det sjove at kunne være firseragtig. Jeg skal ikke være totalt pop, jeg vælger et mere konservativt look der stadig er med på moden. Så jeg har kigget en del efter Miami Vice og den slags New Wave, men mere konservativt New York agtigt. Faktisk kan man slippe afsted med ret meget moderne tøj bare man mixer det lidt og har de rigtige accessories. Jeg har bestilt mig et par Wayfarer solbriller, for det er de helt rigtige og så skal jeg ud og se efter smykker i Bazar Vest. Og så ellers finde mig meget lysere tøj end jeg normalt går i.

Workshops

Jeg har det altid lidt ambivalent med workshops. De kan enten være helt fantastiske muligheder for rolleudvikling eller et gudsjammerlig spild af rejsetid.

Til Harlequins Fald var der en obligatorisk workshop som jeg ikke deltog i, men efterfølgende fik jeg indtryk af at jeg ikke gik glip af noget. Til gengæld har arrangørerne den herlige tilgang at de ringer alle spillerne op enkeltvis og tager en lang snak og svarer på alt det de kan. Det fik jeg en hel del ud af, mest i forhold til hvad der var op til mig selv at bestemme om rollen.

Jeg har heller ikke mulighed for at komme til de to officielle workshops i hhv. Oslo og Stockholm, men de er ikke påkrævet og vi holder en lille en for os danske deltagere. Jeg kan se at fokus er på at udvikle rollerne i krydsild med de andre deltagere, samt lære lidt om teknikkerne der bliver brugt i spillet, så det skal nok blive brugbart.

Op til spillet

Når jeg kommer nærmere selve spillet begynder de mange fragmenter af rollen at vokse sammen og blive brugbare. Jeg tager kostumet og kropssproget på når jeg er alene hjemme og går lidt rundt i rollen. Mærker om det passer sammen og om der er noget der mangler. Jeg prøver at lave et lille ritual omkring det som jeg også bruger til selve spillet. Min ipod får en playlist der udtrykker rollens stemning som jeg kan lytte til når jeg slapper af eller skal ind til spil. Og så er jeg vidst ved at være klar til at lege.

*Rant om den tilbageholdende rolle: Jeg hader den slags, det er skident at ende med. Det er realistisk, ja, men bidrager ikke til spændende spil. Jeg mener selv at spilleren skal have muligheden for at bestemme sin grad af social proaktivitet. Og for guds skyld skal man holde op med at typecaste folk efter deres personlige ekstroverthed. Det gør det ekstra svært for os introverte, når vi ikke får mulighed for at kompensere ordentligt og jeg er træt af at se de samme fem mennesker i centrum, live efter live. De får nok af det når vi er offgame, sgu.