You are currently browsing the tag archive for the ‘Resourcer’ tag.
Jeg har lovet elveren Kristian en dungeons til hans kommende scenarium. Men når man spørger en arkitekt om den slags, så er en dungeons ikke bare en dungeons. Derfor har jeg brygget et par demonstrative eksempler på hvordan man kan præsentere sin fangekælder:
Click to embiggen.
Det sjove er at variere de forskellige elementer så som detaljegraden, måden man symboliserer forskellige elementer og putter etiketter på rummene. Om man viser dungeonen i plan, snit eller isometrisk. Uanset er dungeons altid sjove at tegne, tricket er bare at bevare læsbarheden og vide hvilke detaljer der er vigtige at have med. Der er stor forskel på hvilke taktiske elementer spillet skal bruge og hvilket forløb spilpersonerne skal igennem. En fangekælder er ikke bare en fangekælder.
Det lader til at vi er igang med at snakke om hvordan vi bygger spilpersoner. Både Greis og Dyring er ude i det, så jeg vil også være med. Jeg har taget fat i Vincent Bakers herlige Clouds and Boxes analyse til at kigge på de processer der ligger i at lave spilpersoner.
Clouds and Boxes
Baker har tidligere brugt en fin grafisk metode til at kigge på hvordan spil hænger sammen, ved at adskille fiktionsbaserede (Clouds) og mekaniske (Boxes) valg og handlinger i det overordnede spilsystem.
Signaturforklaring
- Pil, en spiller eller spilgruppes forløb
- Boxes, spilmekanisk handling eller valg
- Clouds, fiktionsbaseret handling eller valg
- Spilgrænsen, der hvor man går fra at bygge spilperson til at spille rollespil
.
Lad os varme op med et par eksempler:
Det klassiske rollespil
I det gode gamle rollespil er arbejdet baseret på individuelt at konstruere en spilmekanisk funktionel spilperson. Der er ofte meget stor vægt på det mekaniske og så kan man til sidst se hvad for en person man sidder med og fortælle hvorfor krigeren Fightor er anderledes end krigeren Fightar. Efter spilpersonerne er byggede samler man dem på en kro og sætter afsted imod dungeonen i samlet trop.
Tegningen er baseret på WFRP 2nd ed hvor alt kan rulles med terninger, men også i de point-købs baserede systemer er vægten den samme, her er rækkefølgen bare at man starter med et karakterkoncept.
Et typisk indie spil
I senere tider er der blevet lagt mere vægt på at konstruere fiktionen omkring spilpersonen, med et begrænset mekanisk element i halen. Det starter ofte med en fælles brainstorm om emner og temaer, hvorefter spillerne bygger deres spilpersoner ud fra koncept og et par overordnede mekaniske overvejelser. Og spillet består ofte af sideløbende fortællinger, der kun måske interagerer indirekte eller direkte med hinanden.
1001 nat
Nogen spil er mere ekstreme end andre, i et spil som 1001 Nights er der ingen spilmekanisk differentiering af spilpersonerne og de bygges kun over en række fiktionselementer der peger spillet afsted. Senere kommer der så spilmekaniske elementer ind, men det er efter selve spillet er igang.
Det alternative: FATE
Med FATE synes jeg det bliver rigtig interessant. Det startede egentlig som en gimmick for at få en stor, men løs spilgruppe til at hænge sammen, men er blevet til en rigtig interessant procedure for at bygge spilpersoner. Man starter med et koncept for sin spilperson, dernæst laver man små historier som de andre spillere fortæller sig ind i. Hver af de fem små historier opsummeres til et eller to spilmekaniske Aspects, der er et centralt fiktions og mekanisk element i selve den spillede spilperson. Til sidst bygger man så det spilmekaniske op over det ens spilperson skal kunne for at fungere som i historierne. Spillet kan både være samlet party-style eller parallelle historier.
Hvad kan vi så bruge det til?
Ved at analysere spillene sådan her kan man lettere se hvad der er prioriteringen af fiktion og mekanik. Det er både hvad der kommer først og hvad der er mest af, der siger noget om det spil man lægger op til.
Balanceringen af fiktion versus mekanik skal helst afspejle det eventuelle spil, hvis man bruger alt sin tid på at bygge en dybdepsykologisk karakter og spillet så tangerer et brætspil er det sjældent en succes.
Mængden af tid og arbejde til at bygge spilpersoner skal også helst passe sammen med spillets planlagte længde. Det er træls at bruge en hel aften på at designe sin drømmekriger hvis der ikke er tilsvarende meget spilletid. Måske med mindre at det at lave spilpersonen er en sjov leg i sig selv.
Det er også vigtigt at se hvor meget spillerne interagerer undervejs, er deres forhandlinger om rollerne primært baseret på at lave en effektiv mekanik-taktisk enhed eller er det at sætte interessante interne forhold op til fiktionen?
Man kan også se nogen fælder undervejs her, hvis spillerne laver deres personaer individuelt kan der let opstå utilsigtede konflikter eller modstridende forventninger til spillet. På den anden side, hvis det er en stor fælles fortælleøvelse kan man komme til at fortælle alt det spændende inden terningerne rammer bordet for alvor.
Og så ville jeg som Greis gerne se den tykke streg mellem konstruktionsfasen og “det rigtige rollespil” forsvinde. Det er ikke alle der synes det er lige sjovt at bygge spilpersoner, så der er tit en klar grænse tilstede. Kan man trække reelt rollespil ind inden spillerne har et fuldt billede af deres personer? Eller vente med at definere spilpersonerne 100% til man har spillet et stykke tid? Jeg gør ofte det sidste selv og lader mine spillere vide at de også har muligheden når jeg er spilleder. Det er mest et problem hvis enten spillet er mekanisk tungt eller der har været en del fælles beslutningstagning inde over konstruktionen af spilpersonerne.
Hvis nogen har brug for at få noget analyseret med modellen er jeg altid villig til at konstruere flere eksempler.
Som følge af den nyeste eksplosion i kønsdebatten har jeg valgt at melde ud sådan her:
Dette er en guide til alle de nyfrelste mandlige feminister jeg kan se stå klar med fakler og høtyve. Kvinder, jeg kan ikke tale for jer, men blot anbefale Piger i Panser, de har forhåbentlig jeres perspektiv dækket ind. Til jer med andre køn end de to, keep on trucking.
Her er mine råd til at opføre sig som en ordentligt feministisk orienteret mand. De er lært af bitre erfaringer og med mange trampede tæer bag mig. Det er ikke den lette vej, men fuck hvor er det bedre her. On with the show:
Trin 1: Hold din kæft
Du har modtaget det gode budskab og set lyset. Nu er det tid til at sprede ordet og omvende hedningene!
Nej.
Du er mand, for første gang i dit liv er det et problem. Din normale måde at opføre dig på er ikke passende i feministiske kredse, du er nødt til at lære en ny social kode og passe dig ind den eksisterende sammenhæng.
I det store stygge samfund er det sådan at mænd bliver opdraget til at de skal tale først og højest, det er almindeligt at tale i munden på kvindfolkene og tiltale de andre mænd om bordet først. Du gør det automatisk, jeg gør det automatisk, det ligger dybt i vores programmering. Det kræver en indsats at lave om på det, så start med bare at holde kæft og lad det stærke køn få ordet. De har trods alt et helt livs erfaringen med at kæmpe imod diskrimination og forskelsbehandling, så de ved uendeligt meget mere om det end dig. Lyt og lær inden du ævler.
Trin 2: Du har privilegier uanset om du vil det eller ej
Det meste af den indirekte undertrykkelse af andre kommer i form af mere eller mindre åbenlyse privilegier. Fordele du har af din eksistens som mand i det samfund du lever i. Det er ofte ting du ikke kan gøre noget ved, det er den måde andre behandler dig på og små ting i hverdagen. Det er også ting du ikke selv kan tænke dig frem til, her er du bare nødt til at møde dem der ikke har de samme privilegier og lytte til dem. Det er svært i starten, men forhåbentlig bliver du klogere og kan bruge det til at blive et bedre menneske. Når du står med sådan et trælst privilegie er den bedste måde at slippe af med det på, at dele ud af det, til dem der ikke har. Det handler om at fjerne de fordele det ene køn har over det andet og erstatte det med ligestilling.
Trin 3: Det er ikke din skyld
Bare fordi du er mand og mænd har undertrykt kvinder for evigt, skal du ikke iføre dig hårskjorten og rulle dig i aske. Du skal ikke undskylde for alt det de andre gør, du er kun ansvarlig for dine egne handlinger. Det handler om at du nu er i stand til at gøre det bedre og sætte et godt eksempel.
Jeg har set mange godhjertede mænd blive aggresive når de bliver konfronteret med feministers anklager mod hankønnet, det bliver nært og personligt. Det gør ondt. Jeg har selv været en af dem der har svaret vredt igen, på endnu en generalisering over mænds afskyelige adfærd mod kvinder. Hvis du rent faktisk prøver at leve som feminist er du allerede ude af den gruppe anklagerne er rettet imod. Du er ikke længere “alle mænd.”
Hvis det stadigvæk gør ondt at høre efter du har forstået det, så er det nok fordi det rent faktisk er noget du gør. Så må du kigge dig selv i øjnene og se hvordan du kan gøre det bedre. Jeg er selv nødt til at gå processen igennem af og til når jeg møder den slags udtalelser: “Er jeg en af dem det handler om? Er det noget jeg burde gøre bedre? Hvordan gør jeg det bedre?”
Trin 4: Det er deres eget ansvar
Det gælder også den anden vej. Du er nødt til at respektere at andre mennesker er selvstændige individer der handler ud fra deres erfaringer og den viden de har. De er ikke dumme eller onde bare fordi de ikke har lært det samme som dig, de har andre prioriteter og mål med deres handlinger. Sandssynligvis er de slet ikke klar over at de gør noget galt overfor andre, så når du kommer og gør dem opmærksomme på det, skal de lige have chancen for selv at tage stilling til det. De forholder sig til det de oplever. Hvis du vil have varig ændring og give dem nye perspektiver er det vigtigt at du sørger for at de ved hvad situationen er.
Der er endnu ingen er har tabt bolden ved at behandle andre som voksne, velovervejede mennesker. Lad være med at kaste dig ud i en politisk kamp, når du kan forsøge at gøre det menneske til menneske. Du kan ændre mennesker langt hurtigere end du kan ændre en kultur, men en kultur består af mennesker! De fleste jeg møder kan godt se fornuften i det feministiske perspektiv når man snakker fornuftigt om det, i stedet for at kalde dem “chauvinister” foran deres venner.
Trin 5: Fight smarter, not harder
Det er prisværdigt at du gerne vil ud og nikke nogen verbale skaller til de misogyne røvhuller du møder, men det er bare ikke vejen frem. Hverken for dig selv eller for den gode kamp. For det første kommer du til at brænde ud og blive bitter, misantroper er dårlige feminister. For det andet ender du bare med at radikalisere dine modstandere og får dem til at affeje feminister som nogen råbehoveder. Du bliver heller ikke mere tolerant overfor indvandrere af at de råber “racist” efter dig.
Du vinder ikke dine venner og bekendte over ved at rette på deres udtalelser og slå dem i hovedet med Judith Butler citater. Nej, den bedste måde at sprede feminismens fornøjelser er ved at gå foran med et godt eksempel. Sæt den tone du gerne vil høre, behandl andre som du gerne vil have det skal være.
Trin 6: Find din personlige form for feminisme
Feminisme er en svært stor kategori at deltage i, den har foldet sig ud i lang tid og i mange retninger. Lad være med at tro at du på nogen måde er klog på det og kvindernes kamp, det er arrogant og dumt. Du skal i stedet tage og læse noget om bevægelsens historie og tingenes tilstand idag, for at finde ud af lige præcis hvor du står. Så slipper vi andre for at føle os som fjenden når vi ikke er enige i din fortolkning og vi kan snakke sammen som voksne mennesker om de mange perspektiver.
Men lad os tage det kort.
Feminismen er historisk forløbet i tre bølger, den første var den store kamp om basale legale rettigheder som stemmeret og lighed for loven. Anden bølge var kvindefrigørelsen og kampen for ligestilling i de sociale rum og at kunne få lov til at tale som kvinde. Den tredie bølge, som vi burde være i nu, handler i langt højere grad om den indre forandring af kvinden, at få styrke og finde sin egen måde at være kvinde på. Det handler i højere grad om mange fortolkninger af feminismen, en den store fælles kvindekamp.
Jeg er ked af at skulle sige det, men i Danmark er vi stadig fanget i den anden bølge, de er meget længere i f.eks. Sverige. Når vi behandler alle kvinder som en samlet ensformig entitet der er i problemer er det den anden bølges retorik og altså ikke særlig konstruktivt i forhold til de ting det handler om idag. Det er nu endnu vigtigere at give vores kvindlige venner mulighed for at være sig selv som de vælger det og ikke lægge dem i en kasse.
Læs dig klog på bevægelsen, de tre bølger, hvilke kampe der er taget og hvilke der stadig mangler, hvad målet er i den enkelte kamp. Pas på med i god tro at trække kampen tilbage i tiden, det skader ofte mere end det gavner.
Trin 7: Der findes andre feminister
Der er mange varianter af feminisme i vore dage, det er vigtigt at du finder ud af hvor du står. Og endnu vigtigere at du accepterer at andre ikke nødvendigvis er enige med dine standpunkter men stadig er på feminismens side. Jeg bliver selv så træt af at blive placeret ovre i chauvinisternes lejr af endnu en nykonverteret feminist-mand, fordi jeg ikke går ind for radikal kamp som eneste middel.
Det duer ikke at gøre kampen til enten-eller, det er for de fleste en gradvis overgang at blive feminist. Sørg for at de er velkomne hele vejen over, også når de laver fejl og kommer til at sige noget uheldigt. Det er desværre ofte typisk for os fyre at ville være den bedste, men her handler det ikke om at være bedst eller mest radikal. Det handler om at få folk med på vognen, ikke skubbe dem ud af den så den kører hurtigere!
Trin 8: Støt kvinderne
Lad være med at være deres forkæmper. Når du tager kampen ud af hænderne på kvinderne er du sådan set bare med til at styrke den patriarkalske ballast vi prøver at slippe af med. Så bruger du bare dine privilegier til at tryne både kvinderne og idioterne, ikke særlig smart.
Lad de stærke kvinder mærke at de godt må være stærke og at de selv kan tage deres kampe. Det er svært til tider for selv den sejeste amazone at stå mål til alt det lort der flyver rundt, lad dem vide at du synes de er toppen for at stå imod.
Og giv mindre dramatiske kvinder plads til og mulighed for at være sig selv uden det er et problem eller en mangel. Det er ikke for alle at ville slås, men alle fortjener respekt. Som feminist elsker du vel kvinder i alle afskygninger?
Bilag A: Nørdfeminisme
Der er en særlig retning af feminisme som er relevant at nævne her i slutningen, og det er nørdfeminismen. Det handler om de særlige vilkår der findes i nørd-miljøer og de unikke problemer der giver for kvinder. Meget af det omhandler den måde medierne reproducerer kvindlige stereotyper og de roller det fører til at kvinder og nørder optræder i. Men også de problemer der opstår af at kvinder nu i større og større grad bliver en del af tidligere eksklusivt mandlige miljøer. Nørdfeminismen har en masse herlige observationer og påpeger en del problemer der også er tydelige i dansk rollespil.
Bilag B: Linkdump
No, Seriously, What About Teh Menz? er et rigtig godt sted at blive klogere på at være mandlig feminist. De kommer rundt om mange aspekter af sagen. Det er her jeg selv startede med at blive klogere.
Finally, A Feminism 101 Blog har masser af gode artikler om detaljer og nuancer i feminismen.
Geek Feminism er fuld af artikler der er særligt relevante i vores nørdede sammenhænge, de særlige problemer vi oplever og de løsninger der kan være.
Wikipedia: Feminism hvis du mangler noget baggrundsviden eller vil have et overblik over de mange varianter af feminisme.
Kommentar-tråden forbeholdes konstruktive spørgsmål. Tak til Sebastian Svegaard for hjælp.
Jeg begyndte i efteråret på dette indlæg for at sælge idéen om blackboxen til det danske live-miljø, men kom kun halvvejs. Nu hvor Blackbox Cph mudrer vandene med et lignende navn vil jeg lige bringe den norske og svenske udgave af ordet, i form af en handy guide baseret på mine egne begrænsede erfaringer og et interview med den uforlignelige Elli Åhlvik. And now we go to commercials:
.
Er du også træt af at dit live-rollespil er kedeligt og lineært? Har du en scene du vildt gerne vil prøve, men ikke er sikker på virker? Savner du det ekstra følelsesmæssige spark så du rigtig kan bleede?
Hvis du kan svare ja til bare en af disse udtalelser har jeg løsningen på dine kvaler i form af den nye, innovation fra International Genderbending Larpers:
Blackboxen
Hvad er så sådan en sort kasse, spørger du sikkert. Og her er svaret: Det er et autonomt, formbart rum for rollespil uden for selve spillets kontekst og kontinuitet. Eller på hverdagssprog, det er et rum hvor spillerne selv kan sætte scener i efter eget behov.
Normalt foregår liverollespil fortløbende, tiden og rummet i selve spillet er den samme hele vejen igennem. Det giver mulighed for en uhyggelig grad af indlevelse i situationen, men begrænser også mulighederne for at bruge kreative greb til at forme fortællingen. Greb som vi ofte ser i gode bordrollespilssammenhænge: Flashbacks, indre monologer, udtrykte håb og drømme, etc. Det er ikke rigtig til at bringe de elementer frem i lives uden at bryde med den fiktion vi opretholder sammen. Og det er her at blackboxen kommer ind, for den tilbyder et rum til de greb, der er tilgængeligt på spillernes egne vilkår. Som semi-live bidrager til bordrollespil med krop og fysik, er blackboxen at kunne lave semi-live i forbindelse med et 100% live uden at gribe forstyrrende ind i andres spil.
Idéen med blackboxen er at en spiller kan tage rollen som midlertidig spilleder og sætte scener efter eget behov, med andre spillere. Basalt set kan alt det vi kender fra bord og semilive foregå i boxen, koncentrerede scener med alskens teatergreb.
Rummet
Blackboxen kommer af ’60ernes og ‘70ernes teaterverden hvor man lavede minimale, ofte sorte scenerum for at spare penge og være avantgarde. Men hvad er sådan en box rent praktisk?
Det simpleste er bare et rum der er udpeget til brugen, men hvis man gør noget ud af rummet får man væsentligt bedre resultater. Det første er at gøre det så minimalistisk som muligt, jo mindre man skal se bort fra, des bedre kører fantasien. Sorte vægge er optimale da de ophæver rummets størrelse og sætter fokus på de folk der er tilstede i stedet. Størrelsen på rummet er også vigtig, tommelfingerreglen er for mig hellere lidt for lille end alt for stort. Bare sørg for at der er plads til at en fire-fem spillere kan agere frit i rummet. Jeg tror de fleste fastavalgængere ved hvordan et rum påvirker mulighederne for at lege.
Det er også en rigtig god tilføjelse at have muligheder for at styre lys og lyd i rummet. Lys er et utroligt stærkt værktøj til at forme oplevelser med, farver og intensitet kan virkelig sætte stemningen. På samme måde kan det være godt at have underlægningsmusik eller lydtæppe.
Et par stole eller podier/kasser kan fungere som alskens scenografi, men lad være med at have for meget forstyrrende i rummet.
Det vigtigste er at du har et neutralt og trygt rum som spillerne har lyst til at bruge, gerne med mulighed for stemningseffekter.
Integration i spillet
Selvom blackboxen ligger uden for selve spillets ramme og er valgfri er det stadig vigtigt at den er integreret designet af spillet. Det største spørgsmål er hvordan man som spiller kommunikerer til en andre i selve spillet. Man skal kunne fortælle det på en måde der ikke forstyrrer andres interaktion og bryder illusionen unødigt. Det er ofte relevant at fortælle hvilken scene man ønsker at sætte og om andre skal med, men detaljerne kan også ofte vente til man er offgame. Personligt har jeg intet problem med den slags direkte offgame forespørgsler, men jeg kender folk der vil blive irriteret af det. Derfor kan det være nyttigt med et simpelt signal der forklarer det hurtigt og nemt uden ord.
Til Just A Little Lovin’ var der i hele spilområdet fordelt farvede fjer, der kunne bruges til signaler. Hvis man tilbød en anden spiller en blå eller sort fjer var det en invitation til at gå i blackboxen, blå for en scene om venskab, sort for en om dødsangst. På den måde kan man nonverbalt invitere folk i deres eget tempo og uden at forstyrre spillet afvise et tilbud.
Et andet alternativ er at have et simpelt håndtegn man kan bruge, såsom at tegne en firkant i luften. Det fungerer f.eks. i spil hvor man har lavet sin egen Blackbox.
Det er også vigtigt at spillerne har forstået boxen og hvad den kan, så de kan finde de steder det er mest relevant for dem at bruge den. Det letteste er helt klart at have demonstrationsøvelser på en workshop hvor spillerne har mulighed for at træde ind i instruktørrollen og prøve den af på forskellige måder.
Sørg for at spillerne forstår hvad boxen kan og at de har klare signaler de kan bruge i spillet uden at forstyrre det.
Spillet i boxen
Der er egentlig ingen begrænsninger på hvad man kan lave i sådan en box, det er kun fantasien der sætter grænser. Men her er et par tried and true teknikker fra vores naboer mod nord og øst:
Aspekter
Spilleren i centrum af øvelsen er interesseret i at udforske forskellige sider af sin spilperson, som er i konflikt. De andre omkring hende påtager sig rollen som de forskellige aspekter. De kan være de følelser rollen oplever eller sider af personligheden, måske metafysiske entiter som engle og dæmoner eller fortidens skygger. Man kan også gøre det med bare en enkelt modspiller, hvis man f.eks. skal have overbevist sig selv om en handling kan man få en af de andre til at følge efter en og insistere på alle de grunde man har til det.
Flashback / -forward
Det kan også være klassikeren med at spille scener fra fortid og fremtid, prøve dem af på forskellige måder. Særligt at spille dem farvet af personlige oplevelser kan være stærkt. Enten ved at have to forskellige rollers fortolkning af den samme situation spillet efter hinanden, eller en rolles største håb for situationen versus hendes worst case frygt.
Til Just A Little Lovin’ blev der mellem to akter mulighed for at få sin rolle testet for HIV, hvilket forgik i blackboxen. 18 spillere sad i rundkreds omkring en spilleder i kittel der spillede deres forskellige læger og en efter en gik vi op for at få svaret at vide. Udfaldet var enten givet på forhånd eller også trak lægen en seddel med positiv eller negativ. Hver scene varede kun et par minutter, lige nok til at få oplevelsen og den umiddelbare reaktion med. Min egen test var ikke slem da jeg vidste svaret var positiv, men da min kone sad hos lægen var jeg helt ude af den og forstod slet ikke at hun ikke havde sygdommen selv da de fortalte mig det.
Sex
Det kan være svært at spille intime scener selv med moderne værktøjer som Ars Amandi, når man er i et stort og forvirrende scenarie. Der er mange signaler og undertoner der kan foldes ud i en blackbox.
Til Kapo gik jeg og min elskede ind i boxen straks efter hun ankom i lejren, hvor vi gennem fortælling, ars amandi og til sidst hver sin monolog skabte deres første møde til en drum n’ bass koncert og det der fulgte efter. Det var brutalt at træde tilbage i scenariets usle mørke og fjendtlighed med den varme følelse af ægte kærlighed i maven.
What if?
Man kan bruge blackboxen til at afprøve udvikling i rollen, alternative eller fremtidige scener. I det hele taget er boxen et godt sted at mærke grænserne for rollen uden det påvirker de andres spil.
Overlejring
Det er tit svært at gøre forhold til bipersoner der ikke er i scenariet levende, men man kan tage i boxen og få en medspiller til at være ens far, søster, datter, lærer eller hvad man nu har i sin baggrund. Det kan være særligt godt at inddrage en spiller man har et parallelt eller kontrasterende forhold til i spillet, til at tage rollen. Hvis din baggrund er fyldt med skuffelser og ydmygelser fra rollens far, kan man tage de følelser og lægge oven på et reelt spillet forhold. Det giver også din modspiller en masse indsigt i din rolle og mulighed for at spejle fortiden i nutiden.
Afpasning
Hvis man har et forhold til en anden spilperson kan det tit være svært at være sikker på at man er på samme spor, boxen giver mulighed for at træde ud og snakke offgame om hvilken retning man er på vej i. Men endnu bedre er at gøre det gennem rollerne, via monologer eller småscener.
Igen til Kapo, et stykke tid efter et frygteligt brud mellem de to elskende hvor vi havde undgået hinanden, gik vi ind i den mørklagte box og skiftedes til korte indre monologer. Frem og tilbage en masse gange, hvor vi samlede ord og temaer op fra hinanden og fik et blik ind i den andens tanker.
I det hele taget kan man anvende de fleste teknikker fra Fastaval og Jeep i sådan en box. Det vigtigste er sådan set at en af deltagerne tager initiativ til hvad der skal foregå, så man ikke væver rundt uden mening. Det er også tilrådeligt at skynde sig tilbage i spil efter boxen, så man kan tage følelser og bleed med fra den til den store fortælling.
Instruktøren
Hvis du vil supercharge din blackbox er det bedste du kan gøre at få fat i en erfaren instruktør til at hjælpe dine spillere. Det kan være en af arrangørerne der har mod på det, det kan hjælpe med at holde spillerne tæt på scenariets oplæg. Eller måske er en eller flere af spillerne friske på det, sørg for at få dem peget ud til scenariets briefing så de bliver brugt. Npc’er også et godt sted at hente instruktører, de har ofte downtime der kan bruges på boxen. Hvis du har resourcer til det er en fast stab af npc’er der kan trækkes ind til blackbox brug en klar fordel.
Instruktøren, hvem end du kan få til det, har en nemmere opgave end det lyder til. For det første er de selv gået ind i boxen for at få en mere intens oplevelse. De har selv en idé til hvad de vil have og sikkert også hvordan, man skal bare lytte og facilitere deres ønsker. Opgaven består hovedsageligt af at komme med forslag til dem og skubbe dem videre. Det er tættere og mere personlig vejledning end til f.eks. en workshop, men det betyder også at det er lettere at blande sig og prøve sig frem. Det er ret svært at gøre noget forkert så længe man følger spillernes intentioner, instruktørens blotte tilstedeværelse fungere som alibi for at de kan spille hårdere. Ansvaret er bare at have perspektiv og idéer til dem og få dem til at føle sig trygge.
Instruktørens rolle er at facilitere spillernes ønsker, tilbyde teknikker og hjælpe dem med at lave bedre scener.
Bestil en box
Du kan finde blackboxes i alle de førende scenarier fra International Genderbending Larpers og prøve dem inden du selv køber en. Når du selv vil igang er det let at gøre som arrangør, man kan enten selv stå for at få den etableret. Eller man kan tage kontakt til et medlem af IGL, de kan enten selv hjælpe med at stable en box op, give en vejledning eller kender en der kan.
Som spiller kan du tage kontakt til din arrangør og gøre dem opmærksomme på din interesse i en Blackbox. Hvis de ikke selv har overskud til at lave en, kan du også selv tage initiativet som ovenfor, eventuelt i samarbejde med arrangørerne og andre spillere. Jeg er sikker på at arrangørerne ikke vil standse den slags initiativ.
Vi tilbyder også to light udgaver af Blackboxen, en midlertidig og en mobil:
Det midlertidige alternativ er bare at udnævne en del af scenografien til Blackbox og så bruge den som sådan. Et sted der allerede er udpeget til offgame, sit eget værelse på herregården eller som vi planlægger til Khypris, at bruge et af udhusene i vores lejr. Det er et udemærket alternativ hvis behovet pludselig opstår undervejs i spillet.
Den mobile variant er bedst til korte scener, da den primært bruges inde i selve spillets rum. Den består af et klart tegn til “nu er vi i boxen” som kan bruges når som helst og hvor som helst, dog helst afsides af hensyn til de resterende spillere. Den mobile model er klart bedst til erfarne blackboxere og tydeligt aftalt som værktøj på forhånd.
Ellis råd til den gode blackbox:
Elli Åhlvik var min modspiller til Kapo, og ifølge de fleste IGL’er er dronningen af Blackbox med mange års erfaring. Hun har været en kæmpe hjælp til at få det hele samlet og klargjort. Her er hendes råd til dig som bruger af blackboxen:
“Everyone needs to be focused.”
“Spontaneous need for the box as your starting point.”
“Relax and don’t plan out the play if you can rely on your experience.”
“Don’t be afraid to show and exaggerate the emotions, embody them.”
“Go haywire with your emotions.”
“The best start is a director and good coplayers, with a shared core feeling.”
“Don’t be afraid to say if it didn’t work or you want to repeat the play again.”
Og som instruktør:
“Don’t be afraid to meddle and direct.”
“Don’t be afraid to enter the gamespace in the box.”
“Don’t be afraid to touch or move the other players.”
“Be the alibi for the players.”
.
Tak for din interesse i Blackbox fra International Genderbending Larpers Hvis du har spørgsmål eller ønsker at prøve en Blackbox kan du kontakte IGL hvor hardcore nørder mødes. Fastaval og Knudepunkt er lige om hjørnet. IGL kan kendes på deres brug af fremmedsprog og atypiske kønsroller.
Eidolons årlige Hyggecon er godt igang og der bliver hygget alle vejne. Rollespil, brætspil, øl og talks på Danmarks mest luksuriøse con (eget værelse med bad og den bedste mad!)
Mads Havshøj og jeg har lige prøvekørt vores talk om hvordan man kan lave mere awesome scenografi til sit livescenarie og eksempler på scenarier der har gjort det rigtigt. Jeg har lagt slideshowet op her så dem der var til stede kan tage vores lektioner med sig og folk kan kigge lidt med.
Den ligger tilgængelig i min dropbox.
Vi er også igang med at oversætte det til engelsk så vi har noget til næste års Knudepunkt, det skal nok blive godt!
Monica har gang i at fortælle om hendes tur ind i sin rolle til Just A Little Lovin’ hvor jeg også er godt igang med mit eget parallelforløb. Og jeg har et halvt indlæg liggende fra sidst jeg skulle til live. Det er interessant for mig at kigge på de to rollers forskelle og ligheder, samt se på min tilgang ud fra de to udgangspunkter. Det er interessant at arbejde med roller til live, fordi man har utroligt meget tid til det og forventningerne er højere i forhold til bordrollespillet. Man er også nødt til at tænke langt flere faktorer med ind i sin præstation. Det giver tid til at bruge en masse værktøjer man så igen kan tage med til de klassiske conscenarier, hvor der er væsentligt mindre forberedelsestid.
Scenarierne
Scenarierne er hhv. Harlequins Fald, som blev spillet i decembers, og som sagt Just A Little Lovin’ i Norge til Juli. De er på flere områder sammenlignelige: Begge er mellemstørrelsesscenarier der forløber over tre dage, med breaks imellem hver spildag, rollerne er skrevet forud og der er workshops inden. Selve indholdet er delvist scriptet, men primært ligger spillet op til rollernes indbyrdes interaktion som hovedindhold.
Der er selvfølgelig store forskelle, Harlequins Fald er om vampyrer der mødes over et episk plot og Just A Little Lovin´ er 80’er-reenactment om bøssemiljøet i New York under AIDS epidemiens ankomst. Det første scenarie havde ikke etablerede relationer, der var blot en række personer der kunne være interessante og en række plots man kunne tage del i, med lister hvem der ellers var med i det plot. I Norge er vægten tydeligvis langt mere på det forudetablerede netværk af relationer. Men mere om det i selve rollerne.
Rollerne
Personligt er begge roller udfordrende at gå til, af meget forskellige grunde. Til Harlequins Fald fik jeg et seksten siders oplæg der udgjorde min rolle. I Norge skal jeg spille på kun tre sider, men til gengæld har jeg en fin oversigt over alle rollerne og faktisk også mine to nærmeste medspilleres roller til gennemlæsning.
Otto, som min vampyr hed, bestod af et morads af forskellige tekster. Masser af baggrundsmateriale på settingen og på min slægt, dens standpunkt i forhold til de to andre slægter, osv. En sides prosatekst om hans tilblivelse som vampyr, to arketyper han består af, ti hårde bulletpoints om hvem han er, tre plots og tre persons of interest. Noget af et læs, meget abstrakt og forvirrende læsning, men saftigt.
Sterling, mit 80’er alter-ego, har en kort, overordnet forhistorie og to niveauer af relationer, primære og sekundære. Fem karaktertræk jeg skal overveje hvordan kommer i spil og et par idéer til hvad jeg kan foretage mig når spillet går igang. Det er meget overordnet og lidt flad.
Tilgang
Det første er selvfølgelig at læse rollen igennem og få det store overblik over hvem jeg står med. Det flyder ofte over i en dekonstruktion, hvor jeg skiller rollens elementer ad og ser nye sammenhænge. Formålet er at jeg prøver at finde frem til det der står mellem linjerne: Hvad forventer arrangørerne af min tilstedeværelse i spillet. Det kan igen opdeles i: Hvilken person forventer arrangører og medspillere at møde og hvad er der lagt i kortene med konflikter, plots og sammenhænge?
Det var en hård omgang med Otto, jeg tog min trofaste røde lærerkuglepen og gik igennem et udprint af rollen for at understrege og skrive noter i margenen. Der fremstod en række klare tråde i sammenspillet af de forskellige tekster: Otto er den postmoderne, nihilistiske vampyr i et samfund af sort-hvid katolsk ondskabsforståelse og religiøs dyrkelse af dødssynderne. Hans eksistens er skyggen af en tabt elsker. Han er oprørsk, men ikke punk. Det var klart at han er en modpol til alle omkring ham, uden at det er hans eksistensberettigelse.
Jeg er stadig igang med Sterling, men takket være oversigten over alle rollerne har jeg et ret godt billede af hvor han passer ind. Cirka halvdelen af spillet er centreret omkring LGBT miljøet, den anden halvdel (som jeg deltager i) har deres fokus omkring cancer-overlevere og deres hippie miljø. Når jeg så læser rollen, der er en nygift musikproducer, er det ret klart at jeg sidder lidt på en fløj. Han er tilbageholdende og kreativ, ny entusiastisk deltager i new age miljøet. Hovedplottet er et trekantsdrama mellem ham selv, hans kone der er upcoming stjerne og hendes veninde der stadig lider under kræften.
Larphacking
Oven i det kommer så mine egne forventninger: Hvad håber jeg at opleve i scenariet og hvordan får jeg det til at ske? Hvilke udfordringer vil jeg stille mig selv som rollespiller? Hvilke dele af rollen udfordrer mig?
Før Harlequins Fald havde jeg haft en længere pause fra liverollespillet og trængte til rigtig at folde mig ud igen. Det stod mig hurtigt klart at min personlige udfordring var at igangsætte aggresivt spil med mine medspillere og forsøge at komme i hede konflikter. Hvilket var glimrende i tråd med scenariets oplæg om at eskalere, eskalere, eskalere. Den rolle jeg fandt inde under lagene var ganske ligetil, med mulighed for at være aggresiv. Jeg tonede derfor de sider af rollen op som støttede den slags spil.
Til Just A Little Lovin’ er min store udfordring at spille følelsesorienteret spil. Jeg har ikke før aktivt gået efter den slags spil, men nu bliver det til noget. Det er også et af kerneområderne i spillet og det er da også derfor jeg har meldt mig til det. En anden udfordring er at opsøge spil med ukendte medspillere, jeg er ikke skidegod til at gå uden for min sociale trygshedssfære, så nu prøver jeg det. Her er rollen lidt et problem, for den er skrevet som en tilbageholdende person.* Rollen er lagt mere udfordrende, da den er mere specifikt beskrevet end den anden og samtidig er tættere på mig selv, som jeg er uden for rollespillet. Sådan noget close-to-home spil er ikke noget jeg aktivt opsøger. Og det gør det sværere for mig at definere rollen, da jeg primært ser på hvordan jeg skal optræde anderledes end jeg plejer.
Jeg mener at larphacking (som det nu hedder) er uundgåeligt og at vi skal være bevidste om hvad for et agenda vi går efter når vi spiller. Det er vigtigt at finde et personligt agenda der bliver støttet af (og selv støtter) scenariets setup.
Getting to know you
Når jeg har en idé om hvem jeg skal spille og hvad jeg selv vil have ud af det, er det næste at skaffe mig et klart billede af personen. Det handler for mig om at få sympati med personen, tilegne mig deres værdier og holdninger. Det er en meget blød process, jeg tager udgangspunkt i de tekster jeg har og bygger oven på. Jeg ved at andre ofte tager fat i personer de kender, celebrities eller fiktive personer, men min vej starter altid fra mig selv: Hvordan ville jeg være(/skal jeg være) i denne her situation?
Otto var svær, der var rodet information fra arrangørerne. Men jeg gav los og begyndte at falde for den tabte romantiker i ham, der bare er ligeglad med alle omkring ham undtagen når han kan få dem til at indse deres egen tomhed. Det var en længere process, men endte faktisk ret stærkt.
Sterling er også svær, mest fordi jeg har fået et halvt facit på hans følelsesliv og hans baggrund, men mit spil ligger i koblingen af de to. Jeg forsøger at finde ham i tidsånden, masser af research om firserne til mig. Og så er jeg verdens dårligste musikant, så der er også en del viden om hans profession jeg tager ind og bruger. Men det er første skridt, nu er det om personen i den situation. Det bliver ofte til at jeg har nogen hyggelige monologer i mit hoved hvor personen fortæller mig om hans baggrund eller holdninger. Frem og tilbage, jeg prøver forskellige udgaver og springer gerne i tid og sted. Det er hyggeligt og jeg lærer rollen at kende. Lige nu fortæller Sterling mig om hans ungdom i tredserne og halvfjerdserne.
Research
Jeg prøver også at komme i stemning ved at indtage kultur der er i tråd med oplevelsen og læse mig klogere på internettet (tak wikipedia.) Jeg søger også efter musik jeg kan bruge til at sætte mig på plads.
Der var ikke så meget faktuelt at basere min Harlequins Fald forberedelse på, så jeg gik mere efter følelsen i film om ondskab og vampyrer. Min musik kom til at blive industrial og synthpop, sært nok.
80’erne er et godt årti at hente popkultur fra, jeg har en god liste af film jeg skal have set og er lige gået igang med at underholde mig med Miami Vice. Musikken er stor og vigtig for rollen, så jeg har flere forskellige playlister: Arrangørerne har lagt lister med tidstypisk musik op, desuden har jeg opsøgt de genrer han arbejder med og så (for min egen fornøjelse) tager jeg en tur forbi min far og hans cd-samling og låner musik, da han har samme fødselsår som min rolle.
Krop
Sideløbende med den mentale side af rollekonstruktionen arbejder jeg med kropssproget, det er vigtigt at kunne udtrykke rollen fysisk, både for de andre spillere og for at jeg selv kan centrere mig i den.
Otto var meget en fysisk rolle, hvilket også kom til udtryk i min bearbejdning af ham. Jeg kom frem til at fokusere på armene, et gammelt teatersportstrick med at definere en rolle ud fra en kropsdel. Det gav mig masser af fysiske udtryksmuligheder og en holdning.
Sterling er slet ikke nået til det her punkt endnu, men jeg skal helt klart have arbejdet med et indadvendt kropssprog der ikke afviser andre og fysisk intimitet.
Kostume
Kostumeringen af en rolle er altid sjov. Det er interessant at finde frem til hvad for en slags tøj der udtrykker personen og andre personlige detaljer man kan få på plads af den vej.
Med Otto var der ikke så meget setting at gå ud fra, ud over at han skulle gå med maske hele tiden og at han ikke altid havde været den rebelske type, men nu var med i en slægt af kaotiske vampyrer. Desuden var mit fokus på hans arme også centralt i kostumeringen. Jeg kom frem til et tidsløst herretøjssæt, med mørke bukser, sorte seler og hvid skjorte. Jeg kan nemlig godt lide det tidsløse look til at vise en vampyrs udødelighed. Armene fik mere fokus med ærmeholdere og manchetknapper. Overtøjet var i samme stil, med en blød hat og mørk frakke. Masken var en lille sort, feminin sag, jeg fik designet af Pixi, da jeg blev enig med mig selv om at han havde taget sin tabte elskers maske på. Jeg er selv ret godt tilfreds med looket.
Til Norge er det sjove at kunne være firseragtig. Jeg skal ikke være totalt pop, jeg vælger et mere konservativt look der stadig er med på moden. Så jeg har kigget en del efter Miami Vice og den slags New Wave, men mere konservativt New York agtigt. Faktisk kan man slippe afsted med ret meget moderne tøj bare man mixer det lidt og har de rigtige accessories. Jeg har bestilt mig et par Wayfarer solbriller, for det er de helt rigtige og så skal jeg ud og se efter smykker i Bazar Vest. Og så ellers finde mig meget lysere tøj end jeg normalt går i.
Workshops
Jeg har det altid lidt ambivalent med workshops. De kan enten være helt fantastiske muligheder for rolleudvikling eller et gudsjammerlig spild af rejsetid.
Til Harlequins Fald var der en obligatorisk workshop som jeg ikke deltog i, men efterfølgende fik jeg indtryk af at jeg ikke gik glip af noget. Til gengæld har arrangørerne den herlige tilgang at de ringer alle spillerne op enkeltvis og tager en lang snak og svarer på alt det de kan. Det fik jeg en hel del ud af, mest i forhold til hvad der var op til mig selv at bestemme om rollen.
Jeg har heller ikke mulighed for at komme til de to officielle workshops i hhv. Oslo og Stockholm, men de er ikke påkrævet og vi holder en lille en for os danske deltagere. Jeg kan se at fokus er på at udvikle rollerne i krydsild med de andre deltagere, samt lære lidt om teknikkerne der bliver brugt i spillet, så det skal nok blive brugbart.
Op til spillet
Når jeg kommer nærmere selve spillet begynder de mange fragmenter af rollen at vokse sammen og blive brugbare. Jeg tager kostumet og kropssproget på når jeg er alene hjemme og går lidt rundt i rollen. Mærker om det passer sammen og om der er noget der mangler. Jeg prøver at lave et lille ritual omkring det som jeg også bruger til selve spillet. Min ipod får en playlist der udtrykker rollens stemning som jeg kan lytte til når jeg slapper af eller skal ind til spil. Og så er jeg vidst ved at være klar til at lege.
*Rant om den tilbageholdende rolle: Jeg hader den slags, det er skident at ende med. Det er realistisk, ja, men bidrager ikke til spændende spil. Jeg mener selv at spilleren skal have muligheden for at bestemme sin grad af social proaktivitet. Og for guds skyld skal man holde op med at typecaste folk efter deres personlige ekstroverthed. Det gør det ekstra svært for os introverte, når vi ikke får mulighed for at kompensere ordentligt og jeg er træt af at se de samme fem mennesker i centrum, live efter live. De får nok af det når vi er offgame, sgu.
Jeg er egentlig ret forsigtig med min fastaval tilmelding, jeg ved at infoen tager meget af min tid, så jeg vil hellere surfe reservekøen end fylde mit skema. Men i år gik det lidt galt. Jeg startede med to spillertilmeldinger og to spilledertjanser, fordi jeg har planer om at skære ned på min tid i infoen.
Men så er der jo altid rare forfattertyper der bliver oversvømmet af tilmeldinger, så nu er jeg oppe på fire gange spilleder og kun en enkelt tur som spiller til et novellescenarie. Heldigvis har magiske Tim flettet det så jeg har præcis en aktivitet pr. dag, det er sgu fedt. Så kan jeg enten spilde resten af tiden på info, øl eller reservekø.
De tre scenarier jeg skal spillede (det sidste er indie-gøgl, så det tæller ikke) er den slags med en facilitator/instruktør-tilgang, som jeg er glad ved. Jeg er nemlig en klaphat til bipersoner og plots. Men da det er min første gang som spilleder på Fastaval vil jeg gerne genopfriske mine tekniske evner og høre om der er nogen derude der har gode råd.
Mine bedste erfaringer med den slags rolle er fra vores herlige Primetime Adventures sæson. Som spilleder der, er det meget scenesætning, klip og ellers lade spillerne gå i kødet på fortællingen. Der er væsentlig mere opbygning af fortællingen i at være Producer i PTA, end jeg kan læse mig til i de scenarier jeg sidder med nu, så det er ikke helt det samme.
Introduktion / præsentation
Noget af det jeg tit savner i rollespil, specielt på kongresser, er en god, stærk start. Det kan let blive lidt vattet, så det vil jeg lægge en indsats for at styrke. Det handler om at spillerne skal komme hinanden ved, få præsenteret scenariet og rollerne, fordele dem blandt spilleren og sparke spillet igang. Måske noget hurtig opvarmning ind hvis der er tid.
Cheerleading
Jeg synes også det er vigtigt at spillederen står i spidsen for at skabe en god stemning om bordet, helt fra start og igennem spillet. Udvise noget entusiasme for de vi laver sammen og være spillernes største fan.
Coaching
Det er også at hjælpe og støtte spillerne når de har brug for det. Der kan nogengange være nogen underforståede ting i scenariet som spillerne ikke er klar over, her er det vigtigt at man løbende få afstemt deres forventninger med scenariets præmis.
Tematisk fokus
Det er også her at man som spilleder skal være stærk til at holde scenariet sporet ind på det som det handler om og undgå tangenter. Rent praktisk kan det være ved at genintroducere tematiske elementer og farve tingene så de udtrykker det rigtige.
Male billeder
Et værktøj er at fortælle rammerne om spillernes interaktioner så de afgiver de rigtige toner, at tage scenografens rolle på og give spillerne noget at fortælle ud fra. Det er specielt vigtigt i starten, for at sætte en platform spillet kan starte fra,
Stille spørgsmål
Når spillerne er kommet godt igang, eller det omhandler deres personer, kan det være en fordel at spørge ind og lade dem fortælle mere. På den måde bliver det mere en fælles vision. Man kan bruge ladede spørgsmål til at forme svarene, det er noget jeg synes er spads.
Eskalerere
Spillets forløb skal helst følge en stigende spændingskurve, det er op til mig som spilleder at holde styr på den og skubbe på spillerne så de skruer op i det rette tempo og holder spillet skarpt.
Klip
Både tidsbegrænsningerne og spillene selv kræver at man kan sætte skarpe klip. At stoppe en scene i tide kan tit være tricky, men jeg har gode erfaringer fra Sub Rosa at tære på. Det er for mig straks sværere at sætte igennem og starte en scene det rigtige sted, det er ikke altid let at se hvor det passer bedst eller overtrumfe spillerne.
Timekeeping
Jeg skal også lige holde tiden for øje i selve spillet og sørge for at scene- og akt-skift sker rettidigt. så vi ikke løber tør for tid, specielt i novellescenarierne.
Praktiske foranstaltninger
Og så er der alt det praktiske, men det burde være lige til. Det mest udfordrende bliver at have et ordentligt lydniveau til dødsmetallen.
Det er mine umiddelbare overskrifter jeg har at arbejde med, er der nogen jeg mangler?
De tre scenarier som jeg skal køre: (uden at sige for meget om dem og spoile for potentielle spillere)
Velkommen til Friheden
Thais’ scenarie er klart det mest åbne af spillene, der er bare en mekanik og et hulens masse roller spillerne kan vælge imellem. Det bliver lidt tungt at trække som spilleder, tror jeg. Men det er på samme tid også det der mest ligner de indie spil jeg har fået øvet mig på, så jeg kan bruge erfaringerne direkte fra f.eks. PTA.
IKEA
Nis’ herlige lille novellescenarie har på samme måde et meget let oplæg, men her er der en klar struktur på scenetyperne der giver et skelet at gå ud fra. Færre og lettere roller at holde styr på og en klarere setting. Det bliver meget fokus på klip og instruktion for mig her og så ellers slippe spillerne løs.
Et Hjerte af Metal
Her har vi det store arbejde, Anna Sigrid har lavet et stort arbejde med scenariet og det er en smule intimiderende at kaste sig ud i. Men det er godt at blive skubbet lidt ud over det trygge en gang imellem. Spillet har en overordnet operatisk struktur der hjælper meget, men jeg er stadig lidt skræmt af at skulle gentage scener og bytte rundt på rollerne. Det er noget jävla avantgardisteri, men jeg kan godt forstå hvorfor det er med. Det er specielt her at jeg gerne vil høre råd fra andre, det er meget nyt for mig.
Det bliver ihvertfald en fed Fastaval i år, det er helt sikkert.
Jeg er faldet over et par links som måske vil interessere jer ude i blogosfæren, de er ihvertfald relevante og inspirerende for Vor Hobby. Lad os se om det er noget der interesserer. Giv en kommentar hvis det er noget jeg skal fortsætte med eller holde op med.
Jeg følger lystigt med i webcomic’en Manly Guys Doing Manly Things, der laver sjov med de testosteronpumpede actionhelte fra computerspil. Der dumper også diverse blogindlæg fra forfatteren ind på min feedreader, deriblandt en ganske interessant tekst om kønsroller. Pointen om at de mandige dyder er universelle, bliver kun skarpere når vi ser portræteringen af heltefigurer i fiktion (og dermed også i rollespil.) Dyderne overlapper næsten præcis med hvad vi gerne vil have i en aktiv rolle (uanset køn.) Jeg vil ikke sige mere her, selvom jeg synes en hel masse.
Warren Ellis’ FreakAngels
En anden online tegneserie jeg er nødt til at reklamere for, er FreakAngels af den altid sexede Warren Ellis. Jeg fandt den via min gennemtrawling af mediografien bag i Apocalypse World og er blevet grundigt hooked. Ud over at den har et fokus på en af de ting jeg savner mest af i litteraturen, post-apokalyptisk genopbygning, er det den oplagte party struktur mellem de tolv FreakAngels: De har hver deres niche og specialiteter, selv om de har fået de samme superkræfter. Forholdende mellem dem er dramatiske og mangeartede, et super udgangspunkt for fortællinger, konflikter og samarbejder. Det slår mig som det perfekte eksempel på hvordan spilgruppen skal interagere i Apocalypse World, på samme tid sammen og i modsætning.
I min feedreader er der også en masse ævl om arkitektur, en af dem der altid overrasker med både det værste ævl og de skarpeste guldkorn er BLDG⎮BLOG. Den kan anbefales hvis man har den mindste interesse i storskala arkitektur og landskabstanker. Det nyeste post er et fantastisk interview med Mike Mignola, skaberen af Hellboy, om blandt andet setting, dyr og lovecraft. Det er for mig dejligt at se så meget kærlighed til steder, jeg håber stadig på en renæssance for AD&D og worldbuilding i danske rollespil, men jeg tvivler. Jeg ville gerne spille noget langsomt rollespil hvor der er tid til at beskrive steder og bygninger i levende detaljer, det bliver tit skubbet i baggrunden når vi leger.
Og et interview med Francis Ford Coppola
Om kunstnerisk integritet, process og samarbejde. Jeg kan bare godt lide hans tilgang. Og der er et par detaljer som jeg er vild med: Beskrivelsen af hvordan han satte besætningen på Godfather igang kan tages direkte ud til hvordan man kan opvarme og bygge gruppestruktur før et livescenarie. Og hans Balzac-vinkel på imitation og kopiering er en dejlig grund til mere åben kultur.
Jeg var for tre uger siden til et livescenarie i måske har hørt om, Harlequins Fald. Jeg vil gerne sige en masse om scenariet, men det er svært at tage hul på, der er så meget der er filtret sammen. Det var en kraftig oplevelse, meget intenst spil og et par problematiske detaljer. Her vil jeg fokusere på det vigtigste virkemiddel for mig:
Offgame tid
Vi spillede vampyrlignende væsner, der ikke kunne være i dagslys, så det ville være meningsløst at spille i dagstimerne. Spillet løb fra 18 til 04 (oprindeligt til 06, men arrangørerne besluttede inden spillet at de sidste to timer ikke ville være gode.) Resten af tiden var offgame til søvn, hvile, hygge og så videre. Tiden skulle også bruges til at plotte med de andre spillere og finde frem til startscener for næste nat.
Det gav voldsomt meget til spillet, på flere fronter. Det hjalp med at konsekvent at få skruet intensiteten op i selve spillet og holde trygheden med de andre spillere. Men lad mig lige hakke det i stykker.
En umiddelbar fordel er at man bedre kan få slappet af når man ved at der ikke sker noget spændende. Plottet fortsætter ikke uden dig og du mister ikke noget spil på at sove som du lyster. Så får man hvilet helt og er fuld af krudt til selve spillet, hvor man ikke skal tænke på at tage tid ud til at samle kræfter over weekenden. Det hjælper også at man kan se sine venner der spiller med og hyggesnakke så man ikke skal snige sig offgame for at gøre det. Ihvertfald så er spilletiden langt mere fokuseret.
Jeg var glad for at kunne få nulstillet mig selv i løbet af dagen, at kunne være Oliver lidt og så tage min rolle på igen bagefter. Det gav mulighed for refleksion og rette op på de ting der let glider ud i langt spil. Det hjalp meget at der var en pool, hvor man kunne slå hjerne fra og lave noget fysisk. Men det er ikke et krav, det vigtigste er at have plads til at være sig selv et par øjeblikke.
Det andet hovedformål fra arrangørernes side, ud over afslapningen, var at man kunne aftale plots og scener til aftenens spil. Jeg fik ikke brugt den del så meget, men jeg kunne se de andre deltagere plotte løs. Det var specielt godt til at få koordineret deltagelse og handling i større rituelle optrin. Hver nat startede f.eks. med en scene man aftalte i løbet af dagen. Jeg brugte flere kræfter på at holde mig ajour med de spillere jeg havde plots med. Sørge for at de fortællinger forløb fedt og eskalerede i rettet tempo. Mere om det senere.
Min første nat sluttede med en scene der meget let kunne være fortolket som mig der var blevet presset ud over mine grænser, men faktisk var utroligt fedt spil for mig. Så det var vigtigt at jeg kunne fortælle det til dem jeg havde spillet opad i scenen at det var helt okay. Det endte med at blive en helt ny uforudset retning på fortællingen der fyldte meget i min oplevelse.
I det hele taget blev jeg mindet om den fantastiske mulighed man har i bordrollespil, for at forhandle spillets retning undervejs og se spilleren i øjnene frem for kun rollen. Det har jeg savnet i de klassiske 360-graders indlevelseslives der er blevet standarden. Her fik jeg fuld indlevelse halvdelen af tiden, med max drama, i stedet for halv indlevelse hele tiden og sløjt plotspil.
Jeg savnede lidt mere aktiv brug af tiden fra arrangørernes side, noget fælles aktivitet og workshopleg. Det havde været med til at skærpe det endnu mere, men jeg forstår hvorfor de valgte den meget lille indblanding og dermed lod det være spillernes egen tid.
Det er helt klart et værktøj der kan bruges til andre scenarier og jeg hører om flere andre der har brugt lignende breaks, men ikke så konsekvent som her. Det er ihvertfald godt at der bliver gjort noget nyt og vi ikke sidder fast.
Min personligt bedste oplevelse var at få en konflikt ud af et plot som var gået død hos min planlagte modspiller, og kunne checke at den ny modspiller havde lyst og overskud til at lege med. Fordi vi ikke havde noget skrevet oplæg kunne jeg selv styre hastigheden på konflikten, ved at give modspilleren ammunition til at bruge imod mig, i små pakker hver dag. Disse ammunitionskasser var en rigtig god måde at eskalere konflikten på en meningsfuld måde. Hot stuff, tak Ida.
Jeg vil prøve at komme med flere erfaringer fra scenariet, men indtil videre vil jeg bare opfordre jer, mine mednørder, til at overveje om i ikke kunne få noget ud af planlagt offgametid i jeres lives eller bare når i selv er spillere.
Olivers tegninger om rollespil 
Friskeste indspark