Iconsworn VIII – Kampen om kredsløbet

“Uset sniger en af teknikerne sig hen til basens radio og kobler diskret et elektronisk tag til senderen. Den fletter lynhurtigt et krypteret stykke data ind og skyder det ud i æteren. Signalet flyder ubemærket forbi Legionens tunge krydser og dødbringede jagerskibe, ud til Dragefiskens bro, hvor Piratkaptajen Gil Kassis nikker til sin pilot og det lille, men tungt bevæbnede skib starter sine gravitonsprojektorer og glider truende ned imod den ventende blokade, med alle våben åbne og varmet op til dåd.”

[Et tiltrængt sessionsstart-rul der siger at uforudset hjælp er på vej. Tak, terningerne.]

Det er på tide at vende tilbage til mit skib og komme væk fra denne her Ikonformørkede klump og tilbage i det frie rum. Men tanken om at vandre tilbage over muddersumpen igen får mig næsten til at give op, men jeg har stadig lidt af mit overmod tilbage fra redningsoperationen og jeg forsøger at overtale en af kaptajerne til at give mig et lift til skibet. Jeg kan se at det på ingen måde er noget han har lyst til, men det er svært at sige nej når jeg lige selv har trodset større fare for andres liv. Turen tilbage til Græshoppen er nærmest deprimerende kort ombord på et skib, men jeg når sikkert tilbage til mit hjem.

[Jeg ruller et miss, men brænder mit momentum for at få en fuld success på at overtale en af skibsbesætningerne, så jeg ikke skal rulle for første del af rejsen. Jeg vælger at gøre turen op til en Scene Challenge, der er en kort fremskridtsmåler, med et “clock” der tæller ned imod et træls udfald.]

Det eneste jeg vil er at trykke gashåndtaget i bund og blæse mig selv langt væk herfra, men jeg trækker vejret dybt, checker skibets tilstand og forsyninger inden jeg går ind til mit alter og takker Ikonerne for at have passet på min kære Græshoppe. Nu er jeg klar til igen at møde mit elskede tomrum, Legionen kan bare prøve at stoppe mig!

Syd for mig er en ansamlig aske-gejsere, der forhåbentlig kan hjælpe med at skjule den første del af min opstigen. Det går nogenlunde og jeg nærmer mig atmosfærens kant sløret af dem. Desværre er askesøjlerne ikke så høje som jeg kunne håbe og mit skib er synligt tidligere end jeg håbede. Jeg trykker i stedet gassen i bund og håber at Græshoppens fart kan være min redning i stedet. Men der er ingen tvivl om at Legionen ved at jeg er på vej op nu.

Jeg kan mærke motorernes vibrationer er ved at rive dem ud af deres lejer, men jeg presser skibet lidt længere i håb om at nå op i sikkerhed, da to af Legionens jagere skyder ud efter mig. Jeg burde nok have efterset skibet grundigere, for netop som jeg tror at jeg kan løbe fra dem, skifter vibrationerne til et brag og cockpittet fyldes op med alarmer og røg. Jeg skynder mig at aktivere brandslukningen og omdirigerer energien til den fungerende motor, inden fjenden er på mig.

[Og et grimt misset rul fylder trussels-uret ud og jeg må betale prisen. Vi starter en kamp i stedet, med mig på helt forkerte fod.]

De to jagere er på vej ind imod mig, men holder sig fra at skyde da de ser mit skib næsten tager sig selv ud i forsøget på at undslippe dem. Jeg bruger deres tøven til at få styr på Græshoppen og gjort mine våben klar. Hun er stadig lidt træg og jeg får kun et par skud ind på fjenderne inden de begynder at skyde tilbage. Jeg kan mærke skroget runge af deres træffere, men jeg ved at Græshoppen kan tage værre og jeg blinker ikke, men svinger hende rundt til endnu en salve på klods hold. Min acceleratorkannon flår stumper og stykker af den ene jager der begynder at trække væk, men den anden får lagt sig an til at tage mig ud. Jeg har heldigvis et es i ærmet og trækker i et håndtag der skyder en helt særlig blanding af radioisotoper ud bag mit skib og ud over skibet bag mig. Hans instrumenter har ikke en chance imod de mange nye, forvirrende signaler og jeg har næsten ond af ham, da jeg elegant looper rundt og fatalt gennemborer hans reaktor med mine projektiler. Det syn der møder mig, da jeg endelig kan kaste et blik på min radar er ikke en ny bølge jagere på vej imod mig, men i stedet et bistert udseende piratskib der er godt igang med at genere det massivt større Legion-skib, imens en broget flok skibe har fulgt mig op fra planeten på vej ud i mørket sammen med mig. Herfra er der frit løb til åbent kredsløb.

[Okay, det her var en svært gribende kamp. Jeg kan virkelig godt lide hvordan kampsystemet først og fremmest baserer sig på postionering, der sætter rammer for hvor meget man risikerer ved at prøve et gøre fremskridt alt efter om man er oven på eller under pres. Det funker lige godt for mano-a-mano og i rumskibe, begge dele med fordel hvis man spiller til sin karakters styrker (Min er helt klart bedst til at holde hovedet koldt og møde fjenden helt tæt på eller lave feje tricks). Det føles mere intenst og med bedre flow end jeg har oplevet kampsystemer kunne før. Det store klimaks var dog terningernes: At helt udfylde trackeren med en crit success og kunne rulle det over på trackeren med at undslippe planeten og til sidst at fuldføre mit løfte til Talmiel.]

Med dirrende motor forsvinder planetens overflade bag mig og resten af flokken fra Troens Tinde. Men min glæde er kortvarig, for jeg kan se at Talmiels skib er kommet væk fra os og den næste bølge jagere fra Legionen er på vej.

[Mit rul for at fuldføre flugten fra planeten lykkes, men det kommer med en omkostning som terningerne siger er at en ven kommer i fare. Det er herligt oplagt hvad det betyder for historien.]

Uden at tøve og med en bøn til Dommeren på mine læber hiver jeg styrepinden rundt og dykker tilbage ned for at hjælpe hende fri af forfølgerne. Trods mit skibs foruroligende forfatning får jeg jeg lagt mig perfekt til et angrebsløb gennem bølgen af jagere, der slet ikke ser mig komme. Jeg formår at tage to af dem helt ud inden jeg igen er forbi dem og svinger mit skib opad igen. Talmiel benytter sig kvikt af åbningen og slutter sig igen til skibene mens hun takker mig over radioen og erklærer at hun altid gerne vil flyve med mig en anden gang. Selv det store piratskib sender et anerkendende besked.

[Der er også et genvejs-move hvis man ikke synes det er passende at udspille en kamp slag for slag, som er fint til denne her situation. Og her ruller jeg sgu en crit, så det lykkes over måde at hjælpe Talmiel fri. Jeg giver mig selv et første tick på at udvikle et forhold til piraterne, som boost fra critten. Nice.]

Niyala er kun et enkelt kredsløb længere ude fra solen og det tager ikke meget tid at krydse tomrummet dertil, men det er længe nok til at indse hvor tæt det har været på at gå galt for mig. Jeg må fare med mere lempe i næste del af min rejse. Men først vil jeg hvile mig og lægge en plan mens autopiloten gør sit arbejde.

[Jeg bruger også genvejs-move til rejsen, for jeg er lidt træt af denne her del af historien og vil gerne videre til noget jeg er mere interesseret i. Det bliver et skidt rul, men min momentum er helt fuld og kan lige så godt betale for turen.]

Iconsworn VII – Redningsoperationen

Talmiels speeder er på vej imod os i høj fart. Hendes turbulens river en sky af aske op bag hende som hun ræser over den glohede slette på vej imod os. Jeg er næsten hypnotiseret af synes og af snart at møde hende, men bliver revet ud af det da to sorte pletter vokser sig større på himlen bag hende. Et par skibe er på vej ind bag hende. Det ser ikke ud til at Tamiel opdager dem, før de begynder at smide deres dødbringende last. Bomberne flår slettens tynde overflade op, så store søjler af magma farer op. Talmiel kaster sig ud i vilde undvigemanøvrer mellem de eksploderende bomber og brændende slagger.

Imens har et af de parkerede skibes besætning fået varmet deres systemer op og åbner op med skibskanonerne. En øresønderrivende larm vælter mig om på jorden mens de prøver at blæse fjenden væk. Da jeg kommer til mig selv er der stille, bortset fra lavaen der syder og lave stemmer i ophidset diskussion.

“External factors create new danger, urgency, or importance for a quest” Der er ikke så meget i bogen lige nu, så jeg skruer bare generelt op.

Jeg samler mig sammen og vakler over til de andre. Maalouf og Talmiel er på grænsen til et skænderi om hvad de skal gøre. Talmiel forsøger at overtale Maalouf til at vente med at evakuere, indtil hun har fået hjælp til at hente teknikerne ind fra deres skjulested. Med forsvarsystemerne på plads ville det blive muligt at holde Legionen hen og gøre det hele meget mindre risikabelt. Plus at teknikerne ikke bliver efterladt i den brændende ødemark.

Jeg springer,måske lidt overmodigt, ind i samtalen ved at love at jeg vil hente tekniknerne, hvis bare jeg får et fartøj at hente dem i. Maalouf sukker dybt og Talmiel ser skeptisk ud, men han fortæller hende kort om hvad jeg allerede har været igennem for at komme hertil og hun ser mere overbevist ud. Efter en kort taktisk snak, fremskaffer en af skibsbesætningerne ramponeret repulsortruck til mig som jeg kan føre hen over sletten, mens Talmiel kører foran og spejder en sikker rute. Og så er det bare afsted.

Så er det vidst på tide at sværge en ny ed, det bliver en lille sidequest. Jeg ruller skidegodt, nok fordi det er min bedste stat og jeg får +1 for min nye relation til Huriye Maalouf, som jeg også kan udvikle lidt på med min ed. Det må godt være mit held der vender nu.

Der er ikke meget tid til at tænke, før jeg står ved styretøjet på det meget lille og åbne fartøj på vej ud over en lang, flad slette, kun afbrudt af søer med kogende svovl og lava. Jeg synker og skubber gashåndtaget helt frem, hvilket får motoren til at sprutte en sky sort røg og så afsted imod horisonten. Kort efter overhaler Talmiels speeder mig med lethed og hun udpeger vejen fremad. Jeg bider tænderne sammen og følger så tæt jeg kan efter hende. Da hun efter et godt stykke kigger sig over skulderen og ser at jeg stadig hænger ved, får jeg et anerkendende nik. Der går ikke længe før vi når klipperne på den anden side af svovlsletten og Talmiel fører os ind i en snæver kløft. Jeg takker Ikonerne for at få os sikkert herind, mit humør er højere end det har været siden jeg landede på denne her vanvittige klippe. Det er ikke nemt at få den klodsede kasse gennem kløften, men det lykkes os at nå frem til der hvor teknikerne har skjult sig, efter deres skib blev skudt ned. Selv med en håndfuld personer som ekstra vægt på platformen går turen tilbage i samme gode stil.

Det fortsætter med gode rul en fuld success med match, og så igen fuld success på mit rul for at få en fordel ud af at bede til Ikonerne og også det næste rul for at komme igennem kløften, det fortsætter endda ind i rullet for at forløse mit løfte!

Tilbage i Troens Tinde får vi hurtigt sat teknikerne ind i situationen og de kaster sig over forsvarssystemerne. Jeg får endelig tid til at sætte mig ned med Talmiel og forklare hende mit oprindelige ærinde. Det er ikke ligefrem de omstændigheder jeg havde håbet at gøre det i, så jeg får rodet lidt rundt i det, men hun er tålmodig og svarer med hendes oplevelser i Dystervildnisset og lover mig koordinaterne når vi er tilbage på vores skibe.

Jeg sværger at møde hende igen, på Nyalas flydende markeder.

Okay, det har været en lang sommerpause fra spillet. Det har mest været på grund af ferie og byggeprojekt, men også fordi jeg lidt har ramt en mur med Ironsworn systemet. Det er nemlig sådan at den store skrue for sværhedsgrad kun kører på hvor grindy et givent løfte eller fremskridt skal være. Så når man står overfør en stor udfordring sænker det ikke direkte oddsne, det kræver bare flere træk for at få indtjent positive odds. Jeg har overvejet bare at skippe fremad, til et mere spændende sted i fortællingen, men jeg vil egentlig helst køre det så tæt på regelret som muligt. Jeg har også lidt fået min karakter ud på en sidequest der ikke rigtig spiller ind i hans styrker, så nu vil jeg tage et ryk og få ham ind i noget socialt, for jeg vil rigtig gerne se hvordan systemet håndterer den slags.