Talmiels speeder er på vej imod os i høj fart. Hendes turbulens river en sky af aske op bag hende som hun ræser over den glohede slette på vej imod os. Jeg er næsten hypnotiseret af synes og af snart at møde hende, men bliver revet ud af det da to sorte pletter vokser sig større på himlen bag hende. Et par skibe er på vej ind bag hende. Det ser ikke ud til at Tamiel opdager dem, før de begynder at smide deres dødbringende last. Bomberne flår slettens tynde overflade op, så store søjler af magma farer op. Talmiel kaster sig ud i vilde undvigemanøvrer mellem de eksploderende bomber og brændende slagger.

Imens har et af de parkerede skibes besætning fået varmet deres systemer op og åbner op med skibskanonerne. En øresønderrivende larm vælter mig om på jorden mens de prøver at blæse fjenden væk. Da jeg kommer til mig selv er der stille, bortset fra lavaen der syder og lave stemmer i ophidset diskussion.

“External factors create new danger, urgency, or importance for a quest” Der er ikke så meget i bogen lige nu, så jeg skruer bare generelt op.

Jeg samler mig sammen og vakler over til de andre. Maalouf og Talmiel er på grænsen til et skænderi om hvad de skal gøre. Talmiel forsøger at overtale Maalouf til at vente med at evakuere, indtil hun har fået hjælp til at hente teknikerne ind fra deres skjulested. Med forsvarsystemerne på plads ville det blive muligt at holde Legionen hen og gøre det hele meget mindre risikabelt. Plus at teknikerne ikke bliver efterladt i den brændende ødemark.

Jeg springer,måske lidt overmodigt, ind i samtalen ved at love at jeg vil hente tekniknerne, hvis bare jeg får et fartøj at hente dem i. Maalouf sukker dybt og Talmiel ser skeptisk ud, men han fortæller hende kort om hvad jeg allerede har været igennem for at komme hertil og hun ser mere overbevist ud. Efter en kort taktisk snak, fremskaffer en af skibsbesætningerne ramponeret repulsortruck til mig som jeg kan føre hen over sletten, mens Talmiel kører foran og spejder en sikker rute. Og så er det bare afsted.

Så er det vidst på tide at sværge en ny ed, det bliver en lille sidequest. Jeg ruller skidegodt, nok fordi det er min bedste stat og jeg får +1 for min nye relation til Huriye Maalouf, som jeg også kan udvikle lidt på med min ed. Det må godt være mit held der vender nu.

Der er ikke meget tid til at tænke, før jeg står ved styretøjet på det meget lille og åbne fartøj på vej ud over en lang, flad slette, kun afbrudt af søer med kogende svovl og lava. Jeg synker og skubber gashåndtaget helt frem, hvilket får motoren til at sprutte en sky sort røg og så afsted imod horisonten. Kort efter overhaler Talmiels speeder mig med lethed og hun udpeger vejen fremad. Jeg bider tænderne sammen og følger så tæt jeg kan efter hende. Da hun efter et godt stykke kigger sig over skulderen og ser at jeg stadig hænger ved, får jeg et anerkendende nik. Der går ikke længe før vi når klipperne på den anden side af svovlsletten og Talmiel fører os ind i en snæver kløft. Jeg takker Ikonerne for at få os sikkert herind, mit humør er højere end det har været siden jeg landede på denne her vanvittige klippe. Det er ikke nemt at få den klodsede kasse gennem kløften, men det lykkes os at nå frem til der hvor teknikerne har skjult sig, efter deres skib blev skudt ned. Selv med en håndfuld personer som ekstra vægt på platformen går turen tilbage i samme gode stil.

Det fortsætter med gode rul en fuld success med match, og så igen fuld success på mit rul for at få en fordel ud af at bede til Ikonerne og også det næste rul for at komme igennem kløften, det fortsætter endda ind i rullet for at forløse mit løfte!

Tilbage i Troens Tinde får vi hurtigt sat teknikerne ind i situationen og de kaster sig over forsvarssystemerne. Jeg får endelig tid til at sætte mig ned med Talmiel og forklare hende mit oprindelige ærinde. Det er ikke ligefrem de omstændigheder jeg havde håbet at gøre det i, så jeg får rodet lidt rundt i det, men hun er tålmodig og svarer med hendes oplevelser i Dystervildnisset og lover mig koordinaterne når vi er tilbage på vores skibe.

Jeg sværger at møde hende igen, på Nyalas flydende markeder.

Okay, det har været en lang sommerpause fra spillet. Det har mest været på grund af ferie og byggeprojekt, men også fordi jeg lidt har ramt en mur med Ironsworn systemet. Det er nemlig sådan at den store skrue for sværhedsgrad kun kører på hvor grindy et givent løfte eller fremskridt skal være. Så når man står overfør en stor udfordring sænker det ikke direkte oddsne, det kræver bare flere træk for at få indtjent positive odds. Jeg har overvejet bare at skippe fremad, til et mere spændende sted i fortællingen, men jeg vil egentlig helst køre det så tæt på regelret som muligt. Jeg har også lidt fået min karakter ud på en sidequest der ikke rigtig spiller ind i hans styrker, så nu vil jeg tage et ryk og få ham ind i noget socialt, for jeg vil rigtig gerne se hvordan systemet håndterer den slags.