Tørke efterbehandling

Nu hvor Fastaval er overstået og jeg har haft min forfatter-debut vil jeg gerne bruge chancen til at blive en bedre spildesigner. Jeg vil nødig kalde mig selv forfatteren bag scenariet, da 90% af ordene er Tims værk. Men spildesign, setting og layout vil jeg godt tage lidt af æren for, så lad os kigge på hvad der ikke virkede. Det er baseret på feedback jeg fik under kongressen, fra spillere og spilledere. Der er nok en masse oplagt viden i løsningerne, men lad os alligevel kigge på det.

Scenariet findes her, mens jeg prøver at få Manden Uden Bukser til at lægge det på Alexandria.

Problemer med scenariet

Spilmekanisk skalering

– Der var flere der nævnte at spillederne havde svært ved at værdisætte spillernes handlinger og truslerne imod dem, i form af resourcepoint.

Spilmekanisk timing

– Et issue var at spilmekanikken blev aktiveret for sent i forhold til spillernes eget flow. De scener der blev lagt op til blev spillet inden kortene instruerede i dem.

Startscener

– Flere grupper havde svært ved spillets start, de manglede noget at sparke spillet igang med.

Rolle opsummeringer

– Flere gav udtryk for at den opsummering af rollerne som spillederen fik var væsentlig mere informativ end selve rollerne.

Setting miskommunikation

– En enkelt gruppe kom ud for at spillederen introducerede elementer der ikke passede med deres forståelse af settingen.

Fjernelse af kameler

– Vi valgte, for ikke at forvirre spillerne, at fjerne kameler fra settingen. Men en gruppe valgte at inkludere dem alligevel.

Ting der ikke var et problem

Rollernes demografi

– Jeg har selv rantet en del om kvinderoller i scenarier og så sker det at vi laver et klassisk setup med en enkelt kvinde (plus en handicappet, en token black guy og tre ret fæle mænd.)

Positive relationer

– Vi valgte ikke at skrive direkte negative relationer mellem rollerne, for at lade dem opstå i spillet.

Layoutet

– Jeg er selv ret glad for hvordan scenariet kom til at se ud. Og jeg synes ret meget om den slags.

Det er hvad jeg synes der er værd at tage et kig på, jeg følger op med posts om de forskellige emner over de næste par uger.

Er der noget der mangler fra listen? Eller nogen spørgsmål til scenariet? Så skriv en kommentar og jeg tager det med.

Scenarie feedback

Jeg er typen der tager feedback alvorligt. Derfor vil jeg kigge på det jeg fik under og efter Fastaval og hvad jeg selv har lagt mærke til. Der kommer en serie indlæg om Tørke, hvor der var masser af interessant feedback.

Lad os dog først kigge på Dancing With the Clans og hvorfor hovedklagen var en succes.

Generelt var alle helt oppe og ringe over spillet, både deltagere og tilskuere. Alle morede sig som jeg sjældent har set blege nørder gøre det på et dansegulv. Det gjorde det bare lidt svært at få brugbar kritik på scenariet.

Det der oftest stod som “det værste ved scenariet” var at lokalet var for lille. Jeg kan godt forstå den oplevelse, der blev fredag og lørdag klemt ret mange tilskuere og dansetrupper ind i Loungen, med larm og lugt til følge.

Men! Jeg er arkitekt og vil her komme med min modtese: Den manglende plads skabte til dels den awesome stemning. Det hele kan opsummeres i denne herlige lektion: Hvis man står og skal vælge mellem et for stort og et for lille lokale er valget nemt. Når en tilskuer sidder i en stor tom sal er tanken ofte “Hvor er alle andre? Jeg går vidst glip af noget endnu mere spændende der foregår lige nu.” Men når den samme tilskuer kommer ind i en for lille sal, pakket med andre er tanken i stedet “Fedt! Jeg fik en plads, det her er tydeligvis det mest awesome sted at være lige nu.”

De tæt pakkede rækker førte altså til en mere intens fælles stemning blandt tilskuerne, klapsalverne var vildere og folk var fanget hele showet igennem. De mange glade tilskuere gav utroligt meget energi til danserne og fik dem til at sparke endnu mere røv for hver dans. Men lad os da også se på hvad det var blevet hvis vi havde gjort det i en større sal.

Det havde været sværere at få en kritisk masse af tilskuere, med nok plads spreder de sig ud og har lettere ved at gå undervejs. Der var en del der bare kom for at se giraffen og gik igen, hvilket normalt kan få andre til også at gå. Men uden den mulighed bliver folk længere og lader sig fange af stemningen.

Mindre interaktion. De forskellige dansetrupper var også nødt til at stå tæt op ad hinanden, jeg kan forestille mig at det førte til forhandlinger om støtte eller til uprock mellem klanerne. Der var masser af herlige indslag af den karakter som nok ville være forsvundet i et større lokale.

Det bliver pinligt. De dansende havde publikums fulde opmærksomhed og det gav en mægtig synergi effekt. Hvis de havde danset i en sal hvor der også foregik andre ting eller folk kommer og går, bliver man opmærksom på hvor latterlig man ser ud i sit kostume og hvor kiksede de her disco moves faktisk er. Så er det lettere bare at melde fra undervejs.

Men, ting jeg synes kunne have været bedre. Dette er selvfølgelig ikke arrangørernes holdninger, da jeg ikke var en af dem. Jeg spurgte The Violator om scenariet, hans eneste udtalelse var “Oh yeah! Disco lives!” hvorefter han begyndte at gnubbe sit skridt imod mig.

Det første lille problem var at dommerbordet var bag danserne. Det var til tider svært at se nogen optrædender gennem rækkerne af backupdansere fra andre klaner. For ikke at tage publikums pladser havde jeg nok stillet dem til siden i forhold til dansernes retning.

Lyt til publikum frem for lydstyrke. Der var enkelte tætte afgørelser der blev afgjort fordi klanerne havde alliancer med andre klaner der larmede svært meget. Tiebreakeren bør være de uafhængige tilskuere.

Hurtigere claiming af sange. Det tog lidt af sparket ud af de reelle dance-offs at man hørte meget af sangen når klanerne købte dem og det gjorde showet længere end nødvendigt. Desuden ville det bidrage med mere variation hvis et dance-off for at kapre en sang fra en anden klan bestod i at de to klaner dansede samtidigt.

Claim sheets. Jeg kunne se på Lady at arbejdet med at holde styr på hvem der havde claimet hvad var ret overvældende. Det kunne hjælpe med nogen klare ark som klanerne kunne udfylde mellem hver aften. Det skete et par gange at når klanlederen var ude og være nørd, så stod en stakkels menig vampyr med beslutnings-ansvaret.

Og så burde Lady ikke have stået for både bureaukratiet og discjockeyingen på samme tid. Det stakkels pigebarn lignede jo Elias til tider.

Ellers var formen fantastisk og vampyrerne var alle sammen smukke. Hver klan havde et herligt look og deres egen dansestil. Det var svært at vælge hvilken klan der vandt flere gange. Og stort tillykke med sejren til Klan Gangrel og den nyudnævnte Fyrstinde af Fastaval, Killing.

Behold bukserne på

Et udtryk for dette års Fastaval-zeitgeist var tydeligvis Sex. Troelsken har lavet et fint indlæg hvori han forklarer hvordan hans eget scenarie Min Søsters Sekretærfugl bruger sex på en ægte, rigtig og vigtig måde.

Jeg er selv en bleg og usikker nørd, jeg bryder mig generelt ikke om at snakke sex og har for det meste sluppet for det. Når jeg ser en film og tv, betyder sex-scener som oftest en pause, hvor jeg kan løbe på toilettet mens handlingen er på standby for at vise kød. I bøger plejer jeg at skimme hurtigt hen over de dele hvor forfatteren dykker ned i de anatomiske tillægsord, indtil jeg genfinder plottet seks sider senere.

Jeg finder det utroligt akavet at skulle forholde mig til noget der er så umiddelbart fysisk og haptisk gennem ord, det bliver plat og groft af det, selv når de bedste forfattere går igang. Hvordan skal det så gå os amatører i rollespillet?

Men nok om min sex-forskrækkelse, det er omtrent lige så uinteressant for jer som sexfortællinger tydeligvis er for mig.

For mig er det utroligt svært at se hvordan folk der knalder kan bidrage meningsfuldt til historien. Det er præcis samme måde som hvordan en kampsekvens afbryder fortællingens flow. Detaljegraden skrues op og tiden går i slowmotion mens hvert stød og finte udfoldes mellem de to kombatanter. Der kommer let så meget fokus på den fysiske udveksling at alt det interessante går i baggrunden indtil det er blevet afgjort hvem der vandt samlejet. Og først dér er det at vi får det store plot “Luke, I am your father.”

Folk ender oftest med at fortælle enten humoristisk kikset sex eller et eller andet utopisk supersamleje for at imponere det modsatte køn, frem for at komme med et ægte portræt af karakterernes opførsel. Indtil vi får et ordentligt sprog til at snakke om de her ting er det svært at spille rollespil på det.

Jeg snakkede med flere på Fastaval der undgik sex-scenarierne fordi de ikke følte de havde erfaringerne og ordforrådet til at gå ind i den type spil. De var bange for at komme til at fremstå som kiksede jomfruelige nørder, hvilket jeg selv følte ret meget da jeg gik ind til Summer Lovin’. Opvarmningen var overfladisk og det var ret hårdt at blive kastet ud i at være den første de skulle fortælle sex på en vildt fremmed pige. I det mindste var det meningen at det skulle være grimt, men jeg havde alligevel mest lyst til at gemme mig da det var overstået.

Der er i det hele taget en masse bleed frem og tilbage når man spiller sex, fordi det går direkte i det limbiske system og sætter fut i blodet. Der er masser af krop involveret hvilket er den sværeste del at holde adskildt mellem spiller og spilperson. Der er sikkert en masse der synes det er awesome, men jeg bliver bare utilpas af det.

Jeg har det lidt lettere med det i live-rollespillet fordi ens krop er et reelt værktøj der, i højere grad en på Fastaval. Men alligevel så var jeg til Just A Little Lovin’ en del af et trekantsdrama hvor ingen af os benyttede os af spillets ellers meget eksplicitte sex-teknikker. Det passede bare ikke ind i historien at knalde i en busk et eller andet sted og jeg opnåede aldrig den fysiske tryghed med mine to medspillere der gjorde det relevant.

I det hele taget har jeg brug for en ret høj grad af tillid til mine medspillere om at det der foregår i spillet ikke har offgame relevans før jeg kaster mig ud i den slags. Jeg har set massere af grimme forviklinger efter spil med romantisk/seksuelt indhold som jeg ingen lyst har til at have i mit eget liv. Særligt hvis der er noget som helst alkohol indblandet, alt for mange kedelige offgamescoremoves kommer af den kombo.

Så når jeg spiller rollespil vil jeg helst have et klart veil over sex, med mindre der er en ekstra god grund til det. Jeg behøver ikke spille i en verden uden sex, men der er ingen grund til at spilde min tid på de saftige detaljer, hellere klippe smagfuldt videre og fortsætte historien.

Jeg har dog været ude for en enkelt gang hvor sex optrådte meningsfuldt i rollespil:  Det var til Kapo, hvor min elskede kom ind i lejren gennem buret og det helvede det indebar. Det første vi gjorde efter det var at hoppe i Blackbox og spille de to karakterers første møde og med ars amandi deres første gang sammen, efterfulgt af indre monologer. Klassisk jeepsex når det handler om følelser. Meget trygt og sikkert. Men det der gjorde det relevant var den enorme kontrast efterfølgende, da vi endte alene i den klamme lejr og ens krop var et fængsel, men vi stadig havde varmen fra en andens berøring. Det var helt ubeskriveligt længselsfuldt. Og vi slap for at sætte klodsede ord på det, der bare havde virket fremmedgørende og akavade.

Giv mig meningsfyldt fortælling i form af sex or don’t even bother. Det skal ikke bare være filler material eller sex for sexens skyld. Så smider jeg sgu et tæppen hen over det og fortsætter min fortælling på egen hånd.

Knudepunkt Debrief

Efter en solid omgang Fastaval med den vildeste fastapest nogensinde fik jeg kæmpet mig til Finland og Solmukohta.

Jeg ankom sent tirsdag til hjertet af den finske oplevelse: Saunaparty. Ikke så meget party for mig, pga. pastafesten, men en halv time i saunaen hjalp gevaldigt på helbredet og rejse-klamheden.

Norp Talks

Efter en halv dags sightseeing med den kosmopolitaneren Erik Winther-Paisley var aftenen sat til Nordic Larp Talks, rollespillets svar på TED. Jeg kan varmt anbefale alle at tage et kig på videoerne, særligt Mike Pohjola om rollespils alternativ til publikummet og Johanna Macdonalds snak om de grundlæggende æstetiske forskelle på traditionel kunst og det vi laver, er guld værd.

Solmukohta

Dagen efter var det ud i skoven og til selve Solmukohta. Rammerne var tilstrækkelige, men heller ikke mere og maden var skræmmende sovjetisk. Tilgengæld var der som sædvanligt et helt magisk udsnit af awesome mennesker der snakkede om de mest awesome sider af rollespillet.

Som sædvanligt blev der lagt ud med korte, kraftfulde oplæg i form af Hour of the Rant, hvor folk kom med snappy underholdende opråb til rollespilsfolket. Amerikanerne tog i mine øjne sejren, Jason Morningstar fik etableret hvor meget vi nordiske folk er assholes og Lizzie Stark propaganderede effektivt for at vi skulle “Write a damn rulebook.” Desuden var der i år en Pecha-Kucha session* der også

leverede skarpe pointer. Jaakko satte blandt andet spørgsmålstegn ved om vi har et rollespils-community eller en konkurrence.

Oplæg

Herefter var det de sædvanlige længere talks og workshopsfor resten af pengene. Jeg var rigtig glad for at i år var tonen vokset fra akademiske nørder der insisterer på at rollespil er kunst, sgu, til praktiserende kunstnere og tilsvarende der sammenligner og indrammer hvordan og hvornår rollespil faktisk er det, samt udforsker det reelle æstetiske ansvar der følger med i en række forskellig rammer.

Min egen talk, som jeg holdt sammen med Mads Havshøj, om scenografi og fysiske rammer som skabende faktor for gameplay var hårdt ramt af vores fastaval bakteriologi, men blev rigtig godt modtaget. Det glæder mig altid at tage noget fremadrettet praksis med til knudepunkt for at opveje teorien og filosofien.

Emma Wieslander holdt et fint grundrids af terminologien i kaoset omkring køn og seksuel orientering, det var sjovt at se nørderne forsøge at følge med. Jeg kommer nok med en fortolkning af det her på bloggen senere hen, til almen oplysning.

Eirik Fatland holdt et udemærket oplæg om scenariet Marcellos Kjeller, det Kaizers Orchestra baserede musical live. Særligt interessant var hvorledes skrivningen af roller og setting, samt den praktiske opsætning i høj grad blev crowdsourced ud som miniopgaver i miljøet omkring Laivfabrikken i Oslo. Jeg blev tilbudt den nyeste Extended Edition af scenariet hvis jeg ville sætte det op i Danmark, så hvis nogen andre også synes det kunne være fedt…

Andie Nordgren kom med et råb om hjælp, hun havde brug for at skabe forståelse mellem hendes live fortolkning af sandkasse-spil og klassisk uddannede game designers. Det var top nørdet, men meget interessant, jeg kunne endda se paralleller til urbane interventionsprojekter i det. Andie har bragt ordet Agency ind i på min radar og det er et ret kraftfuldt ord jeg skal have fabuleret mere over på et senere tidspunkt.

Johana Koljonen holdt et fint oplæg om horrorfortællinger og hvordan de kan implementeres i rollespil uden at falde i hollywoodfælderne og hvor dejligt der er i Uncanny Vally, Havshøj og jeg sad og fnisede over mulighederne det meste af vejen igennem.

Jeg var med som paneldeltager i en efterbehandling af Just A Little Lovin’, det var godt med closure ved at høre andre deltageres tanker og oplevelser. Det var en særlig oplevelse og jeg kan kun anbefale dem der tror det vil være for dem at skynde sig ind på hjemmesiden for kørslen ved Stockholm til sommer.

Det sidste store oplæg jeg var til var en paneldebat om hvordan man kommunikerer live til et mainstream publikum. Fokus var i høj grad på journalister og hvordan vi håndterer dem, der var et par stykker i salen der kunne svare for sig. Konklusionen blev at vi i højere grad bør lave pressekit for de enkelte arrangementer vi laver og ikke være bange for at være opsøgende med dem. Jo nemmere vi gør det for journalisterne, jo mere får vi selv lov til at bruge vores egne ord. Det er også vigtigt at give dem plads hvis de besøger os, de fleste af de negative stereotyper og forståelse vi er bange for er ofte nogen vi selv trækker ind i lyset ved at forsøge at skjule eller afvise dem.

Litteratur

Årets høst af bøger og tidsskrifter har været mægtig, jeg bliver så glad når jeg ser udvalget vokse og blive smukkere og smukkere fra år til år. Jeg vil prøve at komme med nogen anmeldelser når jeg har tygget mig igennem høsten, men lige nu vil jeg bare sige at dette års knudebog er den mest tilgængelige nogensinde og fuld af lækre fotos. Leaving Mundania er fantastisk skrevet og er et yderst respektfuldt og medrivende billede af menneskene bag de grimme livere i Amerika. Desuden skal jeg have læst mine eksemplarer af Kapo bogen, Larpzeit International og Playground #5, det skal nok blive godt.

Kommende rollespil

Et sidste punkt i programmet var Lightning Larps, en hurtig omgang reklameoplæg for kommende scenarier i det internationale. Jeg skal helt sikkert med til 2027, et utopisk scenarie om livet efter kaptialismen på landet i Sverige, det er mange slags sexet for mig. Den Hvide Krig lyder som et rigtig fornuftigt tag på problemerne i en humanitær besættelse og er nummer to på listen. Hvis ikke jeg allerede havde spillet det, så var Just A Little Lovin’ også med. Det er ikke direkte et liverollespil, men The Lover’s Matchmaking Agency tilbyder en uge med de særeste dates i Oslo, Stockholm og København til sommer, hvilket lyder umenneskeligt sjovt.

Dublin2, der omhandler livet som asylansøger i sydeuropa med bidrag fra virkelige organisationer og forbipasserende bliver kørt for anden gang i Stockholm til sommer. Et par tyske scenarier om superhelte er også på vej, for dem der gerne vil det fantastiske i stedet for. Og så blev Between Steel and Glass nævnt, selvom det først er i 2013, så er det også en must-go for mig og min kønsforvirring.

Videre projekter

Der var selvfølgelig også en masse snak om idéer og projekter mellem nationerne, jeg fik selv brugt en del til på at forklare Dancing With The Clans, der var mange der gerne ville have konceptet til deres kongresser, endda helt til Grand Masquerade i New Orleans. Ingen konkrete planer endnu dog. Tilgengæld er vi igang med at eksportere Vrøvl fra BlackBox Cph til USA og Finland.

Jeg har også været i snak med Eleanor Saitta om at lave noget rumligt-arkitektonisk rollespil i Oslo, men det er meget nørdet. Og arrangørerne af Dublin2 i Stockolm ville gerne have arkitektonisk konsulentbistand på scenariet, hvilket lyder ret interessant.

Det var herligt at se nørderne igen og bytte ord og kram. Jeg kan huske at det var lidt træls kedeligt at være noob sidste år, men efter et år og et par scenarier er det som at komme hjem til de internationale, så til dem der var med for første gang i år: It gets better. Tag nogen ord med næste gang så folk ved hvad de skal snakke med dig om. Der er masser af herlige mennesker fra hele verden at diskutere næsten alt med. Jeg var selv for sløj til at få det hele ud af den del, men det blev da til et par stykker, blandt andet en god lang samtale med Epi, Emily og flere. Indiefolket er dejlige.

Solmukohta formåede endnu en gang at være en eminient konference på trods af pest og post-fastaval blues. Jeg kan varmt anbefale at tage med og blive klogere.

* Japanesisk oplægsform hvor man har 20 slides på automatisk timer á 20 sekunder hver til sit oplæg, hvilket giver 6 minutter og 40 sekunder til at sige hvad man mener og ikke et sekund mere!

Fastaval Debrief

Jeg skulle have slappet af på Fastaval. Tanken var at lade være med at lave så meget som andre år, når nu man sidder midt i afslutningsopgaven. Men så fik Tim og Sigrid lokket mig med i to scenarier oven i mit engagement i caféet, folk med køn og alt det der  rollespil man skal spille.

Det var en herligt hyggelig Fastaval i år. Stemningen var rar og rolig, placeringen af de forskellige dele af kongressen lå fint. (Ud over sovesalene, men det er altid besværligt.) Der var ikke nogen store mangler og masser af kærlighed efter krigen, jeg er slet ikke bange for Nynne og Ann længere.

Café Duck Soup

Efter en del år i Infoen besluttede jeg mig for at kravle ud af mørket og tage en tjans hvor man møder folk, hvilket naturligt førte mig til caféen. Nu skal man passe på med at rose noget man selv har været med til, men jeg synes at var et mægtigt sted. Alex havde virkeligt kælet for indretningen og det et godt sortiment der kom hurtigt over disken. Vi var nok faste tjenere til at det hang sammen med at være nok bag disken og stadig have fri til at nørde.

Det var faktisk så hyggeligt at jeg på intet tidspunkt følte behov for at tage i baren ud over lørdag efter en fyraftensbajer. Jeg vil nemlig være elite og det bliver man af kaffe og specialøl har jeg læst på planB bloggen.

Spillene skal jo spilles

Der var også plads til rollespil i år. Jeg har stadig ikke lært at læse foromtaler og jeg vil endnu en gang opfordre til at vi bliver bedre til at gøre dem mere brugervenlige for nye nørder der ikke ved hvem Mikkel Bækgaard er.

Jeg fik kun et enkelt langt scenarie med, Greisens Elephanter og Eventyrere. Det var en underholdende aften på trods af to meget unge og usikre spillere. Der var masser af moro og klichéer i det mørke Afrika, men spillet var noget tungt med 40 roller, tre lag af gameplay og lange tekster. Less is More.

Den norsk-svenske konspiration havde et fint novellescenarie i Summer Lovin’. Jeg har holdt mig fra at spille om sex, fordi jeg er en genert lille nørd, men gav det en chance her. Det var sjovt med kikset festival sex, det var ingame-akavet nok til at det ikke nåede at blive offgame-akavet.

Og nogen skal være spilleder på dem

Jeg havde lovet Piotr at tage en turnus på hans Bødlerne, hvilket jeg gjorde med glæde efter at have læst det. Som spilleder er man mere eller mindre bare en handout dispenser, mens spillerne går i kødet på hinanden. Det lod til at spillerne fik masser ud af det, der var ihvertfald en der lå på gulvet og klynkede en del.

Og fordi jeg er storygamer tog jeg også Per Fischers Crossroads. Det er et fint spil, det er tydeligvis tilpasset en mere amerikansk spillestil, men ikke noget der ikke bliver opvejet af dansk fortællingshensyn. Jeg fik ihvertfald hjulpet fire gode historier igang og sluttet dem ordentligt. Det var uanset en god lejlighed til at få trænet mine krydsklip og det gik godt.

I Indieblokken kørte jeg Jared Sorensons Inspectres, der jo er en herlig omgang ghostbusting. Mine tre spillere greb hurtigt bolden og kastede sig ivrigt ud i at rydde  kamptrænede nazispøgelsespingviner fra et plejehjem. Det var dumt og grimt og vi grinede meget.

De største nørder skriver dem

Jeg fik ikke selv chancen for at køre Tørke, men det var nok også for det bedste. Heldigvis havde den sande forfatter, Tim, skaffet os et mægtigt cast af spilledere. Det var dejligt at høre spillernes oplevelser og feedback fra spillederne. Jeg må sige at de er hårde men retfærdige, jeg kan sagtens se de steder de oplevede ting der ikke virkede, men heldigvis havde spillerne en god oplevelse uanset. Jeg håber at finde tid til at kigge på at skrive en update på scenareiet ud fra det jeg har fået at vide.

Grimme, dansende livere

Jeg er stadig fascineret over at Lady, Raven og Violator fik taget en virkeligt dum idé og lavede den til helcon. Men det var fucking nice at se alle de glade nørder danse med liv og sjæl. Det var vi heldigvis ikke de eneste der syntes, loungen var pakket med tilskuere, flere og flere for hver aften. Med en simpel spilmekanik og masser af disco-moves får man åbenbart fat i dansebenet. Jeg vil gerne sige tak til de kæmpende klaner, det var awesome dans og fantastiske gruppekoncepter. Tillykke til Klan Gangrel med sejren, det var velfortjent.

Ottofesten

For en gangs skyld var jeg positivt overrasket over showet, det var kort og to the point, med muligheder nok for at løbe ud undervejs og masser af boblevin. Ham der Johs er sej til det. Jeg ved ikke så meget om årets scenariefelt og der hvor Ottoerne fandt hen, ud over at det var herligt at se Nina på scenen og what the fuck med de to Ottoer for disco? Det er sgu dumt. Nå va. Festen kom godt igang med disco, men dj’en var som sædvanligt til de her fester hurtig til at rydde dansegulvet. Hvad med at betale sig fra at kunne kommandere sådan en satan til at spille dårlig, men dansabel pop og disco, frem for meget snæver dubsteb og deslige?

Alt det andet

Jeg fik desværre ikke set meget af Fastaval i år. Når jeg ikke lige havde rollespil var det mest i caféen for at servere eller konsumere cocktails, hvilket egentlig passer mig fint. Men det havde været rart med bare et enkelt brætspil undervejs eller en lille ottovitet.

Dirtbusters

De var dejlige i år. Det var herligt at se at de har mere humor end os andre og kan tage den med ro og stadig få tørret bræk op. Det har været et privilegie at være arrangør mens Commander Player regerede og årets succes hviler i høj grad på hans mandige men faldne skuldre.

Hurra for Fastaval og tak!