Autenticitet i rollespil

Jeg er igang med at lytte min backlog af P1 podcasts igennem og er nået til Agenda fra d. 10/10. Her snakker de om en tendens i tiden til at søge autenticiteten i kunst og samfund. Hvilket fik mig til at overveje rollespil i den kontekst, da jeg stadig har det svært med at se vores hobby som kunst.

Lidt baggrund om autencitet, der har de sidste mange hundrede år været en søgen tilbage imod det urtidige og oprindelige som en kvalitet i sig selv. Der kan både være tale om at søge imod fortidens tilstande, men også en parallel søgning ud i det kontemporære efter noget der eksisterer i harmoni på sine egne vilkår. Det mere ægte og naturlige gives højere værdi, men afbrudt af perioder hvor det nye, moderne og menneskeskabte lige pludselig igen tager føringen. Frem og tilbage. I arkitektur og kunst er det specielt tydeligt for mig. Det er interessant at se hvordan vi nærmest automatisk søger tilbage når det nyeste ikke længere er nyt, at det bedste middel imod det modernes onder automatisk bliver fortidens simplicitet. Men nok om det, vi er igen i en periode med ægthed og autenticitet i fokus. Det er tydeligt når man ser programmer som Bonderøven og ser hipsterne sidde på bodegaer og hører meningsdannernes mistro overfor spindoktorer og glittede politikere i valgkampen.

Men tilbage til rollespillet. Hvor ser vi denne tendens i det vi vælger at lave og deltage i? Der er et par interessante steder det dukker op på min radar:

For det første har vi Jeepen, med deres close to home imperativ: Vi skal spille det velkendte og hverdagsagtige, væk med det kunstige setup og eventyrlige. Den virkelige verden er mere autentisk end settings.

På samme måde er jagten på bleed måske også et udtryk for denne søgen, her er den blot efter autentiske oplevelser, følelser der er så reelle at der ikke længere er forskel på rolle og spiller. Der er flere scenarier som er skrevet til at blive spillet uden roller, hvor forfatteren anser det for mere rigtigt spil hvis spillerne blot er sig selv. Eller de workshop øvelser hvor man skal tage et personligt trauma fra ens baggrund og gøre det til del af rollen. Spilleren er mere autentisk end rollen.

Hjemme om middagsbordet, til de mange kampagner rundt omkring er der fra USA kommet en genoplivning af det helt oprindelige Dungeons & Dragons. Old school revival er en tilbagevenden til de dungeoncrawls vi foretog os som bumsede teenagere, det helt oprindelige uforfalskede rollespil. Dungeons er mere autentisk end drama.

Ude i liverollespillet prøver TRoA at genoplive deres serie af sommerscenarier i warhammer-byen Khypris, med en prequel til de fire scenarier der blev spillet i somrene 2002-05. Efter fiaskoen med det eksperimenterende sommerscenarie Udskud vender de imod det der har virket før.
Klassisk fantasy er mere autentisk end avantgarde.

Det er spøjst at kigge på, spørgsmålet er så om rollespil i sig selv er autentisk nok for os?

Location Talk fra Hyggecon

Eidolons årlige Hyggecon er godt igang og der bliver hygget alle vejne. Rollespil, brætspil, øl og talks på Danmarks mest luksuriøse con (eget værelse med bad og den bedste mad!)

Mads Havshøj og jeg har lige prøvekørt vores talk om hvordan man kan lave mere awesome scenografi til sit livescenarie og eksempler på scenarier der har gjort det rigtigt. Jeg har lagt slideshowet op her så dem der var til stede kan tage vores lektioner med sig og folk kan kigge lidt med.

Den ligger tilgængelig i min dropbox.

Vi er også igang med at oversætte det til engelsk så vi har noget til næste års Knudepunkt, det skal nok blive godt!

Så gik verden endelig under

Så skete det at Lørdagsdæmonen i Warhammer blev dræbt. Det betyder at vi nu er igang med Apocalypse World, hurra!

Jeg vil ikke forklare så meget om spillet, ud over at det åbenlyst handler om en post-apokalyptisk verden, hvor spillerne er sexy og badass overlevere. Spillet ligger imellem indie og klassisk rollespil, der er elementer fra begge sider i form af en masse seje spilmekanikker.

Spillet starter med at spillerne vælger deres rolle ud fra en række playbooks, der sådan set er character classes, hver med deres særpræg og evner. Tricket er at hver af dem er unikke, du kommer ikke til at være en ud af en million troldmænd, men den eneste Battlebabe i verden.

Thomas har set alt for meget Sons of Anarchy på det sidste og gik lige efter The Chopper, der er lederen af en biker bande. De to andre brugte en del tid på at læse rundt og vælge, selvom jeg havde præsenteret dem for hæfterne før. Henrik endte med at tage og spille The Angel, som er en medic/læge type, og Fru Fætter endte med at spille Skinner, som er den sidste æstetiker i ødemarken.

Hæfterne indeholder en række lister hvor man vælger sig frem til spil spilpersons navn, udseende, grej og evner. Chopperen Wire er en senet mand med udbrændte øjne og vejrbidt ansigt, der leder sin bande The Nomads på sin larmende, aggressive motorcykel. Doc Kim er Angel, hun er en lille koreansk kvinde med et livligt ansigt og hurtige øjne. Hun har et infirmari og to medhjælpere Mox og Shigusa. Skinneren Heron er en tynd, androgyn mand i luxe tøj og med bekymrede øjn.

Efter spillerne har introduceret sig for hinanden går man en runde og etablerer baggrundhistorie mellem hinanden. Her fandt vi ud af at Heron på et tidspunkt formåede at mande sig op overfor Wire og hele hans bande og de to derfor er blevet venner. Wire har før hjulpet Doc Kim da det brændte på, men Kim er forelsket i Heron, på trods af at hun tror at han er dødsdømt.

Så tog vi en snak om hvilken slags post-apokalyptisk verden som vi gerne ville spille i og hvor rollerne hørte til sammen. Både Wire og Heron er meget på vejen, men Doc Kims infirmari fik dem til at blive enige om at holde til i et gammelt truckstop et sted i den store ørken der engang var USA. Vi går efter et tørt ørkenlandskab som i Fallout, men uden fjollede mutanter.

Deres base Shell er en samling af omkring 100 mennesker der er opstået omkring et gammelt truckstop. På den ene side af vejen, i læ af en stor blikmur der holder sandet ude er der selve tankstationen og et værksted som Wires bande har indtaget, et motel, Docs klinik, en lille markedsplads og et par andre huse der kan fyldes ud senere. På den anden side er der en tilsandet trailerpark som nu er slum for den usle halvdel af byen. Et eller andet sted oppe ad vejen ligger en større by og Shell fungerer som stop for handlende og gennemrejsende. Wire er de facto leder af Shell når han er i byen, ellers holder folk sig til deres eget.

Vi gik løbende fra at jeg spurgte spillerne om deres omgivelser til at spille lidt rollespil for at få etableret verdenen. Wire og hans drenge kom tilbage fra raid og blev straks antastet af to af byens beboere der havde brug for at få afsagt hvad der var en retfærdig pris for at få en datter giftet væk. Foster, der har lejekasernen i motellet havde udset sig Kettles datter, men Kettle så en god handel og blev grådig. Wire blev hurtigt træt af de to mænd og efter at have set pigen, Exit, an og spurgt til hendes evner, satte han prisen op indtil Foster følte sig tvunget til at sige ja for ikke at ende med at det blev for dyrt.
Straks efter handlen kommer Doc ind og er mildest talt misfornøjet over hvor ung pigen er, hun erklærer at Exit slet ikke er klar til at føde børn og tvinger de to mænd til at overdrage hende til Doc indtil hun er klar til den slags huslige pligter.
Imens er Heron på jagt efter interessante ting fra togtet på markedet og kommer på sporet af et kort over området, som desværre netop lige er blevet solgt til Rolfball fra trailerparken. Skuffet tager han tilbage til motellet og bruger aftenen på at spille dam med Rothschild, der lige er kommet ind fra ørkenen mod syd med foruroligende nyt.

Der var ikke tid til at spille længere, men jeg har da fået gang i en del forskellige personer omkring spillerne der kan levere drama. Der er en god liste med navne man kan bruge, som giver en hurtig start på nye npc’ere. Jeg skal lige have øvet mig i at give dem mere karakter, men det kommer nok også af sig selv, det hjælper en hel del at spillet lægger op til at man også bare kan spørge spillerne og lade dem definere verden.

Næste skridt er at få taget de elementer der er blevet fortalt i aften og bygge nogen trusler ud af dem, sørge for at Shell får flere bipersoner som spillerne kan interessere sig for, stille spørgsmål jeg vil have besvaret og lave setup til næste gang, helt uden plot. Umiddelbart tænker jeg at der er spil at hente i at sende Heron ned til trailertrasherne efter sit kort, Wire ud på raid og lade Doc Kim få ballade i lejren mens de andre er ude.

Drengene tog rigtig godt imod spillet og præmissen med at måtte finde på selv. Reglerne er faktisk utroligt nemme at holde styr på: Rul 2d6+bonus, 7-9 er godt, 10+ er top notch, ellers gør jeg onde ting ved dem. Og det er kun spillerne der ruller terninger, jeg skal bare levere ondskab og udfordringer. Det skal nok blive godt, jeg glæder mig til næste gang.