Nogen var så trælse at lægge påsken oven i min faste rollespilsaftale, så de andre nørder var i Hobro. Men jeg skal da også have rollespil, selv om min ferie mest bestod af havearbejde og svigermorsbesøg.

Så jeg hev et solospil frem i stedet. Det blev til det lille Exclusion Zone Botanist, som går ud på at man udforsker en zone som ud af Roadside Picnic eller Annihilation, som botaniker. Målet er at dokumentere de bizarre vækster i ens notes/skitsebog, inden zonen kommer under huden på en, bogstaveligt talt.

Spillet er ret simpelt struktureret, det er fundamentalt en push-your-luck ting, hvor man rykker dybere ind på et kort i jagt på planterne og ruller for om man finder dem og/eller om man bliver inficeret af zonen. Det er selvfølgelig sådan at jo dybere man kommer ind i Zonen, des bedre odds for at finde planter, men også sådan at jo længere man tilbringer, des større er risikoen for infektion. Ud over grundmekanikkerne er spillet tabeller man ruller planterne frem på. Et par stykker er normal botanik og så er der en omgang mere eller mindre bizarro måder planten er unaturlig på.

Derudover er der ikke så meget at læne sig op ad. Spillet er sådan set også kun en folder med regler og et valgfrit hæfte med tabeller. Jeg er heldigvis langvarig fan af genren, så det var meget hyggeligt at skrive lidt Vandermeer fanfic ind imellem det mekaniske. Men det der er rigtig fedt, er at tegne planterne man finder. Jeg er jo typen der tegner planter for sjov offgame, så det er dejligt sprælsk at få lov til at lave creepy fantasiplanter.

Min gennemspilning holdt til tre ture ind i Zonen, før den fik ram på mig med en serie af rigtig uheldigt rullede planter, med forskellige trælse effekter. Det er sådan et setup hvor det kan gå rigtig nemt, indtil det lige pludseligt går helt galt. Men det var underholdende og jeg er ret vild med de planter jeg fandt, og de måder de er beslægtede. Jeg fyldte næsten tyve sider ind i den notesbog jeg brugte til spillet med ulæseligt noter og skitser. Ud over det sjove ved selve legen så er planterne noget jeg kan smide ind i andet rollespil, som udfordringer. Særligt hvis jeg nogensinde får mulighed for at køre det Stalker scenarie jeg har drømt om. Måske ville bogen endda kunne smides ind som handout til spillerne som de kan finde.

00000000

De her små solo spil har ikke meget hjælp til selve rolle-delen af rollespil, de er tynde mekaniske lege. Det kræver ret meget at man selv kan finde på fluff ud fra simple mekanikker, tabeller og terninger. Det kan være ret sjovt, jeg fik ihvertfald en håndfuld timer ud af et gratis lille spil. Men det er nok allermest fordi genren er et match af tre ting jeg er helt vild med: Zonen, botanik og tegninger. Men mon ikke der også er et eller andet du ville synes var sjovt derude på DTRPG eller Itch, til småpenge eller gratis.

Jeg har et par solospil mere som jeg vil prøve, men jeg begynder at have et ret godt billede af genrefeltet. Det er ret interessant, både som reelt spil og genre, men også i forhold til at få et billede af mig selv som rollespiller, uden distraktionen af andre spillere.