Fastaval – det var hvad det var

De sidste 15 år har påsken været årets helligste tid, nørdernes jul skal fejres på samme vis hver gang. Men detaljerne har skiftet en del over årene, fra ung bleg nørd til garvet infonaut og de sidste par år en hård kamp for ikke at stresse mig selv med for mange pligter. Og i år lykkedes det endelig:

Fastaval var sgu lidt kedelig.

Og jeg klager slet ikke. Det var dejligt at få ro på. Kun to scenarier og tre spilledertjanser for at få min toast-kvote, samt en enkelt festlig aften eller to.
Det var til gengæld også gennemført middelmådige oplevelser for det meste. Og en masse udhæng med nørder ind i mellem som jeg virkelig nød.

Scenarierne

Jeg startede med en ret lækker start, Vinterulvene af Kristian Bach Petersen. Kørt af Kristian himself og med Relic med på holdet blev det hele sparket i gang. Det er første gang jeg har oplevet at der er direkte mekanisk incitament til at man som spiller fortæller røven ud af bukserne.

Det blev fulgt op med Midsommer af Mikkel Bækgaard, hvor Alex Uth satte en tæt, trykket sommerstemning og jeg fik mulighed for dybt underspillet at kæmpe om Rikke Munchkins gunst fra den forkerte side af graven. Det er længe siden jeg har nydt så lavmælt og langsomt rollespil om bordet. Det var lige ind i alt hvad jeg elsker.

Fredag kørte jeg Starship Troopers: En ny trussel af Mads Brynnum. Her begyndte det at blive middelmådigt. Og ikke kun fordi Martin Horn var med. Scenariet flød trægt og terningerne nåede desværre kun at skabe et enkelt øjebliks spænding og awesome. Og så er det en træt trope at elitesoldater skal lave moralske valg om følge ordrer.

Lige efter stod jeg for at være bøhmand i Horrordeck af Ferdinand Brødløs og Denise Brødløs Færge, sammen med Ferdinand der var i spidsen af fortællingen. Det var en ambitiøs og (u)hyggelig lille blackboxy novelle. Spillerne virkede glade, men jeg havde svært ved at fange ånden i den, måske ville fuld blackbox gøre det?

Lørdag aften var jeg spilleder på I Will Know My Name af Brand Robbins. Der var alt for meget tekst, det var svært at få det skåret ind til benet og formidlet klart til spillerne. Så vi startede med infodump og fik ikke sat tonen ordentligt eller skabt greb på mekanikkerne i spillet. Det sluttede heldigvis ganske okay, takket været Johs Busteds indie-skills.

I det hele taget fik jeg følelsen af at jeg er mere værd i spillokalet som spiller, end som spilleder. Både i at fortælle fede action moves for min character og i det langsomme dvælende mavespil følte jeg at jeg gav de andre i lokalet noget særligt, mens ingen af de tre spillederpræstationer var noget at skrive hjem om. Jeg kunne ikke køre min højtempo action-pres stil der hvor det havde passet ind og jeg aner ikke hvordan jeg får en gruppe halv-skeptiske spillere til at blive trygge med at fortælle på historien. Så næste år er uden spilledertjanser, med mindre jeg bliver headhuntet af nogen der kender mine kompetencer. ‘Coz I sure as hell don’t anymore.

Alt det andet

Jeg nød virkelig at der var god kaffe på vallen, med ekstra hygge. Det var dejligt at hænge i Kappekroen og dejligt at der ikke var så mange i fælleslokalet. Dejligt roligt. Og at have Danni Rune tilbage var i sig selv et højdepunkt.

Maden var… maden. Fra sidste år. Middelmådig. Spisning for kalorier og energi, ikke oplevelser.

Ladyface var med for Bifrost og havde skabt en rigtig hyggelig Bifrost Lounge op til fælleslokalet, med store sofaer og et naturligt habitat for frostierne. Jeg havde glemt hvor dejligt det er at have et sted man hører lidt mere til, end almindelige con-gængere og får bonus for at være der. Og så var der Ladyface snuggles. Samt at jeg fik smuglytte-nydt et generationsmøde blandt feminister mens jeg tog en lur, dejligt at opleve møder mellem mennesker.

Druk

Jeg havde en virkelig hyggelig og meget nørdet druk-aften fredag. Min Monsterhearts gruppe havde besluttet at drikke sig fulde in-character i vandrerhjemmets fælleslokale, med emo-musik på fuld blæs og passende makup til alle. Jeg-har-aldrig og sandhed eller konsekvens skulle der også til. Vi løb tør for smuglersprit i tide til at nå den svedigste halvdel af Ras Boldings set. Faenme længe siden jeg har været fuld og glad på val. Og på en så nørdet måde.

Så glad faktisk, at jeg valgte at tage Ottofesten med i år. Jeg har skippet den de sidste tre år, med og uden vilje, men altid uden at have savnet det i særlig stor grad. Vi havde egentlig planlagt at smutte efter showet, men der var ikke tog videre der passede, så det blev en helaftensforestilling. Showet var fint. Det var kort og præcist, jeg nåede kun at blive lidt træt af det. Festen bagefter var også fin. Folk var mindre aggresivt berusede end de plejer og der var rent faktisk mulighed for at snakke af og til. Men jeg savner altså et godt sted at sidde og konversere på vallens sidste aften. Bordene i baren bliver alt for hurtigt fyldt af shots-folket og der er trist gennemtræk ude i foyeren. Det er en meget lang stå-og-snakke-aften for nørder med tynde ben.

Næste år

Åh, næste år. Der er ingen af os der kan lade være med at tænke på næste år. Ladyface er vidst helt solgt på konceptet nu, hun er klar på den store pakke med vandrerhjem og arrangøransvar. Jeg har en gammel scenarie-idé der er på nippet til moden. Og så er jeg blevet udfordret til at bryde et af mine stærkeste principper: At komme med ikke-stiltiende fordømmelse (til scenarieskrivningskonkurrencen).

Og så er der den store hvide orange hval: Infoen. Jeg har plottet med kompetente mennesker og det er ikke urealistisk med en reformation. Det var årets efterslæb. Alt andet var godt nok, infoen – ikke helt. Jeg har otte års erfaringer der godt kunne tænkes at være relevante, men nu må vi se.

Alt i alt

Middelmådig oplevelse. Men det var faktisk rigtig rart at kunne slappe af og ikke være panisk investeret i et eller andet.

6/10 will Fastaval again.

Tak for en lækker beige og middelmådig ‘val alle sammen!

Fortællingen i skæbnepointene

Det har ramt Johs hårdt at han slog Renés spilperson ihjel, hvilket har ført til en del gode tanker om visse dele af Warhammer Fantasy Roleplay, som vi spiller i. Der er et par elementer i WHFRP, der gør det relativt unikt blandt de traditionelle rollespilssystemer, ved at have en nærmest Story Now agtig narrativ funktion bygget ind i mekaniske elementer, der spiller helt eminent sammen:

Tilfældige helte
Selve grundsystemet er ikke voldsomt interessant, det er nærmest bare Basic Roleplay uden fri vilje. Man ruller rigtig meget tilfældigt til at starte med, både ting der er spilteknisk vigtigt og ting der bare er ren flavour. (Hvis man ikke har nyrene til det, kan man selv vælge, men vi ved alle sammen at rigtige warhammerspillere ruller alt der kan rulles). Og det er altid ret fesne typer, med starting careers og et par uheldige rul er man helt utroligt uegnet til at være imperiets store helt. Men det er også det der sparker spillet i gang med et anslag af pureste charme og rollespilspotentiale ud af porten. Spilpersonerne bliver til som personer med fortid og særhed, i langt højere grad end de er en del af et spil.

Vi startede i Johs’ Carroburg Bürger kampagne med at vælge fra en kortere liste af karrierer end normalt for bedre at passe ind i præmissen om Borgerlauget. Og at jeg ville være gruppens non-human, for that extra level of difficulty. Men resten blev rullet og tilfældigheden blev nydt. Det førte til en baghistorie om at den nu middelaldrende dværg var rejst ud fra bjergene på valsen og slog sig ned hos menneskene, da hans ældre bror overtog faderens gesjæft som tømrer derhjemme. Men hverken mennesker eller dværge i Imperiet har stor respekt for eller tillid til, en dværg der arbejder med træ…

Karriere-ræset
Man bruger rigtig meget tid som fesen civilist i warhammer. Men man har altid ambitionerne om fremtiden præsent i spillet, hver gang man får exp og loot. Hver gang man forbedrer en evne er det et skridt mod det store øjeblik: Når man kan gå ind i næste career! Og careers er så vidunderligt konkrete ting at sigte imod, det siger rigtig meget om spilpersonen hvilken retning man sigter dem imod. Det bestemmer hvad man bruger sine hårdt tjente guldmønter på af udstyr og hvilke skills man vælger. Jeg har lyst til at fortælle videre på min spilpersons liv på en helt anden måde end hvis jeg var defineret ud fra hvor langt jeg var på en lineær rute langs et level-register.

Min dværg startede som Tradesdwarf og en ret lige vej imod Artisan og den store snedkerkarriere. Men efterhånden som spillet har snoet sig har han indset at han kun får respekt fra menneskene når han sloges imod ting, så nu har han valgt at fortsætte som Militiadwarf og forsøger at få noget ud af den militære vej i livet. Dog helst i Borgerlaugets Shortswords milits, det er vigtigt at være del af eliten jo.

Brutale kampe
Det ret simple system i WHFRP er ret brutalt når det kommer til kamp. Spilpersonerne start ret alle ret inkompetente, men med den rette karriere får man ret formidable evner. Hvis man overlever så længe. Der skal ikke mere end to-tre træffere til at slå en spilperson i gulvet. Af og til bare et enkelt heldigt rul fra spilleder. Og så rulles der critical hits. De svinger fra harmløse mavepustere til blodige instakills, med alskens ubehagelige lemlæstelser ind imellem. Healing er svært at finde og ikke særlig effektivt, så selv tabet af wounds på vejen imod critical hits kan være kritisk i sig selv.

Vi har endnu ikke formået at få reel hjælp af en læge i løbet af kampagnen, hver gang vi har prøvet har Johs fejlet det påkrævede healing skill check. Selv fyrstens livlæge var ikke meget bevendt. At det kun har været Erwin Veit (Må han hvile i Morrs søvn) der er gået bort er næsten et mirakel i sig selv. Vi har brugt mere tid på at løbe fra plottet i Johs’ episke rottebelejringsscenarie end på at kæmpe mod invasionen.

Fate points
Det sidste element der på eminent vis bygger det heroiske narrativ ind i Warhammer rollespillets grimdark, er netop Fate Point økonomien. FP rulles som enhver anden stat, man starter med mellem 1 og 3 af dem. De har to funktioner, man har et dagligt reroll pr Fate Point (hvilket er vældigt rart når ens stats starter omkring de 33%). Og så kan de veksles til at overleve når man ellers ville være død. Det betyder at de er en konstant formindskende resourse, der påvirker hvordan man spiller. Når man er ny og frisk spilperson med lommen fuld af Fate Points og rerolls er man kæk og kaster sig ud i drabelige kampe uden frygt. Men efterhånden som antallet går nedad bliver man mere forsigtig og kynisk. I stedet for at stole på at man kan rullet terningerne igen og igen har man fået sig nye evner der hjælper med overlevelsen og man passer på sit sidste FP. Man begynder at opføre sig som en veteran. Man spiller som en der har set ting og overlevet dem. Man er okay med at miste en finger eller endda en arm for ikke at tage det sidste FP af bordet.

I det hele taget spiller systemerne rigtigt lækkert sammen til at skabe historier om ufrivillige helte, der kæmper og dør. De er på ingen måde skabt til store dåder, men de ender med alligevel at stå imod ondskaben i alle dens former og ofrer af dem selv på vejen, indtil de ikke har mere at give af. Jeg elsker hvor det ellers ordinære system og lidt corny grimdark setting bliver løftet op til meningsfyldte fortællinger om troværdige mennesker af et par snedigt sammenbyggede spilssystemer.

Det er det der gør at et system holder her 30 år efter det først kom ud, med kun mindre forbedringer på halvvejen. (At lave en 3rd edition er lidt som at lave efterfølgere til The Matrix, det er en fjollet idé og godt at ingen har prøvet det.) Det er solidt og får en til at spille rollespil med dybde og mening, uden at forcere det. Både som spiller og spilleder har man lyst og grund til at spille på den lange bane og ikke bare på det spiltekniske. Det synes jeg er godt, gedigent spildesign og grunden til at det er højt på min liste over spilsystemer.